Bliver der nogen sinde virkelig fred?

RELIGIONEN betragtes ofte som fredens vigtigste forkæmper. Især i juletiden hylder kirkerne barnet Jesus, den lovede Fredsfyrste. I religiøse kredse over hele verden genfortælles Bibelens beretning om englene der viste sig for hyrderne og sagde: „Ære være Gud i det højeste! og på jorden fred i mennesker, der har hans velbehag!“ — Luk. 2:14, da. aut.

Hvor lyder disse ord godt i denne krigstruede, og mange steder krigshærgede, verden! Menneskeheden længes inderligt efter virkelig fred. Bibelens løfte om at menneskene ’ikke skal øve sig i våbenfærd mer’ rører derfor en streng i manges hjerte. (Es. 2:4) Men kan man stole på at verdens religioner vil fremme en sådan ønsket fred?

Hvad historien viser

Hvad viser verdensreligionernes historie? Har de virket til fremme af freden, eller har de i virkeligheden støttet krigene? Hvordan forholdt det sig i fortiden?

The Encyclopædia of Religion and Ethics, redigeret af James Hastings, siger: „Ægyptisk religion har aldrig fordømt krig. . . . Kort sagt var al krig moralsk, dadelfri, overnaturlig, og helliget ved guddommelig præcedens.“ Om Assyrien siger W. B. Wright i sin bog Ancient Cities: „Det var nationens profession at kæmpe, og præsterne opmuntrede uophørligt til krig . . . denne slægt af røvere var yderst religiøs.“

’Men det var længe før Jesus indførte kristendommen,’ vil en måske indvende. Og det er sandt. Kristi første disciple deltog ikke i nationernes krige. Bogen Paganism to Christianity in the Roman Empire af W. W. Hyde siger: „I de første tre hundrede år . . . var de kristne modstandere af at tjene som professionelle mordere i de romerske hære. Denne oprindelige indstilling ændrede sig imidlertid gradvis.“ Ja, som tiden gik undlod kristenhedens kirker at holde sig til Kristi lære. Den katolske historiker E. E. Watkin skriver:

„Hvor smerteligt det end er at måtte indrømme det, kan vi ikke for at opnå en falsk opbyggelse eller af uærlig loyalitet nægte eller ignorere den historiske kendsgerning at biskopper konsekvent har støttet alle krige der er blevet ført af deres landes regeringer. Jeg kender faktisk ikke til et eneste tilfælde hvor et lands hierarki har fordømt nogen krig som uretfærdig . . . Hvordan den officielle teori end har været, har den regel som katolske biskopper har fulgt i krigstid i praksis været ’mit land har altid ret’.“ — Morals and Missiles, redigeret af Charles S. Thompson, s. 57, 58.

Afdøde Harry Emerson Fosdick, der var en fremtrædende protestantisk præst, indrømmede ligeledes: „Selv i vore kirker har vi hejst krigsflagene . . . Med den ene mundvig har vi hyldet Fredsfyrsten og med den anden har vi forherliget krig.“ I Amerika havde man under anden verdenskrig en populær sang der hed „Praise the Lord and Pass the Ammunition“ (Pris Herren og ræk mig ammunitionen). Og hvordan var situationen i Tyskland?

Friedrich Heer, katolsk professor i historie ved universitetet i Wien, skrev:

„Den barske realitet i den tyske virkelighed var at korset og hagekorset nærmede sig hinanden mere og mere, indtil hagekorset proklamerede sit sejrsbudskab fra de tyske katedralers tårne, hagekorsflaget begyndte at optræde rundt om altrene, og katolske og protestantiske teologer, præster, kirkefolk og statsmænd hilste alliancen med Hitler velkommen.“ — Gottes erste Liebe, s. 332, 333.

