Når læger søger at påtvinge patienter blodtransfusion

NÅR De går til læge, hvilke egenskaber ønsker De så lægen skal have? De ønsker naturligvis en læge der har god fagkundskab og praktisk færdighed. Jo dygtigere han er, jo bedre kan han hjælpe Dem.

Men hvad nu hvis han nægtede at lade Dem have noget at sige med hensyn til behandlingen? Hvad nu hvis han spændte Dem fast til et bord og påtvang Dem en eller anden medicin eller en operation imod Deres vilje? De ville uden tvivl se Dem om efter en anden læge næste gang.

Det man ønsker og har brug for, er en læge som ikke blot har kundskab og dygtighed, men også forståelse for sine patienter. En læge af den slags glemmer aldrig at han er en offentlig tjener. Han betjener sine patienter så godt han kan, men prøver ikke at herske over dem. Han tager deres ønsker i betragtning. Heldigvis er der mange af den slags læger. De erkender at der altid er nye behandlingsmetoder — og forskellige meninger, selv blandt eksperter. Selv om de anbefaler en behandlingsmåde, prøver de derfor ikke at påtvinge patienten den.

Imidlertid findes der en anden slags læge. Han er uden tvivl også oprigtigt interesseret i sin patient. Men denne lægetype går så stærkt ind for visse behandlingsmåder at han endog vil søge at opnå en retskendelse for at kunne påtvinge patienten sin behandling. Ofte forstår denne lægetype ikke at nyere metoder har gjort den måde han behandler visse sygdomme på, forældet. Og det er ofte den samme lægetype der mangler virkelig forståelse af sin rolle som en offentlig tjener, og af sin patients ret til at vælge eller forkaste visse former for behandling.

Der er altså stor forskel på læger. Hvilken af de to typer ville De foretrække hvis De var syg eller havde brug for en operation?

„Tendens til at operere uden blod“

På ingen områder er modsætningen blandt læger mere tydelig end i spørgsmålet om blodtransfusion. Hvordan det?

I de senere år har et voksende antal læger ændret syn på blodtransfusion. De har lært at udføre alle slags større operationer uden at give blod. Men andre læger ignorerer disse nye opdagelser. De søger stadig at tvinge blod i patienter der ikke ønsker det.

De nyeste resultater på dette felt fremgår af sådanne avisoverskrifter som denne i bladet Times fra Palo Alto, Californien: „NY OPERATIONSTEKNIK ELIMINERER BEHOVET FOR BLODTRANSFUSION.“ Og en overskrift i bladet Press fra Long Island, New York, erklærede: „EN VOKSENDE TENDENS TIL AT OPERERE UDEN BLOD.“ I dette blad stod der:

„Blodtransfusion var tidligere et fast tilbehør til operationer. Sådan er det ikke længere. I de senere år har læger udviklet nye operationsmetoder for at formindske antallet af blodtransfusioner, for ikke at sige helt eliminere dem. De hævder at de nye metoder også er bedre for patienterne.“

Den kendte hjertekirurg dr. Denton A. Cooley fra hjerteinstituttet i Houston (Texas) siger: „Det er nu tydeligt at de fleste større operationer kan foretages uden transfusion. . . . Vort mål er at se hvor få vi kan nøjes med.“ Og dr. Jerome H. Kay skriver følgende til The Journal of the American Medical Association: „Vi har undgået blodtransfusioner så meget som muligt. . . . Vi har nu udført næsten 6000 operationer på åbent hjerte ved Sankt Vincents Hospital i Los Angeles. Efter at vi har undgået at give blod til flertallet af patienterne, er det vort indtryk at patienterne klarer sig bedre.“

Der er adskillige grunde til denne tendens til at „operere uden blod“. En af dem er at farerne ved blodtransfusion er blevet erkendt i større omfang.

