En rockstjerne finder noget langt bedre

For utallige unge i verden er det højeste symbol på succes en forgudet rockstjerne. Derfor har rockmusikere og rockgrupper i væsentlig grad været med til at forme den livsholdning deres fans har indtaget. I en række interviews har en tidligere rockstjerne, hvis plader er solgt i millionoplag, fortalt en „Vågn op!“-korrespondent hvad han betragter som virkelig succes. Følgende sammendrag af disse interviews kan måske hjælpe den der søger at opnå succes i tilværelsen. Måske kan det også få nogle unge til at tage deres egen livsholdning op til fornyet overvejelse.

Spørgsmål: Hvilken opdragelse gav dine forældre dig?

Svar: Ikke nogen videre. Min fader og moder, der var ret velstående, blev skilt da jeg var seks år. Jeg kom til at bo hos min moder; derfor fik min fader ikke meget at sige med hensyn til min opdragelse. Min moder var ret streng. Da jeg var elleve kom jeg på kostskole i New England, og måtte derfor forlade Jomfruøerne, hvor vi boede. Da jeg var overladt til mig selv hele tiden, var det ikke meget jeg lærte af mine forældre.

Spørgsmål: Du mener rent moralsk?

Svar: Ja. Jeg mener at når jeg senere hen i livet gjorde noget der var forkert, vidste jeg godt at det var forkert, men jeg havde ingen bevæggrund til at gøre det der var rigtigt. Andre mennesker gjorde noget der var forkert og syntes at komme frem i tilværelsen. Hvorfor skulle jeg ikke gøre det samme? Der var ingen som havde gjort sig den ulejlighed at lære mig noget andet.

Spørgsmål: Havde dine forældre nogen planer med hensyn til din fremtid — jeg mener, havde de noget ønske om at du skulle gøre karriere?

Svar: Mine forældre ville gerne have at jeg kom enten på Annapolis [De forenede Staters flådeakademi] eller på West Point [den amerikanske hærs officersskole]. Så da jeg blev bortvist fra grundskolen i New England, sendte de mig på en forberedelsesskole til Annapolis, i New Jersey. Min fader og hans broder fik Jomfruøernes guvernør til at skaffe mig ind. Da jeg havde gået på forberedelsesskolen dér et par år, fandt jeg ud af at jeg ikke ville til flåden. Så arrangerede min onkel det sådan at jeg kunne komme på universitetet i Syracuse og få min MBA-eksamen (Master of Business Administration) og dernæst blive engageret i Wall Street. Men jeg selv havde mere lyst til noget andet. Siden jeg var ni havde jeg været interesseret i musik. Som fjortenårig spillede jeg første gang professionelt i Puerto Rico. Da jeg gik ud af gymnasiet var det derfor kun naturligt at jeg slog mig ned i Greenwich Village, i New York. Dengang, først i 60erne, syntes alle der boede der at være enten kunstnere, musikere, digtere eller skakspillere — de levede et rigtigt bohemeliv.

Spørgsmål: Hvor meget lykke fandt du der?

Svar: Ikke særlig meget. Vi var fem eller seks der delte en lejlighed. Gruppen tjente to dollars pr. aften — og vi var stjerner i et show i den café hvor vi spillede! Folk som Richie Haven, Bill Cosby, Richard Pryor og Peter, Paul og Mary spillede der dengang. En gang imellem havde Bob Dylan en gæsteoptræden.

Spørgsmål: Hvordan var moralen sådan et sted?

Svar: Hele miljøet var umoralsk — nok om det.

Spørgsmål: Du gik fra Tommy Ray og hans Carib Steel Band til T-Bones, ikke sandt?

Svar: Jo, det er rigtigt. T-Bones var en gruppe der indspillede plader i Californien. Den tog Alka Seltzers reklameindslag: „No Matter What Shape Your Stomach’s In“ og gjorde det til en millionsælger. T-Bones så mig i New York og spurgte om jeg ville være med i gruppen. På den måde havnede jeg i Californien.