Nogle få år tidligere, nemlig under den første verdenskrig, befandt man sig i samme situation: kirkerne på begge sider fremmede på det kraftigste krigsbestræbelserne i deres respektive lande. Den ansete kirkehistoriker Roland H. Bainton siger i sin bog Christian Attitudes Toward War and Peace:

„Aldrig har amerikanske kirkefolk fra alle trosretninger været så enige med hinanden og med ånden i landet. Dette var en hellig krig. Jesus blev klædt i khaki og afbildet mens han tog sigte med et gevær. Tyskerne var hunner. At dræbe dem var det samme som at rense jorden for uhyrer.“

Kendsgerningerne er alt for indlysende til at kunne benægtes. Religionen har ikke været en kraft til fremme af freden. Den har snarere støttet, og til tider endda fremmet, krigen, og det gør den stadig. I en artikel med overskriften RELIGIONSKRIGE — BLODIG NIDKÆRHED stod der i bladet Time:

„Det er makabre optrin man ser. Religiøse billeder smykker køretøjer og geværer mens kristne soldater, hvoraf nogle går med et kors om halsen, stormer muhamedanske befæstninger. De muhamedanske soldater på deres side afklæder eller lemlæster de kristne soldaters lig, binder dem til vognene og trækker dem gennem gaderne. I den grusomme krig i Libanon er religionen en tydelig faktor. . . .

Folk kæmper og dør også under religiøse flag andre steder rundt om i verden, og kampene foregår med voldsom hårdnakkethed. I Ulster fortsætter protestanter og katolikker med deres formålsløse myrderier af hinanden. Spændingen mellem arabere og israelere kan når som helst bryde ud i territoriale, kulturelle og religiøse stridigheder. På Filippinerne gør muhamedanske separatister oprør mod et kristent flertal. Græsk-cypriotiske ortodokse kristne står over for tyrkisk-cypriotiske muhamedanere med en dyster våbenstilstandslinje imellem sig. Pakistan rev sig løs fra Indien fordi muhamedanerne frygtede et hinduisk flertalsstyre.“ — 12. juli 1976.

Hvad Kristus må tænke

Hvad tror De at fredsfyrsten Jesus Kristus mener om disse religioner, og især om de kirker der påstår at de repræsenterer ham? Han finder afgjort ikke behag i dem! Uden tvivl havde han et sådant religiøst hykleri i tanke da han sagde: „Ikke enhver som siger til mig: ’Herre, Herre,’ vil komme ind i himlenes rige, men kun den der gør min himmelske Faders vilje.“ — Matt. 7:21.

I juletiden hylder kirkerne for eksempel Jesus, Fredsfyrsten, i ord. De siger at de fejrer hans fødselsdag. Der synges smukke sange, og der opføres opfindsomt udtænkte fødselsspil til minde om begivenheden. Men derefter kaster deltagerne sig ofte ud i overdådige gilder, drukkenskab og umoralitet. Hvad er det de i virkeligheden fejrer?

„Julefesten er den kristne udgave af den romerske vintersolhvervsdag,“ forklarer Encyclopædia Britannica. De romerske decemberfestligheder var skrækkeligt tøjlesløse, og det ændrede ikke situationen at man knyttede Kristi navn til dem. Bogen Curiosities of Popular Customs af W. S. Walsh siger: „De vilde sviregilder der fandt sted omkring juletid i gamle dage, ryster næsten ens tro. Uanstændighed, drukkenskab, blasfemi — intet manglede. Udsvævelserne nåede den yderste grad af tøjlesløshed.“

Når kirkerne knytter Kristi navn til sådanne løsslupne festligheder, kan man forestille sig hvilken væmmelse Kristus må føle! Men også på en mere underfundig måde er julen med til at forvrænge billedet af Kristus som Fredsfyrsten.

Et spædbarn eller en regerende konge?

Hvordan skildrer kirkerne Jesus ved juletid? Er det ikke som et spædbarn i en krybbe? Af den grund er det som om mange mennesker kun tænker på Jesus som et lille barn der er afhængigt af andres omsorg. Men er det et sandt billede af Kristi stilling?

