Guds visdom — åbenbaret i det han har gjort for menneskeheden
ENHVER der fordomsfrit undersøger de vidnesbyrd der foreligger, har ikke svært ved at erkende den overvældende visdom som genspejles i skaberværket. Alt hvad der er til viser at Jehova som Skaberen er den største videnskabsmand i universet. Imidlertid er visdom jo andet og mere end naturvidenskab. Den videnskab verden har udviklet er et udtryk for menneskets visdom på det teknologiske felt. Derimod findes der i verden en sørgelig mangel på visdom i forholdet mellem menneskene indbyrdes.
Når nogle ser den sørgelige tilstand menneskeheden i øjeblikket befinder sig i, spørger de uvilkårligt: Er problemet så stort at det overstiger Guds visdom ligesom det har vist sig at overstige menneskers visdom? Hvis ikke, hvorfor har forholdene da været så ulykkelige i de næsten 6000 år der har været mennesker på jorden?
Jehovas tjener Job beretter om hvordan Guds uforlignelige magt og visdom kommer til udtryk i naturen og udbryder derpå: „Se, det er kun omridset af hans vej, hvad hører vi andet end hvisken?“ Ja, Guds storslåede visdom som kommer til udtryk i det han har skabt, er kun en svag afglans af den alvise Guds uudtømmelige visdom. Job går derefter over til at berette om den visdom Gud har lagt for dagen i sin handlemåde over for menneskene. — Job 26:14.
Med en retfærdig forvaltning som mål
Hvis man betvivler at Gud har handlet viist med menneskeheden i de forløbne tres århundreder, vil det være rimeligt om man først undersøger hvad historien beretter. Man vil få stort udbytte af en sådan undersøgelse hvis man er oprigtig. Man vil i verdenshistorien kunne spore hvordan Gud har arbejdet på at gennemføre sin hensigt, at oprette en retfærdig forvaltning over jorden. — Ef. 1:8-10.
For at se tingene i det rette lys må man huske at Gud har langt større overblik end mennesket, både i tid og i rum. Hans profet beskriver ham som den der „troner over jordens kreds, som græshopper er dens beboere“. (Es. 40:22) Når han griber ind i menneskers liv, glemmer han aldrig sin egen retfærdige hensigt.
Det er Guds hensigt at regere over en menneskehed der lever i fred og enhed. Han har skabt mennesket med en moralsk fri vilje og han tvinger ikke nogen til at tjene ham. Alle der elsker og anerkender hans suverænitet ønsker han at samle under sin retfærdige regering. Gud måtte derfor bibringe menneskene kundskab om sin retfærdige regering, om dens krav og principper, og om hvordan den virker, og derved lægge grunden til en hel menneskeverden der ville tjene ham. Endnu vigtigere var det at menneskene lærte Gud selv og hans egenskaber at kende. — Joh. 17:3.
Men Jehova er en usynlig Gud. Hvordan kunne han få mennesker af kød og blod til i deres hjerte at forstå disse ting? Ikke ved en simpel magtdemonstration, ved at tale med tordenrøst fra himmelen. Heller ikke alene ved at tale gennem engle eller profeter. Nej, Gud ville åbenbare sine egenskaber og principper ved at gribe ind i menneskelige forhold. Den belæring, overbevisning og værdsættelse man får ved at læse om hvad Gud ifølge trofaste mænd har sagt, uddybes når man i ubestridelige historiske hændelser og forhold ser bekræftelsen af det han har sagt. Hvad fortæller historien herom?
Fra Adams tid frem til Vandfloden, en periode på omkring 1656 år, greb Gud ikke ind i forholdene på jorden. Adam havde ved sin ulydighed unddraget sig tjenesten for Gud og givet synd og ufuldkommenhed i arv til sine børn; som følge heraf blev de fleste mennesker ulydige. Gud lod menneskene vandre ad den ulydighedens vej de selv havde valgt. På denne måde lod han dem blive et historisk bevis på at menneskene ikke evner at styre sig selv. (Jer. 10:23) Da vold og ondskab tog overhånd, greb Gud til sidst ind ved at sende Vandfloden, men han bevarede de mennesker i live der anerkendte hans overhøjhed. — 1 Mos. 6:11-13, 17-20.
Vi ser således at Gud fra de tidligste tider har haft en bestemt hensigt med alt hvad han har gjort. Fra begyndelsen fastslog han at det var hans hensigt at udfri menneskeheden, idet han lovede at ’kvindens sæd’ ville udslette den slangelignende modstander og dem der tjener ham. — 1 Mos. 3:15.
Gud handler aldrig vilkårligt selv om han har magt til at gøre det. Han lægger altid en fast grundvold for sine handlinger. Han advarer for eksempel altid før han eksekverer en dom. (Ez. 3:17-21; Amos 3:7) Han lader endvidere forholdene udvikle sig til et punkt hvor handling er absolut påkrævet og hvor der ikke er nogen juridisk eller moralsk grund til at vente længere. Dette illustreres ved de 1656 år der forløb før Vandfloden kom, og senere ved at Gud tålmodigt tøvede med at ødelægge Sodoma og Gomorra, og det vistes også i tilfældet med kana’anæerne (blandt hvem amoritterne var mest fremtrædende). — 1 Mos. 18:20, 21; 15:13-16.
