Vores barn blev født hjemme

FORBAVSER denne udtalelse Dem? Det gør den måske hvis De bor i et af de lande hvor næsten alle børn, ligesom i Nordamerika, bliver født på hospitaler. Vidste De forresten at de fleste børn — cirka 98 procent — kommer til verden hjemme?

Hvorfor er nogle af de såkaldt højtudviklede lande gået bort fra denne sædvane? Er skikken med hospitalsfødsler virkelig en fordel for mødre og spædbørn? I så fald, hvorfor er der så overhovedet nogen som vælger at føde hjemme?

Og dog er det den beslutning et stigende antal forældre tager i lande hvor hjemmefødsler strider imod medicinske og sociale tendenser. Her i Canada, hvor de fleste spædbørn hjælpes til verden af maskerede lægehold under blændende hospitalslamper, blev vores datter født hjemme.

Ikke ved et uheld, men fordi vi gerne ville have det sådan, og havde tilrettelagt det på forhånd.

Vores beslutning

Vores tre første børn blev født på hospitalet. Min kone og jeg var sammen hver gang lige til hun blev overladt i kandidaters og sygeplejerskers varetægt. I det spændende fødselsøjeblik var hun alene blandt fremmede mens jeg opholdt mig ude i forhallen.

Der var noget vi savnede. Så da vi opdagede at vort fjerde barn var på vej, besluttede vi os til at opleve dets fødsel sammen.

Mange hospitaler respekterer, og støtter endog, et sådant ønske hos forældrene, ved at tillade at faderen opholder sig på fødestuen når barnet bliver født. Men et hospital er stadig en institution, ikke et hjem. Vi ville gerne give vores nye familiemedlem noget der var mere kærligt og personligt.

I nogle tilfælde har en vildført og forudindtaget offentlighed gennemtvunget uønskede behandlinger af nyfødte børn. Vi foretrak ikke at løbe den risiko.

Vi besluttede at vores barn skulle fødes hjemme.

En overilet beslutning?

Ikke hvis man sammenligner dødelighedsprocenten i lande hvor de fleste fødsler foregår i hjemmet, med tallene fra de lande hvor nervøse fædre farer af sted til hospitalet med deres koner.

Ifølge en af de nyeste udgaver af Scientific American „fortsætter De forenede Stater med at rangere dårligt blandt de industrialiserede lande hvad angår børnedødelighed. De seneste statistikker anslår at dette land er nummer femten“ efter adskillige lande hvor de fleste børn bliver født hjemme.

Den amerikanske forfatterinde Lester D. Hazell fortæller i sin bog Commonsense Childbirth: „På det tidspunkt hvor dette bliver skrevet [1969] mister vi dobbelt så mange mødre ved børnefødsler som England gør, fire gange så mange som Holland. . . . Amerikanske kvinder er med rette bange for at føde børn. Måden vi gør det på er grusom.“

Om de canadiske tab ved børnefødsler beretter en af de nyeste rapporter fra Canadas videnskabelige råd: „Canada har overhovedet ingen grund til at være stolt.“

Det at finde en læge som vil forløse en fødende i hjemmet kan imidlertid være en vanskelig opgave i Nordamerika. De fleste foretrækker hospitalernes bekvemmelighed. På den anden side er der nogle få der ligesom den californiske læge siger: „Mange ønsker at føde hjemme. Det ville være medicinsk uansvarligt ikke at efterkomme dette ønske.“

Vores problem blev løst af en bekendt som er uddannet jordemoder og sygeplejerske. I modsætning til mange lande med lavere dødelighedsprocent betragter Canada ikke fødselshjælp som en profession. Alligevel er det lovligt at føde børn hjemme, når der i rimeligt omfang bliver draget omsorg for moderens og barnets helbred og sikkerhed. En bekendt kan godt fungere som jordemoder. Den canadiske lov forbyder blot en jordemoder at forlange samme betaling som en professionel.

