Hvordan det er at være brandmand i en storby

FORTALT TIL EN „AWAKE“-MEDARBEJDER

DER er flere der har sagt til mig: „Det må være spændende at være brandmand.“ De synes at det at klatre op ad stiger, redde mennesker og kæmpe mod flammerne er et arbejde med en vis glans over. De bliver derfor forbavsede når jeg giver dem et helt andet indtryk.

I de atten år jeg har været brandmand i byen New York er jeg rykket ud til tusinder af brande. Jeg er hoppet ned fra bilen og løbet ind i hundreder af brændende bygninger. Derinde, i en stue eller en gang fyldt med røg — hvor man er uset af andre — er der imidlertid hverken glans eller spænding. Her kæmper brandmanden for sit eget og måske også for andre menneskers liv.

Hårdt, farefuldt arbejde

Røgen er ofte så tæt at man ikke kan se noget — et klart lys nogle få skridt borte er måske næppe synligt. Alt hvad man skal gøre må man føle sig frem til. Man føler sig hjælpeløs når man blindt famler sig frem i en ukendt bygning.

Brandmanden søger hurtigt hen til en væg og kravler langs med den. Han mærker efter om der skulle ligge nogen på gulvet og søger efter et vindue han kan slå itu for at noget af den giftige røg kan komme ud. Han hoster og er nær ved at kvæles og kæmper for at få luft. Til tider må han holde ansigtet få centimeter fra gulvet for at kunne trække vejret. For hvert pinefuldt åndedræt indånder han mere irriterende røg som er fyldt med dødbringende kulilte og andre giftige luftarter. Det svider i hans øjne. Hans legemstemperatur stiger, alt mens den kvælende hede tapper ham for kræfter.

Somme tider bliver brandmænd overmandet af røg og varme. De må så trækkes eller bæres i sikkerhed. Men nogle er ikke så heldige — omkring otte brandmænd dør hvert år på pligtens vej i New York. De andre må se i øjnene at deres levetid måske bliver forkortet på grund af den giftige røg de indånder dag ud og dag ind. Da selv almindelig luftforurening i en by er farlig for helbredet, kan De sikkert forestille Dem hvor skadeligt det er for brandmænd gang på gang at måtte gå ind i bygninger der er så fyldt med røg at man knap kan se noget!

Men foruden personlige farer er der den tunge følelse af hjælpeløshed når man kommer for sent til at gøre noget. Jeg har set mennesker der var så slemt forbrændt at de praktisk talt faldt fra hinanden i armene på mig. Der er ingen glans over døden, eller over at se hulkende, hysteriske mødre klamre sig til resterne af deres børn. Den sørgmodighed man ser i deres ansigt som har mistet alt hvad de ejede er heller ikke spændende. Jeg har set det mange gange, og det er fortvivlende.

Hvad ild kan forårsage

Jeg tror at brandmænd har et helt andet syn på ild og dens farer end andre mennesker. Vi ved hvad ild kan gøre — hvor uberegnelig den kan være. Jeg har set brande der har ulmet i timevis pludselig blusse op og omspænde et rum med flammer. Jeg har været til stede ved brande som, få minutter efter at de var brudt ud, har omsluttet en bygning på mange etager. Jeg har oplevet at nogen er blevet dræbt af røgen fra den ulmende ild i en madras. Selv mennesker der har boet flere etager over brandstedet, er døde af at indånde røg!

Jeg kunne tænke mig at fortælle Dem hvad brand kan forårsage — ikke for at skræmme eller chokere Dem — men for at De kan træffe foranstaltninger til at beskytte Dem selv og Deres kære. Tænk blot: Brande kræver 12.000 ofre om året alene i De forenede Stater! Tænk også på at der er titusindvis af mennesker der overlever men som bliver smerteligt forbrændt, nogle lemlæstes endog for livet.

