Fra det hedenske Rom til kristenheden

INTET af fortidens verdensriger havde større herlighed og magt end Rom. Da romerriget var på sit højeste nåede det fra Spanien i vest til Den persiske Havbugt i øst, og fra Ægypten i syd til England i nord. Men det forfaldt og gik under. Og på dets ruiner rejste kristenheden sig.

Det gamle Roms historie kan inddeles i tre perioder: kongetiden fra 753 til 509 f.v.t., „republikken“ fra 509 til 27 f.v.t., og kejsertiden fra 27 f.v.t. til 476 e.v.t.

Fra Romulus til Julius Cæsar

Ifølge den romerske tradition var Romulus den første konge af Rom; han begyndte at herske i 753 f.v.t. Efter Romulus skal der have været seks konger. Så i 509 f.v.t. styrtede romerne den fremmede, etruskiske konge og oprettede en såkaldt republik.

Så snart Rom var blevet stærkt nok til at afværge angreb fra fjender, kastede dets herskere sig ud i erobringskrige. I 133 f.v.t. havde Rom underlagt sig Grækenland, Makedonien, Karthago (i Nordafrika) og provinsen Asien.

Senere nåede Julius Cæsar frem til magten ved gavmild uddeling af sine rigdomme, ved store felttog udenlands og ved at besejre magtens rivaler hjemme. Han var republikkens sidste stærke mand og han sad inde med magten fra år 49 til 44 f.v.t.

Fra Augustus til Claudius

Julius Cæsar blev myrdet af mistænksomme og misundelige adelsmænd. Hans død førte til en endnu blodigere magtkamp. Den der kom sejrende ud af kampen var Octavian, som var Julius’ grandnevø og adoptivsøn. I år 30 f.v.t. undertvang Octavian Ægypten. Det blev begyndelsen for Rom som bibelhistoriens sjette verdensmagt. Verdslige historikere regner dog almindeligvis Roms begyndelse som verdensrige fra år 27 f.v.t. Det var i det år at Octavian fik titel af „Cæsar Augustus“; Augustus betyder „ophøjet, hellig“. Augustus herskede i omkring fyrre år, fra 27 f.v.t. til 14 e.v.t. Det var ham der var ved magten da kong Herodes herskede over Palæstina på Roms vegne og Jesus blev født i byen Betlehem i Judæa. — Matt. 2:1; Luk. 2:1.

Augustus blev efterfulgt af sin adoptivsøn, Tiberius Cæsar, som herskede fra 14 til 37 e.v.t. Under denne regeringstid faldt de tre og et halvt år hvor Jesus tjente på jorden. (Luk. 3:1, 23) På det tidspunkt var det landshøvdingen Pontius Pilatus der repræsenterede Rom i Judæa (og Samaria) og landsfyrsten Herodes Antipas der repræsenterede Rom i Galilæa og Peræa. Under de sidste år af Tiberius’ regeringstid begyndte kristendommen at brede sig ud over romerriget, sammen med de troende jøder og jødiske proselytter der vendte tilbage til deres hjemsteder efter at have fejret pinsen i Jerusalem i år 33 e.v.t. — Ap. G. 2:5-11, 41, 42.

Tiberius adopterede Gajus med tilnavnet Caligula. Denne adoptivsøn blev vanvittig og blev myrdet af sin livvagt efter at have regeret i fire år. Han blev afløst af Claudius (41-54 e.v.t.). Denne nævnes i Apostlenes Gerninger 18:1, 2, hvor der siges at han udstedte et dekret om at alle jøder skulle fordrives fra Rom. Hans fjerde hustru, Agrippina, som også var hans niece, fik held til at overtale Claudius til at indsætte hendes søn af et tidligere ægteskab som arving, i stedet for hans egen søn Britannicus. Senere forgav hun Claudius, sådan at hendes egen unge søn Nero kunne komme på tronen.