Farer ved transfusion

Newsweek for 30. april 1973 bemærkede at blodtransfusion er „en proces der kan fremkalde alvorlige komplikationer hvis det nye blod er inficeret eller ikke er forligeligt med patientens“. Hvor alvorligt er dette? Winfield Miller siger i Medical Economics: „Intet biologisk produkt der anvendes i lægepraksis indebærer så stor risiko for skæbnesvangre fejltagelser som blod. Mere end én læge har med sorg måttet erkende at hver eneste flaske blod i blodbankerne kan være lige så farlig som en flaske nitroglycerin.“

Hvor dødbringende kan blodtransfusioner være? Vurderingerne er forskellige. Én siger at der hvert år er over 30.000 amerikanere som får hepatitis (leverbetændelse) på grund af blodtransfusioner, og at 3000 af disse dør af sygdommen. En anden vurdering siger at „180.000 amerikanere hvert år får serumhepatitis alene fra blodtransfusioner“. Endnu højere tal er blevet offentliggjort i De forenede Staters Kongresrapport, der siger:

„Centeret for Sygdomskontrol har erklæret at det virkelige antal tilfælde af hepatitis kan ligge et godt stykke over det officielle tal, idet mange læger undlader at indberette tilfælde af serumhepatitis. Centeret anslår at ikke mindre end 35.000 dødsfald og 500.000 sygdomstilfælde om året kan skyldes forekomsten af serumhepatitis i blod der anvendes til transfusioner.“

Alle disse vurderinger gælder blot én komplikation på grund af blodtransfusion — hepatitis eller leverbetændelse. Der er imidlertid også andre komplikationer, for eksempel hæmolytiske reaktioner og overbelastning af kredsløbet, hvilket omtales i bogen Complications in Surgery Management. Bogen tilføjer: „Udtrykt i invaliditet og tab af liv . . . konkurrerer blodtransfusioner med nogle af vore største sundhedsproblemer.“ Textbook of Medicine (Cecil-Loeb) anslår at der årligt i De forenede Stater kan forventes „mindst 120.000“ ugunstige reaktioner som med sikkerhed kan henføres til blodtransfusioner.

I Rhodesia berettede Bulawayo-bladet Sunday News i slutningen af 1973 om en anden alvorlig komplikation. Bladet fortalte om to spædbørn, en pige og en dreng, der var blevet smittet med syfilis på grund af blodtransfusioner. Begge havde fået blod fra samme pulje. Bladet oplyste: „Børnene havde fået frisk blod der var blevet underkastet de normale prøver for kønssygdomme og var blevet godkendt som rent.“ Hvordan kunne noget sådant ske? Textbook of Surgery (Davis-Christopher) forklarer: „Tidlige stadier af syfilis er vanskelige at opdage, og donorerne er måske ikke klar over at de er blevet smittet.“

Hvor sart og modtageligt blodet er, kan ses af nylige opdagelser. Ved en undersøgelse af 29.000 bloddonorer har forskere i den amerikanske stat Wisconsin opdaget en overordentlig stor mængde kulilte i blodet. Kulilte er en af de mest dødbringende gifte man kender. Hvordan var kulilten kommet ind i disse donorers blod? Blandt de faktorer der blev opgivet var biludstødning samt arbejdsforhold og boligens beliggenhed. Tobaksrygerne var de værste syndere. De havde tre til fire gange så meget af denne gift i deres blod.

Det er således klart at der er mange alvorlige problemer i forbindelse med blodtransfusioner. Med god grund har New York State Journal of Medicine erklæret: „Der bør aldrig gives nogen transfusion hvis en anden behandling er tilstrækkelig.“ Og denne konklusion er man kommet til adskillige år før mange af de nye metoder til ’operation uden blod’ er blevet udviklet.

Ingen absolut sikker prøve

Man har gjort meget for at finde metoder til påvisning af sygdomsbærende eller uforligeligt blod. Men skønt der er gjort fremskridt, findes der ingen absolut sikker metode.

I erkendelse af dette har lovgivningsmagten i Californien indbefattet denne konklusion i sin lov nr. 793 af 15. marts 1973. Og Medical World News indrømmer: „Selv om alt donorblod blev underkastet de mest fintmærkende prøver der findes i dag . . . vil mange patienter alligevel få leverbetændelse efter en transfusion.“

Desuden er det ikke kun et spørgsmål om at undgå faren for leverbetændelse. En af Amerikas førende kirurger når det drejer sig om operationer på åbent hjerte, dr. Charles P. Bailey, der er tilknyttet St. Barnabas Hospital i New York, udtaler: „Selv om skaderne som følge af uforligelighed og nyreskaderne efter transfusioner er blevet meget reduceret, kan de aldrig helt undgås, uanset hvor omhyggelig man er med at finde blod der er forligeligt.“

