Striden om Jesu død

PÅ PÅSKEDAGEN år 33 blev tre mænd henrettet. De var blevet dødsdømt og drevet ud til et sted uden for Jerusalem, hvor dødsdommen over dem blev eksekveret på en af de mest smertefulde og ydmygende måder, nemlig ved pælfæstning. Dette foregik ved at de dømte blev naglet til hver sin opretstående træpæl. Sådanne henrettelser var almindelige på Romerrigets tid. Det ville derfor kun være naturligt om den henrettelse der fandt sted på påskedagen for længst ville være glemt — hvis ikke det var fordi en af de henrettede var Jesus Kristus, hvis død medførte en omfattende religiøs forandring og strid.

Der er gået næsten to tusind år siden denne begivenhed fandt sted, så nogle er måske tilbøjelige til blot at betragte dette som oldtidshistorie. Men er du klar over at den strid som hændelsen skabte, langtfra er blevet bilagt?

Som du sikkert ved, tror millioner af mennesker at Jesus døde for deres skyld. De er overbeviste om at Kristi død er vejen til forsoning, og tilgivelse af synd, og at troen på hans død fører til frelse. Men overraskende nok hedder det i en artikel i tidsskriftet Anglican Theological Review at denne vigtige lære er „i vanskeligheder“. Og ’vanskelighederne’ skyldes religiøse ledere.

I tidsskriftet Anglican Theological Review hedder det: „Den kristne tanke om forsoning er i vanskeligheder fordi man må sætte spørgsmålstegn ved det bibelske grundlag for læren. Dens udformning er blevet bebyrdet med forestillinger af efemerisk [kortvarig] karakter . . ., og den måde den ytrer sig på i den folkelige religiøsitet, har taget form af personligt føleri og kritikløs selvretfærdighed.“ Faktisk er hverken de protestantiske eller de katolske teologer nået til enighed om hvilken betydning Jesu Kristi død har, hvis den har nogen.

Mange er måske tilbøjelige til blot at afvise det hele som en teologisk strid om ord, en strid der er dem ganske uvedkommende. Men overvej engang følgende: Hvis Jesu død virkelig har indflydelse på vort forhold til Gud og vor udsigt til evigt liv (i himmelen eller et andet sted), er det afgjort et spørgsmål der kræver vor opmærksomhed.

Hvorfor strides teologerne stadig om dette emne? Skønt den katolske kirke for eksempel har en helt klar lære om sjælens udødelighed og om treenigheden, er den underligt rådvild hvad angår Kristi døds forsonende værdi. I New Catholic Encyclopedia hedder det: „Man har udtænkt mange forskellige systemer for at forklare hvordan mennesket bliver befriet for synden og taget til nåde . . . Men ingen af disse systemer har vist sig at være fuldendte. . . . Forsoningsteologien er på nogle områder ufuldstændig og udgør stadig et teologisk problem.“

Det er derfor ikke overraskende at det kun er et fåtal der har en idé om hvad dette egentlig indebærer, skønt der er millioner som ivrigt bekender at ’Jesus døde for os’. Som det hedder i Anglican Theological Review: „Når man går . . . den troende kristne på klingen, er vedkommende sjældent i stand til at forklare hvad Bibelen siger om denne lære, eller hvordan den skal forstås.“ Bebyrdet med en lære som de hverken kan forstå eller forklare, har kirkemedlemmer derfor svært ved at se hvordan Kristi død skulle have nogen indflydelse på deres liv.

Da det ikke er lykkedes for kristenheden at formulere en klar lære om genløsningen eller forsoningen, har det hæmmet den i at nå ud til jøder, hinduer, buddhister og andre med det kristne budskab. Mange af disse beundrer og respekterer ganske vist Jesu lære, men forvirringen om Kristi død og dens betydning stiller sig hindrende i vejen for troen.

Er betydningen af Kristi død blot et mysterium som mennesker ikke kan fatte? Eller findes der en fornuftig forklaring i Bibelen? Disse spørgsmål fortjener at blive undersøgt, for Bibelen hævder følgende om Kristus: ’Enhver som tror på ham skal ikke gå til grunde men have evigt liv.’ — Johannes 3:16.