Hvordan jeg blev stoffri
I AVISEN Vindicator fra Youngstown i Ohio, U.S.A., kunne man den 6. december 1968 læse en stor forsideoverskrift der lød: „LSD-FORHANDLER PÅ 18 ÅR ARRESTERET AF POLITIET I LIBERTY.“
Det var mig. I retten blev jeg idømt ti måneders fængsel, som jeg skulle afsone i Trumbull Amtsfængsel. Jeg blev dog allerede løsladt efter tredive dage, hvorefter jeg fortsatte med at sælge narkotika. Jeg manglede penge fordi jeg selv var forfalden til stoffer af enhver art, især LSD.
Jeg var dog ikke så langt ude som man ofte kommer når man bliver forfalden til heroin. Alt i alt har jeg været i fængsel mere end femogtyve gange, og tre gange har jeg været på et hospital for sindslidende. Mere end én gang er jeg blevet klædt af til skindet og sat i gummicelle og har gennemgået de lidelser det giver at holde op med at bruge stoffer lige på én gang. Sidste gang var min tilstand så kritisk at jeg blev lukket ud af cellen og indlagt på et hospital, hvor man oven i købet gav mig den sidste olie. Men jeg klarede mig igennem og blev stillet for retten igen, hvor jeg modtog en dom for indbrud. Derefter blev jeg sendt til Ohio Statsfængsels afdeling i Mansfield.
Men alt dette er overstået nu. Jeg er ikke længere afhængig af narkotika. Der er nu gået mere end tre og et halvt år siden jeg sidst rørte narkotika, og jeg er sikker på at jeg aldrig vil røre det igen. Jeg har virkelig fundet løsningen på narkotikaproblemet.
Men før jeg begynder at fortælle om det, vil jeg lige kort beskrive min barndom. Måske vil denne beskrivelse afsløre nogle af de forhold som ofte fører til stofmisbrug. Hvis De derfor ser sådan en situation opstå i Deres egen familie, har De mulighed for at få sagen bragt i orden før det er for sent.
Forkælet som barn
Mine forældre blev skilt i 1951; jeg var da kun otte måneder gammel. I den strid der fulgte var det mærkeligt nok min fader der fik tilkendt forældreretten over mig. Men det blev bestemt at jeg kunne besøge min moder en dag om ugen. Min moder giftede sig igen, men striden fortsatte, idet begge parter prøvede at vinde mig ved hjælp af gaver. Jeg blev følgelig meget forkælet.
Men så opgav moder sine forsøg på at købe min kærlighed; hun var begyndt at studere Bibelen med Jehovas vidner. Hun begyndte snart at aflægge sine dårlige vaner. Hun holdt op med at skændes og smide med køkkenudstyret, og hun holdt også op med at ryge. Når jeg kom på besøg tog hun og min stedfader mig med til bibelstudiemøder. Når jeg kom hjem til min fader igen fortalte jeg ham gerne hvad jeg havde lært. Men han var langtfra begejstret, og hans familie tilskyndede ham: „Du skulle ikke lade ham besøge sin moder. Jehovas vidner forvansker Bibelen, de er ikke rigtig kloge!“
Min fader gjorde derfor alt hvad han kunne for at sætte mig op imod min moder. Han lokkede mig med dyre gaver og gav mig lov til at gøre hvad som helst jeg fandt på. Så en dag da min moder kom for at hente mig, sagde jeg: „Mor, jeg vil ikke besøge dig mere.“ Hun vendte sig mod min fader og sagde: „John, det er dig der har fået ham til at sige det, ikke sandt?“ På det tidspunkt var jeg ni år gammel, og der gik mange år før jeg så min moder igen.
Min fader giftede sig igen i august 1960. Forkælet som jeg var gjorde jeg livet surt for min fader og min stedmoder. Aldrig fik jeg en endefuld eller nogen anden form for afstraffelse. Jeg var begyndt at ryge i smug da jeg var syv år gammel, og da jeg var omkring elleve år begyndte jeg at drikke. Jeg begyndte også at snuse lim og forsøgte mig med marihuana. Min frie opdragelse og mit tidlige stofmisbrug forplumrede min tankegang.
Da jeg var omkring tretten år gammel blev jeg vist vintervejen af en pige. Som hævn hældte jeg benzin ud på indkørselen til deres hus og strøg en tændstik. Der gik ild i garagen, og min fader måtte betale 800 dollars i bøde og erstatning. Omtrent på samme tid blev jeg grebet i butikstyveri. Men alt det var kun begyndelsen.