Statistikker er kolde og ufølsomme. Men når man er personligt indblandet, gør det et uudsletteligt indtryk. Jeg har mange erindringer der giver et mere levende billede af hvad brand kan forårsage end nogen statistik.

Det kan knuse ens hjerte

For nogle få år siden blev jeg kaldt til en lejlighed i Brooklyn. Alt syntes at være under kontrol da jeg kom. Ilden var slukket. Et delvis brændt gardin var næsten det eneste tegn på at der havde været brand. En lille pige på omkring syv år var imidlertid kommet til skade. Hun havde sat ild til gardinet, og da hun forsøgte at slukke ilden var hun tilsyneladende kommet til at rykke gardinet ned, og hendes kjole var kommet i brand. Hendes forældre havde slukket flammerne.

Det lod ikke til at de troede at deres lille pige var kommet alvorligt til skade. Men da jeg så nærmere på hende, sank hjertet i livet på mig. Hele indersiden af hendes ben var slemt forbrændt og også noget af ryggen. Hun havde fået et chok og følte derfor ikke nogen særlig smerte. Hun så faktisk rask ud. Hun sad oprejst, og da hun bad om at se sin yndlingsudsendelse i fjernsynet fik hun lov til det. Jeg følte mig så hjælpeløs mens jeg ventede på at ambulancen skulle komme, så kejtet og unyttig. Næste morgen ringede jeg til hospitalet. Pigen var død i nattens løb.

Der behøver ikke være meget ild — et øjebliks uforsigtighed, og på nogle få sekunder kan man være alvorligt skadet. Det sker igen og igen. I almindelighed gør folk sig simpelt hen ikke klart hvor farlig ild er, hvor hurtigt den breder sig.

Ved en anden lejlighed skulle vi lige til at spise vores frokost på brandstationen da der blev slået alarm. Et toetages hus i Brooklyn brændte. Da vi ankom var køkkenet og hele stueetagen i brand. Da det var midt på dagen regnede vi med at alle var kommet ud. Men efter at vi havde fået ilden under kontrol opdagede vi at der lå en dreng i køkkenet, død! Og et øjeblik senere var jeg praktisk taget ved at snuble over et andet barn som lå i det røgfyldte badeværelse bag køkkenet; barnet var dødt. De var sandelig hurtigt blevet overmandet af ilden!

Moderen havde straffet drengen og sendt ham ind på hans værelse. På en eller anden måde var ilden opstået her, men hun blev ikke klar over det før hun kunne se flammerne og hendes søn kom farende ud. Hendes første reaktion var at løbe ovenpå og hjælpe en krøbling ned som boede hos dem. Da hun havde fået ham ud stod hele stueetagen i flammer. Hun regnede med at hendes drenge der var omkring otte og fem år gamle også var kommet ud. Hun ledte efter dem. Men de havde øjensynlig tøvet for længe eller var blevet panikslagne.

Jeg løftede den dreng op der lå i køkkenet, og bar ham over på hospitalet på den anden side af gaden. Han var så slemt forbrændt at kroppen næsten ikke kunne hænge sammen. Moderen var hysterisk. Lægen så på de forkullede rester og vendte hurtigt hovedet den anden vej i forfærdelse.

Omkring det tidspunkt kom skolebørnene hjem til frokost. Nogle sagde ophidset: „Der har været brand derhenne!“ Og da de kom nærmere: „Det er i vores blok!“ Så hørte jeg én sige i en helt anderledes, ængstelig tone: „Åh, det er i vores hus.“ Dette rørte mig virkelig. For en dreng skulle snart have at vide at hans to yngre brødre lige var døde på en frygtelig måde. Jeg vil aldrig glemme den fortvivlelse jeg følte.

Det der gør ondt når jeg ser disse tragedier er at de kunne være undgået. Somme tider skyldes de simpelt hen uforsigtighed eller skødesløshed. Jeg kommer til at tænke på et eksempel der faktisk er ret almindeligt.