Vi turnerede i Japan i 1965. T-Bones havde en hel del store hits derovre. Den rejse fik mig til at tænke. Jeg begyndte at indse hvor skør verden var — under en krig lærer folk at hade hinanden, og vi er dog kun mennesker alle sammen — én menneskerace. Og så den måde folk betragter én på når man er i underholdningsbranchen — som om man ikke bare var et menneske. Det fik mig alt sammen til at tænke alvorligt over tingene.

Spørgsmål: Medførte det forandringer i dit liv?

Svar: Ikke nogen større forandringer, men der skete nogle forandringer med hensyn til mit arbejde. T-Bones blev opløst, og jeg sluttede mig til en anden gruppe, Shango. Vi skrev en sang der lavede sjov med jordskælvspanikken i Californien. Vi kaldte den „Day after Day“, og den røg op som nummer ét på hitlisterne på vestkysten [af De forenede Stater]. Det overbeviste mig om at jeg nu virkelig var ved at skabe mig personlig succes. Næsten samtidig traf jeg min kone i Las Vegas. Vi giftede os og købte en lille farm i Palmdale i Californien, hvor jeg kunne skrive og forberede mit album.

På farmen avlede vi vore egne fødemidler. Vi kom slet ikke sammen med andre mennesker, og blev derfor noget indadvendte. Men en dag dukkede to medlemmer af den gamle gruppe, T-Bones, op. De spillede på en natklub og spurgte om jeg ville spille sammen med dem. Vi dannede nu en gruppe; men jeg glemte ikke mine planer om at blive solokunstner. Vi indspillede den første sang i 1971, og pladen blev solgt i næsten to millioner eksemplarer i løbet af seks måneder.

Spørgsmål: Blev din datter Daisy ikke født omkring ved den tid da din første plade med den nye gruppe udkom?

Svar: Jo, Daisy blev født i oktober 1971. Hun var kun 10 dage da jeg tog af sted på en fem ugers turné. Når man altid er på farten og har succes — jeg mener set med verdens øjne — og tjener 4000 dollars pr. aften, er der mange fristelser til at tage del i umoralske handlinger. Det konstante pres, rejselivet og det at jeg måtte ofre en masse tid på at holde mig på toppen — som jeg altid havde ønsket — var en enorm belastning for mit ægteskab. Det endte med at vi blev separeret. Hun rejste hjem til Texas, og jeg blev i Los Angeles.

Der var endnu en grund til at vi lod os separere. Succesen havde faktisk ikke givet mig den glæde og fred jeg havde forventet, og jeg var begyndt at søge Gud. Jeg havde set hykleriet inden for kristenhedens kirker; derfor søgte jeg østens religioner. Jeg fandt at der var noget mere fredeligt over en guru der sad og mediterede på en bjergskråning end der var over en mand der stod på en prædikestol men som ellers kørte i Cadillac. Sådan opfattede jeg en præst.

Imidlertid havde jeg nu endelig økonomisk baggrund for at udsende det soloalbum som i alle disse år havde været mit højeste mål. Jeg skrev det, sang det og fik det indspillet. Jeg syntes det var et godt album. Men pludselig og uventet skulle hele mit liv forandres fuldstændig.

Det var vores trommeslager — han havde spillet i Janis Joplins orkester indtil hun døde — der blev årsag til denne forandring. Jeg har altid haft stor respekt for ham. Ikke alene var han en fantastisk god trommeslager; han var tilmed altid samvittighedsfuld. Han løj aldrig, og det var usædvanligt for de fleste af de mennesker jeg kendte. Hans kone studerede Bibelen med Jehovas vidner. En dag spurgte han om jeg ville med til et af deres møder. Jeg havde aldrig hørt navnet Jehova før. Trommeslageren var fra Louisiana, så jeg tænkte at han nok hørte til en af de mange sekter de har dernede.

Jeg sagde: „Jeg går med.“ Dengang var jeg jo hildet i østens religioner, og jeg forestillede mig at jeg måtte frelse ham ved at afsløre denne „skøre“ religion.