Barnet kommer til verden

Den dag barnet kom var vores ældste børn hos deres bedsteforældre, hvor de ventede på at høre nyt om deres nye lillebroder eller -søster. Min hustru havde travlt i huset, og hun var på benene indtil kort tid før barnets fødsel. Klokken 18.35 meldte vores datter sin ankomst med det højrøstede skrig som sædvanligvis høres fra en nyfødt der forventer at blive godt modtaget.

Efter mere end tolv timers fødselsveer følte min kone sig bedre tilpas end hun havde gjort efter sine tidligere fødsler. Ved hospitalsfødsler er det normalt at foretage et snit for at udvide fødselsåbningen, men vores jordemoders dygtige og trænede hænder gjorde dette unødvendigt.

Vores lille bitte datter blev vores fælles glæde fra det øjeblik hun var født. Mindre end en time efter at barnet var kommet til verden, kom de tre ældste børn hjem. De fór op til soveværelset, stoppede op udenfor, og listede så ærbødigt ind, hvor de fandt mor siddende i sengen med et glædestrålende smil og en lysøjet guldklump i sine arme.

Vore børns forundring gav endnu mere mening til salmistens ord: „Se, sønner er [Jehovas] gave, livsens frugt er en løn.“ — Sl. 127:3.

Om aftenen knælede vores to piger på ni og fire år og vores søn på seks én efter én ned ved deres lillesøsters seng og kyssede hende godnat. Så gik vi alle til ro for at få en god nats hvile.

Til gavn for barnet

Lige fra begyndelsen blev vores baby en del af familien. Hun spiste når hun var sulten, sov når hun var søvnig og blev hurtigt fortrolig med lyden af vore stemmer. Hun oplevede aldrig den isolation der ofte bliver påtvunget hospitalsbabyer.

Hun tog glad imod den kærlighed som altid var til rådighed når hun trængte til den. Fem dage gammel vejede hun mere end da hun blev født. Vore andre børn havde alle sammen tabt i vægt i løbet af deres første leveuge.

Min kone var mere afslappet hjemme end hun havde været på hospitalet. Hun undgik også den deprimerede følelse som ofte rammer mødre få dage efter at de er nedkommet. Andre mødre fortæller at de også slap for denne midlertidige depression efter hjemmefødsler, i modsætning til deres hospitalsfødsler.

Der er stof til eftertanke i denne udtalelse af dr. John S. Miller, som er leder af fødeafdelingen ved et San Francisco-hospital: „Den praksis at adskille mor og barn efter fødselen og de fleste af de efterfølgende dage er en næsten kriminel tilsidesættelse af de mest fundamentale behov hos begge.“

Nogle hospitaler har opdaget disse behov og har sørget for specielle stuer hvor mor og barn kan være sammen.

Alligevel er der fordele ved hjemmefødsler som hospitaler ikke kan klare. Vores ældste børn accepterede deres nye søster den dag hun blev født. Hun fik aldrig skyld for at have taget mor fra dem.

Ofte må ældre søskende og fædre vente indtil den lille kommer hjem, før de kan vise den kærlighed. Der var ikke nogen ventetid hos os.

Er det sikkert?

I dele af verden hvor folk stoler næsten blindt på lægers og hospitalers kontrol med fødsler, tænker nogle måske at hjemmefødsler er risikable, ja ligefrem farlige.

Men er de det?

„Om børn skal fødes hjemme?“ spørger forfatteren dr. Ashley Montagu. „Sikke et spørgsmål. Hvor skulle de fødes hvis det ikke skulle være hjemme? På hospitalet? Men jeg troede at hospitalet var et sted man kom for at blive behandlet for sygdomme eller kvæstelser. . . . Er svangerskab en sygdom? Er et barns fødsel en sygdom?“

Nogle lande med flest hjemmefødsler har en lavere dødelighedsprocent end Nordamerika, hvor der er flertal af hospitalsfødsler. Vores jordemoder har forløst hundredvis af mødre uden at have behov for en læge, ikke engang på grund af en flænge.

Tydeligvis er den almindelige opfattelse af fødselsproblemerne fuldstændig overdrevet i Nordamerika.

