Hvad sker der når folk rammes af hungersnød?
MENNESKER som er vant til at få al den mad de behøver, har sikkert svært ved at forestille sig hvad der kan ske når folk rammes af hungersnød.
Betragt for eksempel forholdene i Bangladesh. Dette land i det sydlige Asien er for nylig blevet ramt af oversvømmelser så ødelæggende at man har måttet opstille interimistiske køkkener for at bespise de store mængder som flokkes i byerne for at søge efter mad. En særlig rapport i New York Times beskriver et af disse køkkener:
„Ved et typisk nødkøkken i Mirpur, en af Daccas overbefolkede forstæder, står 1000 mennesker i kø for at få et stykke roti, usyret brød fremstillet af hvedemel. Denne ration suppleres med en proteinkiks og 85 gram mælk, som kommer fra Røde Kors. Dette måltid uddeles kun én gang daglig, om eftermiddagen. Der opstår så mange tumulter og slagsmål at de tilsynsførende må bruge stokke for at holde orden i mængden, der hovedsagelig består af gamle mænd, kvinder og børn, som alle er uhyggeligt udtærede.“
Ifølge rapporten er forholdene uden for byen endnu værre. Her „begynder de sultende mennesker allerede at komme til uddelingscenteret tidligt om morgenen for at få et halvt stykke roti, som vil blive udleveret sidst på eftermiddagen. Her får man hverken mælk eller bønner“.
En desperat jagt efter mad
I Nigeria-avisen Daily Times for den 28. november 1973 kunne man læse om hungersnøden i landets nordøstlige del: „Folk . . . roder nu i myretuerne efter den mad som de mener myrerne opbevarer der; tørken som hærger staten fortsætter, og markerne ødelægges af græshopper.“
Også i Indien er hungersnøden alvorlig. Statsembedsmænd siger at folk fra landsbyerne og isolerede områder lever af rødder, blade og græs fra de afsvedne rismarker.
En u-landsfrivillig har rapporteret følgende om forholdene i Calcutta: „Dømt efter en ernæringsmæssig standard skulle nogle af disse mennesker være døde. Man ser børn spise græs, rotter, og grønne alger fra vandbeholdere.“ Og Bernard Weinraub skrev følgende i New York Times den 5. september 1974: „Det man ser, brænder sig ind i ens bevidsthed. Et barn ser en anden spise en ispind. Efter at have spist isen smider vedkommende pinden i rendestenen, hvorefter barnet samler den op og sutter på den.“
Jagten efter mad har til tider fået tragiske konsekvenser. Avisen West Australian beretter:
„Det siges at tusinder af mennesker i Irak er døde efter den største masseforgiftning i historien. . . .
Ofrene har formentlig spist korn som var behandlet med en kviksølvforbindelse og kun var beregnet til udsæd. . . .
Politiet havde advaret kraftigt imod at bruge kornet som mad til mennesker, men kornet blev stjålet mens det blev losset og transporteret.
Nogle som spiste af kornet døde, andre blev ramt af lammelser, nogle blev blinde og døve som følge af hjerneskader.“
Hungersnødens tragiske bivirkninger
Sult medfører en langsom og pinefuld død. Men længe før døden indtræffer begynder underernæringen at gøre sin virkning.
Dr. Nevin S. Scrimshaw, som er autoritet i spørgsmål om underernæring, fortalte for nylig i et interview at de steder hvor underernæring er almindelig, „må arbejdere ofte tildeles opgaver som kun varer to eller tre timer om dagen. Mænd og kvinder kan ikke holde ud at arbejde længere på den kaloriemængde de får i deres sparsomme mad“. Han forklarede at dette dilemma er „en ond cirkel“; for hvis man kun arbejder nogle få timer om dagen har man ikke råd til at købe så megen mad at man kan klare en længere arbejdsdag.
Selv mennesker som måske får en tilpas mængde mad kan rammes af underernæring hvis maden ikke er tilstrækkelig nærende. Mangel på A-vitamin skader for eksempel synet. Hvis der er for lidt jern i ens kost kommer man til at lide af blodmangel. Hvis kosten mangler vitaminet B1 opstår der sygdomme i nervesystemet og hjertet, og hvis der ikke er tilstrækkeligt med jod i gravide kvinders kost kan barnet blive fysisk og mentalt underudviklet.
Lederskribenten Martin Walker var vidne til noget sådant da han for nylig besøgte Vestafrika. Han beretter:
„Da vi gik gennem teltene så vi fødder der var ophovnede som fodbolde på grund af proteinmangel, øjenlåg der var kridhvide af blodmangel, lemmer så tynde som stokke, med knæled der virkede store og deforme.“
Især børnene rammes
Det er især børnene der må lide når et samfund rammes af hungersnød. Når et barn er alvorligt underernæret bliver det apatisk og trækker sig ind i sin egen triste og tomme verden. Den lederskribent vi lige har citeret, beretter følgende om hvad han så:
„Jeg kom pludselig i tanker om at børnene ikke fulgte efter os. Når en hvid mand vandrer omkring i en afrikansk landsby har han gerne et langt følge af børn der fniser og sutter på tommelfingre. Men her var børnene så afkræftede at de ikke var i stand til at lege eller følge efter nogen, eller blot vifte de fluer bort som kravlede på deres sår.“
Hungersnødens virkning på børnene beskrives også i tidsskriftet World Health for februar-marts 1974:
„Et typisk eksempel på et barn som med nød og næppe har overlevet, har vi i et toårigt barn fra den fattige samfundsklasse i Sydamerika. Barnet har seks gange haft infektion i øjnene, det har fem gange været angrebet af diarré, og det har haft ti infektioner i de øvre luftveje, fire angreb af bronkitis, mæslinger med efterfølgende betændelse i bronkierne og et mindre angreb af betændelse i mundens slimhinde. I løbet af 24 måneder har dette barn været udsat for 30 sygdomsangreb, og en tredjedel af sit liv haft en eller anden infektion. Dets kost har været utilstrækkelig.“
Barnet kan endog tage skade før det er blevet født. Antallet af menneskets hjerneceller vokser for eksempel hurtigst i svangerskabets femte og sjette måned. Efter fødselen fortsætter hjernecellerne med at udvikle sig i omkring atten måneder. Hvis barnet i løbet af denne kritiske periode ikke har fået sit proteinbehov dækket, kan hjernen tage skade.
