Det var senere end de troede!

ÅRET var 609 f.v.t. Stedet var Jerusalem. Taleren var profeten Jeremias. Denne profet forudsagde at hans elskede hellige by, Jerusalem, ville blive ødelagt. Årsag: Jøderne havde vendt sig bort fra Jehova og var begyndt at dyrke falske guder. Jøderne deltog i nedværdigende sexdyrkelse på offerhøjene, hvor de ofrede drikofre til hedenske guder og tilbad solen, månen og stjernerne, brændte røgelse for Ba’al og ofrede deres børn til Molek. — 1 Kongebog 14:23, 24; Jeremias 6:15; 7:31; 8:2; 32:29, 34, 35; Ezekiel 8:7-17.

I deres øjne var Jeremias en ulykkesprofet, en fanatiker, en oprørsstifter der var utilfreds med alt og alle. I 38 år havde Jeremias advaret dem, og i alle disse 38 år havde Jerusalems indbyggere hånet ham. Indtil dette tidspunkt havde folket afvist Jehova og sagt at han ikke var en magt man skulle regne med. De sagde: „Jehova gør hverken godt eller ondt,“ og, „Jehova har forladt landet, og Jehova ser intet.“ — Zefanias 1:12; Ezekiel 9:9.

Profeterne Jeremias og Ezekiel havde forkyndt Jerusalems ødelæggelse, men der var intet sket. Israelitterne regnede derfor ikke med at disse syner ville blive opfyldt i deres tid, men sagde: „Dagene trækker ud, og hvert syn glipper.“ Men Jehovas svar lød: „Dagene er kommet nær . . . For jeg, Jehova, siger det ord jeg vil sige, og det vil blive udført. Tiden vil ikke længere blive skudt ud, for i jeres dage, du opsætsige hus, vil jeg sige et ord og også udføre det.“ — Ezekiel 12:22-25.

I 609 f.v.t. var tiden inde til at Jehova ville opfylde sit ord. Efter at Jeremias havde ladet advarselen lyde i næsten fyrre år, blev byen Jerusalem belejret af de babyloniske hære. Atten måneder senere blev murene gennembrudt, templet brændt og de fleste af indbyggerne ført i fangenskab i Babylon. Som forudsagt blev byen ødelagt ved sværd, hungersnød og pest. — 2 Kongebog 25:7-17; 2 Krønikebog 36:17-20; Jeremias 32:36; 52:12-20.

Jeremias havde ret. Folket tog fejl. Det var senere end de troede! Synet gjaldt ikke noget langt ude i fremtiden. Det gjaldt deres tid.

Dette er ikke blot historie. Det der skete med Jerusalem havde profetisk betydning. Det var et forbillede på noget der skulle komme. I dag har kristenheden antaget Kristi navn og hævder at stå i et pagtsforhold til Gud, men efterligner i virkeligheden indbyggerne i fortidens Jerusalem. De fleste af kristenhedens kirker fremmer hedenske læresætninger, besmitter sig med kønslig umoralitet, forsvarer politiske systemer, støtter verdens krige, antager evolutionslæren og forkaster Gud som Skaberen, ser gennem fingre med at millioner af ufødte bliver ofret på bekvemmelighedens alter, antager menneskers filosofier og hævder at Bibelen blot er myter og legender.

Ligesom Jerusalems indbyggere hånede Jeremias, håner kristenheden i dag Jehovas vidner. Jehovas vidners advarsel om en kommende ødelæggelse i Harmagedon afvises som uden betydning. ’Gud er ligeglad med jorden,’ siger kristenheden. ’Lad ham tage sig af himmelen, så skal vi nok tage os af jorden. Og hvis Harmagedon kommer, bliver det ikke i vores tid. Alt det dér har vi hørt før. Os skal man ikke narre!’

Vil historien gentage sig? Vil millioner af mennesker endnu en gang opdage at det var senere end de troede?