Hvad siger Bibelen?

Er det forkert at arbejde på ugens syvende dag?

DET fjerde af de ti bud som Gud gav Israels folk, lyder sådan: „Kom hviledagen i hu, så du holder den hellig! I seks dage skal du arbejde og gøre al din gerning, men den syvende dag skal være hviledag for [Jehova] din Gud; da må du intet arbejde udføre.“ — 2 Mos. 20:8-10.

Hviledagen blev også kaldt „sabbaten“. Ordet „sabbat“ kommer af et hebraisk rodord der netop betyder „at hvile, holde op, ophøre med at arbejde“. Bibelen fastslog at ingen israelit måtte koge eller bage, samle brænde, bære byrder eller handle på sabbatsdagen. (2 Mos. 16:23, 29; 4 Mos. 15:32-35; Neh. 13:15) Enhver israelit som arbejdede på sabbatsdagen skulle „lide døden“. — 2 Mos. 31:15.

Der er mange som mener at Guds lov om at holde en ugentlig sabbat stadig er gældende. Nogle siger at dette krav blev overholdt af patriarkerne Abraham, Isak og Jakob, og at det i virkeligheden går helt tilbage til Eden.

Hvad siger Bibelen om dette spørgsmål? Er det stadig forkert at arbejde på ugens syvende dag?

En ærlig undersøgelse viser at Bibelen ikke siger noget om at påbudet om at holde en ugentlig sabbat går tilbage til Adam og Eva i Edens have. Og skønt Abraham overholdt visse „bud, anordninger og love“ fra Gud, nævner Bibelen ingen steder at han holdt en ugentlig sabbat. — 1 Mos. 26:5.

Det var først umiddelbart før Gud oprettede den mosaiske lovpagt ved Sinaj bjerg — godt 2500 år efter Adams og Evas skabelse og flere hundrede år efter Abrahams død — at Gud første gang gav påbud om at man skulle overholde en ugentlig sabbat. Ifølge Anden Mosebog, kapitel 16, sagde Gud til israelitterne at de seks dage om ugen skulle samle den manna han mirakuløst forsynede dem med, men ikke på den syvende dag. Den skulle være „en hellig sabbat for [Jehova]“. — 2 Mos. 16:23.

Moses viste at sabbatsloven var noget nyt idet han sagde: „Det var ikke med vore fædre, [Jehova] sluttede den pagt . . . Kom i hu, at du selv var træl i Ægypten, og at [Jehova] din Gud førte dig ud derfra med stærk hånd og udstrakt arm; det er derfor, [Jehova] din Gud har pålagt dig at fejre hviledagen!“ — 5 Mos. 5:3, 15.

Skulle den ugentlige sabbat fortsætte med at gælde for evigt? Det siger Bibelen ikke at den skulle; den forklarer derimod at Jesus kom for at ’opfylde Loven’. (Matt. 5:17) Derfor læser vi: „Ved sit kød ophævede [Kristus] . . . Loven med dens bud i form af bestemmelser.“ — Ef. 2:15; se også Romerbrevet 6:14; 7:4, 6.

Nogle indvender at disse skriftsteder kun gælder „ceremoniloven“ med dens særlige sabbater som for eksempel påskedagen, pinsedagen, forsoningsdagen, hvert syvende år og jubelåret (hver halvtredsindstyvende år). De hævder at de ti bud med bestemmelsen om en ugentlig sabbat er tydeligt adskilt fra „ceremoniloven“, som blev ophævet. Andre siger at eftersom budet om at holde sabbat hver syvende dag blev givet kort før Moseloven, blev dette bud ikke ophævet sammen med Loven. Støtter Bibelen disse synspunkter?

