Nyt syn på gamle manuskripter

TRE små fragmenter af en afskrift af Mattæusevangeliet, kendt som P⁶⁴, har siden 1901 tilhørt Magdalen College i Oxford i England. De lærde har gennem nogen tid ment at de kunne dateres til slutningen af det andet århundrede.

Carsten P. Thiede, en ekspert i papyrologi i Paderborn i Tyskland, foretog for nylig en grundig undersøgelse af P⁶⁴, som består af dele af ti vers fra Mattæus, kapitel 26. Hvad viste undersøgelsen? I Zeitschrift für Papyrologie und Epigraphik (Tidsskrift for papyrologi og epigrafik) beskriver Thiede Oxfordfragmenterne som „et kristent kodeksfragment fra det første århundrede, måske (men ikke nødvendigvis) fra før år 70 e.Kr.“

Thiedes iagttagelser vakte en del røre i pressen og i lærde kredse. Hvorfor? Fordi man hidtil har ment at det ældste bevarede tekstafsnit fra evangelierne var P⁵², et fragment af Johannesevangeliet der stammer fra omkring år 125, eller i hvert fald ikke fra før det andet århundrede.

Det er for tidligt at sige om den nye datering af papyrusfragmenterne P⁶⁴ vil blive accepteret af flertallet. En sådan datering ville ikke blot betyde at P⁶⁴ er de ældste eksisterende evangeliefragmenter; det ville også være et yderligere vidnesbyrd om at Mattæusevangeliet blev skrevet i det første århundrede, måske endda før år 70, hvor mange øjenvidner til begivenhederne i Jesu liv stadig var i live og kunne bekræfte sandheden i evangelieberetningen.

[Kildeangivelse på side 32]

Med tilladelse af Magdalen College i Oxford.