De stod fast trods nazismens terror

I SIN bog Ideology of Death gør historieprofessor John Weiss opmærksom på den skarpe kontrast der var mellem Jehovas vidners frygtløse trofasthed i Nazityskland og den holdning kristenhedens kirker indtog. Han skriver:

„I 1934 krævede den evangeliske kirke at lutheranere bød nazisterne velkommen, og at de takkede ’Gud Herren’ for at have skænket tyskerne en ’from og pålidelig overherre’. . . . En protestantisk biskop skrev til sine præster: ’Det er Gud der har sendt os [Hitler].’“ Weiss fortsætter: „Den tyske metodistkirke . . . var enig med biskop Dibelius i at Hitler havde reddet Tyskland fra en overhængende bolsjevistisk revolution og indført fred og stabilitet . . . Mormonkirken informerede sine medlemmer om at det var en overtrædelse af mormonernes lov at gøre modstand mod Hitler.“ Og han tilføjer: „Katolikkerne fik at vide at det var deres hellige pligt at adlyde den nye stat, en pligt som aldrig blev trukket tilbage, selv ikke efter at præsterne havde fået fuldt kendskab til rædslerne i Østeuropa.“

Men hvad med Jehovas vidner? Professor Weiss skriver at „Jehovas vidner var de eneste der som gruppe betragtet modstod nazisterne. Tusinder af dem blev fængslet,“ fortsætter han „og det til trods for at ethvert Vidne der blev sendt i koncentrationslejr, kunne blive løsladt blot ved at underskrive et stykke papir og derved afsværge sin tro“.

Om Jehovas vidners trofasthed skriver professor Weiss: „Deres eksempel illustrerer på enestående måde hvilken resolut og heltemodig kraft den tidlige kristendom besad før den blev gjort til en institution, og før dens engagement i samfundet overskyggede de kristnes ønske om at leve et kompromisløst liv. En protestantisk præst skrev følgende om Jehovas vidner: ’Ikke de store kirker, men disse bagtalte og forhånede mennesker var dem der først stod op mod nazidæmonens rasen, og som turde modsætte sig på grund af deres tro.’“