Hvordan bør mænd behandle kvinder?

HVORDAN skal mænd bære sig ad hvis de skal behandle kvinder rigtigt? I særdeleshed: Hvordan skal en mand behandle sin hustru så de begge får størst glæde af tilværelsen?

Svarene på sådanne spørgsmål kan kun gives af den som er mest kompetent til det. Hvem er det? Det er ham som har udtænkt og skabt mænds og kvinders sind og organismer. Det må ganske afgjort være Skaberen, Jehova Gud, der har den største indsigt i hvordan hans egne skaberværker skal fungere for at opnå de bedst mulige resultater.

Her må man holde sig for øje at ægteskabet ikke er en tilfældighed, noget der ved et sammentræf er vokset frem igennem tiderne. Det første ægteskab blev indstiftet af Gud. Først skabte Gud manden, derpå kvinden, hvorefter han førte dem sammen som mand og hustru. Hver især fik de særlige egenskaber og særlige pligter. Herom siger Første Mosebog 2:18 (New World Translation) følgende: „Det er ikke godt for manden fortsat at være alene. Jeg vil gøre ham en medhjælp, som et komplement til ham.“

Et komplement er „noget som fuldstændiggør“. Det udgør noget som mangler eller savnes. I tilfældet med den første mand og kvinde blev de hver for sig skabt med et behov som kun den anden part kunne opfylde. De egenskaber som var nedlagt i henholdsvis mand og kvinde var så nøje afstemt efter hinanden, eller komplementerede hinanden så fint, at ægteparret kunne betragtes som „ét kød“. (1 Mos. 2:24) At dette på bedste måde tjente begges interesser fremgår af det Bibelens beretning også udtaler: „Og Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt.“ — 1 Mos. 1:31.

Læg endvidere mærke til at da kvinden blev skabt ymtedes der intet om at hun kun skulle tjene det formål at sætte børn i verden. Kvindens forhold til ægtemanden som dennes komplement, eller medhjælper, bliver nævnt særskilt. Det er ganske klart at hun er mandens komplement med hensyn til at få afkom, eftersom ingen af dem hver for sig kunne få børn. Men kvinden komplementerer manden på mange andre måder.

Guds syn på kvinder

Kvindens forhold til Skaberen, Jehova Gud, var af større vigtighed end hendes forhold både til manden og til de børn hun ville føde. Dette understreges på adskillige måder. For eksempel var der nok givet manden et tungere ansvar at bære, men også i kvinden nedlagdes egenskaber der genspejlede Guds personlighed, hvilket kvinden altså har tilfælles med manden.

Kvinden er ikke på nogen måde ringere stillet end manden hvad angår kærlighedsfølelsen, den mest fremtrædende egenskab i Guds personlighed. Guds ord siger: „Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, thi Gud er kærlighed. . . . Gud er kærlighed, og den, som bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham.“ (1 Joh. 4:8, 16) Dette gælder lige så vel kvinder som mænd.

Da apostelen Paulus udtalte følgende ord rettede han dem ikke blot til troende mænd men også til troende kvinder: „Og alle vi, som med utildækket ansigt skuer Herrens herlighed i et spejl, forvandles til det samme billede, fra herlighed til herlighed, eftersom det kommer fra Åndens Herre.“ (2 Kor. 3:18) Det mest talende bevis for hvor højt Gud sætter kvinder er at han tilstår dem den forret at høre med til den gruppe mennesker der skal danne hans søns himmelske regering. Det er derfor Bibelen siger: „Her er ikke forskel på . . . mand og kvinde; thi alle er I én i Kristus Jesus.“ (Gal. 3:28) Gud agter altså kvinderne højt, viser dem en kærlig interesse og handler med dem som selvstændige personer, og han regner deres forhold til ham for lige så vigtigt som mandens.

Hvem bærer den største skyld?

Med tiden begyndte både den første mand og den første kvinde imidlertid at begære noget som aldrig kunne blive deres. De tragtede efter at blive Gud lig i den forstand at de ville have ret og evne til selv at afgøre hvad der var rigtigt og hvad der var forkert, fremfor at lade sig lede af Guds love. Kvinden var den første der gjorde oprør, siden sluttede manden sig til. — 1 Mos. 3:1-6.

På dette grundlag har nogle draget den slutning at det er kvindens skyld vi ikke lever i Edens have. Men det har intet på sig. Manden blev skabt først og fik overdraget det største ansvar som familiens overhoved. Ligesom kaptajnen på et skib skulle han sørge for at holde den rette kurs, selv i oprørt sø. Men den første mand, Adam, svigtede som familieoverhoved. Eftersom det største ansvar var overdraget ham, må han også bære den største skyld. Derfor hedder det i Romerbrevet 5:12: „Synden kom ind i verden ved ét menneske, og døden ved synden.“

Eftersom menneskeslægten således unddrog sig Guds ledelse tog den sig for at opstille sine egne adfærdsregler. Derved kom kvinden i mange tilfælde til at stå som taberen, idet mandens større fysiske kraft og aggressive holdning satte ham i stand til at beherske kvinden og ikke sjældent at misbruge hende, hvilket er i modstrid med Guds hensigter.

