Kan gudebilleder tage imod ofringer?

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I HONGKONG

NÅR man træder ind i et hjem her i Hongkong er det ikke usædvanligt at se et alter med mad på. Nogle ofrer et måltid til deres gudebilleder hver dag. Det kan blot være et stykke frugt. Men til tider ofres der et stort måltid. Anledningen kan være at en slægtning er syg eller død, eller at det er en særlig festdag.

Brugen af gudebilleder i forbindelse med tilbedelse er forbavsende udbredt. I Japan, Korea, Indien, Afrika, Sydamerika, og andre steder er det almindeligt at bringe madofre. Ofringerne varierer betydeligt fra sted til sted, afhængigt af de skikke og traditioner der er blevet overleveret fra forfædrene.

Her i Hongkong kan man let komme i berøring med denne skik. Hvis man for eksempel besøger et hjem kan det ske at værten, som ønsker at være gæstfri, tager mad fra alteret og byder den besøgende. Hvis man tøver, forsikrer værten måske: „Alt er i orden. Frugten er helt frisk. Jeg har lige købt den i morges.“

Hvad ville De gøre? Ville det stride mod Deres religiøse principper at spise maden? Hvorfor bliver maden overhovedet ofret til gudebilledet? Hvornår og hvor begyndte denne skik?

En gammel skik

Brugen af gudebilleder i tilbedelsen er ikke ny. Ja, der er vidnesbyrd om at man allerede i det gamle Mesopotamien for omtrent fire tusind år siden praktiserede afgudsdyrkelse med tilhørende madofre. Man troede at den virkelige eller formodede højere magt der var repræsenteret ved afguden, ville finde behag i den ofrede mad. Man troede at guden tog bolig i afgudsbilledet så at selve gudebilledet blev ’gudens legeme’.

Sådanne anskuelser findes den dag i dag. Men måske tænker flertallet ikke ret meget på hvorfor de ofrer mad til gudebilleder. Hvis en billeddyrker her bliver spurgt hvorfor han følger denne skik, så er det almindelige svar: „Jeg gør kun hvad jeg kan huske mine forældre plejede at gøre, men jeg ved ikke præcis hvad det alt sammen betyder.“

Der gælder ingen klart definerede regler for hvordan ofringerne skal foregå. Og er det derfor ikke sandsynligt at visse detaljer er gået tabt ved generationers mundtlige overleveringer? Er det endda ikke muligt at ofringerne har varieret stærkt i løbet af århundreder og årtusinder? De historiske kendsgerninger viser at det forholder sig sådan.

Baggrunden for at der ofres til gudebilleder

Oprindelig plejede man at ofre menneskeofre til guderne. Angående denne skik har The Encyclopædia Britannica bemærket: „Ofre, især menneskeofre, gives umiddelbart efter et dødsfald, eller med visse, længere mellemrum. Deres formål kan være . . . at styrke den døde ved en levende skabnings blod eller liv, på samme måde som der ofres mad til dem.“a

I oldtidens Kina var det skik at ofre fangne fjender til afguderne. Tilbederne troede at sådanne menneskeofre var nødvendige for at formilde guderne. Men denne skik fandtes ikke bare i Kina. Ovennævnte leksikon bemærker:

„Menneskeofre var kendt i oldtidens Indien og forekom lige til slutningen af det 19. århundrede; både grækere og romere benyttede dem i ikke mindre grad end de mere uciviliserede racer i oldtidens Europa. Semitter og ægyptere, peruvianere og aztekere dræbte mennesker som ofre. I Afrika, og særlig på vestkysten, er indtil for nylig tusinder af mennesker blevet ofret hvert år; i Polynesien og på Tahiti og Fijiøerne var der store centre for denne skik — ja, det er ikke let at nævne et område hvor den ikke har været kendt.“

Kinas herskerdynasti forbød menneskeofre for længe siden. Det er derfor blevet skik her kun at ofre mad eller røgelse til et gudebillede. Men man kan spørge: Hvis der krævedes menneskeofre i oldtiden, hvorfor så ikke nu? Ændrede afgudens ønsker eller behov sig da en hersker forbød menneskeofre? Er en afgud virkelig i stand til at føle eller begære? Mener De at en afgud virkelig kan tage imod ofringer?

I stand til at vise værdsættelse?

Det er klart at gudebillederne ikke spiser den føde der gives dem, eftersom maden senere kan spises af tilbederen eller andre. Nogle siger at afguden ikke spiser fordi den allerede har det nødvendige til livets opretholdelse, men man påstår at afguden værdsætter tilbederens tanke og hengivenhed. Men hvordan vises denne værdsættelse?

Et afgudsbillede købes sædvanligvis i en butik, måske kun nogle få skridt fra ens hjem. Tror De at en gud tager bolig i afgudsbilledet når det bringes til ens hjem? Hvis det er tilfældet, hvorfor viser guden så ikke værdsættelse af tilbederens hengivenhed ved at spise noget af maden eller ved at gøre noget i det hele taget?