Jeg var med til et gruppestudium over Bibelen der blev holdt tirsdag aften i et privat hjem i Burbank, Californien. Deltagerne benyttede en studiehåndbog der hed „Paradiset genoprettes til menneskeheden — ved Teokratiet!“ Den handlede om genopbygningen af Guds tempel i Jerusalem og Haggajs og Zakarias’ profetier. Jeg tænkte: „Hvem er interesseret i et byggeri der foregik i år 520 før vor tidsregning?“ Men jeg lagde mærke til de mennesker der var der. Nogle af dem svarede forkert, men der var ingen som sagde: „Åh, hvor er du dum! Hvorfor tier du ikke hellere stille?“ Der var alle mulige typer blandt deltagerne, sorte, hvide, spanske, unge og gamle. De virkede så kærlige alle sammen. Ingen skulle hævde sig selv — noget man især lægger mærke til når man ellers færdes i underholdningsbranchen. Og fremfor alt forekom de mig at være lykkelige. Det var jeg ikke.

Bogstudielederen var en ung mand. Jeg tænkte: „Jeg har rejst over hele verden. Hvordan kan han vide mere om livet end jeg?“ Roligt og tillidsfuldt besvarede han spørgsmål om Gud. Efter studiet blev trommeslageren og jeg inviteret på kaffe. Vi blev der til klokken fire om morgenen. Jeg stillede alle de spørgsmål jeg kunne finde på, og studielederen besvarede dem alle sammen direkte fra Bibelen. Jeg var overbevist om at det var sandheden.

Jeg spurgte: „Hvordan kan jeg melde mig ind?“ Han svarede: „Man melder sig ikke ind i Jehovas vidner. Man bliver det.“ Dette skete tirsdag den 6. februar 1973. Om onsdagen havde jeg mit første hjemmebibelstudium. Om torsdagen lod jeg mig klippe. Det gjorde jeg for at komme til at ligne en der gerne vil tjene Gud. Under mine bestræbelser for at komme til at lære Gud at kende havde jeg allerede gjort mig fri af stoffer og alle former for urenhed; derfor fik jeg lov til at følge med nogle af vidnerne ud i deres undervisningsarbejde om fredagen. Jeg har været med lige siden.

Efter at have søgt sandheden i alle disse år, erkendte jeg den straks da jeg fandt den, og jeg havde ikke i sinde at slippe den igen.

Spørgsmål: Hvad med det soloalbum du lige havde udarbejdet?

Svar: Det var det soloalbum jeg altid gerne havde villet lave. Men jeg vidste at jeg måtte på turné hvis det skulle slå an. Jeg måtte enten gøre dét eller „leve sandheden“ fra Guds ord. Jeg kunne selv vælge, men hvis jeg tog på turné, ville jeg hver dag blive konfronteret med narkotika og umoralitet. Jeg gjorde mig klart at jeg en skønne dag ville bukke under for det. Derfor traf jeg straks min beslutning: Jeg ville tjene Jehova.

Spørgsmål: Så forlod du musikken?

Svar: Som professionel — ja. Det var svært. Som noget af det første måtte jeg se at blive en del af Jehovas organisation. Det betød at jeg måtte frigøres fra alle mine kontrakter og andre forpligtelser der kunne engagere mig stærkere i den livsform jeg gerne ville lægge bag mig. Den væsentligste grund til at jeg forlod musikken — jeg elsker musik og spiller stadig i Jehovas Vidners stævneorkester — var at jeg gerne ville være lykkelig! Blandt alle de verdslige mennesker jeg har kendt inden for showbranchen har jeg aldrig mødt nogen der var virkelig lykkelige. Jehovas vidner har dét som disse mennesker søger efter, denne „ophøjede fred“ eller tilfredshed. Den ejer verden ikke, og derfor kan folk ikke opnå den. De erkender nemlig ikke sandheden i Jesu ord: „Kom til mig, alle I som slider og slæber og er tyngede af byrder, og jeg vil give jer ny styrke.“ — Matt. 11:28.