Umoralitet og fængsel
I mit andet år på gymnasiet i Liberty blev jeg grebet sammen med en pige i en pinlig situation på pigernes toilet. Jeg blev bortvist fra skolen i to uger. Samme sommer brændte jeg mit „borgerlige“ tøj i baghaven som protest. Min fader og min stedmoder var rasende. De var lige ved at fange mig i mit værelse, men så affyrede jeg en tåregaspistol mod min fader og sprang ud ad vinduet. Politiet blev tilkaldt, og en betjent ved navn Fred Faustino halede mig ned fra taget og arresterede mig. Det var første gang jeg kom i fængsel.
Senere samme år overraskede min venindes fader os sammen i sengen efter skoletid. Vi havnede på Libertys politistation; men allerede næste dag var jeg igen sammen med pigen i hendes hjem. Jeg regnede ikke med øvrigheden og var ligeglad med hvad folk sagde til mig. To uger senere prøvede pigens onkel at blande sig i affæren. Sammen med en af mine kammerater planlagde jeg at slå ham ihjel, men det mislykkedes.
Jeg var efterhånden blevet en langhåret oprører, en rigtig bølle. Men jeg søgte efter noget, et holdepunkt af en eller anden art, en fremtid med et bedre indhold. Jeg ville gerne være noget; og jeg trængte til omsorg. Jeg begyndte så småt at tro at problemerne ville løses hvis jeg blev gift. Vore forældre drøftede sagen men kom til den slutning at vi var for unge og bare var forelskede.
Vi planlagde derfor at stikke af sammen. Så i februar 1967 begav vi os vestpå med 420 dollars som vi havde stjålet. Turen sluttede brat i Los Angeles hvor vi blev anholdt og fløjet tilbage til Ohio. Her ventede politiet mig med håndjern, og jeg blev bragt til Trumbull Amtsfængsel hvor jeg tilbragte fjorten dage.
Nu var der ingen skole i det nærmeste nabolag der ville have mig. Kun efter megen tryglen lykkedes det min fader at få mig indskrevet i John F. Kennedy Catholic High School i nabobyen Warren. Her afsluttede jeg mit næstsidste år i gymnasiet. Mens jeg gik på denne skole blev jeg endnu mere besat af stofmisbrug, og samme sommer blev jeg arresteret for indbrud i private hjem.
Mit sidste år i gymnasiet gik helt skævt. Da jeg for nylig gennemgik mine skolepapirer sammen med rektor Frank Lehnerd, opdagede vi at jeg havde forsømt femoghalvfjerds dage. I februar 1968 skjulte jeg min veninde på mit værelse i tre dage, fordi jeg håbede at vi på den måde kunne tvinge vore forældre til at lade os gifte os. Men det eneste jeg fik ud af det var et tre måneders ophold på et opdragelseshjem i Columbus, Ohio. Jeg kom ud tids nok til at bestå min afsluttende eksamen på gymnasiet.
Kort efter opfordrede jeg min veninde til at stikke af hjemmefra igen og simulere et selvmordsforsøg ved at sluge en flaske aspirin. Jeg var sikker på at dette ville overbevise vore forældre om at vi virkelig elskede hinanden. Men da hun den dag kom kravlende hjem og kastede blod op, lykkedes det endelig hendes moder at vende hende imod mig, idet hun sagde: „Han elsker dig ikke; du er bare et legetøj for ham. Han er kun interesseret i at få dig tre alen under jorden!“ Fra da af havde jeg ikke mere med pigen at gøre, men som følge af denne triste hændelse kom jeg endnu længere ud i fordærv, og jeg blev endnu mere indviklet i stofmisbrug.
Jeg bliver narkoman
Selv om jeg både brugte og forhandlede stoffer, var jeg endnu ikke blevet virkelig forfalden til dem. Somme tider tog jeg helt til New York efter forsyninger. Til sidst lykkedes det ved en fællesaktion politiet at pågribe mig. Jeg havde solgt narkotika til en civilklædt betjent og blev pågrebet med alle pengene på mig. Min arrestation blev omtalt i avisernes forsideoverskrifter. Men min fader fik fat i en god sagfører, så jeg blev løsladt den 15. januar 1969.