„Der er ting i dette land som tyder på at hjemmefødsler, selv om de ikke er moderne, faktisk er mere sikre,“ skriver Lester D. Hazell i Commonsense Childbirth.

I 1950erne, da De forenede Stater i gennemsnit mistede en moder for hver 1000 fødsler, blev der i forbindelse med et fødselscenter i Chicagos slumkvarter født 8339 børn hjemme uden at en eneste moder døde.

I de tre år fra 1960 til 1963, da der virkede en jordemodertjeneste i Madera County i Californien, blev børnedødelighedstallet skåret ned til det halve, fra et tidligere niveau på 23,9 pr. 1000 levendefødte til 10,3. I løbet af det efterfølgende år, da børnefødsler igen kom til at høre ind under lægernes og hospitalernes ansvar, steg børnedødeligheden i amtet til 32,1 pr. 1000 fødsler.

Det er som regel ikke ved hjemmefødsler at man får lejlighed til at anvende højt videnskabelige metoder, som ofte bliver forvekslet med virkelige medicinske fremskridt. For eksempel var der nogle smertestillende midler til brug ved børnefødsler som måtte kasseres på grund af et stadigt stigende antal komplikationer forbundet med mangel på ilt til barnets hjerne. Mødre og børn bliver heller ikke udsat for de infektioner eller sygdomme som findes på hospitaler.

Når børn bliver født hjemme er lægen eller jordemoderen gæst i hjemmet. Bekvemmelighed og behagelighed hos moder og barn er det vigtigste. Fædrene bliver ikke stuvet af vejen som overflødige møbler der henvises til korridorer og trappeafsatser, men forbliver i huset som familiens overhoved og beskytter.

Som en læge fra Californiens sundhedsvæsen har sagt: „Vi mener at jordemoderordningen er en hjælp til at humanisere fødslerne.“

Yderligere overvejelser

Kristne forældre bør foretage endnu en alvorlig overvejelse. De ønsker læger som vil respektere deres eventuelle ønsker om ikke at anvende visse former for lægebehandling som er uacceptable, fordi de bryder Guds lov om blodet. — Ap. G. 15:28, 29.

På mange hospitaler er der én læge som hjælper barnet til verden mens en anden tager sig af det efter fødselen. Kloge forældre vil gerne have sikkerhed for at deres ønsker bliver respekteret af alle læger der er indblandet.

Til tider er nyfødte børn blevet tvunget til at få blodtransfusioner imod forældrenes ønske om at der skulle anvendes alternative behandlinger. Nogle forældre har flyttet deres børn fra usamarbejdsvillige hospitaler for at undgå sådanne tragedier. Andre har arrangeret hjemmefødsler.

Mange glemmer at det ikke er læger, sygeplejersker og hospitaler der føder. Det er kvinder. Og denne evne er udtænkt af en alviis Skaber. God pleje af moderen inden fødselen kan sædvanligvis mindske problemerne i de få fødselstilfælde der kræver særlig opmærksomhed på grund af menneskers ufuldkommenhed.

Mere at lære

Vores barn blev født hjemme, og vi er overbevist om at dette har bragt særlige velsignelser til hele familien.

Men vi ved også at vores og andres lignende erfaringer ikke dækker alt hvad der er at sige om børnefødsler. Der er meget at lære.

Men hvilket privilegium vi nyder! Ikke engang englene i himmelen kan formere sig. Men med et privilegium følger der et ansvar. Forældre som er fælles om fødselsoplevelsen bliver mindet om deres fælles ansvar.

Venter De familieforøgelse? Skal far være til stede i fødselsøjeblikket? Skal barnet fødes på hospitalet eller hjemme? Afgørelsen er Deres.

Hvad De end vælger, måtte De da finde sand glæde ved at se Deres lille barn reagere over for den oplæring De giver ud fra Jehovas ord, ’for at det må gå det vel, og det må få et langt liv på jorden’. (Ef. 6:3) — Indsendt.