Er man ved at vinde kampen mod brystkræft?
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I BRASILIEN
MÅSKE er De blandt de mange kvinder i hele verden der stiller dette spørgsmål. Vil der inden længe kunne gives et positivt svar? Hvilke slutninger kom man til ved Den fjerde Mastologikongres sidste år i Campinas i Brasilien?
Her samledes cirka 500 specialister fra mange lande i februar 1977 for at udveksle erfaringer inden for mastologien, den gren af lægevidenskaben der beskæftiger sig med brystet og dets sygdomme. Man koncentrerede sig især om brystkræft, derunder diagnose, forebyggelse og behandling. Vi skal her pege på nogle af de væsentligste punkter der kom frem.
Udbredelse og årsag
Brystkræft er blevet en svøbe i vor tid. I De forenede Stater har sygdommen nået epidemiske dimensioner, idet man konstaterer 90.000 tilfælde om året. Sygdommen rammer hver 13. kvinde i Amerika. Selv om brystkræft kan helbredes når den opdages i tide, er den nu den kræftsygdom der hyppigst forårsager dødsfald blandt kvinder i De forenede Stater, hvor den dræber 26 ud af hver 100.000. I andre lande, som England og Frankrig, står det ikke meget bedre til. Faktisk rammes 4 procent af alle voksne kvinder i den vestlige verden af sygdommen. Kun i Latinamerika er livmoder- og hudkræft mere udbredt end brystkræft, der altså indtager tredjepladsen og forårsager døden for 10 af hver 100.000 kvinder. Af endnu ukendte grunde er østens kvinder ikke så udsatte som andre for at få brystkræft.
Selv om man ikke havde oplysninger fra samtlige lande, blev det dog bemærket ved kongressen at dødeligheden som følge af brystkræft har været den samme de sidste 40 år. Midaldrende kvinder rammes oftere af sygdommen, og i aldersgruppen mellem 40 og 65 er risikoen størst. Risikoen for at få sygdommen øges med årene. Kvinder i de såkaldt udviklede lande er mere tilbøjelige til at få brystkræft end kvinder i de underudviklede lande. Derfor er nogle læger tilbøjelige til at mene at der er en forbindelse mellem brystkræft og samfundets udvikling. Andre ser en mulig årsag i at folk har færre børn, at børnene ikke får bryst eller at folk spiser mere fedtholdig føde, noget der alt sammen er karakteristisk for livet i de udviklede lande.
Hvad årsagen end måtte være, begynder brystkræft med at man får en lille knude som ikke gør ondt. Knuden vokser og breder sig måske til lymfeknuderne i armhulen og undertiden til de lymfeknuder der sidder dér hvor ribbenene møder brystbenet. Så længe sygdommen begrænses til disse knuder er operation og helbredelse mulig.
Tidlig opdagelse — den sikreste vej til bekæmpelse af brystkræft
De læger der deltog i kongressen gav enstemmigt udtryk for at vejen til helbredelse af brystkræft ligger i at sygdommen opdages tidligt. Efter en indledende biopsi kan man fjerne det syge væv ved et operativt indgreb. Jo mindre knuden er når den opdages, des større er muligheden for helbredelse, der kan være helt op til 95 procent. I lande hvor brystkræft er den hyppigste dødsårsag gøres der derfor kraftige bestræbelser for at hjælpe kvinderne så de kan opdage en eventuel kræftknude mens den endnu er lille. Med oplysningskampagner gøres kvinderne opmærksomme på problemet, de lærer at undersøge sig selv, og de tilrådes at gå til lægeundersøgelse med jævne mellemrum.
I De forenede Stater opdager kvinderne i 90 procent af tilfældene selv knuden ved palpation (beføling) af brystet. Men ud over denne enkle metode har man moderne videnskabelige metoder til diagnosticering. Men hvad gør man hvis man opdager en knude?
Først skal det siges at det kan være farligt at nære en falsk følelse af skam eller frygt. Husk: en svulst kan være ondartet, men den er det ikke nødvendigvis. De fleste svulster siges faktisk at være godartede, men under alle omstændigheder gør man klogt i straks at opsøge lægen. Skulle det være kræft, så glem ikke at chancerne for at sygdommen kan behandles med godt resultat er større hvis den konstateres på et tidligt stadium så knuden kan opereres bort. Det siges at man i de fleste tilfælde forlænger patientens liv ved at fjerne kræftknuden. Går der nogle år uden at en ny cancer viser sig, er der mulighed for at sygdommen aldrig opstår igen. En ondartet svulst kan på den anden side vokse til dobbelt størrelse for hver 55. til 110. dag, ja i værste fald for hver 22. dag. Men hvilke metoder kan man gøre brug af for at opdage en eventuel kræftsvulst tidligt? Følgende metoder blev drøftet ved mastologikongressen.
