’Udsæt ikke til i morgen . . .’

DU HAR lige spist aftensmad og beslutter nu at du i aften vil rydde op i skabet, eller i garagen, eller på skrivebordet, eller endelig se at få en af de ting fra hånden som du i uger eller ligefrem måneder har tænkt på at gøre.

Men før du tager fat, siger du til dig selv at der vel ikke kan ske noget ved at slappe af et øjeblik. Du har jo trods alt lige spist aftensmad. Du sætter dig altså i sofaen og tænder for fjernsynet — „bare fem minutter“. Men før du ved af det, sidder du og ser den sidste TV-avis. Aftenen er gået. Og de ting du skulle have gjort må udsættes endnu en gang.

Hvis du kan genkende dig selv i denne situation, kan du i det mindste finde trøst ved tanken om at mange har det ligesom du. Tilbøjeligheden til at udsætte sine gøremål er givetvis en af de mest udbredte menneskelige svagheder. Hver og én af os har sikkert på et eller andet tidspunkt sagt til os selv: „Ja, jeg burde selvfølgelig gøre det, men . . .“

„Næste gang gør jeg det“

Sendrægtighed kan ytre sig på mange forskellige måder. Nogle er tragiske, andre knap så alvorlige. De der har studeret adfærdsvidenskab mener faktisk at det let kan blive en indgroet vane at udsætte forskellige gøremål — netop fordi konsekvenserne ikke altid er så alvorlige.

For eksempel har du måske besluttet at sende et takkebrev til de venner du for nylig boede hos da du var på ferie. Men tiden flyver af sted. Før du aner det er der gået uger og måneder — og du har stadig ikke fået sendt det brev. Men egentlig er der jo ikke sket nogen skade. „Næste gang gør jeg det,“ siger du til dig selv. Og det er begyndelsen til en kamp du sandsynligvis vil tabe.

Måske kommer der simpelt hen ikke nogen „næste gang“. En 25-årig kvinde, der i årevis havde tøvet med at vise sin søster hvor meget hun holdt af hende, skriver: „Jeg havde så tit lyst til at give hende et knus, men jeg fortalte hende aldrig om mine følelser. . . . Den 25. februar døde min søster. Nu er det som om hele min verden er styrtet sammen. Hvor er det sørgeligt at hun aldrig fik at vide hvor højt jeg elskede hende. . . . Hvis man elsker sin familie . . . skal man vise det! Udsæt det ikke til senere. Måske er det så for sent.“

Man bør dog mærke sig at ikke alle former for sendrægtighed nødvendigvis er skadelige. Nogle foretrækker måske at kalde det „forsigtighed“. Det kan tage sin tid før ideer eller planer står helt klart for en. At vente til et mere belejligt tidspunkt med at træffe en beslutning kan i sig selv være en god beslutning.

En mere alvorlig form for sendrægtighed, selv om ikke alle opfatter det som sådan, er kronisk forsinkelse. De kronisk forsinkede kommer for sent til aftaler, for sent til selskaber, for sent til forretningsmøder, og ofte også for sent i gang med deres arbejde. Det kan også være at de har svært ved at få opgaver fra hånden til tiden og ved at overholde tidsfrister i det hele taget. Denne svaghed kan føre til at man mister sine venner, sit arbejde og endda sit ægteskab.

Grunden til at nogle ting udsættes

Problemet lader til at have at gøre med tid, og den første forklaring der falder én ind er derfor at sendrægtige mennesker ganske enkelt ikke er særlig tidsbevidste, eller har svært ved at administrere tiden. Nogle ansvarshavende i store virksomheder har derfor søgt at lære de ansatte at udnytte tiden bedre. Men til deres skuffelse ser de tit at når teorien skal omsættes i praksis, udsætter de fleste det — som de plejer. Problemet skyldes altså ikke bare manglende tidsbevidsthed.

I bogen Decision Making (Hvordan man træffer beslutninger) skriver forfatterne Irving Janis og Leon Mann: „En der skal træffe en vigtig afgørelse der berører hans fremtidige liv og lykke, vil typisk have svært ved at få det gjort fordi han forudser visse omkostninger og risici uanset hvad han vælger at gøre. Sådan et dilemma kan man slippe ud af ved for eksempel at undgå at træffe en afgørelse.“

En følelse af utilstrækkelighed eller inkompetence er en anden grund til at mange mennesker udskyder gøremål. „Det tjener som en stødpude for deres skrøbelige selvrespekt at udsætte tingene,“ siger psykologen Jane Burka. De vil ikke løbe risikoen for at klare sig dårligt, og lader i stedet helt være med at foretage sig noget. Frygten for kritik forhindrer dem i overhovedet at begynde.

