Hvad Bibelen siger
Homoseksuelle og den kristne menighed
„EPISKOPAL kommission råder kirken til ikke at udelukke homoseksuelle fra at blive præster.“ Denne overskrift stod i New York Times den 4. juni 1979; artiklen indeholdt en rapport fra en kommission bestående af 12 medlemmer fra den episkopale kirke i U.S.A. I rapporten gik man ind for præstevielse af homoseksuelle som „på grund af det enorme kulturelle pres imod dem“ ikke ønsker at blive afsløret, og af andre som „længe nok har lidt og nu ønsker at komme frem i lyset“. Rapporten fortsatte:
„For enhver der skal ordineres drejer spørgsmålet sig om hvorvidt han eller hun kan og vil føre et liv der er et sundt eksempel for Kristi hjord. Der bør ikke være noget til hinder for at homoseksuelle der kan og vil følge en adfærd som af kirken regnes for sund, bliver ordineret. Nogle homoseksuelle er i stand til at følge en sådan adfærd, og har gjort det, visse endda i åben indrømmelse af deres homoseksualitet, mens andre ikke kan eller vil gøre det.“
For nogle år siden var der i U.S.A. et TV-program hvor man som gæst i studiet havde inviteret en mand der havde oprettet en kirke for homoseksuelle. Både de øvrige gæster og publikum i salen havde et meget „frisindet“ syn på om homoseksuelle kunne være gode kristne, og kristne præster. Men den kvindelige programværtinde, som havde inviteret gæsterne, havde et andet syn på det, et syn hun fastholdt med bibelsk begrundelse. Nogen tid efter udsendelsen fik hun følgende brev fra en fjernseer som yderligere støttede hende i hendes bibelske synspunkt:
„Tak for den måde De gennemførte Deres udsendelse på, fredag aften den 11. september. Under modstand fra både gæstepanelet og publikum fastholdt De Deres standpunkt med hensyn til homoseksualitet.
Det frastødende ved Troy Perry er at han opretter en kirke for homoseksuelle og samtidig påstår at den har Guds billigelse. Han prøvede at retfærdiggøre det i Deres udsendelse ved at citere Hebræerbrevet 10:25, hvor der står at man ikke skal forsømme at komme sammen. Det måtte også gælde homoseksuelle, sagde han.
Moseloven tillod ikke at der fandtes homoseksuelle inden for Guds menighed: ’Om nogen ligger hos en mand, på samme måde som man ligger hos en kvinde, da har de begge øvet en vederstyggelighed; de skal lide døden, der hviler blodskyld på dem.’ — 3 Mos. 20:13.
I Det nye Testamente gentages fordømmelsen: ’Derfor gav Gud dem hen til vanærende lidenskaber; deres kvinder ombyttede den naturlige omgang med den unaturlige, ligeledes vendte også mændene sig fra den naturlige omgang med kvinden og optændtes i deres begær efter hverandre, så at mænd øvede skamløshed med mænd og pådrog sig den velfortjente løn for deres forvildelse.’ — Rom. 1:26, 27, da. aut.
At oprette en særlig kirke for homoseksuelle er det samme som at oprette en kirke for mordere, røvere, utugtige og så videre. Mennesker af den slags kan nok modtage Guds nåde, men så må de først lægge deres overtrædelser på hylden: ’Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller de, der lader sig bruge til unaturlig utugt, eller de, der øver den, eller tyve eller havesyge, ingen drankere, ingen æreskændere, ingen røvere skal arve Guds rige. Og sådan har nogle af jer været; men I lod jer aftvætte, ja, I blev helligede, ja, I blev retfærdiggjorte ved Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds Ånd.’ — 1 Kor. 6:9-11, da. aut.
I det foregående kapitel har kristne netop fået påbud om ikke at dyrke samkvem med dem der begår de nævnte umoralske handlinger, også selv om de skulle kalde sig kristne brødre. Sådanne skulle udelukkes af menigheden. Det lyder ikke ligefrem som om man skulle samle dem og dyrke deres selskab. — 1 Kor. 5:9-13.
Homoseksualitet kaldes også sodomi, et ord der kommer af navnet på byen Sodoma, som blev udslettet af Gud fordi indbyggerne praktiserede homoseksualitet.
Den nye stil er at være superfrisindet. June Lockhart beskyldte Dem for at moralisere. Al moraliseren er bandlyst nu om stunder. Det er homoseksualitet ikke. Det er der ikke ret meget der er. Men moraliseren er altså. Det burde man også kunne sige sig selv. I et samfund der befinder sig midt i det moralske sammenbruds kvaler, må man regne med at det er yderst upopulært at moralisere. Vi skal være frisindede over for alt, ellers bliver vi beskyldt for at være hårde, grusomme og uforstående. Men man behøver jo ikke at begå et mord for at forstå det. Man kan godt være forstående over for dem der har en svaghed for homoseksualitet, uden at billige dette.
’Gør hvad du selv vil!’ Men hvad nu hvis man har indviet sig til Gud og forpligtet sig til at gøre hvad han vil? Vi har alle nogle svagheder vi må kæmpe imod og prøve at overvinde. Den retfærdige falder syv gange og rejser sig op. Vi må blive ved med at rejse os op. Vi må gøre det der er det sværeste af alt — sige nej til os selv.
Men at sige nej til sig selv er igen noget der er bandlyst i dag. Og denne ubehagelige pligt viger vi uden om ved at antage en ny moral — som faktisk bare er den gamle umoralitet, forsynet med en ny etiket hvor der står ’Godkendt’.
Men vi må ikke trække Gud med ind i dette her og påstå at han også billiger det. Måske er han ved at blive led og ked af os, som han er blevet af mennesker før os. Malakias 2:17 fortæller om det: ’I trætter HERREN med eders ord. Og I spørger: „Hvorved trætter vi?“ Ved at sige: „Enhver, som gør ondt, er god i HERRENS øjne; i dem har han behag.“’
Et eftergivende samfund vil måske hylde nutidens moderetning som hedder ’Alting går an’, men Gud ser anderledes på det, som vi kan læse i Esajas 5:20: ’Ve dem, der kalder ondt for godt og godt for ondt, gør mørke til lys og lys til mørke, gør beskt til sødt og sødt til beskt!’
Jeg er meget glad for Deres programmer, Virginia, og jeg sætter stor pris på Deres mod.“
Den kvindelige TV-medarbejder skrev som svar på brevet: „Mange tak for Deres yderst oplysende brev. Jeg er helt igennem enig med Dem, og er Dem meget taknemmelig.“