Skal man lægge planer for sin egen begravelse?
„DET har jeg aldrig tænkt over!“ svarer de fleste hvis man spørger dem om hvilken form for begravelse de kunne tænke sig at få, når den tid kommer. Under den nuværende tingenes ordning er døden altid en mulighed man ikke kan udelukke, men på trods af det er der mange som pure nægter at tale om deres egen begravelse — de finder det smagløst og næsten sygeligt. Resultatet er at det bliver de efterladte slægtninge som pludselig skal til at tænke på hvordan begravelsen skal foregå.
Men har man lyst til at udsætte sine slægtninge for denne belastning, netop på et tidspunkt hvor de er bedrøvede? Hvordan virker tanken om at de efterladte skal tvinges til at forhandle om begravelsesdetaljer når de mindst af alt har lyst til det og når de i svaghed kunne give efter for et tilbud om et dyrt arrangement?
En pålidelig og hæderlig begravelsesforretning kan både hjælpe til at lette det pres man føler i en sådan forbindelse, og hjælpe til at holde omkostningerne nede. Heldigvis sker betjeningen som regel på en meget hjælpsom og forstående måde. Men man kan, hvis man er uheldig, komme ud for at dette ikke er tilfældet. Det kan, specielt i nogle lande, forekomme at en bedemand eller et begravelsesfirma benytter sig af at de efterladte er ude af balance, og sørger for at arrangere den allerdyreste begravelse.
Hvis man gerne vil sikre sig at ens efterladte ikke udsættes for denne belastning, kan man altså personligt beslutte sig til hvilken form for begravelse man ønsker.
Det var der en kvinde som havde bestemt sig til at gøre, med det resultat at hendes søn blev højst forbavset da han hørte om det. Men, siger han, „efterhånden som tiden gik indså min kone og jeg mere og mere hvor fornuftigt det var. Det der i begyndelsen havde forekommet os utænkeligt, kunne vi nu se var det klogeste og det mest realistiske.“
Frankrigs tidligere præsident Charles de Gaulle havde for eksempel selv tilrettelagt sin begravelse. Leksikonet Encyclopædia Britannica siger: „Efter eget ønske blev han med største enkelhed begravet på den lille kirkegård i Colombeyles-Deux-Églises i en almindelig trækiste lavet af landsbyens snedker.“ Som modsætning kan nævnes begravelsen af tidligere præsident Dwight D. Eisenhower i U.S.A., en statsbegravelse der efter sigende kostede mellem halvanden og to millioner kroner.
Hvorfor en dyr begravelse?
Som bekendt varierer begravelsesskikkene meget fra land til land. Der er for eksempel stor forskel på hvor mange penge folk traditionelt ofrer på en begravelse. Det førnævnte leksikon Encyclopædia Britannica nævner for eksempel at „begravelsesindustrien“ i De forenede Stater er blevet „stærkt kommercialiseret“. Begravelsesfirmaerne har gjort hvad de kunne for at gøre dyre ceremonier til en del af det faste repertoire ved en „rigtig“ begravelse. De kan give det indtryk af at visse ting ligefrem er juridisk eller moralsk nødvendige — såsom at den afdøde skal balsameres, gøres i stand og sminkes, at der arrangeres et „sidste farvel“ hvor den afdøde ligger i en åben kiste, at der købes særlige metalkister med ornamenter, at den afdøde skal være klædt i særlig smukt tøj, eller at der bygges og indrettes særlige kamre til kisten.
Men tilsyneladende udspringer mange af disse skikke mere af visse begravelsesfirmaers salgstalent og de enkelte personers stolthed end af et virkeligt behov. I Danmark, hvor begravelser ofte er forholdsvis enkle, er det almindeligt at arrangementet koster omkring 2000 kroner. I De forenede Stater ofres der imidlertid langt mere — gennemsnitsprisen ligger dér på omkring 12-14.000 kroner. Meget af det som er så dyrt, er netop de ekstra ceremonier som mange efterhånden mener hører med til en „rigtig“ begravelse.
For nogle kan det måske være til en slags trøst at gennemføre sådanne ceremonier, idet det kan give dem en følelse af at de har gjort deres „pligt“ over for den afdøde. Andre vil måske gerne se den døde en sidste gang i fredelige omgivelser for at kunne sige „det sidste farvel“. Men det kan i hvert fald siges at ingen af disse ting er lovbefalede, så de der foretrækker en ganske enkel begravelse uden dyre ceremonier, har fuld ret til at bestemme sig for dette.
