Hvor stammer de forskellige sprog fra?

FORESTIL dig hvordan livet ville være uden et sprog — vi ville hverken kunne tale sammen, udveksle nyttig viden og erfaringer eller læse et blad som dette. Og først og fremmest ville der ikke findes nogen Bibel, skrevet til belæring, trøst og håb for menneskeheden.

Hvordan skulle verden kunne fungere uden sprog? På hele jorden tales der i dag flere end tre tusind sprog; flere end et tusind af dem tales i Afrika. Hvordan er de alle opstået? Var de gamle sprog primitive i forhold til nutidens? Hvor indviklede tror du sprog som sanskrit og zulu er?

I treårsalderen kan et barn allerede have lært at tale et eller flere sprog. Nogle betragter dette som den største forstandsmæssige præstation et menneske kommer ud for at yde. „Menneskets tale er en gåde; den er en Guds gave, et mirakel,“ skrev den navnkundige leksikograf Ludwig Koehler engang. Bogen Evolution (udgivet af forlaget Life) siger i en kommentar om menneskets forfædre: „De kunne kun overleve . . . ved at udvikle en måde at kommunikere indbyrdes på. . . . For omkring en million år siden beherskede et abemenneske . . . måske nogle få talelyde.“ Altså opstår spørgsmålet: Er sproget en menneskelig opfindelse eller en gave fra Gud?

Har sproget virkelig udviklet sig fra et abemenneskes grynten og brummen? Hvis det var tilfældet, skulle de fortidige sprog være ufærdige og primitive, mens nutidens sprog skulle være blevet mere sammensatte og udtryksfulde. Sprogkyndige hævder at omkring 50 procent af jordens indbyggere taler sprog der hører til den indoeuropæiske sprogslægt. De ældste kendte sprog af denne slægt indbefatter sanskrit og græsk. Hvordan er disse gamle sprog i sammenligning med de nutidige?

Lad os se på det gamle græske sprog, som en overflod af oldtidslitteratur er skrevet på. „Vore kildeskrifter giver os ikke indtryk af et dårligt udviklet sprog, hvor litteraturen langsomt udvikler sig fra en ufærdig begyndelse,“ skriver den græskkyndige dr. B. F. C. Atkinson. Om den græske digter Homers skrifter (Homer levede omkring det ottende eller niende århundrede f.v.t.) siger han at de „står i første række, ikke kun blandt græsk litteratur fra enhver periode, men også blandt den samlede verdenslitteratur“.

Sanskrit er et sprog der stammer fra Indien, men det tales ikke længere. Den ældste kendte litteratur der er skrevet på dette tungemål kan føres tilbage til omkring 1100 f.v.t., men først for omkring to hundrede år siden blev det opdaget af europæiske sprogforskere. En af disse, sir William Jones, udtalte engang: „Hvordan den tidlige historie af sproget sanskrit end har været, er det af en vidunderlig opbygning; mere fuldkomment end græsk, mere ordrigt end latin og mere udsøgt forfinet end dem begge; dog er det så nært beslægtet med disse sprog, såvel i udsagnsordenes rødder som i grammatikkens form, at det ikke kan skyldes et tilfælde.“

Den semitiske sprogslægt er også blandt de betydningsfulde. Til den hører det vi kender som hebraisk, der øjensynlig er det ældste af alle sprog. Nedskrivningen af Bibelen blev påbegyndt på hebraisk i år 1513 f.v.t. Hvordan er dette tungemål i forhold til de nutidige?

Hebraisk er meget udtryksfuldt og koncist, velegnet til at beskrive et handlingsforløb med et fåtal af ord. Det mesterligt opbyggede ordforråd er rigt på udtryk der har forbindelse med syns-, høre-, føle-, smags- og lugtesansen, og kalder så at sige billeder frem i tilhørerens eller læserens sind. På grund af sprogets knaphed er det ofte nødvendigt at bruge hjælpeord når man oversætter for at få hele den righoldige betydning af et hebraisk udsagnsord frem. Tag for eksempel det første vers i den velkendte 23. salme: „[Jehova] er min hyrde, mig skal intet fattes.“ Det er en sætning på otte ord med i alt fireogtredive bogstaver, mens det på hebraisk siges med fire ord på tilsammen tretten bogstaver. Enestående udtryksfuldt, ikke sandt?