En moder der boede i et af kommunens huse gik på indkøb og låste sine to børn, som endnu ikke var i skolealderen, inde i lejligheden. Hun havde uden tvivl gjort det mange gange tidligere. Men denne gang kom lejligheden i brand; sandsynligvis havde en af de små leget med tændstikker. Da vi ankom sivede der blot lidt røg ud. Vi løb op ad trapperne til lejligheden, men den låste, brandsikre dør forsinkede os i at komme ind.

Indenfor var røgen tæt. Vi kunne intet se. Vi måtte altså ned at kravle på alle fire og føle os frem. Som oftest finder brandmænd folk ved at snuble over dem eller ved at føle sig frem til dem. Vi fandt de to drenge og fik dem hurtigt ud.

Den ene var død, dræbt af røgen. Den anden syntes at leve endnu. Jeg påbegyndte straks genoplivningsforsøg ved hjælp af mund-til-mund-metoden. Iltapparatet blev hentet fra brandbilen. Vi arbejdede indtil ambulancen kom, men dette barn døde også.

Omkring det tidspunkt kom moderen tilbage. De kan vel forestille Dem hvordan hun følte, især da hun vidste at hun delvis var ansvarlig fordi hun havde ladet børnene være alene. Når en brandmand ser sådan noget kan han kun ønske at folk ville bruge bedre dømmekraft. Der er simpelt hen ingen grund til at brande skulle kræve 12.000 amerikaneres liv om året.

Vær forudseende

Jeg har holdt mange foredrag for studerende og andre forsamlinger om brandbeskyttelse. Jeg prøver at sætte mig i deres sted og siger rent ud: „Grunden til at jeg er her er at jeg vil prøve at redde Dem — prøve at lære Dem hvad De skal gøre i tilfælde af brand. Lidt forudseenhed, det at man har en plan at følge, kan betyde livet for en.“

Hver gang jeg går ind i en bygning tænker jeg automatisk: „Hvordan kan jeg komme ud herfra hvis der bliver brand?“ Især bør man tænke på dette i forbindelse med ens eget hjem. Kender De alle udgange fra Deres hjem? Kender De udgangene fra andre bygninger hvor De kommer? I en nødsituation prøver folk næsten uden undtagelse at komme ud samme vej som de kom ind, hvilket resulterer i trængsel. Ved en ulykke i Chicago Iroquois Theater for mange år siden blev kun tre af ti mulige udgange brugt — 575 døde!

Forudgående planlægning er vigtig, for brand opstår sædvanligvis om natten når folk måske er lidt desorienterede over pludselig at blive vækket. Hvis de er ubeslutsomme og ikke ved nøjagtig hvad de skal gøre, bliver de måske panikslagne. De kan blive stående ubevægelige, kravle ind under en seng, gemme sig i et skab, eller gøre noget andet tåbeligt. Dette sker ofte og koster mange menneskeliv. Det er imidlertid interessant at der under luftangreb på byer under anden verdenskrig næsten intet tegn var til panik, for alle vidste hvad de skulle gøre.

For at opmuntre til forudgående planlægning plejer jeg at spørge forsamlingen: „Hvad ville De gøre i nat hvis der blev brand hos Dem? Hvordan ville De komme ud? Hvor ville De komme ud? Forestil Dem at døren til Deres soveværelse var lukket og De gik hen og mærkede på dørhåndtaget og det var varmt. Ville De gå ud ad den dør?“

Det ville være det værste man kunne gøre. Når man åbnede døren ville ilden få tilført ilt og sandsynligvis flamme ind i værelset før man kunne undslippe. Man må aldrig åbne en varm dør.

I almindelighed er det også farligt at gå ud på en trappegang. Det er fordi varmen og flammerne stiger til vejrs, hvilket hurtigt vil ske på en trappegang. Kendskab til dette ville have reddet en fader og hans søn som jeg for få år siden bragte ud fra en brand.

