Sandheden om helvede
EN RAPPORT fra den engelske statskirkes doktrinkommission siger at helvede alligevel ikke er et brændende pinested, men snarere en abstrakt tilstand af intethed. „Der kan anføres mange grunde til denne ændring af troslæren,“ forklarer rapporten. „Blandt andet kan nævnes at både kristne og ikkekristne finder en religion der er baseret på frygt, forkastelig, og at der er voksende enighed om at billedet af en Gud der overgiver millioner af mennesker til evig pine, er uforeneligt med Guds kærligheds åbenbaring i Kristus.“
Det er ikke kun i den engelske statskirke at den traditionelle opfattelse af helvede vækker ubehag. Folk fra andre trosretninger finder det også svært at tilbede en hævngerrig Gud der brænder syndere. „Mange mener at Gud skal være som et krammedyr, blød og ufarlig,“ siger Jackson Carroll, professor i teologi ved Duke-universitetets teologiske fakultet. „Det strider mod nutidens tankegang at tale om synd og skyld.“
Jehovas vidner har, i overensstemmelse med hvad Bibelen lærer, længe opfattet helvede blot som menneskehedens fælles grav og ikke som et brændende pinested. De har ikke antaget denne opfattelse fordi den stemmer med flertallets holdning, men fordi det er hvad Bibelen selv giver udtryk for: „De døde ved slet ingenting . . . Der er hverken virksomhed eller planlægning eller kundskab eller visdom i Sheol [„helvede“, den katolske Douay-oversættelse].“ — Prædikeren 9:5, 10.
Med denne klare forståelse af de dødes tilstand i tankerne skrev Charles Taze Russell, Vagttårnsselskabets første præsident, tilbage i 1896: „Vi finder ikke [i Bibelen] noget saadant evigt pinested som det, troesbekjendelser og salme- og sangbøger forkynder. Dog har vi fundet et ’helvede’ eller ’dødsrige’, nemlig sheol eller hades, hvortil hele menneskeslægten blev dømt paa grund af Adams synd, og hvorfra alle er blevet gjenløst ved Jesu død. Dette ’helvede’ er graven, dødstilstanden.“
Jehovas Vidner har altså i mere end 100 år lært andre den bibelske sandhed om helvede.
[Illustration på side 32]
Charles T. Russell