Planlægning gør det billigere
Når en begravelse skal tilrettelægges af de efterladte bliver den som regel meget dyrere end hvis den afdøde selv havde nået at gøre det. En mand der har undersøgt dette spørgsmål, siger: „Alle folk jeg taler med siger: ’Når jeg dør vil jeg have den allermest enkle begravelse.’ Man hører aldrig nogen sige: ’Jeg vil have en kiste til 60.000 kroner foruden alt det andet.’“ Enhver kan få dette bekræftet ved at spørge sig for blandt sine nærmeste venner.
Spørgsmålet om hvor meget man vil ofre på en begravelse er naturligvis et internt familieanliggende, og ingen bør kritiseres for deres måde at ordne sagen på, hvis den ikke strider imod de kristne principper. Men det ser ud til at de fleste som udtrykker et ønske angående deres egen begravelse, lige så lidt ønsker at være en økonomisk byrde for deres pårørende når de er døde, som de ønsker at være det i levende live. En mand siger det på denne ligefremme måde: „Jeg vil hellere bruge mine penge til at føde min familie end til at føde ormene!“
Men i mange tilfælde går det ikke så enkelt til som den afdøde selv ville have ønsket det. Spalteskribenten Jim Fiebig skriver i Los Angeles Times hvorfor: „Jeg vil gætte på at 90 procent af begravelserne her i landet [U.S.A.] er meget flottere end de afdøde ville have ønsket. Men fordi de ikke fortalte nogen om deres ønsker, mente de efterladte at de hellere — for at være på den sikre side — måtte sørge for en førsteklasses begravelse.“
Hvis det hele derimod er planlagt på forhånd, er de efterladte befriet for en stor byrde. De behøver ikke at lade sig overtale til at arrangere „en førsteklasses begravelse“ som de ikke har råd til og som den afdøde ikke ønskede. „Den bedste modstandskraft de efterladte kan have imod salgspresset,“ siger Jim Fiebig, „er bevidstheden om at de gør som den afdøde har ønsket.“
Men selv om man udtrykker sine ønsker på forhånd, kan der godt opstå en kedelig situation. En kvinde skrev til en avisbrevkasse: „Min mand havde sagt til mig at han kun ville have en ganske enkel ceremoni og derefter ville brændes.“ Men hendes mand havde kun sagt det til hende. Hun skriver videre: „Hans familie sagde hverken det ene eller det andet om hvad de mente om hans ønske, lige indtil jeg prøvede at træffe arrangementerne — så stødte jeg på massiv modstand fra alle sider med krav om hvad ’vi’ ville have.“
Denne kvinde foreslår at folk „udtrykker den slags ønsker skriftligt. Det gjorde min mand ikke. Og det kom til at gå hårdt ud over mig“.
Helt tilbage på Bibelens tid skete det ofte at folk traf forberedelser til deres egen begravelse, længe før de forventede at dø. Den døende Jakob sagde til sin søn Josef: „Når jeg er død, så jord mig i den grav, jeg lod mig grave i Kana’ans land!“ — 1 Mos. 50:5; se også Esajas 22:16.
Træf dine valg — og skriv dem ned!
Du og din familie har juridisk ret til selv at bestemme hvilken form for begravelse og eventuel ceremoni I ønsker. I de lokale kommuner kan man få opgivet priserne på de forskellige former for ydelser. Det er meget almindeligt at en begravelse i Danmark koster omkring 2000 kroner eller lidt over, hvoraf den offentlige sygesikring i de fleste tilfælde betaler 1550 kroner. Under alle omstændigheder er det godt at forhøre sig om disse ting før det egentlig er aktuelt. Hvis man overlader hele spørgsmålet til de efterladte, vil disse måske føle sig bundet af hvad de mener at egnens sæd og skik, eller de øvrige familiemedlemmer, kræver.
Det kan godt være at man alligevel ønsker at tage lokal sæd og skik i betragtning når man træffer sit eget valg i forbindelse med en begravelse. Hvis man for eksempel bor i en lille by hvor beboerne finder det helt utænkeligt at der ikke bliver holdt en tale ved en begravelse, kunne man overveje om det ikke netop var en anledning til at aflægge et vidnesbyrd hvis der blev holdt et bibelsk foredrag som mange kunne have lejlighed til at høre. Uanset hvad man vælger må man prøve at træffe en ligevægtig afgørelse hvor man både tager lokale forhold, økonomien, familiens ønsker, foruden ens egne ønsker, med i betragtning.