Snart efter begyndte jeg igen at sælge narkotika, så jeg tjente en masse penge; det var jeg også nødt til, for jeg var begyndt at „mainline“ heroin, det vil sige at jeg sprøjtede stoffet direkte ind i en blodåre. I flere måneder brugte jeg mellem 40 og 50 dollars om dagen til narkotika. Min fader prøvede at hjælpe mig, han fandt endda arbejde til mig, men jeg blev der kun nogle få uger. Jeg var så langt ude at jeg tog indsprøjtninger mens jeg var på arbejde.
Det var ikke særlig svært; jeg havde stoffet med på arbejde i et hulrum i min ring, og ude på toilettet kunne jeg uforstyrret sprøjte stoffet ind i en blodåre. For at være sikker på at få alt stoffet med, plejede jeg at trække sprøjtens stempel tilbage igen, så at sprøjten blev fyldt med blod, sprøjte det ind igen, og fortsætte sådan en halv snes gange.
Så var jeg helt væk. Jeg „flippede ud“ som om jeg pludselig var blevet kastet ud ad et vindue. Derefter blev jeg slap, selv håret på mit hoved føltes slapt. Når man er forfalden til stoffer drejer det sig kun om at „flippe ud“ så tit som muligt.
Det hændte også at jeg tog en „speedball“, det vil sige at jeg tog en indsprøjtning med en blanding af „speed“ og heroin, et opkvikkende og et beroligende middel. Det føles som om kroppen ikke ved hvad den skal gøre, om den skal slappe af eller „koge over“; hele kroppen er i oprør.
Når man tager LSD føles det helt anderledes. Når jeg havde taget LSD troede jeg at jeg kunne alt, jeg troede endog at jeg var Gud og at jeg kunne bestemme min egen skæbne. Min sagfører, Joe Schovoni, fortalte mig for nylig at jeg engang i en LSD-rus virkelig havde gjort ham bange. Jeg havde sagt til ham at jeg var i stand til at rive barnet ud af en gravid kvinde. Det er rystende hvad stoffer kan få en til at tro og gøre. Alt i alt har jeg vel taget over 200 LSD-tabletter.
I over et år drejede hele mit liv sig om sprøjten, om de piger jeg boede sammen med og om at holde sig klar af politiet. Jeg flyttede fra det ene uhumske sted til det andet, ’fra rottehul til rottehul’ som min fader rammende beskrev det. Politiet anklagede mig endog for at have stjålet fra min faders hjem. Alt det mine kammerater stjal fra hjemmet må have kostet flere tusind dollars. I august 1969 tog vi af sted til den berygtede Woodstock-festival, hvor jeg gik omkring og solgte vitaminpiller som LSD og tjente en masse penge. Jeg klatrede op i et stillads som stod ved siden af scenen for at få et godt overblik over publikum og musikerne, og jeg husker at jeg tænkte at det var som om de alle sammen var draget af en eller anden mystisk kraft.
Men da jeg kom hjem begyndte jeg at høste hvad jeg havde sået. Jeg havde nået bunden, og det var med nød og næppe at jeg overlevede.
Jeg overlever med nød og næppe
Det var den 5. september 1969. Jeg var virkelig langt ude, helt forfalden til narkotika. Jeg begik indbrud i et apotek i Vienna, en lille by uden for Youngstown. Jeg kravlede ind og begyndte at samle medikamenter sammen, men så hørte jeg sirenerne. Da jeg så mig omringet af bevæbnet politi brød jeg fuldstændig sammen. „Skyd mig! Skyd mig!“ råbte jeg og styrtede ud mod politibetjentene.
Jeg blev anklaget for indbrud og kunne kun løslades mod en kaution på 5000 dollars. Jeg blev ført til det efterhånden velkendte amtsfængsel. Jeg havde været der så ofte at mit navn var blevet sat op over en af cellerne. Dér blev jeg klædt af til skindet og sat ind i en lille gummicelle der var så trang at jeg ikke kunne stå oprejst. Og så begyndte min afvænning. Da arrestforvareren Harold Post for nylig viste en ven og mig denne celle, sagde han: „Jeg regnede ikke med at du ville overleve. Jeg ville ikke have noget med dig at gøre.“
Jeg forstår ham godt. Jeg var rådden i bund og grund. Jeg lå og rullede rundt i min egen urin og afføring som et andet dyr. Jeg famlede mig op langs cellevæggene og slog mod vinylpolstringen. Som Post sagde: „Han tiggede, ja, han lå virkelig på sine knæ og tiggede. Men han nægtede at tage imod den medicin vi tilbød ham.“
Først på året (1973) besøgte jeg sherif Richard Barnett, som opholdt sig i fængselet mens jeg var indsat, og han fortalte mig hvor kritisk min situation havde været: „Du nægtede at tage enhver form for medicin, du spyttede den bare ud igen. Du var helt vild. Der blev derfor ordineret stikpiller til dig, og dem måtte jeg give dig.“ Da det ikke blev bedre med mig blev jeg flyttet over på et sindssygehospital i Youngstown med navnet Woodside Receiving Hospital.
