Hvad er løsningen?
FÆNGSELSBEFOLKNINGEN fortsætter med at vokse. Det gør forbrydelsernes antal også. Det er klart at noget burde gøres. Men hvad?
Der er adskillige ting at tage i betragtning. Ét er hvad der er menneskeligt muligt. Noget andet er hvad mennesker ikke kan udrette, men som alligevel med sikkerhed vil blive gjort.
Hvilke ting kunne folk og regeringer ændre, hvis de var stemt for det?
Behov for ensartet retfærdighed
En ting de kunne ændre er den mangel på ensartethed i strafudmålingen der nu findes. Straffen for en overtrædelse ét sted er ikke altid den samme som et andet sted. Det forringer respekten for loven og gør overtræderne bitre.
Særligt graverende eksempler på dette findes i U.S.A. med delstaternes forskellige lovgivning. For eksempel siges det at en voldtægtsforbryder i Connecticut gennemsnitlig afsoner et år og ni måneders fængsel. Men lige på den anden side af statsgrænsen i New York siges gennemsnittet at være fire år og to måneder. En drabsmand i Texas afsoner omkring to år og ni måneder i gennemsnit. Men i Ohio får den samme slags overtræder almindeligvis femten år og to måneder.
En mand, toogtredive år gammel, arbejdsløs og med en kone der lige havde haft en abort, skrev en falsk check på 58,40 dollars. Han havde ikke før været i konflikt med politiet og var krigsveteran, hjemsendt med fuld honnør. Dommeren dømte ham til femten års fængsel. Samme år skrev en anden toogtrediveårig mand, også arbejdsløs, en falsk check på 35,20 dollars. Han havde imidlertid været i fængsel to gange før, den ene gang i seks måneder for ikke at forsørge sin kone og sit barn. Dog dømte dommeren der behandlede denne sag ham kun til tredive dage. Manden med den bedste fortid modtog omtrent 180 gange så hård en straf!
I Atlanta blev en midaldrende kreditforeningskasserer kun idømt 117 dage for at lave et underslæb på 24.000 dollars. I fængselet mødte han en jævnaldrende der også havde begået underslæb, tidligere ustraffet og med et godt familieliv. Han afsonede tyve års fængsel med efterfølgende fem års prøvetid. En stripteasedanserinde i Texas fik en fængselsdom på femten år for at besidde marihuana. Men tre videnskabsmænd der arbejdede for et medicinalfirma og som tilstod sig skyldige i at have forfalsket oplysninger på medicin der skadede hundreder af mennesker, fik seks måneders betinget dom.
Sådanne tilfælde belyser behovet for at loven skal være ensartet og rimelig og tage hensyn til overtrædernes fortid. Men en sådan ønskværdig rimelighed og ensartet retfærdighed er ikke i sigte nogetsteds, set fra menneskets synspunkt.
Hvad med ofrene?
Et element der næsten fuldstændig mangler ved behandlingen af forbryderne er hensynet til deres ofre. En person kan blive gjort til krøbling, udplyndret, bedraget, voldtaget — og dog gøres der kun meget lidt for at kompensere offeret. I stedet får overtræderen en fængselsdom, og senere synes den overvejende sympati at være rettet mod den fængslede mens det uskyldige offer ofte glemmes.
Hvilket alternativ er der til denne skæve situation? Advokat Ronald Goldfarb, Washington, D.C., har foreslået følgende:
„Et fuldstændigt program der tager sigte på at kompensere offeret er det vigtigste alternativ til fængsling. Over 80 procent af forbrydelserne har at gøre med ejendom, og at straffe overtræderen udretter kun lidt i retning af at beskytte offeret eller yde godtgørelse.
I de fleste tilfælde er, så vidt jeg kan se, det eneste som offeret for et tyveri, for eksempel, ønsker og som samfundet i almindelighed også ønsker af hensyn til sin kollektive fred i sindet, erstatning til offeret.