En af grundene til disse store problemer er blevet fremhævet i tidsskriftet Let’s Live. I en artikel skrevet af to læger omtales „det enestående forhold mellem et legeme og dets eget blod“. Artiklen siger:

„I sin bog Who Is Your Doctor and Why? [Hvem er Deres læge og hvorfor?] skriver dr. Shadman: ’Hvert menneskes blod er i realiteten personen selv. Det indeholder alle de ejendommeligheder der findes hos den person det kommer fra. Dette indbefatter arvelig belastning, modtagelighed for sygdomme, giftstoffer som følge af personlig livsførelse, spise- og drikkevaner. . . .

Ethvert menneske har sin egen blodtype, og eftersom ikke to mennesker er nøjagtig ens, kan man ikke ustraffet tage et andet menneskes blod ind i sine årer, uanset hvor godt blodtypen bestemmes. Ens kredsløb må nødvendigvis skaffe sig af med det, og det begynder straks at gøre dette og fortsætter med at gøre det indtil det alt sammen er blevet fjernet. . . .

Der siges en masse om at man skal rense blodet og kun bruge det rene der bliver tilbage. Det lader sig ikke gøre. Tidligere tiders åreladning er blevet afløst af blodtransfusion. Af alle latterlige behandlingsmetoder fra fortid og nutid er den nuværende blodgalskab den værste.’“

Artiklen citerede også dr. Shadman for denne udtalelse: „Jeg har udført henved 20.000 kirurgiske indgreb, og jeg har aldrig givet en blodtransfusion og har aldrig haft en patient der er død fordi han ikke fik blod. Jeg har givet mange transfusioner med normal saltopløsning. Det er bedre og mere sikkert. Jeg har brugt det i tilfælde af alle grader af blodtab, og ingen er døde. Nogle var hvide som kridt og kolde som sten, men de levede.“

En sådan påstand kan synes overdreven for nogle. Men bemærk hvad det autoritative værk Textbook of Surgery (Davis-Christopher) fremholder: „Det er blevet anslået at 35 til 50 procent af alle blodtransfusioner er unødvendige, og kun omkring 1 procent bliver givet for at redde liv.“

Hertil kommer at menneskelige faktorer sikkert ikke kan udelukkes i forbindelse med tapning og oplagring af blod. Der begås fejltagelser, og der forekommer også skødesløshed, som det indrømmes i Hospital Practice for januar 1974.

Fritagelse for ansvar

Skader forvoldt ved blodtransfusioner har skabt uhyre juridiske problemer. Der er rejst store erstatningskrav mod læger og hospitaler. Problemet er blevet langt alvorligere efter at en amerikansk forbundsstats højesteret for nogen tid siden afgjorde at hospitaler kan holdes ansvarlige for skader forvoldt ved en blodtransfusion.

Som følge heraf må mange patienter der skal have blodtransfusion, nu underskrive en erklæring om at hospitalet og dets personale er fritaget for ethvert ansvar hvis der sker skade på grund af blod.a En sådan erklæring kan have denne ordlyd:

„Jeg forstår fuldt ud at transfusionen eller brugen af blod eller blodpræparater kan føre til at jeg får VIRUSHEPATITIS eller andre uheldige reaktioner der eventuelt kan medføre alvorlig sygdom og alvorlige komplikationer, hospitalsindlæggelse, behov for yderligere lægehjælp og behandling, midlertidig eller varig invaliditet, såvel som andre mulige ugunstige virkninger for mit helbred og velbefindende (herunder døden).“

På denne trykte formular er der plads til at forældre eller værger kan underskrive hvis patienten er mindreårig.

Er det konsekvent?

Det er afgjort i overensstemmelse med patientens rettigheder at han underrettes om farerne ved blodtransfusion. Altså hvis han ønsker blod. Ved at underskrive erklæringen går han ind på at modtage blod på egen risiko.

Men hvad nu hvis han IKKE ønsker blod? Hvor konsekvent er det at læger og hospitaler vil fritages for ansvaret ved at give blod, og dog i andre tilfælde ønsker retskendelse så de kan tvinge blod i uvillige patienter?