Er det ikke indlysende at et gudebillede ikke er i stand til at gøre noget som helst, at det er nøjagtig som ethvert andet stykke træ eller metal, bortset fra at det har en anden form? For længe siden fremsatte Bibelen denne iagttagelse om en afgudsdyrker der fældede et træ: „Han tager det og varmer sig derved; . . . Halvdelen brænder han i ilden, og over gløderne steger han kød; han spiser stegen og mættes; og han varmer sig derved og siger: ’Ah, jeg bliver varm, jeg mærker ilden’ — og af resten laver han en gud, et billede; han knæler for det, kaster sig ned og beder til det og siger: ’Frels mig, thi du er min gud!’“ — Es. 44:15-17.

Er det ikke unyttigt at se hen til et stykke træ eller metal som Gud? Hvordan kan det værdsætte eller overhovedet modtage det man ofrer til det? Som Bibelen også forklarer: „Deres billeder er sølv og guld, værk af menneskehænder; de har mund, men taler ikke, øjne, men ser dog ej; de har ører, men hører ikke, næse, men lugter dog ej; de har hænder, men føler ikke, fødder, men går dog ej, deres strube frembringer ikke en lyd.“ — Sl. 115:4-7.

Det er en kendsgerning at afguder er ude af stand til at hjælpe nogen. De er livløse. Så hvorfor sætte sin lid til dem? De kan ikke værdsætte det man ofrer til dem, ej heller kan de gavne nogen.

Hvem kan vise værdsættelse?

Hvis De så et smukt udskåret arbejde i elfenben, hvem ville De så give æren? Det udskårne eller den der har udskåret det? Hvem kunne værdsætte Deres rosende ord? Det ville være den der har udskåret det, ikke sandt?

Uanset hvilket stof et gudebillede er lavet af, så har stoffet ikke skabt sig selv. Det er heller ikke skabt af den der lavede billedet. Nej, alt stof her på jorden stammer fra en alviis Skaber der gav jorden uendelig skønhed og variation. Hvad mener De derfor vi skal tilbede — det der er skabt, eller Skaberen?

Det er klogt at tilbede Skaberen, hvis navn ifølge Bibelen er Jehova. (Sl. 83:19, se Ordforklaringen under HERREN.) Bibelen forklarer hvilke ofre der behager ham, og siger: „Lad os da ved ham altid bringe Gud lovprisnings-offer, det er: frugt af læber, som bekender hans navn. Og glem ikke at gøre vel og dele med andre; thi i sådanne ofre har Gud velbehag.“ Jehova Gud værdsætter disse gode ofre, og dem der foretager dem lover han „frelse“ som belønning, ja, evigt liv. Hvor er det derfor klogt at tilbede Jehova! — Hebr. 13:15, 16; 6:9-12.

Indstilling over for ofre til gudebilleder

Men hvad nu hvis De besøgte nogen som for at vise gæstfrihed tog mad fra et afgudsalter og tilbød Dem? Ville det være forkert at spise den?

I det første århundrede var det skik at afgudsdyrkere spiste mad der blev ofret til afgudsbilleder, med en følelse af ærefrygt for afguden. Når tilbederen spiste blev han delagtig med dæmonguden der var repræsenteret ved afgudsbilledet. (1 Kor. 10:18-22) Derfor lød vejledningen til de kristne at de skulle ’afholde sig fra afgudsofferkød’. Det ville være forkert for en der tilbad Jehova at spise mad der blev ofret til et afgudsbillede med den tanke at deltage i tilbedelsen af afguden. — Ap. G. 15:28, 29.

Imidlertid kunne nogen tage noget mad fra et alter og tilbyde den til gæster uden tanke på afgudsbilledet eller tilbedelsen deraf. Ville dette være anderledes? Angående en sådan situation bemærker Bibelen: „Altså, med hensyn til at spise afgudsofferkød ved vi, at der ikke er nogen afgud til i verden, og at der kun er én Gud.“ Derfor: „Hverken har vi noget fortrin, hvis vi spiser, eller står tilbage, hvis vi ikke spiser. Men agt vel på, at jeres frihed ikke skal bringe de skrøbelige til fald!“ — 1 Kor. 8:4-13.

Skønt det altså ikke ville være forkert under sådanne omstændigheder at spise maden, må det tages i betragtning hvordan det ville berøre andre om man spiste den. En kristen ville aldrig ønske at nogen skulle få det indtryk at han deltog i tilbedelsen af et gudebillede. Derfor kan det være klogt at afholde sig fra at spise, for at undgå at give et forkert indtryk og måske få nogen til at snuble. — 1 Kor. 10:25-29.

Tilbedelse af livløse gudebilleder kan aldrig gavne nogen. De er uden tanke eller følelser og kan derfor ikke værdsætte det der ofres til dem. Men hvor er det godt at der er en levende Gud, Jehova, der i sandhed værdsætter vore ofre og som „lønner dem, der søger ham“. — Hebr. 11:6.

[Fodnote]