Hvis nogen stjæler 100 dollars fra mig, gør det mig kun lidt godt hvis tyven bliver sendt i fængsel i et år. Jeg ville hellere have mine 100 dollars tilbage, muligvis lidt mere som erstatning for mit besvær.“
Hvordan foreslår han at dette gøres hvis forbryderen ingen penge har? Han siger: „Forbryderen uden penge kunne afsone sin straf på et offentligt anlægsarbejde, så han kunne tjene penge til at betale omkostningerne ved sin forbrydelse. I særlige tilfælde kunne overtræderen berøves retten til at arbejde uden for fængselet under tilsyn, men selv da skulle han forpligtes til at arbejde i fængselet så han kunne betale sit offer.“
Kunne et sådant system virke med hensyn til nogle af dem der nu er i fængsel? Det synes at være tilfældet eftersom de fleste ikke er hvad man vil kalde „hårdkogte“ forbrydere. Ja, den forhenværende amerikanske fængselsdirektør Bennett har udtalt:
„En af de fejlagtige opfattelser vedrørende fængsler er at de er fyldt med sadistiske mordere, desperate gangstere, romantiske indbrudstyve og listige svindlere. I virkeligheden udgør ’de store fisk’ ikke mere end én ud af ti . . .
Resten er hvad jeg vil kalde ’uheldige fæhoveder’, og den typiske fange har aldrig haft mere end halvtreds dollars ud af en enkelt forbrydelse. Det er den unge automobiltyv der kører af sted for at finde sit eldorado, eller tåben der vil risikere ti års fængsel for at få ti dollars ud af en materialhandels kasseapparat.“
Et voksende antal embedsmænd er af den mening at mange af disse fanger kunne være holdt helt uden for fængselet uden at være en trussel mod samfundet. Et vidnesbyrd herom er de såkaldte „åbne fængsler“ som findes i Danmark, Sverige og nogle få andre lande. Disse institutioner har ingen mure, ingen tremmer, ingen patruljerende bevæbnede vagter. Fangerne kan ikke siges at være farlige for samfundet, selv om de måske behøver et vist tilsyn. De fleste er i stand til at udføre almindeligt arbejde. Hvis arbejdet var forbundet med erstatning til offeret, mener nogle sagkyndige at de fleste fængsler praktisk talt kunne tømmes for den kategori af fanger. De mener at det kun er den hårdkogte forbryder man behøver at holde fængslet.
Har der nogen sinde været en tid da en hel nation anvendte et retssystem der krævede erstatning fra overtræderens side, i stedet for fængsling? Ja. Var det effektivt? Ja. Det blev praktiseret på landsplan i det gamle Israel.
Hvordan Israels lov fungerede
De love der styrede det gamle Israel blev givet af Gud gennem Moses. Eftersom Gud har skabt mennesket, er det visselig ham der bedst ved hvordan ethvert område af menneskelig aktivitet skal klares, herunder behandling af overtrædere.
Som tidligere bemærket, havde Guds lov gennem Moses ingen bestemmelser om at idømme fængselsstraffe. Den foreskrev andre specificerede straffe for forbrydelser. Ejendomsforbrydelser, såsom tyveri, hærværk eller bedrageri, blev aldrig straffet med at overtræderen blev sat i fængsel. I stedet for var den grundlæggende straf erstatning til ofrene.
Hvis for eksempel en person stjal en tyr eller et får og blev pågrebet med dyret, skulle han erstatte ved at give den bestjålne henholdvis to tyre eller to får. Straffen var det dobbelte af det stjålne beløb eller af den tilføjede skade. Hvis tyven allerede havde slagtet eller solgt tyren eller fåret, så steg erstatningen: for tyren skulle han betale fem tyre tilbage; for fåret, fire får. Hvad der ellers blev stjålet, bortset fra besætning, krævede dobbelt erstatning. — 2 Mos. 22:1-9.
Men hvad nu hvis overtræderen ikke kunne give erstatning for tyveriet? Så ville han blive solgt som træl og prisen for ham anvendt som erstatning. Han tjente sin herre indtil han havde arbejdet sin gæld af. Imidlertid krævede loven at han som træl skulle behandles venligt, som en daglejer. På denne måde ville offeret få erstatning, og det ville den der betalte for trællen også, eftersom han ville få arbejdsydelse til gengæld. — 2 Mos. 22:3.
I dag får en person der overfalder en anden enten en fængselsdom eller en betinget dom. Men hans offer mister måske ugers eller måneders arbejde. Hvem betaler offerets regninger mens han er uarbejdsdygtig? Ikke overtræderen. Nogle steder har offeret ikke indtægt af nogen art og bliver således en byrde for samfundet.
Men under den lov Gud gav det gamle Israel skulle overtræderen erstatte offeret den tid han ikke kunne arbejde: „Når der opstår strid mellem mænd, og den ene slår den anden med en sten eller med næven, så at han vel ikke dør deraf, men dog må holde sengen, så . . . skal han godtgøre ham hans tidsspilde og sørge for hans helbredelse.“ — 2 Mos. 21:18, 19.
