Problemet alderdom
INGEN har virkelig lyst til at blive gammel. Jo, den erfaring og visdom der ofte kommer med årene vil vi gerne have, men de fysiske og mentale skrøbeligheder der følger med, kan vi godt undvære. Det samme gælder den endelige konsekvens — døden. Hvis vi kunne vælge, ville vi uden tvivl gerne have både alderens visdom og ungdommens vitalitet. Det var det den spanske opdagelsesrejsende Juan Ponce de León havde i tanke da han for fire-fem hundrede år siden ledte efter „ungdommens kilde“ i Florida.
Kan alderdomsprocessen standses? Ja, kan den „vendes om“, så de gamle bliver unge igen? Kan alderens visdom en dag kombineres med ungdommens friskhed, og kan denne tilstand vare ved? Med overbevisning svarer vi ja! Som vist senere i bladet, vil det endda ske længe før de fleste forestiller sig.
Men indtil den tid kommer, er vi stadig stillet over for alderdommens problemer. Og vi kan ikke ignorere dem.
„De gode år“, eller hvad?
Nogle har betegnet alderdommen som „de gode år“. Hvis man ikke er plaget af svær sygdom, frygt eller bitterhed, kan „livets efterår“ ganske rigtigt være en dejlig tid, en tid hvor livet er præget af en afklaret ro. Det var åbenbart det patriarken Abraham erfarede, for Bibelen siger at han „døde i en god alderdom, gammel og mæt af dage“. — 1 Mos. 25:8.
Andre hælder mere til det synspunkt at alderdommen er en „katastrofe“. Da en fremtrædende mand fyldte 70 blev han spurgt hvordan han betragtede alderdommen. Han svarede: „Som et skibbrud.“ Han sammenlignede sit eget liv med et skib der var stødt på grund og nu blev slået i stykker af storm og hav. En psykolog fra Boston, dr. Rebecca Black, udtrykker det på denne måde:
„Man forleder folk til at tro at når først de bliver pensioneret, vil de leve lykkeligt til deres dages ende, men man gør meget lidt for at forberede dem på pensionisttilværelsens virkelighed — og den er ofte en katastrofe.“
Der knytter sig med andre ord modstridende opfattelser til alderdommen. På den ene side er der forestillingen om den tabte ungdom, kræfterne der svigter, og til sidst muligheden for en ensom død. På den anden side er der forestillingen om at man har udrettet noget i livet og nu vil blive agtet og respekteret for sin erfaring og indsats.
Konflikten mellem de to opfattelser blev omtalt i en lederartikel af Daniel Calahan fra Institute of Society, Ethnics and the Life Sciences. I anledning af sin 46-års fødselsdag skrev han:
„For en der for nylig har nået den fremskredne alder af 46, er udsigten til alderdommen der hastigt nærmer sig, både tillokkende og afskrækkende.
Børnene bliver voksne, livet bliver igen mit eget. Det er meget tillokkende.
Men når jeg så ser at nogle af de ældre omkring mig bruger en god portion af deres ekstra fritid til at aflægge hospitalsbesøg, gå til gamle venners begravelse, og rastløst søge efter noget at udfylde tiden med, er jeg ikke helt rolig. . . .
Mange af de ældre er på plejehjem, disse rare institutioner der er skabt for at sikre at de ældre ikke underkues derhjemme. Udsigten til at jeg måske vil ende mine dage sådan et sted — stirrende på nøgne vægge eller et altid tændt fjernsyn — afskrækker mig, men kun en smule mere end selve udsigten til at blive gammel.“
Flere ældre
På en måde har den moderne videnskab kompliceret problemet. Hvordan det? Jo, lægevidenskabens fremskridt har forlænget levealderen, men har ikke gjort meget for at forbedre ældre menneskers livskvalitet. Børn der fødes i Danmark i dag kan i gennemsnit se frem til at leve 22,5 år længere end børn der blev født i år 1900. Men hvad har man vundet hvis de som ældre må tilbringe mange af disse ekstra år i ensomhed og elendighed?
Da flere efterhånden opnår en høj levealder, øges de problemer der er forbundet med at blive ældre. Alene her i landet er der nu næsten 700.000 indbyggere på 65 år og derover. Spørgsmålet berører praktisk taget hver eneste familie, for det hører til sjældenhederne at man ikke har mindst ét familiemedlem som er over 65 år. Blandt disse ældre er der ifølge Statistisk Årbog for 1978 over 250.000 enlige kvinder. Og der er over 90.000 enlige mænd.
„Danmark er på vej til at blive en nation af gamle,“ skrev Berlingske Tidende den 17. oktober 1975. „Danmarks Statistik fortæller i sin seneste befolkningsprognose, at der i løbet af de næste 10 år bliver 100.000 flere folkepensionister (og samtidig næsten lige så mange færre børn i aldersgruppen 0-16 år). Kort efter år 2000 vil næsten hver femte dansker være over 65. Og blandt ældre medborgere vil et øget antal nå op i en virkelig høj alder.“
På grund af denne tendens er de ældres problemer aktuelle og kan ikke ignoreres. Mange ældre kommer til at leve lige så lang tid efter at de er fyldt 65 som de brugte på at blive voksne. Hvad skal de bruge al denne tid til?
Noget som yderligere komplicerer problemet, er at et menneskes åndsevner ikke svinder så hurtigt som dets fysiske kræfter. En gruppe psykologer siger at åndsevnerne er størst i 60-årsalderen, og at de derefter kun mindskes meget langsomt. Problemet hvad man skal beskæftige forstanden med, vokser altså, alt imens kroppen forfalder og ikke længere kan holde til så meget som før.
Et problem for andre
De ældres problemer berører ikke kun de ældre selv. Yngre familiemedlemmer er også berørt af dem. I tidsskriftet Business Week står der for eksempel:
„Næst efter at opdrage teenagere og bekoste deres studier, er den vanskeligste familiemæssige udfordring for firmaledere over 35 at sørge for gamle forældre.
En forsikringschef i New York siger: ’At sørge for min 91 år gamle moder har vendt op og ned på det hele hjemme hos os — økonomisk og følelsesmæssigt.’ Hans reaktion er kun alt for typisk.“
Alderdommen medfører altså virkelige problemer. Og flere og flere må se problemerne i øjnene. Hvordan kan de gøre dette med et godt resultat, ligesom Abraham? Hvad kan de gøre? Hvad kan unge voksne gøre for deres aldrende forældre?
Og det vigtigste spørgsmål af dem alle: Kan de gamle nogen sinde blive unge igen?