Hvad man kan lære af Jehovas vidners stævner
SIDSTE sommer var Jehovas vidner i hele verden samlet til områdestævner i mange hundrede forskellige byer. Alle stederne mødtes man under temaet „Guds suverænitet“. Her i Danmark blev der holdt stævne i Ålborg, Odense, Rønne og København, foruden i Tórshavn på Færøerne. De fem steder var der i alt 24.471 der overværede programmet.
I De forenede Stater, hvor der blev holdt otteoghalvfems af disse stævner, kom antallet af tilhørere op på 990.256. Canada og Storbritannien afholdt tilsammen enogtyve stævner, og her var der 226.514 til stede i alt. Og i snesevis af andre lande har hundredtusinder overværet stævnernes firedages program.
Ved stævnet i Brøndby-Hallen ved København udbrød en yngre politibetjent, da han så alle de mange mennesker: „Det havde jeg alligevel ikke troet — at der var så mange til den slags sammenkomster.“ Måske har De tænkt det samme. Eller måske har De spurgt Dem selv: Hvad er det der gør at millioner af mennesker kommer sammen til stævner som disse? Hvad er det der tiltrækker dem? Og er der noget man kan lære af det? Vi vil her prøve kort at fortælle hvad man kunne se, høre og opleve. Det vil måske hjælpe nogle til at forstå hvorfor så mange finder Jehovas vidners stævner spændende og tiltalende.
Et rart sted at være
De fleste foretrækker naturligvis at være sammen med folk der er glade, pålidelige og har gode manerer, folk der viser oprigtig interesse for andre. Hvordan står det til med Jehovas vidner i denne henseende, når de samles i en stævneby? Jehovas vidner synes selv at de finder sådanne gode egenskaber i deres egen midte — men hvad mener andre?
Fra stævnet i Cleveland i Ohio, hvor over 50.000 Jehovas vidner var sammen, citerede bladet Press en kvinde for følgende udtalelse: „Jeg har aldrig før set så mange høflige og velklædte mennesker med velopdragne børn som jeg så inde i byen i fredags.“ En lokal borger der var medlem af den episkopale kirke, sagde, ifølge samme avis: „Vi kunne godt bruge flere af den slags folk.“ — 30. juni 1975.
Jehovas vidner vil ikke selv tage æren for deres opførsel eller rose sig af den. De indrømmer villigt at alt hvad de er, er de i kraft af Bibelens lære.
Hvis De befandt Dem midt i en forsamling af Jehovas vidner, ville De også lægge mærke til at de er anderledes. Og hvis De satte Dem og lyttede til det program der blev fremført, ville De snart forstå hvad det er der gør disse mennesker anderledes, nemlig at de oprigtigt tror på Bibelen og prøver at leve efter den. Da over 25.000 Jehovas vidner var samlet til stævne på et berømt rugbystadion i London, skrev den lokale avis, Richmond and Twickenham Times: „Der kunne næppe være større kontrast mellem de tilskuerflokke der plejer at komme til Twickenham Rugby Ground, og så Jehovas vidner.“ — 1. august 1975.
Nogle af gæsterne ved disse stævner var mennesker der i begyndelsen ikke rigtig vidste om de skulle sige ja eller nej til at komme, men siden gjorde stævnet et meget gunstigt indtryk på dem. I Columbia i South Carolina var der en mand, en neger, som havde været modstander af at hans hustru studerede Bibelen med Jehovas vidner; endelig sagde han dog ja til sammen med hustruen at overvære programmet om søndagen. I en af pauserne så han, midt inde i en myldrende menneskemængde, en lille grædende negerpige. Da et af de andre Jehovas vidner, en hvid, gik hen og løftede pigen op og begyndte at trøste hende, udbrød han til sin hustru: „Det var alligevel imponerende!“ Det gjorde så dybt indtryk på ham at han helt ændrede indstilling og nu også ønskede at studere Bibelen sammen med Jehovas vidner.