En troens grundvold
I harmoni med dette ønskede Gud at lægge en grundvold for den forvaltning af jordens anliggender som han ville overdrage den lovede „sæd“. Det ville tage tid at lægge en sådan grundvold, men ved at gribe sagen an på denne måde ville Gud udstyre os med følgende: (1) En fast grundvold for tro på den forvaltning han ville tilvejebringe, (2) kendskab til hans regeringsprincipper, (3) kendskab til hans egenskaber som universets Hersker, og (4) sikker viden om hvem „sæden“ ville være, han der skulle være menneskehedens befrier og regere i Jehovas navn. — Gal. 3:24.
Kundskaben om at Jehovas retfærdige styre over verden var noget fremtidigt, noget der skulle begynde på en af ham fastsat tid, hjælper os til at forstå visse af hans handlinger. Han udvalgte en nation der skulle være et levende vidnesbyrd om hans principper og hans måde at handle på. På denne måde åbenbarede Jehova sig selv og sine vidunderlige egenskaber, retfærdighed, visdom, kærlighed og barmhjertighed. Han tugtede Israel for deres synder og viste dem langmodighed hver gang de omvendte sig. (Es. 65:2; Rom. 10:21) Desuden viser israelitternes historie hvad der sker når Guds vise, retfærdige love adlydes, og hvad der sker når man overtræder dem. Verdenshistorien viser hvordan det går dem der lever uden hans lov. — 1 Kor. 12:2; Ef. 4:17-19.
Gud udvalgte ikke denne nation for at fremhæve dens retfærdighed og lydighed, for den var yderst stivsindet og oprørsk. (5 Mos. 9:4-6) Det forholder sig snarere som Moses gav udtryk for i sin afskedstale til Israel: „Se, jeg har lært eder anordninger og lovbud, . . . hold dem og følg dem! Thi det skal være eders visdom . . . i de andre folks øjne. Når de hører om alle disse anordninger, skal de sige: ’Sandelig, det er et viist og klogt folk, dette store folk!’ Thi hvor er der vel et stort folk, som har guder, der kommer til det, således som [Jehova] vor Gud gør det, når vi kalder på ham; og hvor er der vel et stort folk, der har så retfærdige anordninger og lovbud som hele denne lov, jeg forelægger eder i dag?“ — 5 Mos. 4:5-8.
Grunden til at Israel blev udvalgt fremfor andre nationer var Guds kærlighed til Abraham. (1 Mos. 7:7, 8; 2 Kong. 13:23) Omkring 400 år efter Vandfloden fandt Gud at Abraham var en mand der respekterede hans ord, en mand der viste ubetinget lydighed. (1 Mos. 15:1, 6; Rom. 4:18-22) Abrahams lydighed var baseret på hans kendskab til hvad Gud havde gjort for Noa og Sem, Abrahams forfædre. Hans afkom gennem hans trofaste hustru Sara modtog den enestående velsignelse at blive Guds pagtsfolk, et folk der blev brugt i Guds hensigt.
De andre nationer gik deres egne veje, blev styret af mennesker og var ulydige mod Gud. Gud lod dem nyde solen, regnen og jordens frugt, men ellers gjorde han ikke noget for dem; han blandede sig ikke i hvad de foretog sig, undtagen når det berørte hans udvalgte folk. (5 Mos. 32:8) Og selv i sådanne tilfælde greb Gud ikke ind fordi Israel havde fortjent det, men på grund af sin egen retfærdige hensigt. Da Moabs kong Balak for eksempel ønskede at profeten Bileam skulle forbande Israel, forhindrede Gud Bileam i at udtale en forbandelse der ville sætte Balak i stand til at udslette Israel. Dette måtte ikke ske fordi Gud brugte Israel i forbindelse med sin hensigt. — 4 Mos. 22:12; 24:10.
Men Jehova havde ikke glemt de andre nationer. Alt imens han udelukkende beskæftigede sig med Israel, arbejdede han på at velsigne de andre nationer siden hen, selv om de var uvidende om dette.
Gud har ikke været uretfærdig
Ingen har ret til at klage over at Gud udvalgte en enkelt nation for at give os som lever i dag grundlag for tro og forståelse. Det er sandt at Israel for en tid blev velsignet fremfor andre nationer. Men det at bære Jehovas navn gav til gengæld denne nation et stort ansvar som ingen andre nationer havde; Israel var direkte ansvarligt over for Gud. Israelitterne blev tugtet strengt af Jehova når de syndede, de blev ramt af plager og fangenskab, og til sidst blev deres land lagt øde på grund af deres forhærdede ulydighed. — 5 Mos., kap. 28.
Jehova Guds fremragende visdom blev således demonstreret i praksis. Man ser også hans visdom i den måde han bevarede sandheden på. Han overgav den til Israel, samtidig med at han tugtede denne nation og holdt den sammen ved hjælp af Lovpagten, mens andre nationer, der var underlagt menneskers styre, fortsatte med at dyrke falske guder som de selv havde opfundet. — Sl. 96:5; 115:2-8; Rom. 3:1, 2.
Alt hvad Jehova har gjort peger frem mod hans største gave til menneskeheden, nemlig „sæden“, kongen i Guds regering over jorden, som vil skænke evigt liv til alle lydige mennesker. (Ap. G. 17:30, 31) Guds visdom kommer også slående til udtryk i at han ved hjælp af slægtsfortegnelserne, profetierne og kronologien i De hebraiske Skrifter har udpeget Messias så ingen tvivl er mulig. (Joh. 5:39; Åb. 19:10) Den historiske beretning giver os ikke blot trøst og håb, men den tjener også som en rettesnor for livet i dag, idet den forsyner os med forbilleder og eksempler der kan tjene til „påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet“. — 1 Kor. 10:11; Hebr. 10:1.