Fra Nero til Trajan

Nero herskede fra 54 til 68 e.v.t. I dag råder der ganske vist nogen tvivl om hvorvidt han virkelig tændte Rom i brand, men i hvert fald benyttede han denne katastrofebrand som påskud til at forfølge de kristne. En af de metoder som Nero skal have benyttet var at omvikle de kristne med tøj der var dækket med beg, binde dem til pæle og så tænde dem i brand som haveblus til sine aftenfester. Det er sandsynligt at apostelen Paulus led martyrdøden under Neros regering, omkring år 66 e.v.t. Samme år udryddede de fanatiske „dolkemænd“ den romerske militærforlægning i Masada. Dette blev begyndelsen til krigen mellem jøderne og romerne, som syv år senere skulle ende samme sted.

De tre næste kejsere (Galba, Otho, Vitellius) regerede i henholdsvis seks måneder, tre måneder og omtrent et år, og de led alle en voldsom død. Derefter kom Vespasian, som herskede i ti år, fra 69 til 79 e.v.t. Han havde erstattet Gallus som leder af de romerske legioner i kampen mod jøderne. Da han blev valgt til kejser lod han sin søn Titus overtage hærkommandoen. Vespasian blev efterfulgt af Titus som kejser. I løbet af de to år han regerede (79-81 e.v.t.) blev det berømte Colosseum færdigbygget. Det var også på det tidspunkt at vulkanen Vesuv kom i udbrud og ødelagde Pompeji og andre byer.

Titus’ broder Domitian stiftede gang på gang sammensværgelse mod sin broder, og det kan meget vel have været ham der til sidst voldte Titus’ død. Derefter herskede han fra år 81 til 96 e.v.t., Og han genoplivede statens forfølgelse af kristne. Han siges at være den første kejser der påbød at han mens han endnu levede skulle tilbedes som Dominus et Deus (Herre og Gud). Ifølge traditionen var det hen mod slutningen af Domitians regeringstid at apostelen Johannes blev forvist til øen Patmos, hvor han modtog Åbenbaringen.

Domitian blev efterfulgt af Nerva, som kun regerede i halvandet år. Han var en af Roms bedre kejsere og pådrog sig manges fjendskab på grund af sit retfærdige styre. Han ophævede den lov imod de kristne som Domitian havde gennemført. Men da de hedenske religionsdyrkere stadig var fjendtligt indstillet over for det kristne evangelium, betød dette ikke i sig selv at al forfølgelse af de kristne ophørte. Desuden var de kristne upopulære fordi de var anderledes. De nægtede at tilbede kejseren, at deltage i politik og at gå i krig. Deres livsførelse og deres forkyndelsesiver gjorde at de blev betragtet som modstandere af den jødiske religion og som en trussel mod alle der drog personlig fordel af de hedenske religioner. — Ap. G. 8:1; 9:1, 2; 12:1-5; 18:12-17; 19:23-41.

Trajan (98-117 e.v.t.), der efterfulgte Nerva, fortsatte Nervas kloge og retfærdige politik, og ligeledes dennes efterfølger Hadrian (117-138). Hadrian skal have været en af Roms dygtigste kejsere i det hele taget. Han indførte et skattesystem der synes at have været retfærdigt, og han forbedrede slavernes kår betydeligt. Han udstedte en forordning der forbød romerske embedsmænd at lytte til folkets beskyldninger mod de kristne. Ifølge denne forordning var det hans vilje at ingen kristne skulle henrettes medmindre de efter loven var blevet anklaget og fundet skyldige i en forbrydelse.

Bemærkelsesværdigt nok var det almindeligvis de dygtigste kejsere der også var mest tolerante over for de kristne.

Marcus Aurelius og Diocletian forfølger de kristne

Den følgende tid, hvor Hadrians adoptivsøn Antoninus Pius regerede (138-161), var sikkert Roms fredeligste tid. Dernæst regerede Marcus Aurelius (161-180).a I denne periode, det andet århundrede e.v.t., nåede Rom sin største udstrækning — det kom til at dække et areal på ni millioner kvadratkilometer og havde en befolkning på omtrent 55 millioner. Men Aurelius’ regeringstid blev skæmmet af oversvømmelser, ildebrande, jordskælv, insektplager, oprør, erobringskrige og kristenforfølgelser. Soldater der vendte hjem fra felten medbragte en dødelig pest der kostede mange livet over hele riget.