Når pressens repræsentanter aflægger besøg ved Jehovas vidners stævner for at danne sig et indtryk af arrangementerne, hvilket indtryk gør det så på dem? Her er et eksempel fra stævnet i Rønne på Bornholm, hvor dagbladet Bornholmeren skrev: „Deltagerne i det bornholmske områdestævne er strømmet til fra hele landet — men ikke for at holde ferie. Omkring friluftsscenen er de bænket fra morgen til aften for at overhøre en strøm af foredrag, vidnesbyrd, skuespil, musik, sang og sidst, men ikke mindst, forkyndelsen af Jehovas ord. Og det sker i største andægtighed. Den kraftige hedebølge sætter sig ingen spor i retning af mindste tegn på løssluppenhed. I vidnernes lejr findes ingen henkastede øldåser, og der nydes ikke mad uden for de fastsatte spisetider. Al opmærksomhed er koncentreret omkring friluftsscenen.“ (1. august 1975) Også den bornholmske lokalradio sendte repræsentanter ud til stævnepladsen og bragte flere interviews og glimt fra begivenheden.
Når Jehovas vidner benytter stadionner eller sportshaller til deres kongresser, har de meget ofte et glimrende samarbejde med lokalernes bestyrere og de øvrige ansatte, folk som ikke selv er Jehovas vidner. Efter at man et sted på Fyn havde benyttet en idrætshal til et kredsstævne i 1974, modtog et af Jehovas vidner et venligt brev fra hallens inspektør, hvori denne fortalte at han fra sine kollegers side kun havde hørt „rosende omtale af de lejemål, som Jehovas vidner har haft i haller rundt om i landet. Det er nærmest en rekreation at være halinspektør, når Jehovas vidner har stævner“.
Samarbejde og villighed til at tage fat
Det er meget omfattende at arrangere et af disse store stævner, men hvis De selv har overværet et af dem, har De sikkert lagt mærke til hvor gnidningsløst det hele alligevel forløber. En medarbejder ved en fjernsynsstation i Memphis i Tennessee (U.S.A.) har sagt: „Der er noget særligt ved jer — den måde I arbejder sammen på.“
Tænk blot på hvor godt man må organisere tilkørsels- og parkeringsforholdene for at undgå kaos. Ved stævnet i Brøndby-Hallen var der måske over 3000 biler på parkeringspladserne, og bagefter skrev en af de lokale ugeaviser: „Man må håbe, at rette vedkommende har set den skiltning, arrangørerne af det nu afsluttede arrangement havde opsat på mange strategisk vigtige punkter; det kunne man godt lære af. . . . Folkebladet besøgte flere gange under det store arrangement området for at se på til- og frakørselen og den trafikale situation, og vi må sammen med det stedlige politi og haldirektøren erkende, at den skiltning, arrangørerne havde foretaget, gav en gnidningsløs til- og frakørsel.“
En særlig kompliceret operation er det at indkøbe, tilberede og udlevere måltider til alle stævnedeltagerne. Ofte serverer stævnernes fællesspisningsafdeling flere tusind måltider i timen! Herom skriver Victor H. Mata i bladet Light fra San Antonio: „De der gerne vil vide hvordan man bespiser 10.000 mennesker, og gør det effektivt, kan bare spørge Jehovas vidner.“
Iagttagere vil hurtigt lægge mærke til at alt arbejde gøres frivilligt af mennesker der alle har samme tro — ikke en eneste bliver betalt for det. En direktør for et frugtfirma i Kansas City sagde til lederen af indkøbsafdelingen ved et stævne: „Det der forbløffer mig er at alle viser oprigtig interesse for andre.“ Man vil altså erfare at resultaterne ikke skyldes organisationsmæssig erfaring alene — langtfra; det der gør forskellen er den kærlighed som Bibelen opfordrer til.
Eller hvad med rengøringen af stævnelokalerne? Bladet Union fra Springfield i Massachusetts fortæller: „Som en hvid tornado hvirvlede 160 Jehovas vidner igennem Springfield Civic Center i onsdags. Bevæbnet med spande, koste og rengøringsmidler skrubbede de arenaen lige fra loftet til gulvet og fra vinduerne til sæderne.“ Clevelandbladet Press skrev: „Stadion er sandsynligvis renere i denne uge end det har været nogen sinde før.“
Ja, de frivillige medarbejdere tager fat med iver og energi, og derfor bliver resultaterne ofte så gode.