Nej, langtfra! Kristus er en fyrste, eftersom han er den almægtige Konges, Jehova Guds, søn. Men han er ikke bare en barnefyrste. Han har fået overdraget herskermagt og myndighed. Den gamle bibelprofeti forudsagde: „På hans skulder skal herredømmet hvile; og hans navn skal være: . . . Fredsfyrste.“ (Es. 9:6) For at kunne opfylde denne profeti blev Jesus efter sin død på jorden oprejst til himmelsk liv, og han blev til sidst indsat på tronen som Guds konge dér i himlene.

Kristus ligner altså på ingen måde længere et spædbarn i en krybbe. Han er Guds regerende konge! Det er derfor malplaceret først og fremmest at koncentrere opmærksomheden om ham som et spædbarn! Derved går man glip af hele meningen med hans rolle i forbindelse med den nuværende verdenssituation, og i forbindelse med det absolutte behov for fred. Hvori består Kristi rolle da?

Han er den udnævnte hersker ved hvem Gud vil indføre fred på jorden. Men dette vil ikke ske på den måde som mange forestiller sig. Slå engang op i Deres bibel på Åbenbaringen, kapitel 19, og læs versene 11 til 16. Det er vigtigt at vi forstår det billede der givet af Kristi stilling her — han beskrives som en mægtig hersker i spidsen for Guds hærstyrker af engle. Læg mærke til at Bibelen siger at Kristus, der er „Guds Ord“, vil slå nationerne med en jernstav, det vil sige fjerne dem for at give plads for Guds fredsrige.

Det er på denne måde der vil blive indført virkelig fred. Freden vil ikke blive indført som følge af menneskers bestræbelser — de er slået fuldstændig fejl. Men den vil blive indført ved Guds riges styre. Vi lever nu på den tid hvor den bibelprofeti vil blive opfyldt som siger: „I hine kongers dage vil Himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, . . . det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed.“ — Dan. 2:44.

Tiden inde til en afgørelse

I betragtning af den forudsagte ødelæggelse af alle de nuværende regeringer, deri indbefattet de kirker og religionssamfund der støtter dem, er det vigtigt at vi vurderer vor egen situation. Jesus sagde: „Mit rige er ikke en del af denne verden,“ og han sagde også om sine sande disciple: „De er ikke en del af verden.“ (Joh. 18:36; 17:16) Holder Deres kirke sig til disse udtalelser af Jesus? Der findes én trosretning som gør. Det romersk-katolske tidsskrift St. Anthony Messenger for maj 1973 henviste til denne trosretning med følgende udtalelse:

„Jehovas Vidner står uden for ’samfundet’ og påtager sig ikke nogen forpligtelse til at velsigne noget af det den verdslige regering beslutter at gøre. I tusindvis af gode mennesker finder at en sådan afstandtagen fra politiske og økonomiske interesser er nærmere Det nye Testamentes ånd end de nuværende til tider hyggelige arrangementer mellem kirke og stat. En for tæt sammenslutning kvæler kirkens profetiske røst og gør præster og prædikanter til åndelige bifaldsråbere. De kristne kirker giver ofte det indtryk at de vil velsigne en hvilken som helst krig eller et hvilket som helst vovestykke som statens ledere beslutter at gå i gang med.“

Jehovas Vidner er altså tydeligvis anderledes end verdens kirkesamfund og religioner. De har sat deres håb og lid til at der vil blive indført virkelig fred, ikke ved menneskers regeringer, men ved Fredsfyrstens, Jesu Kristi, styre. Hvis De heller ikke mener at vold vil føre til noget fornuftigt, og hvis De kunne tænke Dem at leve på jorden når freden er universel, så sæt Dem i forbindelse med Jehovas Vidner. De vil med glæde hjælpe Dem til at lære mere om hvordan virkelig fred snart vil blive en realitet under Guds riges styre.

[Illustrationer på side 11]

Hvordan betragter De Jesus — som en regerende konge eller som et spædbarn?