Hun forstod hurtigt at det var sandheden

ET JEHOVAS VIDNE i Tucson i Arizona, U.S.A., skriver og fortæller en oplevelse som viser hvordan mange retsindige mennesker fatter sandheden når de kommer i forbindelse med den. En mand der boede i en fårehyrdevogn ringede til Jehovas vidner og bad dem om ’at forny hans kones bibelstudium’, som han selv sagde. De besøgte konen, og følgende skete:

„Da vi ankom til lejrpladsen kom en ung kone ud af vognen for at byde os velkommen. Da vi præsenterede os som Jehovas vidner udbrød hun: ’Hvor har I været? Jeg har siddet og ventet og holdt øje med hver bil der kørte forbi, i håb om at den ville dreje ind.’ Vi sagde til hende at hvis hun havde tid kunne vi gå i gang med studiet. Hun gik hen til vognen og kom tilbage med bøgerne Sandheden der fører til evigt liv og New World Translation of the Holy Scriptures Vi lagde mærke til at de var brugte og understregede. Jeg spurgte hende hvor langt hun var kommet med studiet. ’Ja’ sagde hun, ’jeg har altså aldrig haft et bibelstudium men jeg ved at det er sandheden. Jeg vil gerne være et Jehovas vidne. Hvornår kan jeg blive døbt?’ Dette forbavsede os. Vi spurgte hende hvordan hun var kommet til den slutning.

Hun begyndte så at fortælle os at hun tidligere, gennem to år, havde studeret ’den sorte kunst’. Dette tillod dæmonerne at få indflydelse på hendes sind i en sådan grad at hun overvejede at begå selvmord. Til sidst i en tilstand af dyb depression råbte hun til Gud om han ville hjælpe hende og vise hende sandheden. Straks efter besøgte to forkyndere hende. Hun modtog al den bibelske litteratur de havde og fik den gemt af vejen før hendes mand smed forkynderne ud.

Hun og hendes mand havde haft nogle ægteskabelige problemer. Da hun havde læst ’Sandhedsbogen’ prøvede hun at være en bedre hustru ved at følge Bibelens råd angående ægteskab. Hendes mand lagde mærke til forandringen og spurgte hende hvad det skyldtes. Hun svarede: ’Den bog jeg fik af de Jehovas vidner som du jagede bort.’

’Så kan de nu ikke være onde,’ tænkte hendes mand. Han begyndte derfor at hjælpe hende med at prøve at finde Jehovas vidner igen. Med dette som baggrund begyndte vi at studere med denne oprigtige kvinde. Og hvor var det interessant at se hende fatte de åndelige ting. For eksempel sagde hun efter at vi havde læst Daniel 2:44 i det første kapitel i ’Sandhedsbogen’: ’Ifølge det jeg har læst kan jeg forstå at Daniels bog og Åbenbaringens bog stemmer overens. Man kan ikke rigtig forstå den ene uden den anden.’ Så spurgte hun om hun havde ret når hun mente at ’Nordens konge’ der er omtalt i Daniels bog, kapitel 11, repræsenterede den kommunistiske del af verden og at ’Sydens konge’ repræsenterede den demokratiske del af verden. Vi var forbavsede over nøjagtigheden i hendes konklusioner.

Desuden havde hun og hendes børn besluttet, efter at hun havde læst ’Sandhedsbogen’, at holde op med at fejre jul. Hun havde også indset faren ved at være i besiddelse af ting der havde noget at gøre med dæmonisme. Men dette var et problem, for mange af de ting hun havde var på en eller anden måde berørt af dæmonisme. Alligevel begyndte hun systematisk at skille sig helt af med dem. Siden hun er begyndt at studere Bibelen regelmæssigt, har hun været næsten fri for dæmonernes plagen.

Hun begyndte at overvære vore møder i rigssalen og var med os i forkyndelsen fra hus til hus. Første gang hun tilbød Vagttårnet og Vågn op! ved en dør, afslog den besøgte at tage imod dem. Hun var skuffet. Næste formiddag på vej til møde sagde hun: ’Jeg har tænkt på det hele natten. Grunden til at jeg ikke afsatte bladene det første sted var at jeg ikke brugte min dømmekraft. Damen havde et kors om halsen, og jeg skulle have vist hende en anden artikel.’ Desuden har hun skrevet om sandheden til næsten alle dem hun kender. Alle der besøger hende hører om Guds løfter. Dette har fået en ung pige til at komme ud til lejrpladsen og overvære bibelstudiet.

Senere udtrykte hun igen ønske om at blive døbt. Hun sagde at hun vidste at hun skulle svare på nogle spørgsmål for at vise at hun forstod de bibelske grundlærdomme. Da jeg bemærkede at der var andre ting at tage hensyn til i dette vigtige spørgsmål, svarede hun: ’Jamen, Nellie, jeg har indviet mig til Jehova Gud for lang tid siden. Jeg ved godt hvad jeg må gøre.’ Og hun stod ved sit ord, for hun blev døbt ved vores zonestævne her i Tucson. Hvilken forfriskende oplevelse har dette ikke været for mig! Jeg fik den forret at hjælpe et retsindigt menneske som hurtigt forstod sandheden.“