Af de lidt over 1000 sprog der tales i Afrika har de tre hundrede nogle bemærkelsesværdige fællestræk i deres usædvanlige grammatiske opbygning. De udgør tilsammen det der er kendt som bantusprogslægten, og er udbredt i de fleste egne syd for ækvator. „Bantu“ betyder „mennesker“ og er et fælles ord for disse sprog; deraf navnet „bantuslægten“. Sprogkyndige antager at bantu nedstammer fra et rodsprog der for over to tusind år siden taltes i det centrale Vestafrika.

Til bantusprogene hører zulu, det mest udbredte sprog i det sydlige Afrika. Hvordan er det i forhold til det moderne sprog afrikaans, der er udledt af gammelt hollandsk og er blevet et af Sydafrikas officielle sprog? Zulu har en meget mere indviklet grammatik og er svært at lære for et voksent menneske; kun få engelsk- eller afrikaanstalende har behersket det. I 1927 udgav Clement Doke en Lærebog i zulugrammatik, som i sin femte udgave syvogtyve år senere indeholdt følgende bemærkning af forfatteren: „Jo mere man studerer et folks sprog, jo flere undere opdager man i det . . . jeg har blot løftet en flig af dækket over de mange fænomener som det frugtbare bantusprog er så rigt på.“

Hvad antyder de omtalte kendsgerninger? Evolutionisten Ashley Montagu indrømmer: „Mange ’primitive’ sprog . . . er ofte en hel del mere komplicerede og mere udtryksfulde end de såkaldte højere civilisationers sprog.“ Sprogene har klart nok ikke haft nogen ufærdig begyndelse.

For at afklare spørgsmålet om sprogets oprindelse kan vi betragte følgende samtale der blev nedskrevet på hebraisk for omkring 3500 år siden:

„Moses sagde: ’Åh, HERRE, jeg har aldrig været en mand som har let ved at tale . . . jeg er langsom og tøvende når jeg skal udtrykke mig.’ HERREN sagde til ham: ’Hvem er det der giver mennesket evnen til at tale? . . . Er det ikke mig, HERREN? Gå nu; jeg vil hjælpe dig med at tale og fortælle dig hvad du skal sige.’“ — 2 Mosebog 4:10-12, The New English Bible.

Nu opstår spørgsmålet: Hvis talens gave er fra Gud, hvordan opstod sprogforskellene da?

Det har haft betydning at folkegrupper har været adskilt fra hinanden. Nye forhold bevirker også at nye ord frembringes. Nye dialekter begynder at dannes. Det er heller ikke vanskeligt for sprogstuderende at fastslå at alle de tungemål der findes inden for en sprogslægt har fælles oprindelse. Men hvordan opstod sprogslægternes umiskendelige forskelle?

Interessant nok skriver den sprogkyndige sir Henry Rawlinson: „Hvis vi udelukkende skulle gå efter det punkt hvor sprogvejene skærer hinanden, uden at rådføre os med den bibelske beretning, måtte vi dog stadig sætte fingeren på Sinears sletter som det sted hvorfra alle linjerne er udgået.“

Denne iagttagelse stemmer overens med Bibelen, som viser at Gud skabte det første menneske med et sprog og med evnen til at bruge det godt. Den fortæller os at efter vandfloden på Noas tid havde „hele menneskeheden . . . et tungemål og samme sprog“. Men med tiden forenede ulydige mennesker med deres fælles sprog sig om en ond plan. I stedet for at brede sig over hele jorden som Gud havde befalet, samlede de sig på Sinears sletter og begyndte at bygge en by, Babel, og et tårn hvor de ville udøve falsk gudsdyrkelse.

For at få sin vilje gennemført greb Jehova ind over for de oprørske grundlæggere af denne by. Første Mosebog 11:9 fortæller: „Derfor kaldte man den Babel, thi der forvirrede [Jehova] al jordens tungemål, og derfra spredte [Jehova] dem ud over hele jorden.“

I dag er Skaberens visdom tilgængelig vidt og bredt af den grund at hans ord, Bibelen, er blevet oversat til flere end 1700 sprog, hvilket dækker omkring 97 procent af jordens befolkning (skønt disse måske ikke alle selv kan læse).

Bibelens forklaring på sprogenes oprindelse er fornuftig og i overensstemmelse med kendsgerningerne. Evolutionisternes teorier om at de har deres oprindelse i ’abemenneskers grynten og brummen’ er i modstrid med kendsgerningerne.

Det er en vidunderlig gave fra Gud at et lille barn har evnen til at lære sine forældres sprog. — Jakob 1:16, 17.

[Illustration på side 16]

I treårsalderen kan et barn allerede have lært at tale et eller flere sprog

[Illustration på side 17]

Ved Babel opstod nye sprog som nutidens sprog stammer fra