GALATERNE
Studienoter – Kapitel 4
under formyndere og forvaltere: På Paulus’ tid var det almindeligt at man havde en i husstanden der stod for opdragelsen af en mindreårig. En formynder kunne blive juridisk udnævnt til at føre tilsyn med en mindreårig og tage sig af barnets økonomiske anliggender. En forvalter stod derimod for hele husstandens økonomi. I begge tilfælde gjaldt det at “så længe en arving [var] barn”, var han teoretisk set “herre” over sin arv, men han havde ikke flere rettigheder over den end en træl havde. (Ga 4:1) Hans liv blev styret af andre indtil han blev voksen. Paulus sammenlignede denne ordning med at jøderne var under Loven indtil den fastsatte tid kom hvor Guds Søn løskøbte dem. – Ga 4:4-7.
de normer der er grundlæggende: Udtrykket betyder generelt “de elementære ting”. For eksempel blev udtrykket brugt om lydene og bogstaverne i det græske alfabet, de elementer der bruges til at forme ord med. Her og i Kol 2:8, 20 bruger Paulus det i negativ forstand for at henvise til de grundlæggende normer der styrer denne verden, dvs. den del af menneskehedens verden som er fremmed for Gud. Det kunne indbefatte (1) filosofier der er baseret på menneskers tankegang og på mytologi (Kol 2:8), (2) ubibelske jødiske læresætninger der talte for askese og “engletilbedelse” (Kol 2:18), og (3) læren om at kristne skal overholde Moseloven for at blive frelst (Ga 4:4 – 5:4; Kol 2:16, 17). De kristne i Galatien havde ikke brug for “de normer der er grundlæggende i denne verden”, for de havde en mere ophøjet form for tilbedelse baseret på tro på Kristus Jesus. Kristne skulle ikke være som børn der var slavebundet af de elementære ting, og frivilligt underkaste sig Moseloven, som Paulus sammenlignede med en opdrager. (Ga 3:23-26) Deres forhold til Gud skulle i stedet være som det en voksen søn har til sin far. De kristne skulle ikke vende tilbage til Loven eller til nogen af “de svage og fattige ting, de normer der er grundlæggende i denne verden”, som de der ikke fulgte Kristus, talte for. – Ga 4:9.
da den fastsatte tid var kommet: Bogst.: “da tidens fylde kom”. En anden bibeloversættelse siger: “da tiden var inde”. Det her vers viser at Jehova havde fastsat et bestemt tidspunkt for hvornår hans enestefødte Søn skulle komme til jorden som Messias som en opfyldelse af Guds løfte om et “afkom”. (1Mo 3:15; 49:10) Apostlen Peter refererer også til en bestemt “tid” eller “periode” i forbindelse med Kristus. (1Pe 1:10-12) De inspirerede Hebraiske Skrifter indikerede at der var et specifikt tidspunkt for hvornår Messias skulle komme. (Da 9:25) Da Jesus blev født i år 2 f.v.t., blev han født af en kvinde, den jødiske jomfru Maria.
var under Loven: Mens Jesus var på jorden, overholdt han Moseloven fordi han var født som jøde. (Mt 5:17; se studienote til Lu 22:20). Det var først efter hans død at Loven blev afskaffet. – Ro 10:4.
løskøbe: Jesus løskøbte dem der var under Loven, dvs. de troende jøder. Paulus fortsætter med at sige “og vi” (åbenbart en reference til alle de galatere der var blevet kristne, både jøder og ikkejøder) “kunne blive adopteret som sønner”. Det græske ord exagorazo, der her er oversat med “løskøbe”, bliver også brugt i Ga 3:13, hvor Paulus siger: “Kristus købte os og befriede os for Lovens forbandelse ved at han selv blev en forbandelse i stedet for os.” – Se studienote til Ga 3:13.
adopteret som sønner: I De Kristne Græske Skrifter nævner Paulus adoption flere gange i forbindelse med den nye status som dem Gud kalder og udvælger, får. De mennesker kan se frem til udødeligt liv i himlen. Fordi de er efterkommere af den ufuldkomne Adam, er de trælle af synden og derfor ikke født som sønner af Gud. På grundlag af Jesus’ sonoffer kan de blive adopteret som sønner og blive “Kristus’ medarvinger”. (Ro 8:14-17) De vælger ikke selv om de vil adopteres som hans sønner, men det er Gud der udvælger dem fordi det er hans vilje. (Ef 1:5) Gud anerkender dem som sine børn, eller sønner, fra det øjeblik de ved hjælp af den hellige ånd bliver født igen. (Joh 1:12, 13; 1Jo 3:1) Men de må forblive trofaste så længe de lever som mennesker, før de kan blive adopteret som Guds åndelige sønner i fuld forstand. (Ro 8:17; Åb 21:7) Det er derfor Paulus siger: “Vi ... venter [ivrigt] på at blive adopteret som sønner, på at blive befriet fra vores krop ved hjælp af løsesummen.” (Ro 8:23, 15; se studienote til Ro 8:15). Det var meget almindeligt med adoption på Bibelens tid. I den græsk-romerske verden var adoption hovedsageligt til fordel for den der adopterede, og ikke for den der blev adopteret. Men Paulus understregede at Jehova kærligt har gjort dette til gavn for dem der bliver adopteret. – Ga 4:3, 4.