Spørgsmål: Hvad svarer du når folk spørger dig om hvorfor du ikke fortsætter med musikken og bruger den til fremme af din tro?

Svar: Der er for den sags skyld intet forkert i at spille musik. Men jeg kender Bibelens sandhed tilstrækkeligt til at vide at jeg ikke kunne leve som jeg gjorde — jeg skrev musik, optrådte og var på turné altid — og samtidig tjene min Skaber. Jeg har truffet mange Jehovas vidner som er fine musikere og som har gjort deres musik til en udmærket levevej. De møder i studiet til de fastsatte tider, spiller det de skal, og har så fri. De har det rette perspektiv.

Spørgsmål: Betød din nyvundne kundskab noget for dit ødelagte ægteskab?

Svar: Min kone og jeg har altid holdt af hinanden. Men min stræben efter det jeg anså for at være succes, trængte alt andet i baggrunden, også mit ægteskab. Så snart jeg begyndte at studere Bibelen, ringede jeg til hende og fortalte at jeg var ved at ændre mit liv. Jeg bad Jehova om at hun og jeg og vores datter kunne blive forenet igen, og min bøn blev hørt. En måneds tid efter var de hos mig i Californien, og inden der var gået tre uger begyndte min kone at overvære møderne i rigssalen sammen med mig og vores datter. I begyndelsen gik hun hovedsagelig med fordi hun ikke ville være alene hjemme; men et af menighedens medlemmer begyndte at læse Bibelen med hende derhjemme, og inden der var gået ret lang tid delte hun min overbevisning. Vores familie var således genforenet, og vi var lykkeligere end nogen sinde før. Jeg måtte indrømme at det var det jeg havde længtes efter hele tiden.

Spørgsmål: Hvilken sammenligning er der mellem det liv du lever nu og det du levede før?

Svar: Der er ingen sammenligning. Jeg lever simpelt hen nu. At dette er livet prøver jeg på at få unge mennesker til at forstå, ja ældre med for den sags skyld. Men jeg er ikke sikker på at alle ønsker at forstå det. For eksempel kom mange børn op og bad om min autograf — virkelig tiltalende, oprigtige børn. Selv dengang sagde jeg: „Hvorfor vil I have min autograf? Jeg er et menneske som I. Jeg er bare tilfældigvis i den her branche. I skulle ikke samle på autografer. Det er ikke rigtigt.“ Det var der ingen der brød sig om at høre. Når man har gjort noget som de gerne ville gøre, er det svært at fortælle dem at de skal lade være. De har ikke lyst til at høre det. Det er i hvert fald min erfaring.

Spørgsmål: Er der alligevel ikke mange mennesker der føler sig tiltrukket af den berømmelse og de penge verden synes at forbinde med succes?

Svar: De mennesker der gør det, vil jeg råde til at ræsonnere lidt, så de ikke behøver at lære af erfaring, som jeg gjorde. Tænk engang: Alle mennesker vil gerne elskes for det de er. Inden for underholdningsverdenen vil du finde det påfaldende at man kun synes om dig fordi du har penge, forbindelser og succes. Jeg kunne ikke elske Gud og næsten og leve det liv, for det giver ikke rum for ægte kærlighed og medmenneskelighed.

Spørgsmål: Hvad er succes?

Svar: Succes er for mig det at tjene Jehova Gud. Min kone og jeg har haft den virkelige glæde at hjælpe seks andre mennesker til at lære Bibelens sandheder at kende. De er blevet døbt som symbol på deres indvielse til Jehova Gud og tjener ham nu sammen med os. Det er succes.

Det er interessant at se hvordan Jesus omtaler vejen til succes. Han sagde: „Snæver er den port og trang den vej som fører til livet.“ Men det er vejen til succes, den eneste vej til succes. Min kone og jeg beder om at Jehova vil bevare os og alle vore kristne brødre og søstre på den vej! — Matt. 7:14.

[Tekstcitat på side 14]

„Jeg havde set hykleriet inden for kristenhedens kirker; derfor søgte jeg østens religioner.“