Hvad er der sket med venskabet?

I DENNE verden, hvor ’lovløsheden har taget overhånd og kærligheden er blevet kold hos de fleste’, sådan som Bibelen har forudsagt, er det sandelig svært at finde et godt gammeldags venskab. (Matt. 24:12) Skønt der stadig findes elskværdige mennesker og gode naboer, er selv mange af disse tilbøjelige til at lade det blive ved det, og de viger tilbage fra at knytte et ægte venskab.

Hvis man spurgte en mand om han havde mange venner, ville han uden tvivl alligevel være tilbøjelig til at sige ja, eller han ville måske tøve med sit svar. Hvorfor? Fordi ordet „ven“ har flere betydninger.

For eksempel bliver bekendte ofte betragtet som venner. En vil måske sige: „Jeg har mange venner fra næsten alle samfundslag! Der er kioskmanden — hvad er det nu han hedder? Og slagteren henne på hjørnet hvor vi køber kød; og bankmanden hvor jeg får ordnet mine pengesager. Jo, jeg har mange venner.“ Han kan måske ikke engang huske hvad en eneste af dem hedder, men i lighed med mange andre kalder han sådanne flygtige bekendtskaber for venskaber.

Ofte bliver venlige manerer fejlagtigt regnet for at være tegn på venskab. Nogle er for eksempel raske til at præsentere sig, og i løbet af et par minutter insisterer de på at man skal bruge deres fornavn. De spørger måske: „Hvor bor De? Hvad er Deres arbejde? Hvor har De gået i skole? Er De gift? Har De børn?“ — alt sammen næsten i ét åndedrag. De er tilbøjelige til meget hurtigt at blive personlige. Men er sådanne „venlige“ manerer altid et tegn på virkeligt venskab? Hvor mange af den slags mennesker vil komme en til undsætning når man trænger til hjælp, det være sig økonomisk bistand eller trøst og opmuntring?

I den vestlige verden er ordet „ven“ blevet brugt i forbindelse med mange forskellige forhold. Det kan betyde en forretningsforbindelse, en legekammerat fra barndommen, eller én man er fortrolig med og nærer tillid til. Ordet „venlig“ er blevet et modeord som man kan møde i alle mulige sammensætninger, ikke mindst i reklamesprog; man taler for eksempel om „børnevenlige“ skoler, „kundevenlig“ betjening, „forbrugervenlige“ priser, og så videre. Selv ringe og kæder er blevet symboler på venskab. Ordet „ven“ behøver altså ikke nødvendigvis at indebære tanken om et nært forhold. Et venskab kan enten være overfladisk, flygtigt og situationsbestemt, eller det kan være nært og varigt.

Her i Europa, hvor krige og voldshandlinger har krævet deres ofre, har venskabet gennemgået en forandring. Den ældre generation indrømmer gerne at venskaber ikke er hvad de har været. Nogle betragter en ven som en der fuldt ud er klar over deres intelligens, temperament og interesser og får de bedste egenskaber frem i dem. For andre er et venskab mere en følelsessag. En ven er en bestemt person som kan lide det de selv synes om. En der kan lide at tage på traveture, at bestige bjerge, at sejle, ja at foretage sig noget spændende. Et sådant venskab behøver ikke at bygge så meget på tillid og loyalitet som på det at opleve noget sammen.

Den indstilling man havde i ’de gode gamle dage’ hvor et venskab blev betragtet som et stærkt bånd der knyttede folk næsten lige så nært sammen som blodets bånd, og da venner var en beskyttelse imod lovløshed og umoralske personer, er stort set forsvundet i dag.

Forandringen skyldes hovedsagelig at mennesker, sådan som Bibelens profetier siger, er blevet ’egenkærlige og ukærlige’. (2 Tim. 3:1-3) Uden kærlighed og naturlig hengivenhed kan der ikke eksistere noget ægte venskab.

I den moderne verden findes også mange splittende kræfter som forhindrer at der knyttes nære bånd. Det tager tid at opbygge et sandt venskab, men i dag er folk hele tiden på farten. Kun få bor samme sted længe nok til at opbygge et varigt venskab. Hvert femte menneske i De forenede Stater skifter adresse en gang om året. I Danmark drejer det sig om hvert tiende menneske. Andre steder i verden finder der en lignende bevægelse sted i befolkningen.

Et permanent venskab kræver også tillid og loyalitet, men disse egenskaber kan ikke trives i det klima af uro og lovløshed, mistillid og vold som har fejet hen over jorden i denne generation.

Et venskab medfører også et ansvar; man må være villig til at hjælpe med at bære andres byrder. Men i dag er der mange som undlader at knytte sig til nogen for at undgå deres byrder og lidelser. En ung mand som flytter rundt, har sagt: „Min kone og jeg knytter hver gang nye venskaber i løbet af nogle uger. Vi lader det imidlertid aldrig stikke så dybt at vi får svært ved at flytte.“ Men hvor er alt dette langt fra Jesu Kristi ord: „Større kærlighed har ingen end den at sætte livet til for sine venner.“ — Joh. 15:13.

Et meningsfyldt venskab kræver ofre, og mange ønsker ikke at bringe ofre. Derfor er det ved at være svært at finde gammeldags venskaber, en af fortidens velsignelser.

Dog findes der stadig sande venskaber, venskaber som dem David og Jonatan eller Rut og No’omi nød, og som Bibelen omtaler. (2 Sam. 1:26; Rut 1:16, 17) Men disse venskaber findes hovedsagelig blandt sande bibelkristne der tror på Gud og på hans ord. Jehovas vidner, for eksempel, finder at deres kreds af venner vokser og vokser. (Mark. 10:29, 30) Men uden for de virkelige bibelkristnes kreds er sande venskaber sjældne. Det er et stort tab for menneskeheden!

Men hvorfor i det hele taget være ven med nogen? Hvordan kan man være ven med nogen i denne onde verden? Hvilken slags venner bør man knytte sig til, og hvorfor? Disse og andre aktuelle spørgsmål besvares i den følgende artikel.