Marcus Aurelius var stærkt religiøs. På en rejse gennem Grækenland lod han sig indvi i de eleusinske mysterier. Som otteårig blev han salisk præst. På de sidste relieffer der skildrer hans triumfer vises han stadig som præst ved offeralteret. Når man tager hans religiøse iver i betragtning forstår man bedre hvorfor han forfulgte de kristne i hele sin regeringstid.

Aurelius var også en dygtig kriger. Han gik i spidsen for sine soldater på årelange felttog.

Hans filosofiske værk „Tanker til sig selv“ menes at være tænkt som en vejledning til hans søn Commodus. Men Commodus, der herskede fra 180 til 192, viste sig at blive en af de ynkeligste af alle Roms kejsere. Han var tyrannisk, blodtørstig, ødsel, hånlig, og desuden så forfængelig og stolt af sin fysiske styrke at han forlangte at blive tilbedt som den romerske Herkules. En del af dem der skulle have været hans ofre sikrede sig imidlertid at det var ham der døde først.

Med Commodus begyndte romerrigets forfaldstid. Mordet på ham afsluttede ikke det dårlige styre, men blev efterfulgt af hundrede år med anarki og forvirring. I løbet af en periode på syvogtres år var der niogtyve kejsere og tronprætendenter, hvoraf alle på nær fire døde en voldelig død. I disse år blev de kristne hårdt forfulgt af Decius (249-251) og Valerian (253-260). Disse forfølgelser endte med at de kejsere der stod bag, døde.

Diocletian (284-305) gjorde et håbløst forsøg på ved despotiske midler at genrejse riget til dets tidligere magt og herlighed. Han gik med kongeligt diadem og overførte pragtfulde hofceremonier fra østen for at han i folkets øjne skulle være omgivet af ophøjet mystik. Hen mod slutningen af hans regeringstid begyndte de frygtelige kristenforfølgelser der varede i cirka ti år (303-313) og blev fortsat af hans efterfølgere.

Konstantin gør romerriget „kristent“

I omtrent tyve år udgød Diocletians stridende efterfølgere strømme af blod i deres kamp om magten. Endelig i år 324 blev Konstantin „den Store“ ubestridt hersker, og han satte sig for at genforene riget. (Diocletian havde delt riget, sådan at han selv herskede over den østlige del og Maximian over den vestlige.) For at nå sit mål overgav Konstantin „’barbarernes’ konger til vilddyrene sammen med tusinder af deres folk“, og han fandt det nødvendigt at dræbe en af sine hustruer og en af sine sønner.

Ifølge en legende skal Konstantin under en af de krige han udkæmpede for at få magten i riget, have fået et syn eller en drøm hvori han så korsets tegn sammen med ordene: „Ved dette tegn skal du sejre.“ Det skal efter sigende have inspireret ham til at vinde kampen. Han flyttede rigets hovedstad fra Rom til Byzans og gav byen det nye navn Konstantinopel (Konstantins by). Han hævdede at være omvendt til kristendommen, men først på sit dødsleje blev han døbt.

„Ediktet i Mediolanum“, hvori Konstantin og hans medregent Licinius skal have givet de kristne religionsfrihed, var intet andet end et brev fra Licinius til „en eller anden embedsmand i østen, hvori denne fik påbud om at sørge for at Galerius’ dekret blev gennemført på grundig vis“. Galerius var den der havde påvirket Diocletian til at forfølge de kristne. Men lige før sin død indså Galerius enten hvor uretfærdigt eller hvor forgæves det hele var, og han udstedte dekretet om religionsfrihed.

Da Konstantin var skuffet over at den kristne del af befolkningen stod splittet i lærespørgsmål, indkaldte han til kirkemødet i Nikæa i håb om at forene dem. Han førte selv forsædet. Da han så at flertallet var tilhængere af treenighedslæren, som fremstillet af Athanasius, ophøjede han denne til at være rigets lov. Derefter forviste han Arius og dem der troede som han. (Arius holdt på at Jesus Kristus ikke var en del af en treenighed af ligestillede, men at han var skabt af Gud og underlagt Ham.)