Branden var i en treetages ejendom hvor der boede flere familier. Den var opstået i stueetagen. Da lejligheden begyndte at blive fyldt med røg tog moderen det ene barn og kravlede i sikkerhed ud ad badeværelsesvinduet. Men faderen greb sin søn og løb ud ad døren. Da flammerne afskar ham fra hovedindgangen løb han op ad trapperne mod taget. Da jeg få øjeblikke senere kom gennem taget, fandt jeg manden og hans søn næsten øverst på trappen; de var begge døde. Varmen og røgen havde overmandet dem før de kunne nå i sikkerhed.

Brandøvelser i hjemmet

I et nødstilfælde må man vide lige præcis hvad man skal gøre, ellers er det sandsynligt at man gør noget forkert, muligvis noget skæbnesvangert. Derfor har jeg anbefalet grupper af studerende at holde brandøvelser hjemme. De har brandøvelser i skolen, så hvorfor ikke have det hjemme hvor langt flere mennesker bliver skadet og mister livet ved brand?

Et vindue er ofte den bedste flugtvej, især når man bliver vækket om natten. Men det er nødvendigt med øvelse, for i et røgfyldt rum kan man intet se og har ingen fornemmelse af retningen — man må føle sig frem til alt. De kan næppe forestille Dem hvordan det er, medmindre De har oplevet det. Som oftest er det bedst at finde en væg og følge den hen til vinduet. Jeg plejer at sige til de studerende: „Når De kommer ind på Deres værelse i aften, luk så øjnene eller tag bind for øjnene og prøv at finde vej over til vinduet. Forsøg så at åbne det.“

Det er forbavsende, hvor vanskeligt det kan være, især hvis der er dobbeltvinduer eller persienner. Men det kan redde Deres liv at vide! hvordan De hurtigt får vinduet op. Jeg foreslår også at man anskaffer sig en rebstige og lader børnene øve sig i at bruge den, og at man opbevarer den et sted hvor den hurtigt kan findes hvis der skulle opstå en nødsituation.

Tusinder kunne have undgået døden hvis de havde indøvet sådanne fremgangsmåder. I Jamaica Estates, en forstad til New York, udbrød der for nylig brand i en stueetage hvor familien var gået i seng på første sal. Faderen, der var advokat, løb hen til børnenes soveværelse for at prøve at redde dem — som følge heraf døde de alle. Hvis alle var krøbet ud ad deres eget vindue ville de have overlevet. Selv fra første sal kan man hænge i hænderne fra vinduesrammen og lade sig falde. Eventuelle kvæstelser som følge af faldet er bedre end den næsten visse død!

Det er også vigtigt at familien har aftalt et sted de skal mødes efter at de er undsluppet fra huset. Ofte kommer vi til en brand, og forældrene råber: „Mine børn er derinde. Hjælp dem ud! Hjælp dem ud!“ Ofte er de allerede kommet ud, men vi løber ind og leder efter dem. Nogle af vore mænd er omkommet som følge af dette. Så sent som i foråret kæmpede brandchef John Dunne sig vej gennem flammerne til en lejlighed på anden sal i Brooklyn. Han havde fået at vide at der var fire børn derinde, mens de i virkeligheden var sluppet ud tidligere. Dunne blev indfanget af flammerne og døde.

Noget andet jeg ofte understreger er at man ikke skal løbe ind i en brændende bygning for at hente ejendele. Dette har kostet mange menneskeliv. Jeg husker et tilfælde med en forretningsbygning hvor alle de ansatte var kommet ud. Da flammerne så ikke syntes at være så farlige, løb de tilbage for at hente forskellige ting og blev dræbt.

Det de fleste mennesker under sådanne omstændigheder ikke forstår, er faren ved røg; den er yderst giftig. Selve ilden dræber dem sjældent, men det gør røgen. Og dens virkninger er kumulative, idet den forkorter brandmandens forventede levetid fordi han gentagne gange indånder røgen.