Den samme inkonsekvens vises også når der er tale om mindreårige patienter, børn. På den ene side bliver forældre eller værger anmodet om at underskrive erklæringer der fritager læger og hospitaler for ansvar hvis barnet skulle blive skadet af en blodtransfusion, men på den anden side er forældre eller værger blevet ignoreret når de har underskrevet eller har ønsket at underskrive erklæringer som fritager læger og hospitaler for ansvaret for IKKE at give barnet en blodtransfusion.

Der kan kun være ét konsekvent og fornuftigt synspunkt. Det er at respektere patientens ret til at afslå en bestemt slags lægebehandling. Denne ret er særlig dyrebar når den pågældende behandling vitterlig er farlig, ja kan være dødbringende.

Om dette har dr. Arthur Kelly, tidligere sekretær for den canadiske lægeforening, sagt: „Ingen læge kan sige med sikkerhed at en person vil dø hvis han ikke får en transfusion eller leve hvis han får den. Det er måske bedre at en enkelt dør end at den fundamentale ret til at afslå lægebehandling bliver svækket.“

En vigtigere grund

Det er velkendt at Jehovas vidner ikke vil modtage blodtransfusion. De er ganske rigtigt klar over farerne. Men deres indvendinger skyldes først og fremmest religiøse grunde, og det er for dem langt vigtigere.

Guds ord, Bibelen, befaler udtrykkeligt sande kristne at „afholde sig fra besmittelse med afguderne og fra utugt og fra kød af kvalte dyr og fra blod“. (Ap. G. 15:20, 29) Den siger at de skal „vogte sig for . . . blod“. — Ap. G. 21:25.

Dette forbud vedrørende blod blev optegnet i De kristne græske Skrifter. Men det var på ingen måde nyt på dette tidspunkt. Den samme lov blev givet af Gud tusinder af år tidligere, og den er optegnet i De hebraiske Skrifter. Ej heller blev denne lov givet blot til det gamle Israels folk. Den blev givet til menneskeslægten århundreder før Israels folk blev til, og den gælder hele menneskeslægten. — Se for eksempel Første Mosebog 9:4; Tredje Mosebog 17:11, 12, 14; Femte Mosebog 12:23.

Da blodtransfusion blev en populær behandlingsmetode var der mange som gjorde nar af disse befalinger. Men nu er en del af de samme kommet på andre tanker. De ser at det der i begyndelsen syntes at være et „universalmiddel“, nu er blevet til et mareridt. De nyeste opdagelser inden for lægevidenskaben har således godtgjort visdommen i det guddommelige forbud mod at indtage blod.

Prøver stadig at påtvinge patienter blod

Man skulle mene at læger og hospitaler nu, på dette sene tidspunkt og i betragtning af de seneste oplysninger og den nye teknik, ville vige tilbage for at påtvinge patienter blodtransfusion. Men nej.

I slutningen af 1973 var der for eksempel en ung gravid kvinde ved navn Connie Reavis som nægtede at modtage blod da hendes læge anbefalede transfusion. Lægen og hospitalet — det var i Portland, Oregon — indbragte sagen for retten. Distriktsdommer Berkeley Lent godkendte anmodningen om at gennemtvinge blodtransfusion. Mrs. Reavis nægtede at rette sig efter kendelsen. Hun satte sig i forbindelse med læger i Seattle som gik ind på ikke at bruge blod. Ved staten Washingtons universitetshospital udførte de et vellykket kejsersnit og forløste hende med en datter på fem og et kvart kilo. Der blev ikke anvendt blod.

I et andet tilfælde opdagede Curtis Dunn og hans hustru Patsy, der er Jehovas vidner, hvor vildledende de erklæringer man underskriver kan være. Da hun ventede sit tredje barn underskrev de en erklæring som fritog lægerne og hospitalet for ethvert ansvar for at hun ikke modtog blod.

Efter at barnet var blevet født fik det anæmi. Lægerne ved et hospital i Houston, Texas, tog barnet fra forældrene ved en retskendelse og gav det en blodtransfusion. Det skete ganske pludseligt. Der blev ikke givet tilladelse til en afhøring i sagen først. Men hvad var der sket med den erklæring de havde underskrevet?

En nøjere undersøgelse af erklæringen viste sig at være meget afslørende. Erklæringen gik kun ud på at lægerne og hospitalet var fritaget for ethvert ansvar for forældrenes afgørelse. Den sagde ikke at forældrenes afgørelse ville blive respekteret under alle omstændigheder. Sådanne trykte erklæringer kan derfor være temmelig værdiløse. De kan være vildledende og lulle patienterne ind i en falsk følelse af sikkerhed.