Metoder hvorefter man kan stille en tidlig diagnose
Brystets epitelvæv gennemgår forskellige stadier før det udvikler en subklinisk cancer, det vil sige en form for kræft der ikke kan påvises ved de almindelige kliniske prøver, og derefter en klinisk påviselig cancer. Hvis man kan spore sygdommen før den når det mærkbare stadium, er det derfor en stor fordel. Moderne udstyr gør dette muligt.
Mammografi. Ved denne metode benytter man almindelige røntgenstråler tillige med en speciel film og et apparat som tilpasses brystet. Men hvad skal man så sige til at aviser og presse har talt om at mammografistråler i sig selv kan fremkalde kræft?
Dr. Philip Strax, De forenede Stater, gjorde kongressen opmærksom på at de fleste af disse udtalelser byggede på tilfælde hvor kvinden tidligere havde fået strålebehandling for andre sygdomme. Samtidig understregede han hvor effektivt det nye mammografiudstyr er fordi det giver meget små doser, ja mindre end 1r (en strålingsenhed) ved et gennemsnitsmammogram. Den tidligere formand for den amerikanske kræftforening, dr. Benjamin F. Byrd, jun., er enig med ham i dette synspunkt. Han siger: „Der er intet afgørende [videnskabeligt] materiale om virkningerne af disse små stråledoser. . . . Hvad det drejer sig om er snarere dette: risikoen må overvejes i forhold til den gavnlige virkning. Det er ubestrideligt at man ved mammografi kan opdage svulster i brystet så tidligt at helbredelse er mulig.“
Det påstås derfor at en årlig gennemlysning med så lav en dosis som gives ved mammografi ikke kan fremkalde en ikke i forvejen eksisterende cancer hos kvinder i den alder hvor risikoen for cancer er størst, eller hos kvinder med cancersymptomer, eller hos kvinder i hvis familie der har været flere tilfælde af cancer. I den amerikanske kræftforening frygter man snarere at nogle kvinder sætter livet på spil ved at udsætte mammografigennemlysningen til et tidspunkt hvor muligheden for at udnytte fordelene ved en tidlig opdagelse er forpasset.
Termografi, eller varmegennemsyn, hvor man ved hjælp af infrarød bestråling søger efter svulster. Metoden bygger på det princip at karcinomer [kræft i epitelvæv] afgiver en højere temperatur end det normale brystvæv eller godartede svulster. Man har forbedret metoden og kan nu fremstille et fotografisk temperaturkort af brystet på to minutter. Den væsentligste ulempe ved metoden er de høje omkostninger.
Pladetermografi går ud på at man anbringer en plade med flydende krystaller på patientens bryst. Ud fra den farve krystallerne antager kan lægen stille diagnosen. Der er dog læger som hævder at den gamle termografimetode er mere nøjagtig.
Xeroradiografi har været benyttet i cirka 25 år. Metoden virker ved hjælp af en almindelig røntgenstråle og en selénbeklædt aluminiumsplade. Detaljer i vævet gøres synlige og kan undersøges ved en enkelt optagelse.
Behandling og forståelse for patientens følelser
Der er forsøg i gang med indføring af isotoper, og nogle kvinder foretrækker strålebehandling fremfor mastektomi (operativ fjernelse af brystet). På nuværende tidspunkt er disse midler dog for mangelfulde til at man i kirurgien kan anvende dem til helbredelse af kræft. I betragtning af de psykologiske aspekter ved brystkræft er kirurgerne nu tilbøjelige til i højere grad at tage hensyn til patientens følelser. Det er nemlig ikke bare sygdommen i sig selv man må tage i betragtning, men også patientens frygt for at miste sin kvindelige tiltrækning. Denne frygt kan endog være årsag til at mange kvinder forholder sig afventende — ofte for længe — i stedet for at gå til undersøgelse.