Ulidelig arbejdsbyrde; chikanerier

Det er en stadig større arbejdsbyrde brandmanden i en storby må bære. Det er utroligt! Da jeg begyndte i denne branche for næsten tyve år siden var jeg i en af de ti travleste afdelinger i byen, Ladder 17, South Bronx. Vi havde omkring 1800 udrykninger om året. Nu er der nogle afdelinger der rykker ud til næsten 10.000 alarmer om året! Blot fra 1966 til 1968 gik det samlede antal af alarmer i byen op med 44 procent, uden væsentlig forøgelse af personalet eller brandslukningsmateriellet.a

Det er sandt at mange alarmer er falske — omkring en tredjedel. Men vi ved aldrig om det er falsk alarm før vi er rykket ud. Det betyder derfor ofte at vi praktisk talt er på udrykning hele tiden og knap nok har et øjeblik til at sluge en bid mad. Jeg var i Brownsville, Brooklyn, i otte år, men arbejdet dér blev for meget for mig — det er faktisk kun for en ung mand. Heldigvis kunne jeg blive overflyttet til et mindre travlt område — til Ladder 143 i Queens.

Brownsville har nu det forbavsende antal af 4000 udrykninger pr. kvadratkilometer pr. år! Det er ildebrand dag ud og dag ind. Ofte må en mand slukke flere brande om dagen. Jeg tror at en oplevelse som brandmand Bob Daily havde, viser hvor almindelige brande er blevet i området der.

Der opstod brand i en lejlighed i en beboelsesejendom, og Bob gik ind for at se om lejligheden ved siden af også brændte. Døren var låst, og da han tænkte at beboerne ikke var hjemme, slog han døren ind. Dér i det røgfyldte rum stod en ældre dame. Han undskyldte mange gange og spurgte hvorfor hun ikke havde åbnet døren. „Åh,“ sagde hun „vi har så mange brande heromkring, jeg lægger næsten ikke mærke til dem mere.“

Somme tider står hele distriktet bogstavelig talt i flammer! Jeg glemmer aldrig da Martin Luther King blev dræbt. Den nat han var blevet begravet blev brandkorps fra hele byen kaldt til Brownsville. Jeg husker at jeg stod oppe på en fabriksbygning og sprøjtede vand på ilden. Jeg kunne se brande opstå i hele kvarteret ligegyldigt hvor jeg så hen.

Men en sådan situation er ikke længere enestående. Det er sket flere gange siden. For eksempel her i foråret da byen nedskar de sociale ydelser. Aviserne oplyste at der var mere end 120 brande i Brownsville den dag! Somme tider slås der oven i købet meddelelser op om hvilken dag en bestemt del af byen vil brænde, og det sker også. Som resultat heraf ligner Brownsville, South Bronx og andre dele af New York, Europas udbombede, brandhærgede byer efter krigen.

Det er slemt nok at skulle bekæmpe så mange brande, men nu må vi brandmænd også forsvare os mod brandstifterne. I nogle områder bombarderes brandmænd som forsøger at slukke ilden, med en regn af sten og flasker. Sidste år skete det i mere end 800 tilfælde at brandmænd blev angrebet, og 343 mennesker blev såret.

Hvorfor sker dette? Samfundets stedbørn i disse områder føler sig narret. Deres boliger er gamle og i dårlig stand, og de ser kun få forbedringer til trods for løfter om boligsanering. Derfor tror jeg at de giver deres mening til kende i vrede ved at nedbrænde tomme og saneringsmodne bygninger i håb om hurtigere at se resultater. Og da vi forhindrer dem i at gøre dette, angriber de os. Måske er det fordi de identificerer os med det etablerede samfund som de hader.

