Hvorfor tale med begejstring?
I 1917, under den første verdenskrig, besøgte Frankrigs premierminister, René Raphaël Viviani, Amerika, og holdt en tale ved Columbia-universitetet i New York. Selv om han holdt talen på fransk sagde en tilhører der ikke forstod sproget at han var betaget af talen. „Jeg følte mig opildnet og revet med af den herlige måde den blev fremført på,“ forklarede han.
På den anden side har du sikkert hørt taler som du ikke fandt det mindste inspirerende, selv om du forstod hvert ord taleren sagde. En amerikansk advokat har sagt: „Jeg har hørt mange fremtrædende mænd her i landet holde taler med dræbende monotoni. Det var pinligt for tilhørerne. De kunne ikke holde sig vågne.“
Hvordan kan en tale være interessant og endda virke opildnende på en, når man ikke engang forstår ordene? Og hvorfor er nogle taler der holdes på et sprog som man fuldt ud forstår, så kedelige at de næsten dysser en i søvn?
Hvad der gør et foredrag interessant
Svaret ligger hovedsagelig i måden talen fremføres på. En ældre dame indprentede engang en ung forkynder dette så han aldrig siden glemte det. Han ville gerne høre hendes mening om et foredrag han lige havde holdt. Hun indrømmede at indholdet var godt, men sagde så til ham: „Hvis du ikke selv er begejstret for det du siger, hvordan kan du så vente at vi skal være det?“
Damen opsummerer i virkeligheden hvad det er der gør et foredrag interessant. Det er den glæde eller begejstring taleren føler for sit stof. Hvis han virkelig lægger sit hjerte i talen, vil hans levende, begejstrede fremholdelse gribe tilhørerne. De spidser ører. Men den taler der mangler begejstring vil finde det meget vanskeligere at fastholde sine tilhørere, ligegyldigt hvor godt indholdet af hans foredrag er.
Vi vil derfor naturligvis alle gerne tale med begejstring. Men hvad nu hvis ens tale mangler denne egenskab? Hvad er grunden i almindelighed hertil? Hvordan kan man lære sig begejstring?
En naturlig egenskab
Heldigvis er begejstring en naturlig egenskab som de fleste mennesker har. Den ses især hos børn. Når du engang kommer forbi en skolegård skulle du prøve at standse og lytte til børnenes livlige råb, latter og snak. Deres tale er ikke kedelig eller monoton!
Har du nogen sinde tænkt på hvor indtrængende et lille barns bøn kan være? „Åh jo, mor!“ trygler barnet måske. „Lad mig tage med de andre piger. Vi bliver ikke længe væk. Jeg lover at rydde op på mit værelse når jeg kommer tilbage! Må jeg ikke nok tage med?“ Ikke blot stemmen, men også øjnene og ansigtet udtrykker en bøn om moderens tilladelse. Og hvis moderen tøver med at give den, trænger en tåre sig måske frem i barnets øje og giver bønnen endnu større eftertryk og styrke.
I almindelighed mister voksne ikke hele denne naturlighed og begejstring. Har du nogen sinde hørt en lystfisker fortælle om sin fisketur og sin store fangst? Eller har du hørt nogle kvinder tale om et nær forestående bryllup eller en anden selskabelig begivenhed? Hvor kan både mænd og kvinder dog vise en uhæmmet begejstring når de taler med deres nære venner! Gestus, ansigtsudtryk, ændring i stemmestyrke og tonefald, ændring i talehastighed, ændring i eftertryk — alt dette forekommer naturligt. Men når en af dem står foran en gruppe af de samme venner for at holde en tale, hvad sker der så?
Det ved du. Den naturlige, begejstrede måde at tale på forsvinder ofte, og vedkommendes tale bliver trist og livløs. Hvorfor? Hvad er der sket? Faktisk meget lidt.
Lidt flere af talerens venner er måske til stede, og de sidder i rækker. Men den virkelige forandring kan ikke ses. Den er foregået i talerens sind og i hans indstilling. Han føler sig måske forlegen. Måske føler han sig hængt ud, idet han mener at hans venner nu på en eller anden måde er hans kritikere. Hvis det er tilfældet mister han tilliden til sin evne til at udtrykke sig, og som følge heraf mister han sin naturlige begejstring.