Klokken fire om morgenen blev min fader ringet op af en sygeplejerske som sagde: „Deres søn er meget syg, han har brug for Deres hjælp, . . . Han er ved at dø.“ Min fader satte sig straks i forbindelse med doktor Bert Firestone, og han fik mig overflyttet til St. Elizabeth Hospital. Min kritiske tilstand varede i flere dage. Doktor Firestone forsikrede min fader om at de ville gøre deres bedste for at redde mig, men sagde samtidig at han ikke kunne love noget. I hospitalets journaler står der: „Denne patient blev indlagt . . . på grund af alvorlige abstinenssymptomer som følge af narkotikamisbrug.“
Min fader betalte de 5000 dollars i kaution, og tre uger efter blev jeg udskrevet fra hospitalet. Jeg måtte gang på gang love min fader at forandre mig, men til trods for denne oplevelse var jeg ikke blevet anderledes. Jeg havde stadig langt hår, og inden længe tog jeg igen alle former for narkotika. De undrer Dem sikkert over hvad der fik mig til at falde tilbage til stofferne, selv efter en så uhyggelig oplevelse som afvænning fra heroin og skæve LSD-trips.
Jo, da jeg var kommet lidt til hægterne begyndte jeg igen at tænke på piger, trips og alle mine kammerater blandt hippierne, den ’frie kærlighed’, motorcyklerne og det frie liv. Den øredøvende musik som jeg foretrak, talte til mine laveste drifter. Inderst inde sagde jeg: ’Det kan vel ikke være så slemt at prøve igen.’ Mine LSD-trips blev imidlertid værre og værre. Til sidst, nærmest i desperation, opsøgte jeg min moder, og det gamle brud blev lægt. Min stedfader, der var ældste i en af Jehovas vidners menigheder, sørgede for at jeg fik et bibelstudium der hvor jeg boede.
Helbredelsens trange vej
Jeg havde mit første bibelstudium med et af Jehovas vidner i marts 1970. Jeg besøgte også rigssalen i Girard. Jeg gik i sorte læderbukser med „svaj“ og havde store, runde briller på, og desuden var jeg langhåret. Jeg ville prøve at bevise at Jehovas vidner var ligesom alle andre religioner, lige så hykleriske. Men jeg blev imponeret; de viste mig ægte interesse, og de gav alle de samme svar på mine spørgsmål. Men det påvirkede øjensynlig ikke mit hjerte, for samme aften gik jeg ned til mit gamle hippiemiljø og tog et „skud“ heroin.
Jeg fortsatte mit studium af Bibelen med afbrydelser, og indså efterhånden at det Bibelen lærer er sandt. Alligevel kunne jeg ikke, eller også ville jeg ikke, bryde med stofferne og min umoralske livsform. Men så, den sidste weekend i april, havde jeg et skrækkeligt LSD-trip. Jeg „så“ min veninde opløses på bilsædet ved siden af mig. Den rædsel og gru som denne oplevelse efterlod, kan ikke beskrives. Jeg følte at jeg havde nået afslutningen på mit liv, at jeg ville begå selvmord. Men jeg påkaldte Jehova Gud ved at bruge hans navn, og tryglede ham om at hjælpe mig.
Selv om klokken kun var tre om morgenen opsøgte jeg det Jehovas vidne som studerede med mig, og han forsikrede mig om at Jehova ville hjælpe mig hvis det virkelig var min alvorlige hensigt at ændre mit liv. Jeg lovede at jeg aldrig mere ville tage narkotika, og det løfte har jeg holdt. Hver morgen når jeg vågner takker jeg min Skaber fordi han har hjulpet mig til at overleve alt det jeg har været igennem.
Ugen efter skulle jeg for retten på grund af mit indbrud i apoteket i september måned. Eftersom den offentlige mening var imod mig på grund af mine gentagne forbrydelser, sendte dommeren mig til Ohio Statsfængsel for en forbrydelse der kunne have givet mig femten års fængsel. Få dage efter begyndte jeg at afsone min straf. Denne tid var i virkeligheden en velsignelse for mig. Hvordan det?
