’Lad os gøre godt mod dem der er beslægtede med os i troen’
SANDE kristne føler sig knyttet sammen som en stor familie. Derfor har de lige siden det første århundrede efter vor tidsregning kaldt hinanden „broder“ og „søster“. (Markus 3:31-35; Filemon 1, 2) Dette er ikke tomme ord; de beskriver hvilke følelser de der tilbeder Gud, har for hinanden. (Jævnfør Første Johannesbrev 4:7, 8.) Jesus sagde: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ — Johannes 13:35.
Denne kærlighed kom til udtryk i Chile i juli 1997 da en langvarig tørke blev efterfulgt af rivende skylregn og oversvømmelser. Pludselig havde mange stærkt brug for føde, klæder og andre ting. Når der opstår katastrofesituationer, bestræber Jehovas vidner sig altid på at følge Paulus’ opfordring til galaterne: „Derfor, så længe vi har tiden til det, lad os da gøre det der er godt mod alle, men især mod dem der er beslægtede med os i troen.“ — Galaterne 6:10.
Derfor reagerede Jehovas Vidner hurtigt med at organisere nødhjælp. Fødevarer, klæder og lignende blev indsamlet, sorteret, pakket og sendt til katastrofeområdet. Nogle af børnene sendte endda legetøj med. En søster blev meget overrasket da hun så at rigssalen var fyldt op med nødforsyninger. Hun siger: „Jeg blev helt paf og vidste ikke om jeg skulle le eller græde. Det var lige det vi havde brug for.“
Pludselig, og helt uventet, blev en del af det område som var berørt af oversvømmelserne, også ramt af et jordskælv. Mange hjem blev ødelagt. Man måtte danne flere nødhjælpsudvalg for at dække behovet. De Regionale Byggeudvalg, som normalt opfører Jehovas Vidners mødelokaler, kom for at tage fat og yde støtte. Resultatet var at beskedne huse, som var konstrueret og bygget af trosfæller, blev skænket til dem der havde mistet deres hjem. Selv om disse huse var meget enkle, stod de i stærk kontrast til de umalede huse uden gulve og vinduer som var opført af andre nødhjælpsorganisationer og kun kunne lånes.
Nogle brødre kom langvejsfra for at hjælpe. Ordstyreren i et af de regionale byggeudvalg inspicerede det ramte område på en omfattende todages tur til trods for at han var afhængig af en kørestol. En blind broder arbejdede energisk med at bære bjælker til tømreren, som derefter savede dem i passende stykker. En døv broder samlede så bjælkerne sammen og afleverede dem dér hvor de skulle bruges.
Det gjorde indtryk på mange iagttagere at se hvordan brødrene sørgede for at støtte og hjælpe. I én by holdt der en politibil parkeret i nærheden af et hus som man var ved at reparere for en søster. Politifolkene var nysgerrige. En af dem spurgte en broder: „Hvem er de folk der ser så glade ud, og hvad får de i løn?“ Broderen fortalte at de alle var frivillige arbejdere. En af betjentene sagde at selv om han betalte tiende hver måned til sin kirke, havde hans præst ikke engang besøgt ham efter jordskælvet. Næste dag blev søsteren ringet op af en anden politibetjent. Han havde også iagttaget arbejderne. De ivrige og engagerede arbejdere havde gjort så stort et indtryk på ham at han følte sig fristet til at være med i nødhjælpsarbejdet.
Det bidrog helt givet til de frivillige arbejderes egen glæde at deltage i nødhjælpsarbejdet i Chile, og samtidig var det et stort vidnesbyrd for iagttagere.