Cellen — et vidunder

Indblik i cellens indre

Skyldes dine 100.000.000.000.000 celler et tilfælde?

Da Charles Darwin første gang fremsatte teorien om livets udvikling, havde de samtidige forskere ingen anelse om hvor fantastisk kompliceret cellen er. Det begyndte man først senere at opdage. De fleste enkeltdele af en almindelig celle kan kun ses tydeligt i stærke elektronmikroskoper. Her er nogle få af delene i en typisk dyrecelle — alt sammen indeholdt i en enhed der ikke fylder mere end nogle få hundrededele af en millimeter i tværsnit:

[Diagram]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Cellemembran

Golgiapparat

Mitokondrie

Endoplasmatisk reticulum

Centriole

Ribosomer

Lysosom

Mitokondrierne er små stavformede legemer der producerer de såkaldte ATP-molekyler, som cellen anvender i sin energiomsætning. Mellem membranerne i mitokondriernes labyrintiske indre kan der produceres ATP i et forrygende tempo. Ved fremstillingen af hvert ATP-molekyle kræves der over 12 forskellige kemiske reaktioner. Og cellerne i et helt menneskelegeme danner billioner af disse molekyler hvert sekund.

Ribosomerne er små partikler der næppe kan ses, selv med stærke elektronmikroskoper. De findes i tusindvis i de fleste celler. Deres opgave er at „aflæse“ instruktioner der indeholdes i andre molekyler og derved bygge de proteiner legemet behøver, efter nøjagtige specifikationer. Ribosomerne er yderst komplicerede og består af mindst 55 forskellige proteinmolekyler.

Mikrorør. Ved hjælp af et særligt rørsystem der kan dannes eller opløses i cellerne, kan cellerne skifte form efter behov. Mikrorørene udgør en slags fleksibelt celleskelet. I de meget lange nerveceller findes også mikrorør, der udgør en slags internt transitsystem.

Lysosomerne er små sække med enzymer der kan udslette cellen. De udgør en slags mavefunktion for cellen ved at nedbryde forskellige substanser til brug for cellen. I de hvide blodlegemer angribes farlige bakterier med enzymer fra blodlegemernes lysosomer.

Det endoplasmatiske reticulum er et membransystem der synes at tjene som lager og transportnet for proteiner og andre molekyler, der opbevares hver for sig til senere brug, eller sendes ud af cellen.

Golgi-apparatet medvirker tilsyneladende til at „pakke“ de nydannede proteiner fra det endoplasmatiske reticulum, så cellen kan benytte dem.

Kernemembranen er en dobbeltvæg der beskytter cellekernen med dens indhold af DNA. I denne væg er der porer eller døre som kun lader de rigtige stoffer komme igennem.

Kromosomerne befinder sig inde i kernen og indeholder cellens DNA, der er de dyrebare instruktioner for arveanlæggene. I forbindelse med DNA’et findes de såkaldte histoner, nogle særlige proteiner der sandsynligvis medvirker ved reguleringen af genaktiviteten.

Centriolerne er cylindre som hver består af ni sæt med tre mikrorør. Når cellerne deler sig er det sandsynligvis centriolerne der styrer de små tråde som trækker kromosomerne i hver sin retning, sådan at hver af de to nye celler får det rigtige genmateriale.

Cellemembranen er ikke bare en almindelig væg, men en kompliceret hinde der kan styre alt hvad der kommer ind i cellen og ud af den. For megen væske ville sprænge cellen, og for lidt væske ville bremse dens kemiske reaktioner. Farlige substanser skal omhyggeligt sorteres fra de indgående næringsstoffer, og disse får først adgang til cellen efter at de er forsvarligt indpakket i en del af membranen, hvori de føres hen til det ventende lysosom.

Denne liste repræsenterer naturligvis kun en meget grov skitsering. En enkelt celle er langt mere kompliceret end noget som helst som mennesket nogen sinde har frembragt. Kan den da være opstået af sig selv?