Nogle læger slår til lyd for at man skaber et bedre forhold mellem kirurg og patient og åbent drøfter hvilken behandling man skal vælge. I et privat interview under kongressen hørte en reporter fra avisen Brazil Herald dr. Henry Jenny give udtryk for den anskuelse at biopsier fra de fleste svulster kan tages under lokalbedøvelse og at de specificerede prøver kan udføres i løbet af 48 timer. Avisen skriver: „Foruden at eliminere frygten for at skulle helbedøves uden at vide hvad der videre sker, giver de specificerede prøver kvinden tid til at drøfte behandlingsmuligheder med sin læge eller at spørge andre specialister om hvad de mener. Ønsker man en brystprotese kan operationen tilrettelægges i samråd med plastikkirurgen, så man drager fuld nytte af muligheden for en senere kosmetisk behandling.“
To engelske læger fortalte også de forsamlede specialister om hvordan de griber problemet an og samtidig viser forståelse for patientens følelser. Dr. Peter Maguire har haft udmærkede resultater med et program der gik ud på at uddannede sygeplejersker virkede som rådgivere under en behandling i tre faser: før operationen, under hospitalsopholdet, og i den efterfølgende rekonvalescenstid i hjemmet. Patienterne undgik på den måde megen ængstelse og bekymring. Den anden kirurg, dr. Richard Handley, høstede bifald for sin brug af en begrænset form for radikal mastektomi. I stedet for at fjerne en masse muskelvæv, som man almindeligvis gør det ved radikal mastektomi, fjerner han kun brystvævet og lymfeknuderne i armhulen og lader brystmuskelen mellem armen og skulderen blive tilbage, så der er sikkerhed for at patienten kan genvinde maksimal muskelfunktion. En brasiliansk kirurg, dr. Fernando Gentil i São Paulo, har udviklet en lignende teknik.
Selv om det er rosværdigt at man viser forståelse for patientens følelser, er der dog en sagkyndig der siger at „så vidt som vor viden rækker i dag indtager den tidlige og fuldtomfattende operation førstepladsen når det gælder en heldig behandling af brystkræft“. Tillige er der, afhængigt af hvor fremskreden sygdommen er, mulighed for lindrende behandling med forskellige strålemetoder, der har til formål at ødelægge kræftcellerne. Man har også hormonbehandling og kemoterapi. Ved den sidstnævnte benytter man giftige kemiske stoffer, som absorberes af kræftcellerne, hvorved disse dør. „Polykemoterapi“ betegner man en af de senest udviklede behandlingsmetoder; den siges at være endnu et muligt våben i den hårde kamp mod brystkræft.
Værdien af at amme
Endnu kan det ikke fastslås kategorisk om diegivning fremkalder eller modvirker brystkræft, men man har vidnesbyrd om at der forekommer færre kræfttilfælde blandt kvinder der ammer deres børn. Mælkedannelsen spiller en direkte rolle for det nyfødte barns vækst, udvikling og fysiske, ja måske endda mentale, sundhed. Den kunne muligvis også påvirke moderens helbredstilstand.
En statistisk undersøgelse man for nylig har foretaget i Brasilien viste at 50 procent af alle nyfødte børn vænnes fra efter to og en halv måned, og 20 procent er allerede vænnet til at få flaske når de forlader hospitalet. Der forekom 10 gange så mange tilfælde af børnesygdomme blandt børn der ikke fik bryst, som blandt de andre. Nogle mødre har ganske vist smerter i brystet når de har ammet, eller de får rifter i brystvorterne, men det skulle ikke få dem til at opgive amningen uden først at tale med lægen. Ifølge dr. José Aristodemo Pinotti, der er leder af Campinas universitets lægefakultet og som stod for mastologikongressen, bør det moderne statussymbol, at give sit barn flaske, ændres så man i stedet lader amningen blive et statussymbol. Der er intet lægeligt grundlag for at sige: „Der er ikke næring nok i min mælk.“ Og man har heller ingen beviser for at brystet ændrer udseende fordi kvinden ammer.
Håb om permanent helbredelse
Kongressen og vores korte gennemgang af noget af det der kom frem dér, har vist hvor langsommelige, om end prisværdige, menneskers bestræbelser er. Men der er et sikkert håb om en permanent helbredelse af alle sygdomme i den nære fremtid. Det har Bibelen forudsagt.
Under Kristi Jesu tusindårige herredømme, som er nær forestående, vil dette løfte om guddommelig helbredelse blive opfyldt: „Og han [Gud] vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere.“ (Åb. 21:4) Da vil kampen mod kræften endelig være vundet.