Inflationen strammer sit greb

„VI MÅ forstå at vi ligger i krig . . . med inflationen,“ skrev tidsskriftet Business Week, „og ikke nok med det — vi taber krigen.“

Vi har tabt „krigen“ mod inflationen i den forstand at uanset hvilke midler man har grebet til, har inflationen strammet sit greb om verdens økonomi.

Som et resultat heraf er der ikke mere den samme tillid til pengene — det vil sige til papirpengene. Dette fremgår af guldprisen. Gennem tiderne har guldet været de „penge“ man i sidste ende tyede til, det man tillagde størst værdi i vanskelige tider. Det er derfor en slags barometer for de økonomiske forhold. For ti år siden var guldprisen 35 dollars pr. ounce. Men siden er den steget voldsomt, og i januar 1980 var den helt oppe på 650 dollars pr. ounce, en pris der dog faldt lidt igen. Dette betegner i hvor høj grad tilliden til papirpenge er gået tabt, og det røber hvor voldsom inflationen er blevet.

Gennem hele det 19. århundrede var priserne relativt stabile, men efter den første verdenskrig blev de usikre. Efter den anden verdenskrig indgik inflationen som en del af hverdagslivet. I de senere år er den blevet mere udtalt end nogen sinde, og selv i nedgangstider fortsætter den.

I én måned i 1979 blev inflationen registreret til 12 procent over det foregående år i De forenede Stater, 15 i Japan, 18 i England og godt 10 i Frankrig. I Forbundsrepublikken Tyskland, hvor økonomien hører til de mere stabile, tog inflationen et hop på 10 procent.

Filippinerne melder om en firdobling af priserne på mad, beklædning og olie siden 1966. Prisen på Japans vigtigste næringsmiddel, ris, er steget med over 500 procent i løbet af tyve år. I Brasilien så man i øjnene at inflationen i 1979 ville blive 40 procent, som i 1978. Bladet Administracão e Servicos skrev: „Otteogtres millioner brasilianere kan end ikke overveje at købe et ganske almindeligt elektrisk strygejern.“ De er nemlig nødt til at bruge deres penge til daglige fornødenheder.

I nogle afrikanske lande har inflationsraten været over 100 procent på bare et år. I Israel var den næsten 100 procent sidste år, og siden statens oprettelse for godt 30 år siden er forbrugerprisindekset steget over 5000 procent!

Forholdet i De forenede Stater viser hvad der kan ske i løbet af en årrække på grund af inflation. Dollaren, der var 100 cents værd i 1898, er nu kun 12 cents værd.

Lønmodtagere hvis indkomst lige holder trit med inflationen rammes på to måder

Men er lønningerne ikke også steget? Jo. Og for mange lønmodtageres vedkommende er lønnen steget mere end inflationen, så deres levestandard er blevet forbedret.

Dette er dog ikke tilfældet for alle. For eksempel finder halvdelen af alle De forenede Staters lønmodtagere at inflationen nu foregår hurtigere end deres indkomststigning, og altså medfører en nedgang i deres levestandard.

For mange fattige mennesker og folk med en fastlagt indtægt ser det endnu værre ud. Vi nævner blot ét eksempel på dette, en pensioneret lærer i New York, som siger:

„Min nuværende årlige pension er på 4439 dollars [knap 24.000 kroner, dvs. at den ligger under U.S.A.s fattigdomsniveau]. Det undrer Dem sikkert ikke at vi har svært ved at klare os trods en heroisk indsats for at spare.

Vi har ingen bil. Vi ejer ikke vores bolig. Vi bor til leje i den samme lille lejlighed som vi nu har haft i over 35 år. Vi rejser ikke på ferie. Vi rejser i det hele taget ikke. Vi spiser ikke ude. Vi køber altid kun på udsalg, og kun det allermest nødvendige.

Vi bruger ikke tobak. Vi tillader os aldrig at nyde spiritus — ikke engang en øl i ny og næ. Vi har ikke været i teateret, ja ikke engang i den nærmeste biograf, siden jeg trak mig tilbage for over 21 år siden.

Vi går ikke til underholdning. Vi bruger ikke penge på gaver til venner eller slægtninge. Vi nøjes med at sende et postkort ved særlige lejligheder. Vi køber ikke mere en avis hver dag.

Min kone og jeg er begge midt i halvfjerdserne. Ingen af os er raske eller i stand til at arbejde.“

Lønmodtagere hvis indkomst lige holder trit med inflationen rammes også. Hvorfor? Fordi inflationen gør indhug på to fronter. Ikke alene forringer de stigende priser værdien af surt tjente penge, men ved en tilsvarende lønstigning kommer lønmodtageren i en højere indkomstgruppe og må betale mere i skat. Resultatet er en nettoforringelse af hans købekraft.

Ofte er inflationen også en straf for sparsommelige mennesker der sætter penge i banken. I de fleste tilfælde viser det sig at den rente bankerne giver, ikke er tilnærmelsesvis så stor som inflationsraten. Ved årets slutning er et indestående beløb — med renter — altså mindre værd end ved årets begyndelse. Og endnu værre er det at der skal betales skat af renterne.