den hellige ånd, som hans Søn har: Her er der tale om Guds hellige ånd, eller aktive kraft, som Gud ved hjælp af sin Søn lader komme ind i de kristnes hjerter når han salver dem. – Se også ApG 2:33 og studienote til ApG 16:7.
Abba: Et hebraisk eller aramæisk ord (translittereret til græsk) som findes tre gange i De Kristne Græske Skrifter. Ordet betyder bogstaveligt “faren” og var en tiltaleform der udtrykte kærlighed, og som blev brugt af en søn over for sin far. (Se studienote til Mr 14:36). Paulus brugte ordet her og i Ro 8:15, begge gange i forbindelse med kristne der var blevet avlet med hellig ånd og kaldet til at være Guds sønner. Eftersom de nu var blevet adopteret som Guds sønner, kunne de bruge en tiltaleform over for Jehova som en slave aldrig ville have brugt over for sin herre hvis ikke han var blevet adopteret. Salvede kristne er altså “slaver for Gud” og “købt for en høj pris”, men samtidig sønner i en kærlig Fars hus. Det er den hellige ånd der gør dem helt bevidst om at de har denne stilling. – Ro 6:22; 1Kt 7:23.
Far: Alle tre gange udtrykket Abba forekommer i De Kristne Græske Skrifter, er det efterfulgt af den græske oversættelse ho pater, som bogstaveligt betyder “faren”.
I har lært Gud at kende: Mange af de kristne i Galatien havde “lært Gud at kende” fordi Paulus havde forkyndt for dem. Udsagnsordet der er oversat med “lært at kende” og “blevet kendt” i det her vers, kan betegne et godt forhold mellem to personer. (1Kt 8:3; 2Ti 2:19) Så “at kende” Gud handler ikke bare om at have en grundlæggende viden om Gud. Man må få et personligt forhold til ham. – Se studienote til Joh 17:3.
eller snarere nu hvor I er blevet kendt af Gud: Med denne formulering viser Paulus at for at ‘lære Gud at kende’ må en person også være ‘kendt’, eller godkendt, af Gud. Et leksikon definerer det græske ord for “at kende; være kendt” som det at “have et personligt forhold hvor man anerkender den andens identitet og værdi”. For at få en sådan anerkendelse fra Gud må man leve på en måde der er i harmoni med Guds personlighed, veje og handlingsmønster.
fattige: Nogle af de kristne i Galatien vendte tilbage til de grundlæggende normer de tidligere havde fulgt. De normer kunne indbefatte ting som menneskers filosofier eller den holdning at kristne skulle vende tilbage til at overholde Moseloven eller i det mindste dele af den. (Kol 2:8, 16-18, 20; se studienote til Ga 4:3). Paulus beskriver de grundlæggende normer som “fattige” og bruger et græsk udtryk der kan betyde både “fattig” og “nødlidende”. I overført betydning kunne udtrykket også gengives med “ussel” eller “værdiløs”. I sammenligning med de åndelige rigdomme de kunne opnå gennem Kristus Jesus, var de ting virkelig “fattige”.
dage, måneder, perioder og år: Paulus henviser her til de særlige højtider som Guds folk ifølge Moseloven skulle fejre. For eksempel var der sabbatterne og sabbatsårene (2Mo 20:8-10; 3Mo 25:4, 8, 11), nymånefesten (4Mo 10:10; 2Kr 2:4), den årlige forsoningsdag (3Mo 16:29-31), påsken (2Mo 12:24-27), de usyrnede brøds fest (3Mo 23:6), ugefesten (2Mo 34:22) og løvhyttefesten (3Mo 23:34). Hver højtid fandt sted på et bestemt tidspunkt. Nogle af de kristne i Galatien havde tidligere været underlagt Moseloven og havde trofast overholdt den i mange år. Men da de lærte om løskøbelsen, tog de med glæde imod alt det gode den medførte, og blev blandt andet frigjort fra trældom under Moseloven. (ApG 13:38, 39) Det var med god grund at Paulus var bange for at nogle igen ville lade sig trælbinde af Loven og pedantisk overholde disse højtider. (Ga 4:11) Det samme gjaldt de ikkejøder der var blevet kristne – hvis nogen af dem vendte tilbage til deres hedenske religiøse skikke, ville det vise at de manglede tro på Kristus’ offer.
