En kompliceret vej til Gud

„JEG er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden gennem mig,“ sagde Jesus Kristus. Og han tilføjede: „Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: Hvis I beder Faderen om noget, vil han give jer det i mit navn.“ — Johannes 14:6; 16:23.

Kristenhedens trossamfund, og navnlig den katolske kirke, har imidlertid i århundreder ledet folk bort fra „vejen“ med læresætningerne om det brændende helvede, skærsilden og treenigheden. Jesus er ikke blevet fremstillet som en imødekommende talsmand for syndige mennesker, men som et lille barn — eller som en frygtindgydende dommer der er mere indstillet på at fordømme og straffe syndere end på at frelse dem. Hvordan skulle et syndigt menneske da kunne nærme sig Gud?

Bogen Le glorie di Maria Vergine (1750) forklarer at pave Innocens III i det 13. århundrede skildrede Jesus som den altfortærende retfærdigheds sol, og sagde: „Hvem der end måtte befinde sig i syndens mørke, lad ham rette blikket mod månen, lad ham bønfalde Maria.“ Man indføjede altså Maria, Jesu moder, som et nyt mellemled. Måske kunne hun formilde Jesus og Gud ved at gøre sin moderlige indflydelse gældende. Som præsten Laurentius Justinus fra det 15. århundrede udtrykker det, blev Maria „stigen til paradiset, himmelens port, den sande midlerinde mellem Gud og mennesker“.

På grund af den overdrevne opmærksomhed man viste Maria blev hun efterhånden betragtet, ikke blot som „Jomfru Maria“, men som „Den Hellige Dronning, Barmhjertighedens Moder“, og skildret som så ren og ophøjet at også hun var for hellig til at mennesker kunne henvende sig direkte til hende. Kunne man finde endnu et mellemled? Hvad med Marias moder?

Eftersom Bibelen ikke fortæller noget om Marias moder, måtte man søge svaret et andet sted. Den apokryfe Jakobs Bog beretter om en kvinde ved navn Anna som var gift med Joakim, men som var barnløs skønt de havde været gift i mange år. På et tidspunkt viste en engel sig for hende og bekendtgjorde at hun ville blive gravid. Det hedder sig at hun blev moder til „Jomfru Maria“.

Derfor begyndte man at dyrke „Sankt Anna“. Man byggede helligdomme og kirker til ære for hende. Og i det 14. århundrede blev Sankt Anna-dyrkelsen udbredt i Europa.

„Gudsdyrkelsen var blevet et kompliceret foretagende,“ bemærker bogen The Story of Reformation. „Folk bad til Anna, som gik i forbøn for syndige mennesker hos Maria, som gik i forbøn hos sin søn, som gik i forbøn hos Gud. Det var grotesk, men det var den form for overtro folks sjæle blev næret med.“ Her har vi endnu et eksempel hvor Jesu ord passer: „I gør således Guds ord ugyldigt med jeres overlevering.“ — Markus 7:13.

[Kildeangivelse på side 21]

The Metropolitan Museum of Art. Gave fra Benjamin Altman, 1913. (14.40.633)