APOSTLENES GERNINGER
Studienoter – Kapitel 16
Timotheus: Dette er første gang Bibelen nævner Timotheus, hvis græske navn betyder “en der ærer Gud”. Man kan ikke med sikkerhed sige hvornår Timotheus blev kristen, men hans mor, Eunike, der var en troende jøde, og sikkert også hans mormor, Lois, havde fra hans spæde barndom undervist ham i “de hellige skrifter”, dvs. De Hebraiske Skrifter, sådan som jøderne forstod dem. (2Ti 1:5; 3:15) Eunike og Lois blev sandsynligvis kristne da Paulus besøgte Lystra på sin første missionsrejse. Timotheus’ far omtales som værende græsk, enten fordi hans forfædre stammede fra Grækenland, eller fordi han var af en anden nationalitet. Han var tydeligvis ikke kristen. Apostlen Paulus kom til Lystra, der åbenbart var Timotheus’ hjemby, på sin anden missionsrejse, måske i slutningen af år 49 eller i begyndelsen af år 50 e.v.t. På det tidspunkt var Timotheus blevet kristen, og “brødrene i Lystra og Ikonion havde kun godt at sige om ham”. (ApG 16:2) Timotheus kan nu have været sidst i teenageårene eller først i 20’erne, og noget der taler for det, er Paulus’ ord til Timotheus omkring 10 eller 15 år senere da han sagde: “Lad aldrig nogen se ned på dig fordi du er ung.” (1Ti 4:12, der sandsynligvis blev skrevet mellem år 61 og 64 e.v.t.). Denne udtalelse viser at Timotheus selv på det tidspunkt var en relativt ung mand.
omskar ... ham: Paulus var godt klar over at omskærelse ikke var et krav til kristne. (ApG 15:6-29) Timotheus, hvis far var ikketroende, var ikke blevet omskåret. Paulus vidste at nogle af de jøder som de sammen skulle besøge på deres forkyndertur, kunne tage anstød af dette. Paulus bad Timotheus om at gennemgå dette smertefulde indgreb for at det ikke skulle blive en hindring for deres forkyndelsesarbejde. Begge mænd blev således et godt eksempel på det Paulus senere skrev til korintherne: “For jøderne er jeg blevet som en jøde for at kunne vinde jøder.” – 1Kt 9:20.
apostlene og de ældste i Jerusalem: Som det fremgår af studienoten til ApG 15:2, var der nogle ældste i Israel der havde ansvarsfulde stillinger på nationalt plan. På samme måde udgjorde disse ældste i Jerusalem sammen med apostlene et styrende råd for alle de kristne menigheder i det første århundrede e.v.t. Efter at apostlene og de ældste havde behandlet spørgsmålet om omskærelse, sørgede de for at deres afgørelse blev sendt ud til menighederne, og menighederne godtog den som gældende vejledning.
provinsen Asien: Se Ordforklaring: “Asien”.
Jesus’ ånd: Dette udtryk sigter åbenbart til Jesus’ brug af den hellige ånd, eller aktive kraft, som han havde “modtaget ... fra Faren”. (ApG 2:33) Som hoved for den kristne menighed gjorde Jesus brug af ånden til at lede de første kristnes forkyndelsesarbejde og vise dem hvilke områder de skulle fokusere på. I dette tilfælde anvendte Jesus “den hellige ånd” til at forhindre Paulus og hans rejsefæller i at forkynde i provinsen Asien og provinsen Bitynien. (ApG 16:6-10) På et senere tidspunkt blev den gode nyhed dog også forkyndt i disse områder. – ApG 18:18-21; 1Pe 1:1, 2.
passerede: Eller “rejste igennem”. Det græske udsagnsord parerchomai, der her er oversat med “passerede”, kan også indeholde tanken om at rejse gennem et område, hvilket åbenbart var det Paulus og hans rejsefæller gjorde. Havnen i Troas lå i området Mysien i den nordvestlige del af Lilleasien. De skulle rejse gennem Mysien for at komme til Troas, så de “passerede Mysien” i den forstand at de rejste igennem området uden at gøre holdt for at udføre et stort forkyndelsesarbejde dér.
Makedonien: Se Ordforklaring.
vi: Frem til ApG 16:9 er fortællingen i Apostlenes Gerninger udelukkende holdt i tredje person, dvs. at skribenten Lukas kun genfortæller hvad andre sagde og gjorde. Her i ApG 16:10 sker der imidlertid et stilskifte, og Lukas tager nu sig selv med i beretningen. Fra dette tidspunkt anvender han stedordene “vi” og “os” i de dele af bogen hvor han åbenbart fulgtes med Paulus og hans rejsefæller. (Se studienote til ApG 1:1 og “Introduktion til Apostlenes Gerninger”). Lukas rejste sammen med Paulus fra Troas til Filippi omkring år 50 e.v.t., men da Paulus forlod Filippi, rejste Lukas ikke med ham. – ApG 16:10-17, 40; se studienoter til ApG 20:5; 27:1.
forkynde den gode nyhed: Se studienote til ApG 5:42.
