De kom — trods farer og forhindringer
DATOEN var den 2. januar 1992. Stedet var Maxixe i Inhambaneprovinsen. De afrikanske nattelyde i Moçambique blev overdøvet af en radio. „Jehovas Vidner holder deres stævne ’Venner af frihed’ i vores provins,“ oplyste nyhedsoplæseren. „Det er deres mål at lære mennesker hvordan man kan opnå sand frihed i vore dages verden. Alle er velkomne.“
I dette fjerne hjørne af Afrika blev der skrevet historie! For første gang holdt Jehovas Vidner områdestævne her, og der kom 1024 for at overvære det. For blot få år siden ville dette ikke have kunnet foregå så åbenlyst, eftersom Jehovas Vidners arbejde tidligere var under forbud i Moçambique. Kunne du tænke dig at høre om de modige ofre der blev bragt for at overvære dette stævne?
Inhambaneprovinsen er ligesom mange andre egne af Afrika ubeskrivelig smuk. Fiskerbåde med trekantede sejl pløjer gennem bølgerne ud for kysten. Kokospalmerne står tæt. Imidlertid hjemsøges landet af borgerkrigens uhyggelige spøgelse!
Det er ikke usædvanligt at folk som sover i deres palmeklædte hytter, om natten bliver vækket af en dump torden fra svær artilleriild mens junglekrigen raser. Alt for ofte er det uskyldige mennesker som bliver ofre. Af og til kan man se børn med læderede eller manglende lemmer halte omkring. Selv nogle af Jehovas vidner har ar i ansigtet eller på kroppen efter den brutale behandling de har været udsat for.
I betragtning af disse forhold blev stævnet „Venner af frihed“ dybt værdsat af alle der overværede det. Trods risikoen for overfald på vejen til stævnet var mange familier fra landområderne besluttede på at komme. Rejsen dertil var ikke videre bekvem, eftersom offentlig transport som oftest foregår på ladet af store, åbne lastbiler. Til tider kan der sidde op til 400 passagerer på ladet af én bil. Mange af lastbilerne kører i konvoj med bevæbnet militæreskorte.
Nora og hendes tre døtre på et, tre og seks vovede sig ud på en sådan rejse. Hun havde sparet op i månedsvis for at få råd til turen. At hun ikke havde noget logi under stævnet tog ikke modet fra hende. Sammen med mange andre levede hun og hendes familie på feltfod på stævneområdet idet de sov og spiste under åben himmel.
End ikke den stærke tropiske hede eller de voldsomme skybrud kunne lægge en dæmper på brødrenes grænseløse glæde ved at overvære denne åndelige fest. For dem var intet vigtigere end at være til stævne. I alt 17 personer symboliserede deres indvielse ved at lade sig døbe i Det Indiske Oceans varme vand. Mens dåben fandt sted begyndte en stor skare glade tilskuere spontant at synge lovsange til Jehova.
Denne gruppe tilbedere havde i sandhed erfaret hvad det vil sige at være venner af gudgiven frihed. Som Hans, der er fra hovedstaden, Maputo, sagde: „Vi har lige oplevet indledningen til et nyt kapitel i Jehovas Vidners historie i denne del af Afrika.“