Alle der vil, er velkomne til at overvære disse stævner; måske kan de lære noget af det som Jehovas vidner selv har lært igennem Bibelen — om samarbejde, om kærlighed og hensyn, og om at få et stykke arbejde gjort. Ved et stævne i staten New York sagde en mand: „Da jeg så Jehovas vidners begejstring og deres respekt for arbejde, begyndte jeg at respektere dem. Jeg begyndte at betragte dem som en stor, flittig familie.“ Og han udtrykte at han gerne selv ville høre med til denne familie. Kunne De også tænke Dem det?
Indbyrdes kærlighed
Ingen kan lære os så meget om kærlighed som Skaberen selv. Hans kærlighed er upartisk, og den rækker ud til mennesker af alle slags. Enhver der overværer de stævner hvor Skaberens eksempel efterlignes, kan derfor lære meget om at vise kærlighed til andre, uanset race, nationalitet eller social baggrund. For eksempel gik en avisreporter rundt og interviewede tilfældige unge mennesker ved stævnet i Milwaukee, Wisconsin. Han spurgte dem hvorfor de var ved stævnet og ikke var taget til den lokale Sommerfest, en årlig byfest med masser af underholdning og mad og drikke.
En ung mand svarede: „Jeg er her fordi jeg for første gang har fundet nogen som virkelig interesserer sig for mig. . . . Jehovas vidner må have den eneste sande tro.“ En attenårig pige svarede, som refereret i Milwaukeebladet Sentinel: „Jeg har mere glæde af dette her. Her bliver der vist mere kærlighed. Det kan jeg godt sige dig.“ — 5. juli 1975.
Ved stævnet i Columbia i South Carolina var der en meget gammel mand som havde været baptistprædikant i mange år; han sagde at noget der gjorde stærkt indtryk på ham var den kærlighed der var mellem de sorte og de hvide Jehovas vidner. Han havde for nylig været til et af vidnernes kredsstævner, og han fortalte:
„Mens jeg sad og spiste ved stævnet lagde jeg mærke til at der ved siden af mig sad en hvid kvinde som jeg havde kendt siden hun var en lille pige. Jeg er selv opvokset på hendes fædrenegård. Hun genkendte mig, og hun var lykkelig over at få at vide at jeg studerer sammen med Jehovas vidner. Jeg fik at vide at hun kom i en anden rigssal i samme område. Hun inviterede mig hjem til middag hos hende selv. Det var simpelt hen mere end jeg kunne fatte! Dengang jeg arbejdede på hendes faders farm måtte jeg kun henvende mig ved bagdøren, og jeg måtte aldrig komme længere end til dørtærskelen. Jeg havde aldrig drømt om at jeg en dag skulle spise til middag i hendes egen spisestue sammen med hendes familie!“
Naturligvis er det en glæde at være sammen med mennesker der viser kærlighed og omsorg og ønsker at efterligne Skaberens gode egenskaber. Samvær med sådanne mennesker har fået mange til selv at efterligne disse guddommelige egenskaber.
Resultater af sand kærlighed
Der er tusinder som i dag mærker den kærlighed og venlighed som kristne forkyndere viser dem, og de viser deres taknemmelighed over det de lærer, ved at indvi sig til Jehova Gud. De slutter sig til Jehovas vidner for at hjælpe endnu flere til at lære om Gud og tjene ham. Alene ved de stævner der blev holdt i U.S.A. under temaet „Guds suverænitet“, i alt otteoghalvfems stævner, var der 19.356 der lod sig døbe i vand og derved offentligt viste at de havde indviet sig til Jehova. Ved 90 stævner i andre lande var der yderligere 21.309 der lod sig døbe. Ved de fem danske stævner var dåbstallet 413.