Dermed ikke sagt at nøjagtig de samme metoder kunne anvendes i vor tids komplicerede og forvirrede situation. Men det er sikkert at en eller anden metode hvorved overtræderen ydede erstatning til offeret ville være bedre end en fængselsstraf til overtræderen og ingen erstatning til offeret, som det nu er tilfældet.
Hvad med dødsstraf
I dag er tendensen den at man går væk fra dødsstraf, selv når det gælder forhærdede forbrydere. De skyldige bliver i stedet sat i fængsel.
Dog bliver nogle efter få års fængsel sat på fri fod. Somme tider dræber de igen. Præsident Pompidou i Frankrig har for nylig omtalt et tilfælde hvor fanger i et fransk fængsel dræbte to gidsler. Han benyttede lejligheden til at fortælle om en mand der havde dræbt sin hustru, havde afsonet en tid som ’mønsterfange’, var blevet sat på fri fod, havde giftet sig med fængselets socialrådgiver — og dræbt hende to år senere.
En anden morder pralede af at han havde myrdet toogtyve mennesker. Han svor på at han ville myrde en fængselsbetjent så det kunne blive treogtyve. Mens han var i fængsel i Leavenworth, Kansas, fik han lejlighed til at gøre alvor af denne trussel. Han dræbte en fængselsbetjent. Endnu et uskyldigt menneske havde mistet livet.
Alt for ofte går det sådan. Løsladte mordere dræber igen. Og alt for ofte glemmer man de første uskyldige ofre, såvel som de senere uskyldige ofre på grund af malplaceret sympati for morderen.
Hvad sagde Guds lov til det gamle Israel vedrørende sådanne overtrædelser? Den domfældte morder ville aldeles bestemt blive henrettet. Dette tjente både som straf og som afskrækkende middel. Og der var ikke noget tvetydigt ved sagen. Den ene ret ville ikke træffe én afgørelse, og en anden ret en anden. Sagen blev ordnet ens over hele landet fordi de samme love gjaldt overalt. — 2 Mos. 12:49.
I det gamle Israel ville der derfor aldrig være mulighed for at mordere blev løsladt så de kunne dræbe uskyldige personer. De skyldige, der var advaret i forvejen af loven om livets dyrebarhed i Guds øjne, måtte betale prisen.
Uforsætlige manddrabere blev behandlet anderledes, skønt de dog ikke blev sat i fængsel. Men fordi de havde taget liv, forlangte man af dem at de skulle leve en nærmere bestemt tidsperiode i områder der var sat til side til dette formål. Der kunne de fortsætte med en normal tilværelse, men kunne, under dødsstraf, ikke forlade stedet. Begrænsninger blev således pålagt dem fordi de havde taget liv, men der var truffet en barmhjertig ordning for dem fordi det havde været uagtsomt. — 4 Mos. 35:6-32.
Det er ligeledes af stor interesse hvordan uforbederlige forbrydere blev behandlet i Israel, selv når deres forbrydelser ikke oprindelig fortjente dødsstraf. Hvis personer forsætligt nægtede at rette sig efter loven, hvis de var uforbederlige, blev de henrettet. På denne måde blev der opnået to ting. Som Femte Mosebog 17:12, 13 siger: „Du skal udrydde [ved henrettelse] det onde af Israel. Og det skal høres i hele folket, så de gribes af frygt og ikke mere handler formasteligt.“ Ja, forbrydere der ikke angrede blev „udryddet“, henrettet. Dette tjente som straf, som afskrækkende middel og også som beskyttelse for de uskyldige der ønskede at leve en lovlydig tilværelse.
Der var således ingen fængselsstraffe i det gamle Israel. Kostbare fængsler og høje skatter for at opretholde dem kendtes ikke. Og så længe herskerne og folket adlød disse love havde nationen fremgang. Men når de undlod at respektere og hævde disse guddommelige love, så begyndte nationen at degenerere til lovløshed. Med tiden førte forfaldet til at nationen gik til grunde.
Varig reform
Nøglen til virkelig reform er opdragelse. Opdragelse til hvad? Til den rette standard med hensyn til levevis, moral og indstilling. Hvem kan garantere for at et bestemt mønster for opdragelse er det rigtige, det bedste for folk? Kun den vejledning der kommer fra Gud kan på nogen mulig måde være det.