på grund af en fysisk sygdom: Måske led Paulus af en øjensygdom. (Ga 4:15; 6:11; se også ApG 23:1-5). Uanset hvilket helbredsproblem der var tale om, førte det på en eller anden måde til at Paulus for første gang fik lejlighed til at forkynde den gode nyhed i Galatien. Det kan have været omkring år 47-48 e.v.t. mens han var på sin første missionsrejse. Det var på det tidspunkt hvor han og Barnabas rejste til Galatien og besøgte byerne Antiokia i Pisidien, Ikonion, Lystra og Derbe. (ApG 13:14, 51; 14:6, 21) Senere, omkring år 49 e.v.t., før Paulus skrev dette brev, besøgte han igen disse byer i Galatien. – ApG 15:40 – 16:1.
så ville I have revet jeres øjne ud og givet dem til mig: Paulus bruger her en almindelig talemåde for at understrege hvor højt galaterne elskede ham. De var villige til at ofre hvad som helst for hans skyld, selv noget så dyrebart som deres syn. At han bruger netop dette udtryk, virker logisk hvis han led af en kronisk øjensygdom, som kan have været den ‘fysiske sygdom’ han lige havde nævnt. – Ga 4:13, 14; se også ApG 23:2-5; 2Kt 12:7-9; Ga 6:11.
Mine kære børn: Bogst.: “Mine små børn”. I det her vers sammenligner Paulus sig selv med en mor og de kristne i Galatien med sine børn. I forbindelse med dem siger han: nu oplever jeg igen en smerte ligesom fødselsveer på grund af jer. Paulus henviser åbenbart til sin dybe omsorg for sine trosfæller i Galatien og sit inderlige ønske om at de skal blive mere modne kristne. Selvom nogle tidlige håndskrifter bruger det græske ord for “barn” (teknon) her, bruger andre pålidelige håndskrifter diminutivformen (teknion) af ordet. I De Kristne Græske Skrifter bruges diminutiv ofte for at angive kærlighed eller fortrolighed, og det græske ord kan derfor oversættes med “kære børn” eller “elskede børn”. Det er grunden til at Ny Verden-Oversættelsen bruger udtrykket “kære børn”. – Se Ordforklaring: “Diminutiv”.
den frie kvinde: Udtrykket her sigter til Abrahams hustru Sara og til “det Jerusalem som er oventil”. (Ga 4:26) Paulus sammenligner Jerusalem på hans tid, der var under slaveri, med tjenestepigen Hagar. (Ga 4:25) Nationen Israel med hovedstaden Jerusalem kunne ikke få status som en fri kvinde på grund af Loven. Derimod viste Loven at israelitterne var underlagt synd, og derfor var de slaver. Som modsætning hertil har Guds symbolske hustru, det Jerusalem som er oventil, altid været en fri kvinde, ligesom Sara. Guds Søn har befriet dem der bliver “børn af den frie kvinde”, fra synden og Moseloven. – Ga 4:31; 5:1 og studienote; Joh 8:34-36.
på naturlig måde: Bogst.: “på kødets måde”. – Se studienote til Ro 1:3.
forstås som et symbolsk drama: Eller “betragtes som en allegori”. Her bruger Paulus en allegori, dvs. en fortælling hvor personer, ting og begivenheder symboliserer noget bestemt. I dette symbolske drama, der er baseret på 1. Mosebog 16 til 21, fremhæver Paulus kontrasten mellem “den frie kvinde” (Sara) og “tjenestepigen” (Hagar). – Ga 4:22 – 5:1; se Mediegalleri: “To kvinder i et symbolsk drama”.
disse kvinder står nemlig for to pagter: Disse to pagter var åbenbart Lovpagten og Abrahamspagten. Hagar og Sara er ikke disse pagter. Men i det profetiske drama modsvarer de forskellige aspekter af Guds forhold til sit folk – Lovpagten med det symbolske slaveri og Abrahamspagten der fører til ægte frihed.
på naturlig måde: Bogst.: “på kødets måde”. – Se studienote til Ro 1:3.
begyndte at forfølge: Paulus refererer her til 1Mo 21:9, hvor beretningen fortæller at Ismael “gjorde nar af Isak”. Ismael var den søn der var blevet til på naturlig måde. Isak bliver omtalt som ham der var blevet til ved hjælp af ånden, fordi Jehova gennem sin hellige ånd havde sørget for at Abraham og Sara kunne få børn for at hans løfte kunne blive opfyldt. (1Mo 12:3; 13:14-16; 17:7-9, 19; Ga 4:28) Ved at sige sådan er det også nu forbinder Paulus det ‘symbolske drama’ hvor Ismael forfulgte Isak (Ga 4:24), med det der skete på hans tid. Han forklarer at Jesus’ salvede disciple, der var “børn i kraft af løftet” (Ga 4:28), blev forfulgt af jøderne, der betragtede sig selv som Abrahams retmæssige arvinger.