Hvordan man lærer at tale begejstret
Den første betingelse for at kunne oparbejde begejstring når man holder en tale er at man vurderer tilhørerne rigtigt. Husk på at de ikke er blevet dine fjender blot fordi de sidder i rækker. De er ikke kritikere. De er blot venner der er kommet for at lytte til og lære af din tale.
Hvis man skal være begejstret må man lægge sit hjerte i det man fortæller tilhørerne. Tro på det du siger. Eller for at sige det anderledes: Tal kun om noget du tror på. Dette er vigtigt, eftersom man ikke kan tale med ægte begejstring om noget man ikke er sikker på.
En tredje betingelse, som også er knyttet til de to foregående, er at man må være interesseret i det emne man skal fremføre, være helt optaget af tankerne og ønske at give dem videre. Lad os igen tænke på lystfiskeren.
Man kan ikke forvente at han skal fortælle sine venner om sin svigerindes forestående bryllup med samme begejstring som når han fortæller om sin sidste fisketur. Han forstår sig ikke på bryllupsforberedelser. Det interesserer ham ikke. Men det rappe slag med fiskestangen der sender madingen ud over vandet, det øjeblik da fisken bider på, kampen for at trække den ind, dette er af altoverskyggende interesse for ham. Dette emne kan han tale om med begejstring.
Endnu en forudsætning for en begejstret fremførelse er at man er godt forberedt, at man er godt inde i emnet. Den mand der fortæller sin fiskehistorie kender den godt. Uden tvivl har han genoplevet begivenheden mange gange i erindringen. Han er sikker på at ingen anden kender historien så godt som han gør. Dette er vigtigt for at han kan fortælle den med begejstring. Hvis man kun har et overfladisk kendskab til sit emne, er det svært at tale med begejstring.
En femte forudsætning for at kunne tale begejstret og indtrængende er at man er overbevist om at tilhørerne har brug for det man siger. Hvis man oprigtigt tror at det betyder liv eller død for dem om de reagerer på det man siger, kan det hjælpe en til at tale af hjertet og med begejstring. Ønsket om at overbringe dem det man har at sige kan blive så stort at man helt glemmer sig selv og kun tænker på foredraget.
En taler der har et sådant motiv kan sammenlignes med en mand der midt om natten opdager at en beboelsesejendom brænder. Manden har kun én tanke — at fortælle beboerne om den fare de er i. Det drejer sig om liv eller død! Han løber ind i bygningen og hamrer på dørene idet han råber: „Vågn op! Huset brænder! Skynd jer ud!“ Hvordan tror du hans tale er? Indtrængende, naturligvis.
Genkald tanker og følelser
Imidlertid kan det være at en taler tilsyneladende opfylder alle disse krav. Han er ikke bange for sine tilhørere, han tror på det han siger, han er oprigtigt interesseret i sit emne, han er velforberedt, og han er også overbevist om at det betyder liv eller død om hans tilhørere reagerer gunstigt på det han siger. Og dog kan det være at han ikke taler med begejstring. Hvorfor ikke? Hvad er der galt?
Fejlen kan bestå i at han ikke virkelig tænker på det han siger. Han lever sig ikke fuldstændig ind i det. Han må vække sine følelser for emnet, blive følelsesmæssigt engageret og ikke blot gentage ordene. Når lystfiskeren for eksempel fortæller sin historie forestiller han sig at han står midt ude i det rivende vandløb i vand til hofterne. Han husker det spændende øjeblik da fisken bed på, og kampen for at få den ind. At han således genoplever begivenheden, genkalder sig de tanker og følelser han havde — det er det der gør at han kan være så begejstret.
En offentlig foredragsholder må gøre det samme. Han skal måske holde et foredrag om Jesu Kristi genløsningsoffer, et emne han sikkert har talt om mange gange. Men på det tidspunkt han holder foredraget må han være fuldstændig optaget af tanken om hvad Jesu genløsningsoffer virkelig betyder for ham selv og hans tilhørere. Han må vække sin taknemmelighedsfølelse over for Jehova Gud og Kristus Jesus for denne vidunderlige foranstaltning. Han må tænke på det storslåede håb om liv der derved gives menneskeheden — evigt liv i fuldkommen sundhed i et genoprettet jordisk paradis! Hans hjerte er med i det han siger! — Joh. 3:16; Åb. 21:3, 4.
