Den bedste hjælp til at lære fremtiden at kende

Af en der fandt vejen til livet

RELIGION prægede min opvækst stærkt. Min far nærede dyb respekt for Bibelen. Han var jøde, men konverterede til katolicismen for at kunne gifte sig med min mor. Hendes familie var dybt rodfæstet i katolske traditioner — to af hendes søstre var nonner, en fætter var monsignore og to nevøer var munke.

Under den anden verdenskrig bidrog min fars bekymringer, frygt og den bestandige risiko for at blive sendt i koncentrationslejr på grund af sin jødiske afstamning, til hans alt for tidlige død. Min mor troede fuldt og fast på læren om sjælens udødelighed, og for at komme i kontakt med far begyndte hun at deltage i spiritistiske seancer.

Den organiserede religion blev ved med at spille en stor rolle for mig efter at jeg var blevet voksen. Jeg var stadig „en god katolik“. Men katolicismen kunne ikke fortælle mig hvad fremtiden rummede. Hvor kunne jeg få det at vide?

Ligesom min mor engang havde gjort, henvendte jeg mig til åndemedier. Eftersom de indledte hver seance med bøn og korsets tegn, var jeg overbevist om at de mærkelige oplevelser jeg havde, stammede fra Gud. Jeg ville gerne gøre noget for at afhjælpe andres lidelser, og omkring samme tidspunkt meldte jeg mig derfor ind i en katolsk forening der organiserede rejser til Maria-helligdommen i Lourdes, hvor de syge håber at blive helbredt mirakuløst.

Jeg havde aldrig hørt om Jehovas Vidner før min mand en dag modtog to blade som jeg fandt meget interessante. Det der gjorde stærkest indtryk på mig var at udtalelserne i bladene var underbygget med skriftsteder fra Bibelen. Jeg forstod straks at de kunne være en god hjælp til at opnå kundskab om Guds ord, så jeg skrev og bestilte et abonnement på begge bladene. Jeg fik besøg af Jehovas vidner og begyndte snart at studere Bibelen.

Jeg var meget begejstret for det jeg lærte, og fortalte mine venner og slægtninge om det. En af mine veninder som organiserede pilgrimsrejser, reagerede på en måde der chokerede mig dybt da jeg fortalte hende at jeg studerede Bibelen sammen med Jehovas vidner. Hun blev meget vred og talte så dårligt om dem at jeg gik min vej. Jeg måtte også udholde modstand fra min mand. (Mattæus 10:36) I begyndelsen var det vanskeligt, men efterhånden som jeg begyndte at praktisere det jeg lærte, ændrede mit familieliv sig til det bedre. I 1977 lod jeg mig døbe.

Jeg forstod at jeg aldrig ville have fundet vejen til livet medmindre Jehovas vidner havde vist mig interesse og forsøgt at hjælpe mig til at lære Bibelens vidunderlige sandheder at kende. Jeg vidste at jeg var forpligtet til at gøre alt hvad jeg kunne for at undervise andre om Jehova og de vidunderlige fremtidsudsigter han giver os, og det gik op for mig at det bedste jeg kunne gøre var at begynde i heltidstjenesten. Da jeg levede i et religiøst splittet hjem, var det ikke let. Men jeg stolede på Jehovas støtte og vejledning og søgte tilflugt hos ham. Nu er jeg almindelig pioner — og har aldrig været lykkeligere. Jeg er mere end nogen sinde overbevist om at „Jehova er god“ og at enhver der „søger tilflugt hos ham“ er lykkelig. — Salme 34:8.