En ny bibeloversættelse — ikke så ligetil
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I SVERIGE
„HVAD for noget? En ny bibel? Hvem har brug for sådan en?“ Sådan reagerer nogle når de hører at der er planer om at udarbejde en ny tidssvarende bibeloversættelse. Måske tænker de på at man allerede kan få hele Bibelen eller dele af den på over 1400 sprog. Ja, på nogle af de førende sprog er der allerede talrige oversættelser.
Hvor mærkeligt det end kan synes er der imidlertid altid behov for nye oversættelser. Hvorfor? Den bibellærde vil sandsynligvis fremholde mindst tre grunde: (1) I de senere år er mange ældre og mere pålidelige manuskripter med bibeltekster blevet fundet og gjort tilgængelige for bibelforskere. (2) Nye fund af gamle manuskripter om forskellige emner har øget vor viden om de bibelske sprog og om de forhold der fandtes i fortiden. (3) Med tiden kan sproget i enhver oversættelse blive vanskeligt at forstå, idet nogle ord endog får en helt anden mening.
Hvor meget bedre er det ikke at læse De hellige Skrifter på vor egen tids sprog! Hvem har tid til ustandselig at slå op i en ordbog for at se hvad forældede ord betyder — ord der ikke længere er almindelige i daglig tale?
Ikke så ligetil
En ny bibeloversættelse er ikke en opgave som de lærde går i gang med hyppigt eller uden særlig grund. Det er ikke så ligetil. At en ny oversættelse tværtimod kan blive en virkelig indviklet affære kan ses af det der er ved at ske i Sverige, hvor en ny statsautoriseret oversættelse er under forberedelse.
I Sverige har der hidtil kun været to „autoriserede kirkebibler“, den ene udgivet i 1541 og den anden i 1917. Den ene holdt sig i næsten fire århundreder, mens den sidste kun er et halvt århundrede gammel. Hvorfor da sådan et hastværk med at lave en ny? Svaret synes at være at sproget forandrer sig hurtigere i vor tid. Sprogkyndige hævder at vi erfarer en sprogkrise og at ingen ved hvad resultatet vil blive. Så stor har forandringen i det svenske sprog været på blot halvtreds år at en ny oversættelse er blevet nødvendig for at Bibelen kan appellere til og forstås af menigmand.
Det tager tid at komme i gang med en ny bibeloversættelse. I Sverige, der har en statskirke, bliver sagen forståeligt nok et regeringsanliggende. For nitten år siden anmodede den lutherske statskirkes kirkemøde myndighederne om en ny oversættelse af „Det nye Testamente“ og Salmerne som en begyndelse. Først ti år senere blev et forslag til støtte for denne anmodning fremsat i Riksdagen, det svenske folketing. Samme år forelagde Riksdagen sagen for kongen, det vil sige regeringen, efter anbefaling fra Det almene Forberedelsesudvalg, som havde behandlet forslaget. To år senere udnævnte regeringen en bibelkomité til at undersøge hele spørgsmålet.
Efter fem års undersøgelse fuldførte komiteen sin rapport og sendte den til undervisningsministeriet i februar 1969. Den bestod af 646 tætskrevne sider og gjorde opmærksom på de mange problemer der skulle løses længe før man kunne begynde at trykke. Lad os betragte tre af dem, nemlig: (1) Hvad skal man oversætte Bibelen fra? (2) For hvem skal den oversættes? (3) Hvordan skal den oversættes?
Hvad skal man oversætte fra?
Hvor skal vi gå hen for at få et grundlag for vor oversættelse? Dette spørgsmål må oversættere i vor tid tage stilling til. Ingen af de inspirerede profeters og apostles oprindelige skrifter findes i dag. Imidlertid findes der en mængde gamle håndskrevne afskrifter af både de hebraiske og de kristne græske bibelskrifter. Har vi her den kilde nutidens oversættere skal gå til? Ja, men ikke direkte, for lærde fra det nittende og tyvende århundrede, mænd der har specialiseret sig i studiet af enten hebraisk eller græsk, har udforsket og sammenlignet de mange gamle manuskripter og har udarbejdet hvad vi kunne kalde grundtekster.
