Når Jehovas vidner kommer på besøg
Hvordan bør katolikker reagere når et af Jehovas vidner står uden for deres dør? En publikation der for nylig er blevet udsendt af Den Italienske Bispekonferences Nationale Katekistiske Bureau, siger: „Afvis dem på en venlig, men bestemt måde — i dette tilfælde betyder det ikke at man mangler næstekærlighed.“
Ikke alle katolikker er enige i dette. Det viser et brev som en mand fra Foggia i Italien sendte til avisen Gazzetta del Mezzogiorno:
„Jeg er ikke et af Jehovas vidner. Jeg er katolik. Men jeg er rystet over visse regler som kirken pålægger de trofaste medlemmer, idet de opfordrer dem til at sætte en seddel på deres dør hvor de beder Jehovas vidner om at holde sig væk. Disse mennesker forkynder jo blot Guds ord og hjælper andre til at lære Bibelen bedre at kende. Det minder mig om den tid hvor Italien var ramt af kolera og vi fik råd om hvordan vi kunne undgå at blive smittet.
Efter min mening viser dette at kirken dikterer sine egne regler uden hensyntagen til de trofaste medlemmers ønsker. I nogle år har jeg nu set at selv katolikker går fra hus til hus hvor de også besøger Jehovas vidner; de inviterer dem indenfor, taler med dem og afviser ikke nogen.“
Jehovas Vidner tvinger ikke nogen til at lytte til deres budskab. De vil blot gerne fortælle andre om det håb der findes i Guds ord, og som de selv er blevet trøstet af i disse vanskelige tider. Ved både at gå fra hus til hus og tale med dem de møder på gaden, giver Jehovas vidner dem som vil lytte, del i den gode nyhed om Guds rige. — Mattæus 24:14; Apostelgerninger 5:42; 17:17.