Ærlighed — ved tilfældighed eller ved valg?
„SKØNT jeg ikke er ærlig af naturen, så er jeg det somme tider, når lejlighed byder sig.“ Sådan siger skurken Autolycus i Vintereventyret af William Shakespeare. Dette illustrerer en grundlæggende svaghed hos mennesket — tilbøjeligheden til at gøre det forkerte som udspringer af et ’forræderisk hjerte’. (Jeremias 17:9; Salme 51:5; Romerne 5:12) Men vil det sige at vores egen vilje er sat helt ud af spillet? Er det blot et tilfælde hvis vi opfører os retskaffent? Bestemt ikke!
Inden Israels sønner gik ind i det forjættede land, talte Moses til dem da de havde slået lejr på Moabs sletter. Han gav dem to valgmuligheder. Enten kunne de holde Guds bud og modtage hans velsignelse eller afvise dem og høste syndens bitre frugt. (5 Mosebog 30:15-20) Det var op til dem at træffe et valg.
Eftersom vi har en fri vilje, har vi også et valg. Ingen — heller ikke Gud — tvinger os til hverken at gøre godt eller ondt. Nogen vil måske med rette spørge: ’Hvis vores hjerte har onde tilbøjeligheder, hvordan kan vi så praktisere det gode?’ En tandlæge undersøger grundigt en patients tænder for at opdage karies inden den breder sig. På samme måde må vi undersøge vores symbolske hjerte for at finde svagheder og moralsk forfald. Hvorfor? Fordi „der fra hjertet [kommer] onde overvejelser, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyverier, falske vidnesbyrd, gudsbespottelser“. — Mattæus 15:18-20.
For at bevare en tand må tandlægen omhyggeligt fjerne al den karies han finder. På samme måde må man gøre en bevidst indsats for at fjerne „onde overvejelser“ og forkerte ønsker fra sit hjerte. Ved at læse i og grunde over Guds ord, Bibelen, vil man ikke blot komme til at kende Skaberens veje — man vil også lære hvad der er rigtigt. — Esajas 48:17.
Israels kong David drog fordel af en anden nødvendig hjælp i kampen for at gøre det rette. Han bad: „Skab mig et rent hjerte, Gud, og giv en ny, en fast ånd i mit indre.“ (Salme 51:10) Ja, ved at holde os nær til Jehova Gud i bøn kan vi også bekæmpe vores tilbøjelighed til at gøre det forkerte og i stedet opdyrke en ’ny ånd’ til at gøre det rette. Hvis vi gør det, vil vi ikke blot være ærlige når lejlighed byder sig, men vi vil vælge at være ærlige af egen fri vilje.
[Illustration på side 21]
Som i Davids tilfælde kan bøn til Jehova hjælpe os til at gøre det rette