Fordi jeg her fik tid til at meditere og studere. Jeg analyserede mit liv og indså hvor frugtesløst og nedbrydende det havde været. Jeg bad Jehova tilgive mig og lod ham vide at jeg af hele mit hjerte ønskede at gøre hans vilje. Jeg fordybede mig fuldstændigt i studiet af Bibelen idet jeg brugte Jehovas vidners studiebøger som hjælp. I slutningen af juni fik min fader mig løsladt. Omkring to uger senere, den 10. juli 1970, blev jeg døbt i vand som symbol på min indvielse til at tjene Jehova Gud.
Jeg hjælper andre
Jeg begyndte nu at opsøge mine tidligere kammerater, ikke for at tage narkotika sammen med dem, men for at fortælle dem hvorfor og hvordan jeg havde forandret mig. Jeg følte et ansvar over for dem fordi det var mig der havde fået mange af dem til at tage narkotika, og fordi de havde været mine kunder. Jeg har sikkert været i forbindelse med mindst tre hundrede af mine tidligere venner, og jeg tror at de bibelske sandheder vi drøftede vil finde genklang hos nogle af dem.
En af de første jeg kom til at studere Bibelen med havde været en af mine bedste kunder. Jeg havde personlig lært ham hvordan man sprøjter heroin direkte ind i en blodåre, jeg havde endog holdt hans arm og givet ham den første indsprøjtning. Hans familie var så forbløffet over den forandring der var sket med mig at de ønskede at deltage i studiet. Han selv fortsatte dog med at følge mit gamle eksempel. Til dato er mindst seks af mine tidligere venner døde som følge af stofmisbrug. Men i ét tilfælde har mine anstrengelser båret frugt.
Måden vi mødtes på var lidt usædvanlig. Jeg gik og forkyndte fra hus til hus og var netop ved at forlade et hjem da en langhåret fyr kom løbende efter mig op ad indkørselen. Jeg præsenterede mig, og han spurgte næsten øjeblikkelig: „Hvad var det du sagde du hed?“ Da jeg gentog det, sagde han: „Nej, det er umuligt, du kan da ikke være ham fra Murray Hill Drive!“ Jeg syntes jeg kendte ham, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle sætte ham i forbindelse med før jeg hørte hans navn. Det var ham der havde været med til at planlægge mordet på min venindes onkel. Jeg måtte tage min tegnebog frem og vise ham mine identifikationspapirer før han ville tro på at det var mig; så meget havde jeg forandret mig.
Jeg begyndte at studere Bibelen med ham, og hans værdsættelse øgedes; han blev stoffri og blev døbt tidligt i 1972. Samme sommer fortalte vi vore oplevelser ved Jehovas vidners områdestævne på Three Rivers Stadium i Pittsburgh. Vi har også haft lejlighed til at tale med flere klasser med skoleelever om narkotikaproblemet og om hvorfor de gør klogt i at holde sig fra stoffer. Det var faktisk nogle elever som kendte min fortid i narkotikaverdenen der havde bedt læreren om at arrangere disse foredrag.
I november 1972 talte vi for eksempel til seks klasser på Mahoning County Joint Vocational School. Der var i alt mere end 600 elever til stede. De lyttede opmærksomt, og de modtog over hundrede bøger og omkring hundrede blade hvori de kunne læse mere om den tro som havde sat os i stand til at overvinde vort stofmisbrug. Den 5. december 1972 modtog jeg en mappe med tres breve fra disse elever. De var meget glade for det vi havde fortalt dem, men de fleste af dem skrev at de havde svært ved at tro at vi havde været så langt ude i stofmisbrug. De kunne ikke tro at det var muligt at foretage så drastisk en forandring.
Forandringen bevidnet
Denne skepsis er meget almindelig. Charles O’Toole der er overinspektør ved Seattle School District, har for eksempel påstået: „Der er ingen vej tilbage (helbredelse) fra narkotika.“ William A. Friednamer, der er chef for narkotikapolitiet i Youngstown, har fortalt mig at i alle de år han har haft med narkotikamisbrug at gøre, har han aldrig set en heroinnarkoman stoffri i mere end tre eller fire måneder ad gangen. „Men nu er der dig,“ tilføjede han næsten vantro.