Bibeloversætteren kan vælge at gå ud fra en af disse mange kritisk udarbejdede tekster eller han kan beslutte at benytte sig af flere. Hvad De kristne græske Skrifter angår kan han vælge Westcott og Horts, Nestles, Merks eller den der for nylig er udgivet af Aland, Black, Metzger og Wikgren. Den svenske bibelkomité besluttede at benytte flere.
For hvem skal der oversættes?
Det kan synes besynderligt at der skal træffes beslutning om hvorvidt Skrifterne skal oversættes for det ene eller det andet udsnit af befolkningen. Hvorfor ikke simpelt hen udgive en klar oversættelse der kan forstås af alle som kan læse? Den svenske bibelkomité søger at opnå meget mere end det.
Et af dens medlemmer, dr. Karl Ragnar Gierow, en kendt forfatter, har sagt at Bibelen vil blive tilgængelig for „læreren på katederet og skolebørnene ved deres pulte; den skal passe religionshistorikere, eksegeter, filologer og litteraturforskere. Den må være bekvem til en stille stund når arbejdsdagen er forbi, den skal tilfredsstille den litterært interesserede som har øje for skønheden i ophøjet poesi, samt for læseren der åbner den i sin mest kvalfulde rådvildhed, i sit sorteste øjeblik, i sin nød og fortvivlelse“.
Det er sandt at en bibeloversættelse må tilfredsstille en mangfoldighed af mennesker, hvis sproglige erfaring varierer betydeligt. Og det er forståeligt at en oversættelse til det sprog manden på gaden taler, ikke vil være velset blandt alle lærde. Det er i det mindste det synspunkt der anlægges af den svenske bibelkomité. Den foreslog regeringen at der skulle laves to oversættelser af „Det nye Testamente“ eller De kristne græske Skrifter. Den ene skulle være en „kirkebibel“, „sprogvidenskabeligt korrekt, med en koncentreret, magtfuld stil“. Den anden skulle være „til personlig læsning, til brug i hjemmet og i skolen, i sin sproglige stil mere tiltalende for nutidens læsere“.
Der er nogle der vil gå endnu videre. De hævder at det var ønskeligt med mindst tre oversættelser: en videnskabeligt udarbejdet oversættelse, desuden en moderne oversættelse der så trofast som muligt gengiver grundtekstens indhold og stilistiske særpræg, og endelig en tredje gengivet i nutidens dagligsprog, så at indholdet i grundteksten bliver umiddelbart forståeligt for gennemsnitslæseren.
Hvordan skal den oversættes?
Et tredje og yderst betydningsfuldt spørgsmål når der skal laves en ny bibeloversættelse, har at gøre med den metode der skal følges ved oversættelsen fra de originale sprog. Oversætteren må afgøre hvor nøje han skal følge tidligere oversættelser, om han skal lave en revision af en tidligere oversættelse eller en helt ny, uafhængig oversættelse. Hvis han beslutter sig til det første vil han følge den tidligere oversættelse så nøje som muligt og kun korrigere unøjagtigheder og foretage nogle sproglige småændringer. En ny oversættelse, derimod, foretages direkte fra en grundtekst, og oversætteren må benytte sig af alle de sproglige hjælpemidler der findes — ordbøger, grammatikker, kommentarer, oversættelser, specialundersøgelser og så videre.
Hvis man spørger en erfaren oversætter hvilken af de to han vil foretrække, er det ret sandsynligt at han vil være stemt for den helt nye oversættelse. Selv om den nye oversættelse kræver mere tid og arbejde, finder man det sædvanligvis mere praktisk end at lave en omfattende revision af en tidligere oversættelse.
Oversættere må også vælge mellem en såkaldt ordret oversættelse og en idiomatisk oversættelse. Den ordrette oversættelse tager sigte på at overføre så meget som muligt af den oprindelige sproglige form, mens den idiomatiske søger at overføre det originale budskab ved at bruge alle de sproglige hjælpemidler der er til rådighed. Med andre ord, den ordrette oversættelse er rettet mod den oprindelige tekst mens den idiomatiske er rettet mod læseren.
Når en oversætter går ind for en ordret oversættelse, må han afgøre hvor ordret den skal være uden at tekstens mening går tabt. Han må også mærke sig at ordret oversættelse kræver konsekvens, det vil sige at hver gang et bestemt ord forekommer i grundteksten skal det så vidt muligt gengives med samme ord i oversættelsen.