Sultens virkning på folks tankegang
Det er klart at sulten skader folk rent fysisk, men hvilken virkning har den på deres tankegang? Hvis der opstod hungersnød i Deres land, hvilken indflydelse ville det da have på Deres tanker og handlinger?
Folks reaktion på hungersnød afhænger af deres indstilling til sådanne nødsituationer. I nogle tilfælde har folk sagt „lad mig komme først“ og „enhver er sig selv nærmest“. Konsekvenserne har været uhyggelige.
Sultne mennesker har allerede nu anrettet ødelæggelser i Indien, Bolivia og Etiopien. Der har været optøjer og plyndring af kornlagre. M. P. Tripathi, som er medlem af den lovgivende forsamling i staten Uttar Pradesh i den nordøstlige del af Indien, advarer således: „Der vil utvivlsomt omkomme tusinder af mennesker på grund af hungersnøden. Kriminaliteten vil stige, og der vil forekomme optøjer mange steder.“
Hungersnødens lidelser har drevet nogle til at begå skrækkelige handlinger. Newsweek for 7. oktober 1974 giver et eksempel:
„Mænd forlader kone og børn og lader dem skytte sig selv, for at gå ud og lede efter mad alene. Den indiske presse fortæller om tilfælde hvor hele familier har begået selvmord sammen for ikke at lide en langsom sultedød, og om fædre der er gået amok og har kastet deres små børn i floderne og druknet dem.“
Den alvorlige tørke som har medført hungersnød i det afrikanske Sahel-område, har ifølge en rapport også medført en anden uheldig virkning i form af „et traumatisk psykisk chok for befolkningen i Sahel“. „Når en bonde mister troen på sin jord, og når en nomade mister tilliden til ørkenens frugtbarhed, virker det som en slags psykisk kastrering.“
Nogle af de „løsninger“ man har foreslået, afspejler blot menneskehedens hjælpeløshed over for den voksende fødevareknaphed. Nogle autoriteter har foreslået tvungen sterilisering; man har også alvorligt overvejet muligheden af selektiv hjælp, den politik at man prøver at nedsætte antallet af dødsfald ved kun at hjælpe dem der kan reddes ved øjeblikkelig hjælp, mens andre, som man ikke mener at kunne hjælpe, overlades til at dø af sult.
En anden indstilling er mulig
Der er dog andre som har tænkt og opført sig helt anderledes under hungersnød. Tusinder af mennesker blev for eksempel langsomt sultet ihjel i de frygtelige nazistiske koncentrationslejre. Mange gik til bunds i nedværdigelse og fortvivlelse, og nogle begik selvmord.
En rapport taler dog om nogle der, skønt de selv „var mærket af døden, gav noget af deres sparsomme brødration til dem der havde sværere ved at holde det ud end de selv. Ofte var det blot nogle krummer som de gemte under puden hos dem der af en eller anden grund ikke havde fået noget at spise, men var blevet tvunget til at stå ude i gården i den strenge kulde i meget mangelfuld påklædning.“
Hvad fik disse hungerramte mennesker til at opføre sig anderledes? Hvorfor var de ikke lige så selviske som mange af deres medfanger var?
På grund af den måde hvorpå de betragtede deres situation. De var kristne Jehovas vidner som var blevet fængslet på grund af deres tro. De så at de knugende verdensforhold og den alvorlige hungersnød der hærgede store dele af jorden, var en opfyldelse af Jesu profeti om den nuværende ordnings afslutning, og om oprettelsen af en retfærdig ny ordning hvor hungersnød vil høre fortiden til. — Matt. 24:3, 7; Åb. 7:16.
Dette løfte får Jehovas vidner til at have et helt andet syn på verdensforholdene. I stedet for selvisk at foranstalte optøjer, hamstre eller på anden måde søge at skrabe al den mad sammen de kan, følger disse kristne dette princip: „Lad hver enkelt fortsat søge medmenneskets og ikke sin egen fordel.“ (1 Kor. 10:24) De ved at selv om de skulle dø af sult giver Bibelen dem et trøstende løfte om en opstandelse fra de døde, på en jord som aldrig mere vil blive ramt af hungersnød. — Åb. 20:13; 21:3-5.
Folks reaktion når de rammes af hungersnød afhænger derfor af om de betragter mad som det vigtigste i livet. De der håber på den retfærdige nye ordning som Bibelen lover, er i stand til at se lysere på tingene selv om der hersker hunger. De ved nemlig at Guds nye ordning ifølge Bibelens profetier vil begynde inden for den nuværende generations levetid. „Korn skal der være i overflod i landet, på bjergenes top.“ (Sl. 72:16; Matt. 24:33, 34) Menneskeheden vil aldrig mere opleve sult.