Det er derfor meget forståeligt hvis nogle er skeptiske når de læser min beretning om hvordan jeg overvandt mit stofmisbrug. Af denne grund foretog jeg tidligere på året (1973) en række besøg hos folk der havde haft med mig at gøre mens jeg var narkoman. Jeg besøgte politifolk, værger, arrestforvarere, dommere, sagførere, psykologer, psykiatere, læger og så videre. Jeg fortalte dem hvorfor jeg var kommet og bad om deres kommentar.
De fleste kunne simpelt hen ikke tro at det var den samme. De kendte naturligvis alle sammen mit navn; det var berygtet. I nogle tilfælde måtte jeg vise mine identifikationspapirer for at bevise at jeg virkelig var den samme. ’Hvor længe har du været stoffri? Hvordan er det muligt? Hvad fik dig til at tage springet?’ Disse spørgsmål blev jeg mødt med overalt, og jeg var glad fordi jeg fik lejlighed til at forklare sagen.
Den virkelige løsning
En af de politibetjente jeg besøgte hed Denny Corodo; han havde været med til at arrestere mig under mit indbrud i apoteket. Han er nu overbetjent og bruger al sin tid til at holde foredrag for gymnasieklasser og andre grupper om narkotika og narkotikaproblemer. „Du har virkelig forandret dig. Det er utroligt!“ Disse ord gentog han gang på gang under vores samtale. „Der må være sket et eller andet med dig, et eller andet som har påvirket dit sind, en erkendelse af en slags.“
Jeg fortalte ham at det virkelig var sådan det forholdt sig, at jeg var kommet til erkendelse af at jeg måtte stå min Skaber til regnskab. Jeg fortalte ham også at denne erkendelse ikke kun berørte mit sind, men også mit hjerte. Mit ønske om at tjene Gud havde helt frataget mig lysten til umoralitet, narkotika og den slags, og dette ønske havde samtidig givet mig bevæggrund og styrke til at gøre det rette.
Den 1. marts 1973 besøgte jeg doktor Firestone, den læge på St. Elizabeth Hospital der havde ført tilsyn med mig under min afvænning. Da jeg trådte ind udbrød han: „Jeg nægter at tro at det er dig!“ Han spurgte om han måtte hente nogle af de andre læger som var bekendt med mit tilfælde. Også de var meget overraskede over den forandring der var sket med mig. „Hvordan slap du ud af den redelighed?“ ville de alle vide.
Jeg forklarede dem at jeg havde indset at jeg ikke var herre over min egen skæbne. Jeg var for ofte havnet i blindgyder. Jeg havde fulgt mine egne normer; jeg havde følt at jeg, som om jeg var Gud, selv kunne opstille regler og handle efter mine egne ønsker. Men jeg fortalte dem at jeg gennem mit studium af Bibelen havde lært at nære en sund frygt for min Skaber, og at jeg havde indset at der findes en gruppe mennesker der virkelig lever efter Bibelen, og at disse mennesker er Jehovas vidner.
„Hvad har Jehovas vidner som andre religioner ikke har?“ spurgte de mig. Jeg fortalte dem så at jeg ved at studere Bibelen med Jehovas vidner havde lært Guds storslåede hensigt med menneskeheden at kende. Jeg havde for eksempel lært hvad der sker med de døde, at der er håb om en opstandelse, og at Guds rige vil omdanne jorden til et paradis. Jeg forklarede dem at det var min tro og overbevisning vedrørende disse ting der havde sat mig i stand til at overvinde stofmisbruget.
Jeg fortalte også lægerne at jeg havde undersøgt andre religioner, for eksempel buddhismen, og at jeg var blevet opdraget i den romersk-katolske tro. Men der er intet fast ved disse religioner, ingen overbevisning, intet virkeligt håb og ingen tro på Skaberen, Jehova Gud. Af den grund har de ikke været i stand til at give de unge tilstrækkelig styrke til at holde sig fra narkotika.
Jeg har nu i næsten tre år virket som heltidsforkynder for Jehovas vidner, og jeg har opdaget at jeg ikke er den eneste som har foretaget så stor en ændring i sit liv. Jeg har fået mange sande venner der ligesom jeg er ophørt med stofmisbrug efter at have studeret Bibelen med Jehovas vidner og således lært Skaberen at kende. De kunne gøre det og det kan du også hvis du er narkoman. Man kan løse narkotikaproblemet ved at leve efter den sande tro! — Indsendt.