Det er sandt at sæd og skik varierer fra egn til egn og fra land til land. Her i Europa vil mange sikkert undre sig over hvor overdådige begravelser man holder i De forenede Stater. Dér er det for eksempel meget almindeligt at man balsamerer den afdøde, hvilket man jo sjældent gør i Europa. I de fleste andre lande skal man ligefrem indhente en særlig tilladelse for at dette kan lade sig gøre. (Spørgsmålet om balsamering hænger blandt andet sammen med hvor lang tid der går mellem dødens indtræden og begravelsen.) I U.S.A. er det også meget almindeligt at lade det balsamerede lig forskønne af en skønhedsekspert, især hvis døden skyldes en ulykke eller en skæmmende sygdom. Begravelsesforretningerne der tilbyder dette, mener at det vil give de sørgende lejlighed til at få „en smukkere erindring“ om den afdøde, sådan at billedet af den stærkt medtagne afdøde ikke siden hen skal forfølge dem i tankerne.
Hvad dette angår vil de fleste nok foretrække at familien husker dem som de var i levende live, og at familien ikke bruger mange penge på den slags „forskønnelse“. I visse kulturer anses det endda for at være afskyeligt at betragte liget ved en begravelse. En kendt psykiater siger: „Alt det halløj med at parfumere liget og give det sko på! Når man er død, så er man død. Vore begravelsesskikke er et forsøg på at narre folk til at benægte dødens eksistens.“
Det kan altså anbefales at man sætter sig ned og prøver at danne sig et overblik over de spørgsmål af praktisk art der bliver aktuelle hvis man skulle miste livet. Hvad er der at tage stilling til? Jo, der er for eksempel spørgsmålet om almindelig begravelse eller ligbrænding. Her i Danmark, såvel som i Vesttyskland, England og mange andre europæiske lande, vælger over halvdelen kremation (ligbrænding), mens det i U.S.A. kun er omkring 8 procent der vælger denne mulighed. Der findes ligbrændingsforeninger som påtager sig at ordne alt det praktiske, efter ens eget ønske. De der er tilsluttet en sådan ordning, har blandt deres personlige papirer en erklæring liggende som fortæller de efterladte hvor de kan henvende sig.
Foruden spørgsmålet om almindelig begravelse eller ligbrænding, kan man overveje hvilken form for gravsted man ønsker. Der kan være tale om kistegravsted, urnegravsted, urnehal, urnemur eller — som flere og flere efterhånden ønsker det — askefællesgrav. Desuden er der spørgsmålet: Skal det være en folkekirkelig begravelse forrettet af en præst, eller ikke? Hvis man ønsker at der skal holdes et bibelsk foredrag om de dødes tilstand og deres håb — sådan som Jehovas Vidner ofte gør det i deres rigssale eller andre lokaler ved en sådan lejlighed — kan man udtrykke dette skriftligt og måske også nævne hvem man kunne tænke sig skulle sørge for dette.
Da det efterhånden bliver mere og mere udbredt at læger anvender organer fra nylig døde patienter til transplantation eller andre formål, kan det måske være en god idé at indbefatte en skriftlig erklæring om hvordan man ser på dette. Vil man tillade det, eller ønsker man ikke at det sker?
Når man har overvejet disse spørgsmål, er det under alle omstændigheder godt at man nedfælder sine ønsker på et stykke papir og lægger sin erklæring et sted hvor andre vil finde den, eventuelt fortæller sine nærmeste hvor erklæringen ligger.
Der er en anden sag som måske også er værd at tænke over på forhånd, nemlig spørgsmålet om en eventuel fordeling af ens personlige ejendele. Hvis man ønsker at oprette et testamente er det en god idé at få juridisk assistance. Advokater har erfaring i sådanne spørgsmål, og de vil hurtigt og korrekt kunne oprette et dokument der udtrykker ens ønsker i denne forbindelse. Med hensyn til testamenter kan vi henvise til en artikel i bladet Vågn op! for 8. april 1972, siderne 16-19.
Virker det ubehageligt, eller ligefrem usmageligt, at tænke på sin død og lægge planer for sin egen begravelse, mens man måske endnu er sund og rask? Selv om man ikke forventer at dø snart, og slet ikke ønsker det, er det ikke desto mindre fornuftigt at gøre sig visse tanker om det rent praktiske på forhånd. Det kan være en stor lettelse for de efterladte at ens ønsker er udtrykt skriftligt, sådan at der ikke er nogen tvivl om hvordan det skal ordnes. Det kan spare dem for mange udgifter, og det kan skåne dem for at blive udsat for pression eller andre ubehageligheder fra familiemedlemmer og bekendte. Under det nuværende system er døden, som allerede nævnt, en mulighed man ikke kan udelukke. Denne omstændighed må vi bøje os for indtil den tid kommer som alle kristne ser frem til, nemlig tiden hvor ’døden ikke skal være mere’. — Åb. 21:4, 5.