Er dyr kloge?
VISDOM er evnen til at bruge tilegnet kundskab på en sådan måde at man løser problemer og undgår farer. Når mennesker lægger visdom for dagen indebærer det at de bruger deres evne til at ræsonnere. Kan man sige det samme om dyrene?
Man har eksempler på at katte har kunnet åbne døre ved at dreje på en klinke. Beviser det at de har ræsonneret sig frem til løsningen af et problem? Lad os se på hvad nogle videnskabelige forsøg har åbenbaret.
En videnskabsmand anbragte en kat i et bur hvori der var en lille dør som katten kunne åbne ved at dreje på en klinke. Han stak hånden ind mellem tremmerne og pressede en af kattens poter mod klinkens overfald så døren gled op. Dette gentog sig, og hver gang døren åbnede sig fik katten lidt fisk. Trods videnskabsmandens gentagne bestræbelser for at lære katten at åbne døren på denne måde fik den det aldrig lært.
Forskeren prøvede nu med mange katte som han satte ind i buret. Dyrene forsøgte alt muligt for at komme ud. De kradsede og bed hele vejen rundt i buret. Endelig, efter mange mislykkede forsøg, havde de held til at få klinken drejet. Men når de blev sat ind i buret igen begyndte de forfra med de samme uduelige forsøg. Efterhånden blev de hele mestre i at undgå indespærringen, men at ræsonnere sig frem til løsningen havde de åbenbart ikke kunnet lære.
Hvad så med dyr som chimpanser? De kan lære at sidde ved et bord, spise med ske, kniv og gaffel, køre på cykel og meget andet som mennesker gør. Tyder det ikke på at de har evnen til at ræsonnere ligesom mennesker? Det får vi rede på når vi nu ser hvad man har fået ud af at eksperimentere med chimpanser.
En banan blev lagt foran et bur med en hunchimpanse, men uden for chimpansens rækkevidde. I buret lå der stokke som dyret kunne bruge til at rage frugten nærmere. Indså chimpansen nu hvor håbløst det var at få fat i bananen uden at benytte en af stokkene? Nej, den prøvede forgæves med armene. Til sidst greb den en stok og fik bananen listet så langt hen at den var til at nå med en arm. Men da chimpansen senere skulle prøve det samme igen, så den slet ikke stokkene.
En anden chimpanse bar sig næsten ligesådan ad da den så en banan hænge højt over sit hoved. Selv om der var en kasse at stå op på forsøgte chimpansen forgæves at springe op efter frugten. Så blev den opmærksom på kassen; men trods tidligere forsøg med kasser flyttede den ikke kassen lige hen under bananen. Nej, den puffede den hen i retning af bananen, stod op på kassen og sprang så for at gribe bananen.
Ved et andet forsøg brugte en chimpanse to kasser som den stillede oven på hinanden for at nå bananen. Da det ikke var nok, trak chimpansen den nederste kasse ud og forsøgte at få den anbragt oven på den anden!
Disse og lignende forsøg har vist at chimpanser ikke kan ræsonnere i lighed med mennesker, og at deres evner til at klare problemer er højst forskellige. Som det siges i bogen Animals Are Quite Different [Dyr er helt anderledes]: „Aberne forstod — i hvert fald gjorde nogle af dem det, skønt der også var dem der kun gjorde det af og til — at en genstand kan nås ved brug af hjælpemidler når armene er for korte. Men mens en menneskeskabning, selv et ganske lille barn, udleder generelle regler af sine erfaringer og altid drager holdbare slutninger, viste aberne ikke på mindste måde at de fattede betydningen af noget som helst i sammenhæng. . . . Alt hvad aberne foretog sig under intelligensprøver havde uden undtagelse et fuldkommen materielt sigte. Var der ikke en banan eller anden lokkemad at se frem til, nægtede de totalt at vise interesse . . . deres adfærd blev hver gang dikteret ene og alene af hvad øjet så. Hvis stokken tilfældigvis var inden for synsvidde, nå ja, så snubbede de den og begyndte at fiske efter bananen uden for buret. Men lå stokken bag ved dem, så de den overhovedet ikke.“ — Siderne 68, 69.
Dyr lærer åbenbart ved forsøg og fejltagelser og ikke ved at drage logiske slutninger. Vi har et typisk eksempel i det der kan ske med en hund. Dyret passerer måske et bestemt hjørne, og pludselig farer en større hund på den og bider den. Fra nu af gør hunden alt for at undgå hjørnet hvor den havde den stygge oplevelse, også selv om den store hund slet ikke hører til i kvarteret. Hunden har nok lært noget af det der er sket, men den kan ikke ræsonnere sig frem til at hjørnet i sig selv intet har med den ubehagelige hændelse at gøre.
Bevis på logisk tænkning?
