Lyd forstærket — godt og dårligt

Fortidens forstærker

Hvordan var det muligt for Jesus og andre talere på Bibelens tid at tale til tusinder af mennesker på åbne steder uden hjælp af forstærkeranlæg?

En som har skrevet et indlæg i tidsskriftet Biblical Archeologist satte sig for at finde svaret. Blandt andet besøgte han et sted ved Galilæas sø nær den gamle by Kapernaum, som han mente passede på beskrivelserne i Mattæus 13 og Markus 4. Markus-evangeliet (4:1) siger at Jesus „begyndte igen at undervise ved søen. Og en meget stor folkemængde samledes om ham, så han gik om bord i en båd og sad ude på søen, og hele folkemængden ved søen var inde på land“.

Redegørelsen i Biblical Archeologist beskriver det sted hvor Jesus muligvis underviste, som en „vig der fremtræder som et naturligt amfiteater; fra bredden går det jævnt opad til den nutidige vej“. På dette sted foretog en tekniker prøver med lydudstyr for at undersøge akustikken i området.

Han fandt frem til at hans instrumenter viste „langt kraftigere lydudfoldelse“ når lyden kom ude fra vandet, hvor Jesu båd ville have været, end når lyden kom fra vandkanten. „Det kan ikke nægtes at muligheden for kommunikation ved tale har været god i denne hulning,“ sagde teknikeren. Han anslog at 5000 til 7000 mennesker samlet i området kunne have hørt tydeligt.

En lærer i taleteknik har i øvrigt illustreret dette princip ved at tale til sine elever tværs over en dam nær ved Ithaca i staten New York, USA.

Larmende inferno

For nylig kunne man læse følgende i det parisiske dagblad Liberation: „I firserne vil det gå af mode at bruge hjernen — tankevirksomhed er tilbagegang. Alt hvad der er tilbage, er en krop hvis eneste ophøjede mål er at danse, idet den som en maskine udfører de samme mere eller mindre elegante bevægelser seks timer i træk.“

Det franske ugeblad Le Point skriver: „I sin vår var rock udtryk for et instinktivt oprør mod den voksne verden, mod den strenge moralkodeks der var opstillet af et fastkørt samfund. Senere kom punk’erne, som gør et nummer ud af deres nihilisme og vrænger næse ad alt hvad der er fremmed for dem ved systematisk at provokere. Disco har gjort mængden ens — de følger med som en flok får, stiller ingen spørgsmål og har intet budskab at videregive. De danser bare, hypnotiseret af discoens standardiserede 125 slag i minuttet. . . . Som en amerikansk journalist har sagt det: ’De skulle rejse en statue af Narkissos, deres guddom, foran hvert diskotek.’ . . . I alle disse nye, upersonliggjorte, færdigpakkede discosupermarkeder høres den stadige, ensformige rytme der dunker af sted som krigstrommer. Krig imod hvad? De siger det er mod kedsomhed. Men i det lange løb får infernoet af monoton musik, der er mere medrivende end genial, fyldt med fiduser og dårlige tricks, én til at spørge hvor virkningsfuldt midlet er.“