Idiomatisk oversættelse giver derimod oversætteren større frihed. Ikke desto mindre må han, mens han søger at gengive den grundlæggende teksts mening, også prøve at overføre dens stil. Og hvad der vanskeliggør denne side af hans arbejde er den omstændighed at hver af Bibelens skribenter har sin egen personlige skrivestil. For eksempel afviger Mattæus, Markus og Lukas betydeligt fra hinanden i ordvalg og komposition skønt de stort set dækker det samme stof. Markus skriver et frisk og naturligt græsk af høj kvalitet. Enkelhed og livlighed er karakteristisk for hans beretning. Til sammenligning er Lukas’ stil mere professionel; hans terminologi er meget præcis. Hans brug af lægeudtryk og hans fortrolighed med sømandsudtryk, som i Apostlenes Gerninger, kapitlerne syvogtyve og otteogtyve, er bemærkelsesværdig. Han anvender et meget større ordforråd end Mattæus og Markus. Hvad Mattæus angår, vælger han en middelvej med hensyn til stil, sammenlignet med Markus og Lukas.
Hvad der yderligere komplicerer sagen for oversætteren er at den enkelte bibelskribent kan ændre sin stil. Apostelen Paulus er særlig kendt for dette. Et medlem af den svenske bibelkomité som også er professor i klassiske sprog, bemærker om Paulus: „Han spænder umådelig vidt: ophøjede prosadigte som i Første Korinterbrevs 13. kapitel, fængslende veltalenhed som i Romerne 8:31-39, men også tørre og saglige forklaringer. . . . Hans ordforråd er stort (900 ord der kun anvendes af ham). Han var en strålende ordets mester.“
En god bibeloversætter ønsker at overføre de forskellige skribenters særpræg såvel som den enkelte skribents varierende stil. Han må være i stand til at forestille sig hvordan skribenten ville have udtrykt sine tanker, hvis han havde skrevet i vor tid og på vort sprog. Dette er sandsynligvis grunden til at bibelkomiteen erklærede at virkelig stilistisk begavelse var nødvendig for at udføre dette arbejde. Men findes der sådanne oversættere? Det teologiske medlem af komiteen svarer: „I vor søgen efter kvalificerede oversættere er jeg tilbøjelig til at sige at dette land er ved at blive et ’underudviklet’ land hvad duelige oversættere angår.“
Et andet spørgsmål som oversætterne må klare er: i hvilken udstrækning skal der sørges for oplysende fodnoter eller forklaringer af passager der er vanskelige at forstå? Den berømte passage i Mattæus 5:13, hvor Jesus taler om saltet der mister sin kraft, citeres af komiteen som et slående tilfælde. Eftersom almindeligt salt ikke mister sin kraft, foreslår komiteen følgende fodnote til det pågældende vers: „Lignelsen med saltet der mister sin kraft og bliver kastet udenfor for at blive nedtrampet af mennesker, kan forklares ved den måde hvorpå beduiner endnu anvender plader af salt i deres primitive ovne, hvor saltet først fremmer afbrændingen af kamelgødningen, men senere gennem en kemisk ændring har den modsatte virkning. De nu ubrugelige saltplader ville blive brugt som vejbelægning.“ Mange fodnoter af denne slags ville kræve omfattende forskning udover selve arbejdet med at oversætte.
Dette er blot nogle af de problemer der er forbundet med at lave en ny oversættelse. Yderligere står tilbage at afgøre sådanne spørgsmål som: Hvordan skal teksten sættes op på siderne? Hvordan skal kapitler og vers ordnes? Hvilken skrifttype skal benyttes?
Behov for nye bibeloversættelser
Der er uden tvivl behov for nye, tidssvarende oversættelser af Bibelen på mange sprog, selv om det, som vi har set, ikke er så ligetil at opfylde dette behov. Af det foregående kan man begynde at forstå det uhyre arbejde der skal til ved oversættelse af hele Bibelen til et hvilket som helst sprog, som for eksempel den oversættelse der i de senere år er udarbejdet til engelsk af New World Bible Translation Committee. Den oversættelse, som denne komité har foretaget er kendt af mange læsere af Vågn op!
De fleste forstår betydningen af at gøre Bibelen tilgængelig for folk af alle racer og nationer. Men det er lige så vigtigt at gøre dens budskab forståeligt for disse mennesker. Moderne oversættelser kan være en stor hjælp til at nå dette mål.