En bedre verden — kun en drøm?
HVIS du havde været tilhænger af mazdaismen, som blev forkyndt af den iranske profet Zarathustra, ville du have ventet på den dag da jorden ville få sin oprindelige skønhed tilbage. Hvis du havde levet i det gamle Grækenland, ville du måske have drømt om „De lyksaliges Øer“ eller om at se guldalderen vende tilbage, som digteren Hesiod beskrev i det ottende århundrede f.v.t. Nogle Guaraní-indianere i Sydamerika søger måske stadig efter „Landet uden Ondskab“. Men eftersom du lever i dag, håber du måske at politiske ideologier eller den stigende miljøbevidsthed vil medvirke til at gøre verden bedre.
Guldalderen, De lyksaliges Øer, Landet uden Ondskab — dette er nogle af de mange navne for den samme længsel, længselen efter en bedre verden.
Den nuværende verden, vores verden, er bestemt ikke ideel. Den præges af en kriminalitet som bliver mere og mere brutal, borgerkrige med uhørt vold, folkedrab, ufølsomhed over for andres lidelser, armod og sult, arbejdsløshed og manglende solidaritet, økologiske problemer, og uhelbredelige sygdomme som rammer millioner — listen over problemer synes uendelig. Om de krige der for øjeblikket udkæmpes har en italiensk journalist sagt: „Det spørgsmål som naturligt melder sig, er om fjendskab ikke er den stærkeste følelse i vor tid.“ Tror du, i betragtning af tingenes tilstand, at det er realistisk at forvente noget andet, noget bedre? Eller vil sådanne forhåbninger blot svare til at drømme om et Utopia, noget som aldrig vil gå i opfyldelse? Lever vi i den bedst tænkelige verden?
Det er ikke noget nyt at folk gør sig den slags tanker. I århundreder har menneskene drømt om at leve i en verden præget af harmoni, retfærdighed, fremgang og kærlighed. I tidens løb har en række filosoffer gjort sig forestillinger om idealstater, om bedre verdener, men desværre aldrig været i stand til at forklare hvordan disse skulle kunne fungere.
Kan vi lære noget af de drømme, utopier og forventninger menneskene har haft om et bedre samfund?
[Illustration på side 3]
Er dette den bedst tænkelige verden?