Spørgsmål fra læserne

Kan man i Bibelen finde støtte for at der findes enhjørninger, som det fremgår af nogle oversættelser?

King James-oversættelsen, Douay-oversættelsen, den danske 1871-oversættelse og andre omtaler enhjørninger. Men i de nyere oversættelser, som har en nøjagtig gengivelse af det hebraiske, finder man ikke dette udtryk. — Salme 22:21; 29:6; 92:10, King James; 21:22; 28:6; 91:11, Douay; 22:22; 29:6; 92:11, 1871-oversættelsen.

I århundredernes løb er der opstået mange myter om et dyr med krop og hoved som en hest, ben som en hjort og hale som en løve. Det mest karakteristiske træk ved dette fabeldyr er imidlertid et snoet horn i panden.a

„Folk troede engang at enhjørningens horn indeholdt en modgift, og i middelalderen blev pulver som hævdedes at stamme fra sådanne horn, solgt for svimlende summer. De fleste lærde mener at forestillingen om enhjørningen stammer fra europæiske vandrehistorier om næsehornet.“ (The World Book Encyclopedia) På visse assyriske og babyloniske monumenter har man fundet afbildninger af dyr med ét horn. Det anerkendes nu at det er hjorte, stenbukke, køer og tyre som er afbildet fra siden, sådan at man ikke ser begge horn.

Dette er af interesse for bibellæsere eftersom Bibelen ni steder nævner et dyr som på hebraisk kaldes re’emʹ. (4 Mosebog 23:22; 24:8; 5 Mosebog 33:17; Job 39:9, 10; Salme 22:21; 29:6; 92:10; Esajas 34:7) Oversættere var i lang tid usikre med hensyn til hvilket dyr der mentes. Den græske Septuaginta-oversættelse gengav re’emʹ med et udtryk der svarer til „enhorn“ eller „enhjørning“. Den latinske Vulgata oversatte det ofte med „næsehorn“. Andre oversættelser bruger udtryk som ’vildokse’, ’vilddyr’ eller ’bøffel’. Robert Young translittererer simpelt hen det hebraiske ord til engelsk og kalder den „reem“, og så er man lige vidt.

Vore dages bibelforskere har imidlertid elimineret meget af den forvirring der har omgivet ordet re’emʹ. Ordbogsforfatterne Ludwig Koehler og Walter Baumgartner viser at det betyder „vildokse“, et dyr af slægten Bos primigenius, der tilhører en „underfamilie af den store hornbærende hovdyrorden“. The New Encyclopædia Britannica oplyser:

„Visse poetiske passager i Det Gamle Testamente nævner et stærkt og prægtigt dyr med horn kaldet re’emʹ. Dette ord er i flere oversættelser gengivet med ’enhjørning’ eller ’næsehorn’, men mange nyere oversættelser foretrækker ’vildokse’ (urokse), som er den korrekte betydning af det hebraiske re’emʹ.“

Uroksen (vildoksen) synes at være blevet udryddet i det 17. århundrede, men forskere har fundet at den var meget forskellig fra sagnenes enhjørning. Fortidens urokse var omkring 1,8 meter høj og cirka 3 meter lang. Den kunne veje op til 900 kilo, og dens horn kunne blive over 75 centimeter lange.

Dette stemmer med de egenskaber der tillægges Bibelens re’emʹ eller vildokse. Den var kendt for sin styrke og utæmmelige natur (Job 39:10, 11) samt sin hurtighed. (4 Mosebog 23:22; 24:8) Den havde tydeligvis to og ikke ét horn som den legendariske enhjørning. Moses hentydede til dens horn da han skildrede de to magtfulde stammer som ville udspringe fra Josefs to sønner. — 5 Mosebog 33:17.

Bibelen støtter altså ikke tanken om de sagnomspundne enhjørninger. Den giver derimod en nøjagtig, om end sparsom, beskrivelse af den vældige og frygtindgydende urokse, eller vildokse, som fandtes på Bibelens tid og frem til middelalderen.

[Fodnote]

[Kildeangivelse på side 31]

Treasury of Fantastic and Mythological Creatures: 1,087 Renderings from Historic Sources af Richard Huber/Dover Publications, Inc.