Når dette sker forfalder foredragsholderen ikke til simpelt hen at gentage ord eller tanker. Hans følelser er med i det han siger. Ikke blot hele hans sind, men også hele hans hjerte er optaget af emnet. Og selv om han måske har givet udtryk for de samme tanker mange gange før, taler han derfor med begejstring.
Kærlighed til tilhørerne
Noget der især kan hjælpe en til at tale på denne måde er kærlighed til tilhørerne. Når man har denne egenskab vil man ikke fremføre foredraget på en tør måde, som om man tænkte: I kan høre efter eller lade være. I stedet vil man have samme indstilling som forældre har over for deres barn.
Barnet er måske løbet over gaden uden at se sig for. Forældrene ved hvor farligt dette er. Derfor taler de alvorligt til barnet, idet både deres stemme og deres måde at tale på er appellerende. Hvis barnet ikke hører efter eller hvis det tager sagen let, gør forældrene sig større anstrengelser. De forsøger med yderligere overbevisning og meget indtrængende at få barnet til at se faren ved at løbe over gaden uden at se sig for.
En offentlig foredragsholder bør ligeledes føle sig tilskyndet af et oprigtigt ønske om at give sine tilhørere oplysninger der kan gavne dem. Han vil derfor lægge mærke til hvordan de reagerer på det han siger. Hvis de virker tvivlende eller af en eller anden grund ikke har forstået et punkt, vil han med ekstra begejstring bestræbe sig for at overbevise dem eller hjælpe dem til at forstå.
Begejstringens betydning
Begejstring er det der gør et foredrag levende. Undervurder aldrig dens betydning. Uden begejstring er et foredrag dødt, og tilhørerne vil være uanfægtede og vil ikke føle sig overbevist. I. M. Flapan, tidligere leder for New Yorks skole for Foredragsholdere, sagde:
„De fleste intelligente mennesker vil gerne tro at verden kan påvirkes ved hjælp af sund fornuft og logik. Den sørgelige sandhed er at verden lader sig påvirke af følelser. En taler der appellerer til sine tilhørere med virkelig varme, oprigtighed og begejstring vil næsten altid få dem over på sin side.“
Begejstring overbeviser. James C. Cropsey, tidligere dommer ved New Yorks højesteret, sagde at når en advokat som han var uenig med fremlagde sine argumenter med oprigtighed og begejstring, plejede han at lytte med stor interesse. Det fik ham til at tænke at advokaten måske alligevel havde ret.
Tænk også på eksemplet med den samaritanske kvinde som Jesus talte med da han ved middagstid sad ved en brønd, sådan som Bibelen beretter. Jesus brugte sine mirakuløse evner og fortalte kvinden nogle detaljer om hendes privatliv. Hun troede derfor på at Jesus var den lovede Messias eller Kristus, og gik ind i byen og fortalte om disse ting. Bibelens beretning siger: „Fra den by kom mange af samaritanerne til tro på [Jesus] på grund af kvindens ord, da hun vidnede: ’Han har sagt mig alt det, jeg har gjort.’“ — Joh. 4:6-39.
Tænk bare! Mange troede på Jesus udelukkende på grundlag af kvindens ord og det var endda en umoralsk kvinde! (Joh. 4:18) Forestil dig med hvilken sindsbevægelse og begejstring hun må have fortalt om det Jesus havde sagt. Ja, begejstring overbeviser, den bevirker at det vi siger, lyder troværdigt.
Tal derfor med begejstring. Lad emnet fylde dit sind og hjerte. Vær overbevist om at det du har forberedt er sandt. Læg derefter dit hjerte i foredraget idet du føler et overvældende ønske om at viderebringe disse tanker til andre. Hvis du således taler med begejstring, vil dine tilhørere ikke blot lytte, men også lade sig overbevise og handle efter det du siger.