Interessant nok sagde en læge der undersøgte sagen, senere: „Denne anæmi skyldtes efter al sandsynlighed den forlængede anvendelse af det venøse infusionskateder der blev indført ved navlen [for at indsprøjte væske eller blod] da barnet var syv timer gammelt.“

Ikke „liv eller død“

Mange gange har læger fortalt Jehovas vidner der har stået over for en stor operation at de ville dø hvis ikke de fik en blodtransfusion. Imidlertid har dette gang på gang vist sig at være usandt. Mange har fået lov at gennemgå en anden behandling og har klaret sig særdeles godt. Og ved at gøre dette har de undgået farerne ved blodtransfusion.

For eksempel fik forældrene til et 24 timer gammelt spædbarn i Kentucky at vide at barnet skulle have en blodtransfusion. Lægerne på et hospital i Fort Thomas sagde at det ellers ville dø på grund af rhesus-uforligelighed. Da lægerne søgte en retskendelse for at give blodtransfusion, satte faderen, William Bergeron, sig i forbindelse med en anden læge. Han tog barnet ud af hospitalet og overførte det til et hospital i Houston, Texas. Dér behandlede lægerne med held barnet med fluorescenslys og udskrev det efter tre dages forløb.

Den sekstenårige Aaron Lee Washburn oplevede noget tilsvarende. Han havde været impliceret i en trafikulykke og fået flere kvæstelser i hovedet og andre steder. Ved et lægecenter i Dallas fremholdt hans forældre klart at de afslog blodtransfusion. Til at begynde med blev dette respekteret. Men tre dage senere søgte den kirurg der skulle operere, en retskendelse for at gennemtvinge en blodtransfusion. Han sagde til dommeren at operationen ikke kunne foretages uden. Men så fik andre kirurger overdraget sagen. De respekterede forældrenes standpunkt og gik i gang med at operere. Hele operationen varede syv og en halv time. Der blev ikke anvendt blod. Operationen var vellykket og blev rosende omtalt i pressen.

Hvad man har lært

De erfaringer Jehovas vidner har haft vedrørende blodtransfusioner kan man lære adskilligt af. En af de mere positive ting omtales af nyhedsbureauet Associated Press:

„Behovet for at udvikle operationsmetoder der ikke kræver blodtransfusioner er til dels blevet stimuleret ved de begrænsninger som Jehovas vidners tro har lagt på de sædvanlige operationsmetoder, idet deres religion er imod transfusion af blod fra donorer.“

Ja, mange af de nye behandlingsmetoder — med tendensen til at „operere uden blod“ — er kommet frem fordi læger er på udkig efter bedre måder at operere Jehovas vidner på. Nogle af disse nye metoder har været så vellykkede at et voksende antal læger anvender dem på alle deres patienter.

Noget andet man har lært, er at selv om der nu er flere læger der respekterer patientens ret til at afslå blod, er dette på ingen måde en almindelig tendens. Mange læger viser ikke en sådan respekt, og de vil søge at opnå retskendelser for at tvinge blod i uvillige patienter.

Det har været smerteligt at erfare at en underskreven erklæring ikke er nogen garanti for at lægerne vil respektere patientens ønske om ikke at modtage blod. Det er ikke tilstrækkeligt at underskrive en erklæring som fritager lægepersonalet for ansvar hvis noget skulle gå galt fordi patienten ikke har fået blod. En sådan erklæring må indbefatte en garanti fra de læger der har med sagen at gøre, om at de ikke vil give blod under nogen omstændigheder. Samtidig kan erklæringen udtrykke patientens villighed til at modtage en alternativ behandling som han billiger.

Skønt Jehovas vidner stadig kommer ud for mange vanskeligheder, har der været store „landvindinger“. De har set mange inden for lægestanden indrømme at blodtransfusioner kan skade og dræbe. De har set flere sagkyndige tale imod denne behandlingsmetode. Og de er kommet i forbindelse med flere og flere læger som anerkender deres ret til at nægte at modtage blod. Når de har behov for lægehjælp er de meget taknemmelige for sådanne forstående læger.

[Fodnote]