Eksperter der har forsket i problemet, peger mod andre årsager der måske er mindre åbenlyse. En ansat gør måske oprør mod regler, tidsfrister og andre forlangender fra de overordnedes side, ved at nøle med at få arbejdet gjort. At udsætte en opgave til allersidste øjeblik kan for nogle tjene som en undskyldning for dårligt udført arbejde — i så fald kan de nemlig sige: „Hvis jeg bare havde haft mere tid!“ Andre bliver så skræmte af opgavens overvældende størrelse eller af den tid det vil tage at fuldføre den, at det for dem at se ikke vil være umagen værd overhovedet at gå i gang.

Ja, der kan være mange årsager til at man udsætter gøremål i det uendelige eller altid er for sent på den, og hos hver af os er det måske forskellige grunde der gør sig gældende. Hvad kan man da gøre for at overvinde disse problemer?

Lær at lade være med at udsætte

Hvis du har læst nogle bøger om at være mere effektiv, har du sikkert lagt mærke til at de er fulde af tilskyndelser som „Gør det nu!“ „Rejs dig og gå i gang!“ og så videre. Men de færreste læsere føler sig motiveret til andet og mere end at rejse sig og lægge bogen til side. Hvorfor? Fordi de fleste bøger hvis formål er at få os til at forbedre os, griber problemet an fra en egoistisk vinkel: ’Hvorfor bekymre sig om hvad andre tænker eller siger? Du skal bare gøre hvad du har lyst til.’

Problemet ved denne synsvinkel er at megen ineffektivitet, ansvarsløshed og navnlig forsinkelse først og fremmest skyldes at man ikke tager hensyn til andre. Hvis man virkelig var så omhyggelig med at gøre netop det der gavner en mest, ville man sandsynligvis aldrig være blevet så sendrægtig.

Prioritér

Da sendrægtighed, som vi har set, ofte skyldes at der er et eller andet man prøver at slippe uden om, må man for at overvinde problemet kunne se formålet med og betydningen af den pågældende opgave, såvel som dens relative vigtighed i forhold til de mange andre ting man skal gøre eller gerne vil gøre. Det er dette rationaliseringseksperter kalder at prioritere.

Hvad betragter du som det absolut vigtigste i dit liv? Hvad ville du give førsteprioriteten? Mange i dag betragter det som det vigtigste at komme frem i verden, at ’blive til noget’. Men i kartotekerne hos professionelle rådgivere ligger der mange beretninger om ærgerrige mænd og kvinder med lovende karrierer der pludselig har ladet sig hindre af et eller andet og er begyndt at skyde tingene fra sig, ja ligefrem har sat deres fremtid på spil. Konkurrencen og produktionsjaget får dem til at tvivle på deres egne evner. De begynder at tøve, at trække tiden ud, at vente med at gøre arbejdet „til en anden gang“. Som en ung jurist sagde: „Man er bange for at blive bedømt — at blive til grin. Det er bedre ikke at vise dem noget end at vise dem noget tåbeligt.“

Den gamle kong Salomon hørte til dem der havde nået ’toppen’ i denne verden. Men hvad sagde han om sine anstrengelser? „Jeg så, at al flid og alt dygtigt arbejde udspringer af den enes misundelse mod den anden. Også det er tomhed og jag efter vind.“ (Prædikeren 4:4) Det er bestemt ikke svært at skyde noget fra sig der er „tomhed og jag efter vind“ når man begynder at lægge mærke til „den enes misundelse mod den anden“. Folk ’står af ræset’ — som man siger.

Ønsket om at komme frem i verden kan altså kun til en vis grad virke tilskyndende. Hvis noget skal betragtes som vigtigt — så vigtigt at man ikke tilsidesætter det — må der knytte sig andet og mere til det end selvisk interesse. Det må have et bredere og mere værdifuldt formål.

Næste gang du spekulerer over hvorfor det du havde tænkt dig at gøre, så ofte bliver udskudt på ubestemt tid, stands da op og spørg dig selv: Er det virkelig vigtigt? Er der et nyttigt formål med det? Og hvis der er, hvad hindrer mig da i at gøre det?