Måske er der nogen som slet ikke kan lide brandmænd. Jeg ved at der ofte klages over at vi er ondskabsfulde — at vi beskadiger folks hjem unødvendigt. Men grunden til at folk tænker sådan er at de faktisk ikke forstår farerne ved ild, hvordan den kan brede sig, eller den måde bygninger er konstrueret på. Lad mig forklare.

Hvordan man slukker en brand

Når vi ankommer til en brændende beboelsesejendom, for eksempel på seks eller syv etager, kender hver mand sin opgave og skynder sig at udføre den. Han ved at hans kammeraters liv måske afhænger af om han udfører sin opgave. Én mand skynder sig op på taget og åbner eventuelle lemme og vinduer — gør alt for at skabe ventilation i bygningen så giftig røg fra korridorer og trappeopgange kan slippe ud. Han går så ned ad en brandtrappe og åbner flere vinduer så der kan blive yderligere ventilation.

I mellemtiden har et par mænd grebet et ildslukningsapparat og er løbet ind for at lokalisere ilden. Inde i et røgfyldt rum er deres liv og eventuelle andres som endnu måtte befinde sig der, i fare. Som De sikkert kan forstå er der altså ikke tid til forsigtigt at åbne vinduerne. Når man finder frem til dem bliver de smadret med det der er for hånden, så man kan indånde lidt ren luft. Ofte lykkes det os at få børn ud i live samt andre som måske er blevet indfanget eller overmandet af den giftige røg.

At der på denne måde skaffes ventilation gør det også muligt for mændene der følger efter at trække de tunge vandslanger hen til ilden. Hvis røgen ikke kunne slippe bort når den blev drevet foran vandstrålen, ville den blive presset tættere og tættere sammen i et værelse eller en korridor. Den kunne så gå oven over hovederne på mændene der stod ved sprøjten og tænde ild bag dem. De ville da være i alvorlige vanskeligheder — blot fordi mændene, der skulle sørge for ventilation ikke hurtigt nok fik åbnet lemme og vinduer.

Alligevel er der nogle der rejser indvendinger imod at der hugges hul i deres loft eller vægge når deres lejlighed ligger i nogen afstand fra brandstedet. Men der er også en grund til dette. Brandmænd ved hvilken retning ilden kan tage. De ved at den kan bevæge sig uset over lange strækninger. For nogle år siden forårsagede nogle få gnister fra et skæreværktøj en brand i et smedeværksted. De ansatte slukkede den fuldstændig — troede de — ved at bruge fabrikkens brandslange. Men omkring en halv time senere brød flammerne, som havde bevæget sig inde i de hule mure, frem fra taget. Det var en katastrofe.

Brandmænd er kendt med ild og leder derfor efter den i tilstødende værelser og lejligheder. Jeg tager mine handsker af og mærker på væggen; hvis den er varm er der måske ild. Så må man hugge hul i væggen for at finde ud af det. Ild kan især bevæge sig vandret uden at blive set. Hvis vi river et loft ned i en lejlighed og der er blot det mindste tegn på ild, føler vi os ikke sikre før vi har revet loftet ned i den næste lejlighed for at være sikre på at den ikke har bevæget sig videre. Således kan man komme til at beskadige en lejlighed selv om ilden ikke engang er nået dertil. Men det gøres ikke af ondskab, som nogle måske tror, men for at beskytte folk.

Misforståelser, chikanerier, den stadig større arbejdsbyrde, den hyppige indånding af røg, søgningen efter ofre, håbløsheden i de menneskers øjne der har mistet alt, det at man ser arbejdskammerater og andre dø — alt dette er en brandmand i en storby udsat for. Ens arbejde er hårdt og farligt. Og dog får man en belønning som næppe kan sammenlignes med den man får i nogen anden beskæftigelse. Man er i stand til at hjælpe mennesker der er i nød; man er der for at gøre noget når de råber om hjælp. For mig opvejer dette skyggesiderne af jobbet.

[Fodnote]