Dermed være ikke sagt at man skal forvente at nationerne i dag vil antage de foranstaltninger man i det gamle Israel anvendte over for forbrydere. Ingen af jordens nationer underkaster sig Guds styre. Det kan derfor ikke forventes at de vil anvende Guds love og principper fuldt ud. Jo nærmere de kommer til dette forbillede, jo mere retfærdig og human vil deres håndhævelse af loven imidlertid være og jo mere effektiv vil den være med hensyn til at forebygge forbrydelser.
I hvert fald er virkelig reform mulig, selv i denne fordærvede tingenes ordning — nemlig for den enkelte. I dag er der mennesker som målbevidst foretager den mentale forandring der frembringer den rette tankegang og opførsel. Hvorledes? Ved at give agt på Bibelens råd: „Skik jer ikke lige med denne verden, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I må kunne skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, velbehagelige og fuldkomne.“ — Rom. 12:2.
Endog tidligere forbrydere har gjort dette. De har forandret sig fuldstændigt ved deres studium af Guds love som de er nedskrevet i hans ord, Bibelen. At de har antaget den ypperlige levevis som Gud anbefaler har ført til at de er blevet lovlydige, et aktiv for samfundet.
Hvad ville der ske hvis en mængde mennesker ville gøre dette? Det behøver vi ikke at gisne om. Det er ikke et rent teoretisk spørgsmål. Det gøres virkelig af en mængde mennesker i dag! Jehovas vidner i 207 lande verden over, mere end 1.500.000, har antaget Guds ypperlige leveregler. De kan bevidne at det virker, at det kan lade sig gøre. Og et vidnesbyrd om dette er også den kendsgerning at som samfund betragtet finder Jehovas vidner deres rækker praktisk talt fri for kriminalitet. Det er en af grundene til at hundredtusinder af mennesker har sluttet sig til dem i de senere år og fortsat gør det.
Men Jehovas vidner ser realistisk på tingene. De ved at denne tingenes ordning som et hele er uforbederlig. De forventer derfor slet ikke at omvende verden så at enhver antager Guds regler for menneskers opførsel. Ja, Gud har selv besluttet at gøre ende på denne lovløse tingenes ordning. Beretningen om hans handlemåde med menneskene ned gennem tiderne indeholder også denne profetiske garanti: „Thi ugerningsmænd skal ryddes ud, . . . de retfærdige arver landet og skal bo der til evig tid.“ — Sl. 37:9, 29.
Den tid er snart inde da Gud vil gøre en ende på denne verdensorden. Så vil han bortrive enhver myndighed fra de menneskeskabte, jordiske regeringer. (Dan. 2:44) Deres modstridende retssystemer vil således forsvinde brat.
Derefter vil kun Guds love styre folket. Disse love vil være rimelige, kærlige, ensartede, ikke blot baseret på de lovmønstre der blev givet det gamle Israel, men også på kristendommens principper som Jesus fremholdt. Guds ypperlige normer vil blive hævdet af en kærlig og ubestikkelig regering, Guds himmelske rige under Kristus, det rige som kristne er blevet oplært til at bede om. — Matt. 6:10.
I den nye orden vil enhver indbygger blive undervist om Guds ypperlige love. Da vil det være sandt som aldrig før at „landet er fuldt af [Jehovas] kundskab, som vandene dækker havets bund“. (Es. 11:9) Med hvilket resultat? Den nye ordens lovlydige indbyggere vil ’fryde sig ved megen fred’. — Sl. 37:11.
Vil der være nogen fængsler i denne nye orden? Nej, i stedet må vi forvente at alle overtrædelser vil blive ordnet på en måde der ligner fremgangsmåden i det gamle Israel, uden brug af fængsler. De der sætter deres lid til Guds løfter og lever efter hans love nu, kan derfor være forvissede om at de vil komme til at se den tid da fængsler vil forsvinde fra jordens overflade.
[Oversigt/illustrationer på side 17]
Eksempler under Moseloven
Forbrydelse: Stjæle et får
Erstatning: To får
Forbrydelse: Stjæle og dræbe en tyr
Erstatning: Fem tyre
Forbrydelse: Stjæle men ude af stand til at erstatte
Erstatning: Arbejde for at betale dobbelt tilbage
Forbrydelse: Mord
Erstatning: Dødsstraf (sædvanligvis ved stening)
Forbrydelse: Uforbederlig forbryder
Erstatning: Dødsstraf
[Illustration på side 14]
Hvilken erstatning får offeret af forbryderen?