Hvad Bibelen siger
Korporlig afstraffelse af børn
DU HAR sikkert prøvet at være et sted hvor uregerlige børn løb støjende omkring og forstyrrede alle de tilstedeværende. „Hvis det var mine børn,“ har du måske tænkt, „skulle de få en ordentlig endefuld.“ Men måske du også har set en far eller mor der i et anfald af vrede slog et træt eller sygt barn fordi det græd. Og så har du muligvis følt at forældre ikke skulle have lov at slå deres børn, da dette ofte fører til brutalitet.
Det kan ikke nægtes at et af de vanskeligste spørgsmål forældre må tage stilling til, er hvordan de skal tugte deres børn. Skal børnene have klø? Eller er korporlig afstraffelse blot endnu en form for vold i hjemmet? (Se side 3 til 19.)
Mange mennesker, deriblandt børnepædagoger og -psykologer, er imod at forældre giver deres børn korporlig straf. I bladet Science News (4. marts 1978) skrev dr. R. S. Welsh: „Korporlig afstraffelse i hjemmet og skolen bør ikke længere accepteres.“ Nogle påstår at børn lærer noget dårligt af at blive slået — nemlig at den stærkeste kan herske med magt, og at vredesudbrud og vold er noget der hører sig til.
Andre autoriteter er imidlertid af en anden opfattelse. En avis gengav følgende udtalelse af Soine Torma, der er leder af en børnepsykologisk klinik i U.S.A.: „’Der må være disciplin, der må være orden.’ Dette indbefatter også klø, sagde han, så længe ’man smækker fordi børnene er uartige’.“ Og i bogen Dare to Discipline skriver dr. James Dobson:
„Det er muligt for forældre at skabe en fjendtlig indstilling og aggressivitet hos deres børn ved selv at optræde voldeligt. . . . Når barnet har bøjet hovedet og knyttet hænderne, er det imidlertid en udfordring til forældrene. Hvis forældrene reagerer på rette måde (så det mærkes i barnets bagdel) har de lært barnet en værdifuld lektie som er i overensstemmelse med naturens undervisningsmetode.“
I Guds ord finder vi den bedste vejledning vedrørende børneopdragelse, for Jehova Gud har ikke alene skabt menneskene og indstiftet familielivet, men han har også iagttaget milliarder af tilfælde og ved hvad det er der får børneopdragelsen til at lykkes eller slå fejl.
Jehova, kærlighedens Gud, giver forældre følgende vejledning: „Irriter ikke jeres børn, men bliv ved med at opdrage dem i Jehovas tugt og formaning.“ (Ef. 6:4) Tugt — undervisning eller oplæring der former sindet — kan være et udtryk for kærlighed. Vi læser: „’Min søn, . . . den Jehova elsker, tugter han;’ . . . Sandt nok synes ingen tugt i øjeblikket at være til glæde, men til sorg; men bagefter skænker den dem som er blevet opøvet ved den, en frugt som stifter fred.“ Dette gælder også i familien. — Hebr. 12:4-11.
Men indbefatter kærlig tugt at forældrene bruger det bogstavelige ris? Det kan det afgjort gøre, ifølge Guds ord, når afstraffelsen er et udtryk for kærlighed og givet i overensstemmelse hermed. Læg mærke til disse vers fra den inspirerede Ordsprogenes bog:
„Dårskab er knyttet til ynglingens hjerte, tugtens ris skal fjerne den fra ham.“ (22:15) „Spar ej drengen for tugt; når du slår ham med riset, undgår han døden; du slår ham vel med riset, men redder hans liv fra Dødsriget.“ (23:13, 14) „Hvo riset sparer, hader sin søn, den, der elsker ham, tugter i tide.“ (13:24).
Selv om disse henvisninger til „riset“ kan dække over adskillige former for tugt fra forældrenes side, er fysisk afstraffelse afgjort indbefattet. Hvad enten forældre bruger hånden, en trælineal eller et andet passende „ris“, har Gud bemyndiget dem til at bruge det bogstavelige ris når de tugter deres børn i kærlighed.