Hvis man taler med nogle af dem der blev døbt ved disse lejligheder, vil man blive forbløffet over hvor forskellig deres baggrund har været. Men de fleste af dem har haft én ting tilfælles: Et ønske om at lære deres himmelske Fader at kende og behage ham. Der er for eksempel en ung mand som i juli sidste år blev døbt ved et stævne i Corvallis i Oregon. Han fortæller:
„Min hustru og jeg havde to dejlige børn, vi havde et godt forhold til hinanden, og vi følte os draget til Gud. Vi havde så mange ting at være glade for at vi simpelt hen måtte vise vores taknemmelighed.“ Otte måneder før stævnet i Corvallis blev de besøgt af Jehovas vidner, som tilbød at studere Bibelen sammen med dem, hvilket de med glæde sagde ja til. Den unge mand siger: „Om der så slet ikke blev talt om Bibelen, så ville bare det at være her ved stævnet sammen med Jehovas vidner være nok til at overbevise enhver om at dette her er det eneste rigtige sted at være.“ Men det er naturligvis Bibelen der gør Jehovas vidner til det de er.
Hvis man har haft lejlighed til at tale med de nydøbte, vil man erfare at mange af dem havde bedt til Gud om hjælp og ledelse. En kvinde der blev døbt i Columbia i South Carolina, fortæller at hun var ude i så svære vanskeligheder, blandt andet ægteskabelige problemer, at hun tænkte på at begå selvmord; hun havde endda købt sig et skydevåben til formålet. Men først bad hun til Gud om at han ville sende en der kunne hjælpe hende. Dagen efter blev hun besøgt af et af Jehovas vidner, og hun fik den hjælp ud fra Bibelen der kunne ændre hendes liv.
En ung mand der blev døbt ved stævnet i Los Angeles i juli sidste år, fortæller: „Jeg ledte efter den sande tro. En aften bad jeg en bøn om hjælp til at finde den. Næste morgen vågnede jeg ved at det bankede på døren. Det var Jehovas vidner. Jeg bød dem indenfor, tog imod bogen Sandheden der fører til evigt liv og læste næsten det hele samme dag. Jeg var overbevist om at dette var sandheden, så jeg ringede til den nærmeste rigssal og bad vidnerne om at komme igen.“
En af dem der blev døbt ved stævnet i Brøndby-Hallen var en ung mand som tidligere havde interesseret sig meget for parapsykologi og spiritisme og derfor havde haft mange ubehagelige oplevelser af spiritistisk art. Han kunne „kommunikere med ånderne“, som han siger, og stille dem spørgsmål, og han kunne sende meddelelser til sine venner ad overnaturlig vej. Det var imidlertid til større uro og bekymring end det var til glæde for ham. Men en dag da han var hos nogle venner kom der besøg fra Jehovas vidner. „Jeg var meget videbegærlig, så jeg fik en aftale med dem for at høre hvad de havde på hjerte,“ fortæller han. Snart begyndte han at studere Bibelen med et Jehovas vidne og fandt at der var beskyttelse at finde hos Gud. Han valgte at tjene Gud og blev døbt ved stævnet.
Mange iagttagere har bemærket at der især er mange unge blandt dem der bliver døbt. „Jeg tror at tre fjerdedele af dem var teenagere eller i begyndelsen af tyverne,“ siger en mand der betragtede dåbshandlingen ved stævnet i Bismarck i North Dakota. Ved et stævne i St. Paul i Minnesota, hvor man undersøgte aldersfordelingen blandt de nydøbte, viste det sig at 75 procent af dem var mellem elleve og tredive år gamle.
En anden forbløffende omstændighed er at mange af dem har foretaget store ændringer i deres liv. Blandt dem der bliver døbt har mange været igennem alle slags vanskeligheder, nogle har været ude i moralsk uføre, men har nu ændret deres livsførelse — som apostelen Paulus sagde at de kristne i Korint i det første århundrede havde gjort. (1 Kor. 6:9-11) Nu finder de sand glæde og tilfredshed i livet. I Clevelandbladet Plain Dealer stod denne bemærkning: „Jehovas vidners lære er streng og forstemmende for dem der ikke er medlemmer af sekten, men de der praktiserer den . . . ser ud til at være glade og lykkelige.“
Det er sandt at Jehovas vidner ikke på nogen måde godkender den livsform der er så udbredt i dag, hvor man nyder de seksuelle glæder uden om ægteskabet, en livsstil som kvinder i fremtrædende stillinger endda siger at de ikke har noget imod at deres døtre antager. Imidlertid regner Jehovas vidner ikke deres lære for at være „streng og forstemmende“, hvad man snart vil erfare når man taler med stævnedeltagerne. Nej, de er taknemmelige for den beskyttelse de har i deres lære, for den er med til at skåne dem for at blive ramt af mange af de ulykker som er så udbredte i dag — kønssygdomme, svangerskab uden for ægteskab, dårlig samvittighed, opløste ægteskaber, og så videre. De kan med fuld ret kaldes et lykkeligt folk.