Filippi: Denne by hed oprindeligt Krenides. Filip II af Makedonien (Alexander den Stores far) erobrede byen fra thrakerne omkring midten af det 4. århundrede f.v.t. og opkaldte den efter sig selv. Der var rige guldminer i området, og guldmønter blev slået i Filips navn. Omkring 168 f.v.t. blev Perseus, den sidste af de makedoniske konger, besejret af den romerske konsul Lucius Æmilius Paulus, der erobrede Filippi og det omkringliggende område. I 146 f.v.t. blev hele Makedonien samlet til én romersk provins. Det slag hvori Octavian (Octavius) og Marcus Antonius besejrede Brutus og Gajus Cassius Longinus (som begge deltog i mordet på Julius Cæsar), blev udkæmpet på sletten ved Filippi i år 42 f.v.t. Til minde om sin store sejr gjorde Octavian derefter Filippi til en romersk koloni. Da Octavian nogle år senere blev gjort til Augustus af det romerske senat, kaldte han byen Colonia Augusta Julia Philippensis. – Se Tillæg B13.
en flod: Mange bibelforskere identificerer denne flod med Gangites, der ligger 2,4 km V for Filippi, mere end en sabbatsrejse derfra. Nogle mener at jøderne ikke havde lov til at samles til gudsdyrkelse inde i byen Filippi på grund af dens militære præg og derfor mødtes et godt stykke derfra. Andre mener at der er tale om Krenides, et lille vandløb der ligger tættere på byen og lokalt kaldes Lydias kilde. Men i det område har man fundet romerske gravsteder, og da det var et meget åbent sted, mener nogle at det er usandsynligt at der skulle have været et bedested dér. Og andre igen har fremsat den tanke at det var ved området af et nu udtørret flodleje uden for porten i Neapolis, hvor der i det 4. og 5. århundrede e.v.t. blev opført flere kirker til minde om Paulus’ besøg i Filippi.
et bedested: På grund af byens militære præg var der måske forbud mod at jøderne havde en synagoge i Filippi. Eller der har måske ikke været ti jødiske mænd i byen – hvilket var mindstekravet for at der kunne oprettes en synagoge.
en kvinde ved navn Lydia: Lydia bliver kun omtalt to gange i Bibelen, her og i ApG 16:40. Det kan dokumenteres at navnet Lydia blev brugt som et egennavn, selvom nogle mener at Lydia var et tilnavn der betød “lydisk kvinde”. Lydia og hendes husstand blev kristne i omkring år 50 e.v.t. i Filippi, så de var blandt de første i Europa der tog kristendommen til sig som følge af Paulus’ forkyndelse. Lydia – der måske aldrig blev gift, eller var enke – havde en gavmild indstilling som førte til at hun kunne glæde sig over et opmuntrende samvær med missionærerne Paulus, Silas og Lukas. – ApG 16:15.
som solgte purpurfarvede stoffer: Eller “som solgte purpurfarve”. Lydia kan have handlet med purpurvarer af forskellig slags, deriblandt purpurfarvet stof, tøj, gobeliner, farvestoffer eller andre varer. Oprindeligt var hun fra Thyatira, en by i det område der hed Lydien i det vestlige Lilleasien. En inskription der er blevet fundet i Filippi, dokumenterer at der fandtes et purpurhandlerlav i byen. Lydierne og de omboende folk havde siden Homers tid (det 9. eller 8. århundrede f.v.t.) været berømte for deres ekspertise inden for purpurfarvning. Lydia har sandsynligvis været en succesrig og velhavende forretningskvinde, for hendes erhverv krævede en væsentlig kapital, og hendes hus var stort nok til at hun kunne have de fire mænd Paulus, Silas, Timotheus og Lukas boende. Omtalen af hendes “husstand” kunne tyde på at hun boede sammen med nogle af sine slægtninge, men der kunne også ligge det i det at hun havde trælle og tjenere. (ApG 16:15) Og den kendsgerning at Paulus og Silas mødtes med nogle af brødrene i denne gæstfri kvindes hjem inden de forlod byen, tyder på at det blev et mødested for de første kristne i Filippi. – ApG 16:40.
Jehova åbnede hendes hjerte helt: Lydia beskrives som en der tilbad Gud, hvilket antyder at hun var jødisk proselyt. (ApG 13:43) På sabbatten var hun sammen med andre kvinder ved et bedested ved en flod uden for Filippi. (ApG 16:13) Det kan være at der kun var få jøder og ingen synagoge i Filippi. Hun kan have hørt om tilbedelsen af Jehova i sin hjemby, Thyatira, hvor der boede mange jøder og der var et jødisk mødested. Jehova, den Gud hun tilbad, lagde mærke til at hun opmærksomt hørte efter. – Se Tillæg C3 introduktion; ApG 16:14.