Konstantin gjorde den romerske katolicisme til romerrigets religion og forfulgte dem der ikke var lydige. Den jesuitiske teolog McKenzie skriver i sin bog The Roman Catholic Church (1969): „Jeg forstår det sådan at den romerske katolicisme begyndte med Konstantins omvendelse.“ Fra at være den forfulgte blev kirken nu den der forfulgte. Herom skriver en af vor tids historikere:

„Det fjerde århundrede var en tid med forbløffende vækst for den kristne kirke. Århundredet begyndte med at de kristne, som endnu var et lille mindretal i befolkningen, blev forfulgt af en hedensk kejser. Ved dets slutning var kristendommen rigets eneste officielle religion, . . . beskyttet af en kristen kejser som udstedte love om forfølgelse af . . . alle som på nogen måde afveg fra statskirkens godkendte lære.

Men denne hastige vækst var ikke den rene gevinst for kirken. Tilstrømningen af de mange ligegyldige og egenkærlige kunne ikke undgå at svække den almindelige moral og religiøse iver i kirken, samtidig med at ikke-kristne elementer indførtes i dens lære og praksis.“ — A Survey of European Civilization, Ferguson & Bruun.

Fra Konstantin til rigets fald

Efter Konstantins død i 337 fulgte der en tid med indre stridigheder, mens det romerske rige stadig forfaldt. Den romerske kejser Julian (361-363) vendte sig mod den religion han var blevet påtvunget og søgte at genindføre den hedenske statsreligion. Før sin død måtte han indrømme at det var slået fejl. Men hvad angår de principper han fulgte, ser det ud til at de har været bedre og renere end hos mange kejsere der kaldte sig kristne. Under kejser Theodosius (379-395) blev den romerske katolicisme gjort til statsreligion, og enhver anden tro blev forbudt.

Efterhånden som rigets forvaltning svækkedes på grund af moralsk forfald og „barbarernes“ indfald, tiltog Roms biskopper sig større og større magt. Efter at goterkongen Alarik havde plyndret Rom i år 410, var det således Roms biskop, Innocens I, der tog ledelsen i genopbygningen af byen. Samtidig forlangte han at alle vestens biskopper skulle anerkende ham som overhoved i spørgsmål om tilbedelse.

Leo I gik endnu længere. Han kan måske kaldes den første virkelige pave, for kejser Valentinian III gav ham myndighed over alle det vestromerske riges biskopper.

I 476 afsatte kong Odoaker, en general af germansk afstamning, den romersk kejser Romulus Augustulus og lod tronen stå tom. Således endte det gamle romerske rige efter fem hundrede år — i hvert fald den vestlige del af det.

Rom var det mægtigste af fortidens verdensriger. Det var også det mest vidtstrakte. I Bibelen skildres det ved et dyr, „frygteligt, skrækkeligt og umådelig stærkt; det havde store jerntænder“. (Dan. 7:4-14; 2:36-44) Men hvad var det der gjorde at det svækkedes og til sidst faldt? En historiker siger at dets forfald er „historiens største gåde“.

Årsagen til Roms forfald og undergang er imidlertid ikke nogen gåde for dem der kender Bibelens principper. Jesus sagde at „ethvert rige, der er kommet i splid med sig selv, lægges øde“. (Matt. 12:25) Splid og indre konflikter har givetvis fremskyndet dette riges forfald og undergang. Bibelen siger også at „hvad et menneske sår, det skal han også høste“. — Gal. 6:7.

Lad os her citere bogen Medieval History af N.F. Cantor: „Den romerske verden havde sine meget grimme sider, som klassicistiske historikere som regel foretrækker at forbigå: en enorm slavebefolkning, store slumkvarterer i byerne og uhyggelig fattigdom, samt udbredt homoseksualitet.“ Dertil skal lægges: graverende løsagtighed og grådighed, løsslupne gilder, hensynsløs grusomhed, modbydelige religiøse skikke og himmelråbende politisk korruption. Er det da mærkeligt at romerriget til sidst gik under?

[Fodnote]