Det er interessant at da Jesus omtalte den lov han var kommet for at opfylde, medtog han det sjette og det syvende af de ti bud, nemlig det bud der forbyder at myrde og det bud der forbyder at begå ægteskabsbrud. (Matt. 5:17, 21, 22, 27, 28) Apostelen Paulus indbefattede det tiende bud i den lov som de kristne var blevet „løst fra“, idet han sagde: „Dog ville jeg aldrig have lært synden at kende hvis det ikke havde været for Loven; jeg ville for eksempel ikke have kendt begæret hvis Loven ikke havde sagt: ’Du må ikke begære.’“ (Rom. 7:6, 7; jævnfør Jakob 2:10, 11.) Det er rigtigt at loven om en ugentlig sabbat blev givet før Moseloven, men det blev loven om omskærelse også; dog viser Bibelen at kravet om omskærelse ikke er bindende for de kristne. — 1 Mos. 17:9-14; 1 Kor. 7:19.

Det betyder imidlertid ikke at de kristne ikke er underlagt nogen morallov. De kristne skrifter tilskynder for eksempel stærkt til at vise respekt for forældre og til at undgå sådanne ting som afgudsdyrkelse, mord, ægteskabsbrud, tyveri og havesyge. (Ef. 4:28; 6:2; 1 Joh. 5:21; 1 Pet. 4:15; Hebr. 13:4; Kol. 3:5) Der står imidlertid ingen steder i „Det nye Testamente“ at kristne skal holde en ugentlig sabbat.

Hvordan kan det da være at Jesus selv holdt sabbaten og opfordrede sine tilhørere til at holde alle Guds bud? (Matt. 5:19) Grunden er at da Jesus levede på jorden, var både han og hans disciple som israelitter underlagt den mosaiske lovpagt. (Gal. 4:4) Det var først efter Jesu død og opstandelse, efter at han havde givet sit ’kød’ som et offer, at Loven blev ophævet, idet den blev erstattet med „en ny pagt“. — Luk. 22:20; Hebr. 8:13.

Fordi hele Lovpagten, indbefattende budet om at holde en ugentlig sabbat, ophørte med Jesus Kristus, kunne apostelen Paulus skrive til de kristne i Kolossæ: „Lad derfor ingen dømme jer angående spisen og drikken eller med hensyn til en højtid eller en nymånefest eller en sabbat; for disse ting er en skygge af de kommende ting, men virkeligheden hører Messias til.“ (Kol. 2:16, 17) Tidligere havde Paulus skrevet at han var bange for at han måske havde „slidt til ingen nytte“ med hensyn til visse kristne i landsdelen Galatien, fordi de stadig ’omhyggeligt overholdt dage og måneder og årstider og år’. — Gal. 4:10, 11.

Hvad menes der så når der i Hebræerbrevet 4:9 står: „Altså står der en sabbatshvile tilbage for Guds folk“? Betyder dét ikke at det er forkert af kristne at arbejde på ugens syvende dag?

Nej, sammenhængen viser at den „sabbatshvile“ der står tilbage betyder at de kristne må ophøre med at have en vantro indstilling, en indstilling som den der hindrede flertallet af de israelitter der gik ud af Ægypten, i at gå ind til ’Guds hvile’ i det forjættede land. (Hebr. 3:12, 18, 19; 4:3) De kristne må desuden hvile fra gerninger som røber mangel på tro, især fra bestræbelser for at komme til at stå retfærdige ind for Gud ene og alene i kraft af gode eller barmhjertige gerninger. (Hebr. 4:10; Rom. 3:20) Ifølge Bibelen kommer man kun til at stå i et godkendt forhold til Gud ved tro på Jesus Kristus. (Rom. 3:28) De kristne må overholde en sådan sabbatshvile — ikke kun én dag om ugen — men hver dag.

Der er naturligvis ikke noget forkert ved at sætte en af ugens syv dage til side som en hviledag. Det kan give én mulighed for at slappe af og forny sine kræfter, man kan have lejlighed til at studere Guds ord og til at foretage sig andre åndeligt opbyggende ting. Det er op til den enkelte at afgøre hvilken dag han vil sætte til side til særlige formål, og om han i det hele taget vil gøre det.

Men hvis nogle i dag ønsker at arbejde på ugens syvende dag, er der ikke noget bibelsk forbud mod at gøre det. Som apostelen Paulus sagde: „Én bedømmer én dag som bedre end en anden; en anden bedømmer hver dag som god; lad enhver være fuldt overbevist i sit eget sind.“ — Rom. 14:5.