Stævneprogrammet giver svaret
Den form for undervisning Jehovas vidner modtager er nøglen til deres opførsel. De accepterer Guds ord, Bibelen — fra først til sidst. De lader sig lede af Bibelen i deres liv, og derfor holder de sig fra løgn, tyveri, utugt, ægteskabsbrud, stofmisbrug, rygning og alle andre former for urenhed. (Gal. 5:19-21; Ef. 4:28; Åb. 21:8; 2 Kor. 7:1) Og fordi de agter Guds ord så højt følger de også dets ofte gentagne bud om at vise kærlighed og hjælpsomhed. (3 Mos. 19:18; Matt. 7:12; Joh. 13:34; Ef. 4:31, 32; 1 Joh. 4:20, 21) Det er grunden til at det lykkes så godt for dem at arrangere disse store stævner; ja, det er grunden til at tusinder frivilligt stiller deres arbejdskraft til rådighed for at dække andres behov ved stævnerne.
For dem der elsker retfærdige principper og gerne vil modtage hjælp til at rette sig efter Guds ords lære, er disse stævner en stor hjælp. I Cicero, Illinois, tog en mand hen til en væddeløbsbane i den tro at der var hestevæddeløb. Men da han opdagede at Jehovas vidner benyttede banen til et stævne, besluttede han sig til alligevel at blive og høre efter. Han blev så glad for det at han kom igen og overværede de to resterende dage af stævnet, og der blev truffet aftale om et hjemmebibelstudium med ham.
Programmet for de fire stævnedage var det samme ved alle stævnerne. Syvogtyve hovedemner blev behandlet i foredrag, og desuden var der fire bibelske skuespil. Nogle få af titlerne er nok til at fortælle lidt om hvor praktisk og opmuntrende programmet var: „Bevar familieenheden i endens tid“, „En ren og ret færd — nødvendig for et barns liv“, „Er vi rede til at hjælpe hinanden?“, „Vær i din opførsel som ’en af de mindre’“ og „Bed med enhver form for bøn og anråbelse“.
En ældste fra en af menighederne på Sjælland giver denne kommentar: „Stævneprogrammet var så stærkt, enkelt og klart i sin alvor, at det opildnede til dyb eftertanke og handling i kristen tjeneste.“
Vær med i år — sæt alt ind på det
Jehovas vidner lægger så stor vægt på disse stævner at de sætter alt ind på at være med — de tilbagelægger lange afstande, trodser fysiske handicap og meget mere. For dem er stævnerne simpelt hen årets højdepunkt.
Ofte må de gå utraditionelt til værks for at kunne være med. Der var for eksempel en familie som levede af at opdrætte geder og gerne ville være med til stævnet i Corvallis, Oregon, sidste år. Men de kunne ikke finde nogen til at malke gederne mens de var væk. Så fik de gederne op på en lastvogn og tog dem med til stævnet.
Også i år vil der blive holdt en lang række områdestævner. I Danmark holdes der et stævne i Esbjerg fra 15. til 18. juli, i Randers fra 22. til 25. juli, i Roskilde fra 29. juli til 1. august og samme sted igen fra 5. til 8. august. Desuden holdes der et stævne i Tórshavn på Færøerne fra 12. til 15. august, og et i Godthåb, Grønland, fra 8. til 11. september.
Vi opfordrer alle bladets læsere til at være med ved et af disse stævner. Jehovas vidner vil selv være der. Også De vil have stor glæde af det.
[Illustration på side 17]
Alt arbejdet ved Jehovas vidners stævner udføres af frivillige; ingen modtager betaling
[Illustration på side 18]
Blandt dem der døbes er der mange unge mennesker
[Illustration på side 19]
Bibelens beretning om Samuel blev vist i form af et skuespil der understregede hvor vigtigt det er at børn får den rette undervisning