Guds ophøjede hensigt gøres kendt

Gud har imidlertid sat en tidsfrist for hvor længe han vil tillade menneskenes dårskab. Efterhånden som århundrederne gik gjorde Gud lidt efter lidt kendt hvad han ville gøre for at afhjælpe den ulykkelige situation som menneskeslægten var kommet ud i.

Cirka femten hundrede år før Jesus Kristus blev født, lod Gud menneskene få større indsigt i sine hensigter ved den måde hvorpå han handlede med det gamle Israels folk. Gennem Moses skænkede han Israel et sæt love. Heri forekom forordninger der tjente kvinderne til gavn, og disse gav de israelitiske kvinder en langt gunstigere stilling end den der blev kvinder i de omkringboende, hedenske folkeslag til del.

Da Jesus Kristus århundreder senere indførte kristendommen blev Guds hensigt gjort kendt i fuldere mål. I den kristne ordning blev kvinderne tildelt en stilling som endda overgik den kvinderne havde i det gamle Israel. Den sande kristendom er en livsform der rager langt, langt op over den livsform noget menneske kunne finde frem til, og kvinderne ville høste deres goder når kristendommen blev efterlevet som Gud ville det.

I kristendommen blev mandens rolle som familiens overhoved bibeholdt. Dette er den bedst tænkelige ordning når det iagttages hvordan Gud har skabt manden og kvinden. Som Efeserbrevet 5:23 derfor siger: „En mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved.“ Og hvad vil der ske hvis en familie mangler et overhoved? Man vil ustandselig skændes og strides om de afgørelser der skal træffes uden at nogen af parterne har det endelige ord at skulle have sagt. Men forudsætningen for at en familie kan trives er at én har myndighed til at træffe de endelige afgørelser, og den rolle har Gud tildelt manden.

Lad os forestille os at en mand sidder ved rattet i sin bil og opdager at der forude vil opstå en kritisk trafiksituation der kræver at han øjeblikkelig reagerer med rat og bremse. Nu vil det kun gøre sagen værre dersom hans hustru insisterer på at han skal høre hendes mening om sagen og at han skal rette sig efter hende. Én må træffe den endelige afgørelse, og når ægtemanden træffer afgørelser på en kærlig og hensynsfuld måde, vil det virke til gavn for familien.

Hvordan optræde som overhoved?

Men hvad ligger der i det at skulle være familiens overhoved? Det betyder, som tidligere bemærket, at i familien har manden ret til at træffe de endelige afgørelser, især når det drejer sig om alvorligere anliggender. Men på hvilken måde skal han udfylde sit hverv som overhoved? Giver denne stilling ham ret til at optræde hårdhændet og diktatorisk?

Det er i hvert fald ikke det Gud har i tanke, for i Efeserbrevet 5:28, 29 erklæres der: „På samme måde bør mændene elske deres hustruer som deres egne legemer; den, som elsker sin hustru, elsker sig selv. Ingen har jo nogen sinde hadet sit eget kød.“ Ægtemanden har altså pligt til at vise sin hustru de samme hensyn som han viser sig selv, da de er „ét kød“.

Det er imidlertid ikke alt. Gud befaler ægtemænd følgende: „I mænd, vedbliv på lignende måde at leve sammen med [jeres hustruer] i overensstemmelse med kundskab, og vis dem ære som et svagere kar, det kvindelige.“ — 1 Pet. 3:7, New World Translation.

Hvordan viser man et andet menneske ære? Jo, det gør man ved at behandle det med respekt, ved at tage hensyn til dets meninger, sympatier og antipatier. Man lader måske den andens mening være afgørende i visse ting som man ikke ser ens på. Man handler efter ordene i Kolossenserbrevet 3:12, 13: „Så ifør jer da som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, sagtmodighed, tålmodighed; bær over med hinanden og tilgiv hinanden.“

Det er sådanne egenskaber der gør det let for en kvinde at elske og respektere sin mand. En lykkeligt gift kvinde udbrød da man spurgte hende om hvad hun satte højest ved sin mand: ’Den ømhed og det hensyn han viser mig.’ Og det er lige netop hvad Gud siger ægtemænd skal vise deres hustruer.

Det er rigtigt at moderens rolle i et barns liv i de første år er af afgørende betydning, men faderens rolle for barnet vil ikke blive mindre med årene. Det er derfor Guds lov byder fædre at de skal påtage sig at indføre de opvoksende børn i livets mange vigtige sider, såsom moral og religion, og anvende tugt når det er nødvendigt. Moderen spiller også en vigtig rolle i alt dette, men det er faderen der skal være foregangsmand. — Ef. 6:4.