Folk skaffer sig mere og mere gæld

Det økonomiske pres har medført at den private gæld er vokset enormt. Det sker blandt andet fordi folk ikke har lyst til at spare sammen til det de vil købe. De sætter sig hellere i gæld for at få det.

En anden omsiggribende årsag til at der stiftes gæld er at flere mennesker, takket være den ubarmhjertige inflationsbølge, nu låner penge blot for at kunne beholde hvad de har. Og Americana Annual for 1979 bemærkede følgende: „De der førhen sjældent lånte — og kun til dyre ting — stifter nu til tider lån for at kunne betale for de daglige fornødenheder.“

Så er der dem der ikke ser nogen fremtid forude og som har væbnet sig med indstillingen „Spis, drik og vær glad“, idet de prøver på at nyde så meget som muligt før det er for sent. Som én siger: „Jeg har en slags dommedagsindstilling.“ Visse mennesker låner endda rask væk penge uden at have til hensigt at betale dem tilbage, hvilket er det samme som at stjæle.

Bladet U. S. News & World Report har kaldt tendensen til at stifte gæld „en tidevandsbølge“ der „jager ny skræk i økonomerne“. Bladet skrev også: „Aldrig før har folk i den grad sat deres lid til lånte penge.“ Enhver alvorlig økonomisk tilbagegang ville få millioner af disse mennesker til at gå fallit.

Hvorfor er der så megen inflation i dag?

Hvad er det der forårsager den form for inflation der breder sig så voldsomt overalt i verden? Sagkundskaben er ikke enig på alle punkter. Blandt flertallet er der dog enighed om at en af de væsentligste årsager er at folk bruger flere penge end de tjener, og stifter gæld for at klare dette forbrug. Som Londonbladet Times skriver: „Hvad er inflation egentlig? . . . Det er økonomens ord for overforbrug; for at leve over evne; for at tage mere ud af sparebøssen end man lægger i.“

Når en stat bruger flere penge end den får ind i skat, må den „skabe“ penge for at dække underskuddet. Harper’s Magazine har udtrykt det sådan: „Hvis statens udgifter overskrider det beløb der kommer ind i skat, dækker man gælden ved at skabe helt nye dollars.“ The Wall Street Journal har også bemærket følgende:

„Langt størstedelen af prisstigningen . . . har været inflation i dens egentlige betydning. Det vil sige at den skyldes en enorm udvidelse af pengebeholdningen i år med usædvanlig stort statsunderskud, som man har finansieret ved at skabe penge og opnå kredit, det moderne modstykke til . . . at trykke flere sedler.“

Et eksempel på denne inflationskilde er De forenede Staters indlandsgæld. Landet har haft 17 år med underskud de sidste 18 år. Gælden var 167 år om at nå de første 100 milliarder dollars, mens den nu forøges med dette beløb hvert år! Det samlede gældsbeløb forventes at passere en billion dollars inden ret længe. Og renterne af denne gæld er omkring 60 milliarder dollars om året nu, den tredjestørste af den amerikanske stats udgifter. Alt dette betyder at der er flere penge at købe varer og tjenesteydelser for, hvilket presser priserne op som ved en auktion.

Noget der forværrer situationen er olieproblemet. Kun godt en halv snes lande producerer mere olie end de selv bruger. Disse lande har slået sig sammen i OPEC, organisationen af olieproducerende lande. De har sat olieprisen op til mere end 15 gange det den var for 10 år siden. Da mange produkter — benzin, fyringsolie, plast, kemikalier og så videre — fremstilles på råoliebasis, stiger prisen på disse tilsvarende.

Disse faktorer er årsagen til at visse lande nu er så forgældede at der kun holdes liv i dem økonomisk ved nye omfattende kredittilførsler. Nogle af disse lande kan end ikke betale renterne af deres gæld med egne ressourcer, langt mindre selve gælden.

Nogle økonomer spekulerer på om det ikke allerede er for sent at standse inflationen

Hvordan kan inflationen standses? En del økonomer spekulerer på om det ikke allerede er for sent. De sammenligner det med en heroinnarkoman der er kommet for langt ud og kræver mere og mere heroin med stadig mindre virkning. Hvis han fortsætter, vil narkotikaen dræbe ham. Hvis han holder op, vil følgerne af hans misbrug måske alligevel forkorte hans liv.

Skal inflationen standses må der skæres drastisk ned på regeringers, erhvervsvirksomheders og privatpersoners overforbrug. Men det betyder at folk skal købe mindre og at virksomhederne derfor må producere mindre. Dette igen vil kaste mange ud i arbejdsløshed med alvorlig tilbagegang eller depression til følge. Det verdensøkonomiske system har ved overforbrug bragt produktionen så højt op at visse iagttagere hævder at det allerede er for sent at skære drastisk ned uden at gøre lige så megen skade som inflationen gør i sig selv.

[Diagram på side 7]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Dollaren skrumper ind

1898–1979: 1 = $.12