Bibelen hjælper imidlertid forældre til ikke at gå til yderligheder, idet den kraftigt advarer imod ubeherskede vredesudbrud. (Ordsp. 16:32; 25:28; Kol. 3:8) Hvis forældre ignorerer denne vejledning om at beherske deres vrede og i ophidselse og raseri slår et barn, vil det være i modstrid med Guds ord, som siger at tugt skal være et udtryk for kærlighed. Bibelen bifalder på ingen måde slag eller prygl der gives i hidsighed og som kan beskadige eller endog invalidere et lille barn. Det er børnemishandling, ikke kærlig tugt.
Kloge forældre forstår at der er forskellige måder hvorpå de kan irettesætte eller straffe et barn. Somme tider kan et fast ord være tilstrækkeligt. I andre tilfælde kan man måske isolere et ulydigt barn en kort tid. Når et barn spilder noget eller slår noget i stykker, på grund af barnlig uagtsomhed eller uansvarlighed, er det mest effektive ofte at lade barnet tørre op efter sig eller at lade det arbejde for at erstatte den ødelagte genstand, hvis dette er muligt. Det er naturligvis vigtigt at være fleksibel og tilpasse tugten efter situationen og barnet; det der virker godt i det ene tilfælde, duer måske ikke i det andet.
Men som Bibelen viser har det bogstavelige ris sin værdi som en form for tugt der kan benyttes af og til, især når det gælder mindre børn. Efterhånden som børn bliver større vil de, fra tid til anden, udfordre deres forældres autoritet og sætte dem på prøve for at se om de virkelig „mener det alvorligt“ og fortjener deres respekt. Selv søde børn kan finde på at sige: „Hold mund!“ eller: „Nej, jeg vil ej!“ En læge har forklaret at det er som om barnet véd hvor forældrene „trækker grænsen“, og alligevel overskrider det den for at se hvad forældrene vil gøre. Kan barnet slippe godt fra det? Hvem er det der bestemmer?
Især når det gælder små børn er en sådan udfordring ikke nødvendigvis tidspunktet for en masse ord. Her kan en endefuld være på sin plads. Nej, man skal ikke slå et barn for at underkue det, men give det nogle følelige klaps bagi for at understrege hvem der har myndigheden.
Efterhånden som gråden stilner af kan den af forældrene der har tugtet barnet, kærligt tage det i sine arme og for eksempel roligt sige: „Jeg elsker dig alt for meget til at du skal vokse op uden at forstå at der er nogle som bestemmer over dig og som du må vise respekt for.“ Her har man også en glimrende lejlighed til at give vejledning der kan røre barnets hjerte. Efter at en fader i Science News havde læst den ovennævnte citerede udtalelse om at man ikke bør give børn klø, skrev han til bladet:
’Når vore børn var direkte ulydige viste min kone og jeg dem hvori deres forseelse bestod, og børnene forstod nødvendigheden af at de blev straffet. Engang, efter at jeg havde givet min søn (omkring 6 år) de aftalte sviende slag med spanskrøret, trykkede han sig tæt ind til mig, lagde armene om mig, kyssede mig og sagde: „Far, jeg tror jeg har taget ved lære af det her.’“
Overalt omkring os ser vi de sørgelige følger af en overdreven og forfejlet eftergivenhed. Vi må derfor erkende sandheden i den bibelske udtalelse om at „den, der elsker [sit barn], tugter i tide“. (Ordsp. 13:24) Det er et udtryk for kærlighed at forældrene, mens barnet er lille, begynder at hjælpe det til at have respekt for myndighed og forstå at der må være rimelige grænser for friheden. Den kortvarige smerte et barn erfarer når det afstraffes med en fast men ikke brutal hånd, er afgjort langt at foretrække for den sorg der bliver følgen hvis det ikke i teenageårene eller endnu senere har lært disse ting.
Det kræver en virkelig indsats af forældre at tugte deres børn på en forstandig måde — ikke at lade misforstået kærlighed afholde dem fra at afstraffe børnene korporligt, og at lægge selvbeherskelse for dagen så afstraffelsen ikke fører til brutalitet eller børnemishandling. Men den vejledning Skaberen har givet os, og den gode virkning det har at følge den, viser at det er anstrengelserne værd. Som Ordsprogene 23:13, 14 gengives i Today’s English Version: „Tøv ikke med at tugte et barn. En god endefuld vil ikke slå det ihjel. Den kan i virkeligheden redde dets liv.“