Det at være foregangsmand kræver at manden sætter et godt eksempel, praktiserer det han prædiker. Og noget af det vigtigste en fader kan gøre for sine børn er at elske deres moder. Det vil i sandhed være at foregå fremtidige mødre og fædre med et godt eksempel!

Der hører imidlertid mere med. Efeserbrevet 5:25 siger: „I mænd! elsk jeres hustruer, ligesom Kristus elskede kirken og gav sig selv hen for den.“ Ja, manden må vise sin hustru så stor omsorg at han kunne ofre sit liv for hende! Så stor omsorg har Jesus vist dem han holder af.

Derfor, hvilken fornuftig kvinde vil ønske at blive frigjort fra en mand der viser hende denne ære, respekt, omsorg, ømhed og trofasthed? Det er klart at hun også har sin rolle at udfylde, og herom kan Bibelen give hende mangen en vejledning. Men her har vi hovedsagelig drøftet mandens pligter.

Forholdet til andre kvinder

Hvordan skal en mand optræde over for andre kvinder? Den unge mand Timoteus modtog følgende retningslinje, der var inspireret af Gud: „En gammel mand må du ikke fare hårdt frem imod, men tal ham til rette som en fader og unge mænd som brødre, gamle kvinder som mødre og unge kvinder som søstre, i al renhed.“ — 1 Tim. 5:1, 2.

En mand bør vise en ældre kvinde samme respekt som han ville vise sin moder. En yngre kvinde skal han omgås med retlinede motiver, som var hun hans søster, idet han ikke betragter hende som et „seksualobjekt“ men som et selvstændigt menneske.

Det rette syn på kvindens rolle

Jesus agtede kvinden højt. Han betragtede ikke kvinder som „ringere“, som „seksualobjekter“ eller bare som børneleverandører. Ved en lejlighed besøgte han to søstre, Maria og Marta. Sidstnævnte havde travlt med huslige sysler, mens Maria „satte sig ned ved Herrens fødder og hørte på hans ord“. Da Marta beklagede sig over at Maria ikke rakte hende en hjælpende hånd, roste Jesus Maria med ordene: „Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.“ (Luk. 10:38-42) Jesus gav ikke hermed udtryk for at han kun havde ringeagt tilovers for huslige pligter, men understregede at der fandtes noget som var vigtigere.

Ved en anden lejlighed var der en kvinde der henvendte sig til Jesus med ordene: „Saligt det moderliv, som bar dig, og det bryst, du diede.“ Men Jesus indvendte: „Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det.“ (Luk. 11:27, 28) Han påpegede at en kvindes forhold til Gud er af langt større vigtighed end den rolle hun spiller som moder. Når det kommer til stykket er det kun et kortvarigt spand af en kvindes liv der optages af at føde og passe børn. Og hvordan bør en kvinde stille sig dersom en mand, måske oven i købet hendes ægtemand, opfordrer hende til at bryde Guds love? Det bibelske princip lyder: „Man bør adlyde Gud mere end mennesker.“ — Ap. G. 5:29.

Når man således sætter sig grundigt ind i hvad Bibelen siger om hvordan mænd bør omgås kvinder, ses det tydeligt at Gud i sandhed har skænket kvinden en begunstiget og værdig stilling. Sandt nok er det vel de færreste mænd i verden der ænser Guds høje normer. Men det rokker ikke ved normernes rigtighed. Det afslører derimod sådanne mænds forkerte indstilling. Og en skønne dag vil de skulle stå til regnskab over for Gud.

Mænd blandt sande kristne vedkender sig Guds normer. Hvis De derfor gav Dem til at se nærmere på Jehovas vidner, ville De erkende at mændene blandt dem også gør det. Uophørligt får de undervisning i hvordan disse normer skal praktiseres i deres tilværelse, hvorved de høster øgede goder for sig selv og de kvinder de kommer i berøring med. Og når deres hustruer, mødre og søstre nærer den samme dybe respekt for Guds høje normer og på rette måde udfylder de roller der er tiltænkt dem, finder de stor glæde og lykke. Ingen af dem ønsker at blive frigjort fra dette.

Alligevel trænger endog mænd og kvinder der kan omgås hinanden fredeligt, til frigørelse. Frigørelse fra hvad? Fra en verden der er fyldt med had, forbrydelser, krig, fattigdom, sygdom og død; fra en verden der har avlet store uretfærdigheder, også over for mænd og børn. Vil en sådan frigørelse nogen sinde blive en realitet?

[Illustration på side 15]

Da en kvinde sagde til Jesus: „Saligt det moderliv, som bar dig,“ svarede han: „Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det.“