Ransag dine vaner

Vi lever i en travl verden, og de fleste af os har fyldt vor tilværelse med mange gøremål. Nogle af disse ting skal gøres. Andre har vi lyst til at gøre. Atter andre gør vi mere eller mindre af ren og skær vane. De der er meget sendrægtige udsætter det der hører hjemme i den første kategori. De fleste udsætter gøremål fra den anden kategori. Men det der får os til at komme bagefter er meget ofte det vi foretager os fra den tredje gruppe.

Tænk for eksempel på kronisk forsinkelse som en form for sendrægtighed. De der altid er sent på den er som regel ikke i tvivl om at det de skal gøre er vigtigt, og de nyder måske endda at gøre det når de først er kommet i gang. Men de er altid for sent på den. Eksperter på området mener at vanen læres tidligt i livet, for det meste af forældre og søskende. Vanen føres først med til skolen, dernæst til arbejdet og andre områder af livet. For sådanne mennesker er det ikke simpelt hen et spørgsmål om at lære hvordan de skal administrere deres tid. De „bør begynde at ændre deres tænkemåde fra ’bedre sent end aldrig’ til ’det er bedre at være tidligt på den end at være sent på den’,“ siger psykologen Pierre Haber.

Interessant nok bemærker ægteparret Tony og Robbie Fanning, der virker som rådgivere, i bogen Get It All Done: „At være sent på den har intet at gøre med tid som sådan; det kommer af at man udskyder tidsfristen.“ De der har for vane at komme for sent, vil være sent på den selv hvis de har eller sørger for at få mere tid end sædvanlig. For at bryde vanen foreslår parret at man i tankerne rykker tidsfristen frem. Hvis man skal til et møde klokken nitten, kunne man for eksempel stræbe efter klokken 18.30 eller 18.45. Man vil måske være sent på den som sædvanlig, men man når alligevel mødet.

Du kan få hjælp

Mange har udskudt forsøget på at slippe af med visse skadelige vaner fordi de ikke virkelig har følt sig motiveret til det. En mand der i 11 år røg tre pakker cigaretter om dagen, fortæller: „Mindst en halv snes gange prøvede jeg alvorligt at holde op, men det lykkedes aldrig. Hver gang jeg forsøgte at holde op måtte jeg i en periode kæmpe meget hårdt . . . og det endte altid med at jeg begyndte at ryge igen.“ En anden mand, der var inkarneret spiller i omtrent ti år, siger: „Jeg forsøgte at bryde vanen utallige gange, men kunne kun lade være med at spille i højst to dage.“ De mange forgæves bestræbelser fik dem til at udsætte endnu et forsøg. Til sidst fandt begge disse mænd imidlertid den motivation de havde brug for.

Den tidligere ryger fortæller: „Da jeg studerede Bibelen med Jehovas vidner fandt jeg mange skriftsteder der handlede om både fysisk og åndelig renhed. Jeg lærte også det grundlæggende princip om at vise hinanden kærlighed og behandle andre som man gerne selv vil behandles. Hvordan skulle man kunne sidde og blæse røg ind i ansigtet på en anden og alligevel påstå at man fulgte det princip?“

Hvordan hjalp disse nyfundne tilskyndelser ham? „Jeg besluttede at jeg ville holde op én gang for alle,“ siger han. „Jeg bad Jehova om hjælp hver gang jeg havde lyst til en cigaret. Til min store overraskelse gik det lettere end jeg havde regnet med.“

Hvordan gik det så med spilleren? „Min kone begyndte at studere Bibelen,“ siger han. „Hun spurgte om jeg ville være med til studiet, og det ville jeg gerne. Resultatet blev at det hurtigt gik op for mig at det var forkert at spille.“ Bibelens sandheder gav ham den nødvendige tilskyndelse. Før der var gået tre måneder havde han fuldført det han havde udskudt i ti år.

„Man får aldrig sået, når man kigger efter vinden, og aldrig høstet, når man ser efter skyerne,“ læser vi i Bibelen i Prædikerens bog 11:4. Hvad enten det er en vis sendrægtighed der plager dig, eller du har for vane at være for sent på den, vil det altså være visdommens vej at overveje alvorligt hvad du prioriterer højest og hvilke vaner du ligger under for. Også du kan lære at lade være med at ’udsætte til i morgen’.

[Illustration på side 9]

Før du ved af det er aftenen gået. De ting du skulle have ordnet må udsættes endnu en gang

Illustration på side 10

Det er en dårlig vane altid at være sent på den

[Illustration på side 11]

Hvis man er under pres kan det være svært at få arbejdet gjort