trofast mod Jehova: Som det fremgår af studienoten i det foregående vers, var Lydia muligvis jødisk proselyt, og derfor er det logisk at det må have været Jehova hun havde i tanke. Hun havde lige hørt om Jesus Kristus gennem Paulus’ forkyndelse, men hun havde endnu ikke vist sig trofast mod Jesus. Det virker derfor logisk at hun refererede til sin trofasthed mod den Gud som hun allerede tilbad, Jehova. – Se Tillæg C3 introduktion; ApG 16:15.
som var besat af en ånd, en spådomsdæmon: Bogst.: “med en python-ånd”. Python var navnet på den slange der ifølge sagnet vogtede templet og oraklet i Delfi, Grækenland. Det græske ord python kom til at betegne en der kunne forudsige fremtiden, samt den ånd der talte gennem vedkommende. Senere blev ordet anvendt om bugtalere, men her i Apostlenes Gerninger bruges det om en dæmon der satte en ung pige i stand til at spå.
ved at spå: I Bibelen bliver præster der øver magi, spiritistiske spåkyndige, astrologer og andre omtalt som nogle der hævder at kunne forudsige hvad der vil ske i fremtiden. (3Mo 19:31; 5Mo 18:11) I De Kristne Græske Skrifter er denne episode i Filippi den eneste gang det nævnes at dæmoner forudsiger fremtiden. Dæmonerne er modstandere af Gud og dem der gør hans vilje, så det er ikke overraskende at Paulus og Silas mødte stor modstand efter at have uddrevet denne spådomsdæmon. – ApG 16:12, 17-24.
torvet: Det græske ord agora henviser her til en åben plads der var et center for handel og det sted hvor folk mødtes i byerne i oldtidens Mellemøsten og den græske og romerske verden. Ud fra denne beretning om det der skete i Filippi, ser det ud til at der også blev afgjort retssager på torvene. Udgravninger af ruinerne af Filippi tyder på at Via Egnatia løb midt igennem byen, og at der lå et temmelig stort torv, eller forum, langs den. – Se studienoter til Mt 23:7; ApG 17:17.
byens embedsmænd: Flertalsformen af det græske ord strategos betegner her de øverste embedsmænd i den romerske koloni Filippi. De havde til opgave at opretholde orden, forvalte økonomien, retsforfølge og dømme lovovertrædere og idømme straffe.
vi romere: Filippi var en romersk koloni, og byens indbyggere nød mange privilegier, der muligvis indbefattede en delvis eller sekundær form for romersk statsborgerskab. Det kan være forklaringen på hvorfor de så ud til at have en stærkere tilknytning til Rom end det ellers ville have været tilfældet. – Se studienote til ApG 16:12.
Jehovas ord: Se studienote til ApG 8:25 og Tillæg C3 introduktion; ApG 16:32.
Straks ... døbt: Fangevogteren og hans husstand, hans familie, var ikkejøder og kendte sandsynligvis ikke til de grundlæggende sandheder i Skrifterne. Efter at have opfordret dem til at “tro på Herren Jesus” forkyndte Paulus og Silas “Jehovas ord” for dem, og de gjorde det uden tvivl meget grundigt. (ApG 16:31, 32) Det gjorde et stort indtryk på dem, for samme nat, som det fremgår af ApG 16:34, fik de “tro på Gud”. Derfor var det passende at de straks efter blev døbt. Som man kan udlede af ApG 16:40, tog Paulus’ rejsefælle Lukas ikke afsted sammen med Paulus og Silas da de forlod Filippi. (Se studienote til ApG 16:10). Måske blev Lukas tilbage i Filippi i noget tid for at støtte dem der lige var blevet kristne.
betjentene: Det græske ord rhabdouchos, der bogstaveligt betyder “stokkebærer”, sigter til en romersk retsbetjent der ledsagede en højere embedsmand når han viste sig offentligt, og som sørgede for at hans ordrer blev udført. Den romerske betegnelse var lictor. De romerske betjente havde visse politimæssige opgaver, men de var fast knyttet til den højere embedsmand og var forpligtet til altid at stå ham til tjeneste. De stod ikke direkte til folkets rådighed, men fulgte kun embedsmandens befalinger.
vi er romerske borgere: Paulus og åbenbart også Silas var romerske borgere. Ifølge romersk lov havde en borger altid krav på en fair rettergang, og han måtte aldrig straffes offentligt uden at være blevet dømt. Som romersk borger havde man visse rettigheder og privilegier uanset hvor i Romerriget man tog hen. En romersk borger var underlagt romersk lov og ikke de love der gjaldt i byerne i provinserne. Hvis en borger blev anklaget, kunne han lade sig retsforfølge i overensstemmelse med den lokale lov, men han bevarede stadig retten til at blive hørt af en romersk domstol. I tilfælde af dødsstraf havde han ret til at appellere til kejseren. Apostlen Paulus forkyndte flittigt i hele Romerriget, og i Bibelen er der omtalt tre lejligheder hvor han gjorde brug af sine rettigheder som romersk borger. Den første var her i Filippi, hvor han oplyste byens embedsmænd om at de havde krænket hans rettigheder ved at slå ham. – Se studienoter til ApG 22:25; 25:11, hvor de to andre tilfælde er omtalt.