„Dit ord er sandhed“

Hvorfor omvende sig fra „døde gerninger“?

FOR næsten 6000 år siden fjernede menneskeheden sig fra Jehova Gud. Dette skete da det første menneske Adam syndede. Sandheden om dette findes i Guds ord, som fortæller: „Synden kom ind i verden ved ét menneske, og døden ved synden, og døden . . . trængte igennem til alle mennesker, fordi de alle syndede.“ — Rom. 5:12.

Som syndere kan mennesker ikke ved egen fortjeneste opnå en anerkendt stilling ind for Jehova Gud. Kun ved hjælp af Jesu Kristi genløsningsoffer kan de som engang var „fremmede“ for Gud og fjender af ham, blive forligt med ham. Det skyldes at denne genløsningsbetaling har kraft til at sone synder. — Kol. 1:19-22.

Forligelse med Gud finder imidlertid ikke sted uden handling fra den enkeltes side. En af betingelserne for forligelse med Gud er omvendelse fra „døde gerninger“. (Hebr. 6:1) Men hvad er disse „døde gerninger“? Har alle mennesker øvet dem, så deres omvendelse fra sådanne døde gerninger bliver absolut nødvendig?

Da død er det modsatte af liv, er døde gerninger åbenbart gerninger som ikke fører til liv. Det er åndeligt døde, tomme og frugtesløse gerninger.

Det syndige køds gerninger er tydeligvis dødbringende. Ifølge Bibelen indbefatter disse gerninger „utugt, urenhed, løsagtighed, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, nid, hidsighed, egennytte, splittelser, partier, misundelse, drukkenskab, svir og deslige . . . de, der øver sådanne ting, skal ikke arve Guds rige“. (Gal. 5:19-21) Enhver som søger Guds anerkendelse og ønsker livet, må omvende sig fra sådanne „kødets gerninger“ og holde op med at øve dem.

Men er „døde gerninger“ da udelukkende syndige og umoralske gerninger? Nej, også andre gerninger er tomme og frugtesløse.

Handlinger hvorved man søger at retfærdiggøre sig selv er også „døde gerninger“. Alle menneskelige bestræbelser for at skabe sin egen retfærdighed uden om Kristus Jesus og hans genløsningsoffer er forgæves. Den som holder fast ved Moseloven med det for øje at skabe sin egen retfærdighed, er derfor optaget af „døde gerninger“. Dette fremhæves særligt i Romerbrevet 3:20-25: „I [Guds] øjne vil intet menneske blive retfærdiggjort af lovgerninger; ved loven når man nemlig kun at erkende sin synd. . . . [Alle] bliver retfærdiggjorte uforskyldt af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus, hvem Gud ved hans blod fremstillede som sonemiddel, ved tro.“

Også gerninger som ellers ville være gode kan blive „døde“ hvis de ikke udspringer af de rette motiver. Apostelen Paulus påpegede: „Uddelte jeg end alt, hvad jeg ejer, til de fattige og gav mit legeme hen til at brændes, men ikke havde kærlighed, da gavnede det mig intet.“ — 1 Kor. 13:3.

Man kan desuden også være overbevist om at man tjener Gud, skønt man i virkeligheden er optaget af døde gerninger. For hvis ens gerninger ikke udføres i harmoni med nøjagtig kundskab, vil de være forgæves og kan endog stå i modsætning til Guds hensigter. Vedrørende sin tids jøder bemærkede apostelen Paulus: „De er nidkære for Gud, men uden forståelse. De forstår nemlig ikke retfærdigheden fra Gud, men søger at opstille deres egen retfærdighed og har derfor ikke bøjet sig under retfærdigheden fra Gud.“ — Rom. 10:2, 3.

I betragtning af at døde gerninger ikke blot er direkte lave og nedværdigende handlinger, er det indlysende at alle mennesker må omvende sig fra sådanne gerninger. Ingen som lever i dag kan sige at han aldrig har gjort noget med et forkert motiv. Ingen kan hævde at alle hans handlinger har været fuldstændig uselviske, et ægte udtryk for hans kærlighed til Gud og sine medmennesker. Der findes ikke den mand eller den kvinde som kan hævde at alle hans eller hendes handlinger har været i fuldstændig harmoni med Guds vilje. Således bemærkede den aldrende apostel Johannes under inspiration: „Hvis vi siger, at vi ikke har syndet, så gør vi ham til en løgner, og hans ord er ikke i os.“ — 1 Joh. 1:10.

Eftersom alle er syndere, har alle givet sig af med døde gerninger. Af denne grund kan ingen, så længe de forbliver uomvendte, have en ren samvittighed over for Jehova Gud. Imidlertid kan man ved at omvende sig fra døde gerninger og stræbe efter at leve et liv i harmoni med Guds vilje, på grundlag af troen på Jesu genløsningsoffer få sin samvittighed renset fra døde gerninger. — Hebr. 9:14.

Den der oprigtigt omvender sig får åbnet vejen til at nærme sig sin himmelske Fader med frimodighed. Hans hjerte fordømmer ham ikke. Han frygter ikke at Jehova Gud måske ikke ænser hans råb om hjælp. Apostelen Johannes skrev: „Hvis vort hjerte ikke fordømmer os, har vi frimodighed over for Gud, og hvad vi end beder om, får vi af ham, fordi vi holder hans bud og gør det, der er ham velbehageligt.“ — 1 Joh. 3:21, 22.

Den som undlader at omvende sig fra døde gerninger berøver derfor sig selv et dyrebart forhold til sin Skaber. Han lades tilbage uden guddommelig hjælp, i prøvelsens og lidelsens stund. På den anden side har den som bliver forligt med Gud en sikker forvisning om at han vil modtage den fornødne visdom til at kunne klare prøvelser. — Jak. 1:5.

De som er blevet forligt med Gud kan ikke tage dette dyrebare forhold for givet. Hvis de fortsat skal kunne nærme sig Gud med frimodighed, må de bevare en ren samvittighed. Dette kræver en indsats, fordi syndens lov eller den medfødte tilbøjelighed til at synde, stadig arbejder i deres lemmer. Denne „syndens lov“ prøver i virkeligheden på at styre deres kurs og få dem til at følge en retning som ikke er i harmoni med Gud. Angående sin egen kamp på dette område erklærede apostelen Paulus: „Thi i mit indre menneske glæder jeg mig over Guds lov; men i mine lemmer ser jeg en anden lov, som ligger i strid med loven i mit sind og tager mig til fange under syndens lov, som er i mine lemmer. Jeg elendige menneske! hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?“ — Rom. 7:22-24.

Når der rasede en sådan kamp i Paulus’ indre, til trods for at han havde omvendt sig fra døde gerninger, kunne det synes som om han simpelt hen ikke kunne bevare en ren samvittighed over for Gud. Men det er ikke sandt. Som svar på det ovennævnte erklærer Paulus: „Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre!“ (Rom. 7:25) Ja, Jesu Kristi sonoffer ’friede’ Paulus, idet det satte ham i stand til at bevare sit forhold til Gud og bevare en ren samvittighed.

Ved til stadighed i tro at bede til Gud om tilgivelse af synder på grundlag af Jesu Kristi genløsningsoffer, kan vi ligesom Paulus bevare den gode samvittighed som fulgte vor første omvendelse fra døde gerninger. Vi kan således fortsat glæde os over vor himmelske Faders kærlige hjælp, og over udsigten til evigt liv.