Alligevel spørger nogle: Har man ikke set at heste og andre dyr har kunnet løse matematiske opgaver? Skinnet bedrager meget ofte. Se nu tilfældet med „Kvikke Hans“. Denne hest kunne tilsyneladende lægge sammen, trække fra, gange og endda stave efter et system som træneren havde udtænkt. Hvis man for eksempel spurgte: ’Hvor meget er en tredjedel plus en fjerdedel?’ stampede hesten syv gange og derpå tolv gange og viste dermed at svaret var syv tolvtedele. Hvordan var det muligt for en hest der ikke kunne tænke? Forfatteren J. P. Scott skriver i sin bog Animal Behavior [Dyrs adfærd]:
„Et udvalg af zoologer og psykologer studerede tilfældet Hans og fandt at hesten virkelig kunne det man havde sagt. Et af de første vink om hvordan Hans nåede frem til det rigtige svar kom da det viste sig at den kun gjorde det når der var en til stede som vidste hvordan det gik til. Det tydede på at dens herre, der tilsyneladende stod ganske stille og ventede på svaret, på en eller anden måde gav Hans et signal når den var ved det rigtige svar, et signal som andre ikke bemærkede. Ganske rigtigt, Hans mistede sin specielle kunnen når der blev sat en skærm op mellem den og dens herre. Denne vidunderlige hest havde i virkeligheden blot lært at stampe i jorden, og hvis den stampede længe nok ville den uvægerlig komme til det rette svar. Når det skete, følte dens herre sig lettet og slappede næsten umærkeligt af; Hans forstod at tiden var inde og holdt op med at stampe. Hans var en usædvanlig lærenem og opmærksom hest, men regne kunne den altså ikke.“ — Side 161.
Instinktiv klogskab og tilegnet erfaring
Mens dyr ikke har evnen til at ræsonnere som menneskene, har de alt hvad der skal til for at bevare deres art. Det er nedlagt i dem. Ofte er deres instinktive klogskab forbavsende.
Et interessant eksempel har vi i kejserpingvinen, der parrer sig i den mest forblæste periode af året i jordens koldeste egne. Straks når hunnen har lagt sit æg overdrager hun det til sin mage. Det hviler nu på hans svømmefødder, der er forsynet med masser af blodkar og derfor kan holde ægget varmt nedefra. En hudfold eller pung lægger sig beskyttende hen over ægget og holder det varmt ovenfra. Efter en „rituel“ afskedsceremoni drager hunnen bort. På dette tidspunkt har hannen intet spist i en hel måned eller så, og han skal klare endnu to måneder uden mad i temperaturer der falder til ÷ 65° C, og i kraftige snestorme. Hvordan klarer hanpingvinerne sig under disse forhold? Hver gang det blæser op til storm klumper de sig sammen — ofte er de fem-seks hundrede — og danner en tæt kreds i konstant bevægelse. De pingviner der er mest udsat for vinden bevæger sig ind mod læsiden, og de der har stået inderst og i læ tager for en tid tørnen yderst hvor stormen er værst. Ved fællesskab og samarbejde, der skyldes instinktiv klogskab, holder hanpingvinerne sig i live.
Mange dyr benytter sig ikke kun af deres instinkt men lærer også en hel del af erfaring. Derfor kan det, for mennesker, undertiden se ud som om de er udstyret med fornuft, logik og menneskelige følelser. Når folk ofte fejlagtigt tillægger dyr menneskelige følelser, skyldes det at de betragter dyrenes adfærd på samme måde som de betragter menneskers under lignende omstændigheder.
Dyr har ganske vist følelser. Det tog Skaberen i betragtning da han udstedte visse love for hvordan mennesket skulle behandle dyrene. For eksempel fik israelitterne denne befaling: „Du må ikke binde munden til på en okse, når den tærsker.“ (5 Mos. 25:4) Dyret skulle ikke plages af sult når det var omgivet af korn og brugte sine kræfter på at tærske.
Bibelen lader os altså forstå at dyr har følelser, men den viser utvetydigt at kun mennesket er dannet i Skaberens billede. Mennesket besidder således egenskaber som ikke er beskåret dyreskabningen. (1 Mos. 1:27) Derfor finder vi ikke taknemmelighed, medfølelse og lignende menneskelige træk hos dyrene. Dyr i en zoologisk have snapper ubehersket den mad man rækker dem med hånden. Deres adfærd viser at taknemmelighed eller påskønnelse er ukendte begreber for dem. En hønes foruroligende hæse skrig anfægter overhovedet ikke ulven, der begynder at fortære den fra halen og slet ikke ænser at det ville være mere barmhjertigt at bide hovedet af først og dermed gøre ende på hønens lidelser. For ulven er hønen kun mad. Hvor hengivent et dyr end måtte synes at være, kan det ikke forstå hvad tabet af en kær ven eller slægtning kan betyde for et menneske.
Bibelen er, som vi har set, særdeles realistisk når den omtaler dyrene som „fornuftløse“. (2 Pet. 2:12) De er udstyret med instinktiv klogskab, og mange er forbavsende kvikke til at lære visse ting. Men kun mennesket har den tænkeevne og moralske sans der skal til for at vise uselvisk kærlighed og sand barmhjertighed. Det menneske der prøver at finde hos dyrene hvad det ikke fandt hos sine medmennesker — forståelse og sympati der kommer fra hjertet — vil med tiden blive sørgeligt skuffet. Dyrene er simpelt hen ikke skabt med evnen til at udtrykke de ægte følelser og den varme interesse som mennesker kan når de ledes af oprigtige bevæggrunde.