Paven — hvorfor så populær?
„PAVE Johannes Paul II’s besøgsrejse på spansk jord har været som en orkan af folkelig rørelse, begejstring og glød . . . Johannes Paul II’s besøg har slået alle talmæssige rekorder hertillands.“ — ABC, et dagblad i Madrid.
Man kan naturligvis forklare pavens popularitet ganske enkelt med at han er åndeligt overhoved for mere end 600 millioner katolikker i hele verden, og at han derfor i næsten ethvert land hvor der findes katolikker kan være sikker på et godt publikum. Men denne forklaring ville være en grov forenkling af fænomenet. Med hvilke omstændigheder kan man da forklare pavens popularitet på dette tidspunkt i historien?
„Undlader ikke at bruge et eneste kneb“
En del af svaret ligger måske i den erfaring som skuespiller han har fra sine unge dage. I sin autoriserede levnedsskildring af pave Johannes Paul II siger lord Longford: „Det er imidlertid som skuespiller han bedst huskes af sine skolekammerater. En gæstende instruktør sagde engang til ham: ’En dag bliver du en stor skuespiller.’“ Biografien fortsætter: „Der kan ikke herske tvivl om at denne det levende ords kunst . . . har præget og inspireret Karol Wojtyla [pavens borgerlige navn] fra ungdommen af.“
Men hvad har dette betydet for hans publikumstække? Lord Longford tilføjer: „Med tiden viste det sig i det forbløffende indtryk den fremtidige pave skulle komme til at gøre på talløse millioner, på forskellige sprog, i hele verden.“ Den katolske præst og skribent Andrew M. Greeley har skrevet: „Han har klaret de første seks uger af sit arbejde med en professionel skuespillers og en professionel politikers fuldendte færdighed. Man kan ikke andet end beundre hans fejlfri præstation.“
Paven er tydeligvis klar over hvordan man skal gøre brug af følelsesladede og dramatiske virkemidler for at vinde en folkemængde for sig. Der var for eksempel engang hvor en lille dreng, for øjnene af en stor skare på 200.000 i Rom, „styrtede frem med nogle blomster, og en lovlig pligtopfyldende præst prøvede at jage ham væk. Men paven greb den lille bambino og trykkede ham ind til sig.“ Andrew Greeley tilføjer: „Engang var der en der sagde til mig at man kan se han har studeret scenens kunst. Han undlader ikke at bruge et eneste kneb.“ Og Greeley er enig heri: „Det gør han bestemt ikke.“
„Det største show, den mægtigste ’fiesta’ nogen sinde“
Massepsykologi er et andet væsentligt led i pavens succes. I bladet Newsweek har en skribent beskrevet paven som „en begavet rejsende skuespiller der kan holde en kæmpestor skare i ånde ligesom en aktør der fængsler et publikum“. Man fik en prøve på hans kunnen ved hans ankomst til Mexico i 1979. Som det bemærkes i bogen The Man Who Leads the Church [Manden i spidsen for kirken], blev han i lufthavnen mødt af „et fuldtalligt orkester af mariachis — landets traditionelle musikere“ som „satte i med mexicanernes yndlingsmelodi ’Cielito Lindo’ . . . Det var en kliché, men det var der ingen der tog anstød af. Denne pavelige rejse skulle blive det største show, den mægtigste ’fiesta’ nogen sinde. Johannes Paul II’s sans for hvad der tager sig ud viste sig at stå fuldt på højde med hans værters. Han skred værdigt ned ad trappen og faldt på knæ med hænderne mod jorden for at kysse den mexicanske jord. (Det er blevet til en traditionel handling. . . . Men virkningen er aldrig udeblevet.)“
Den virkning alt dette har haft på store forsamlinger overalt i verden, beskrives udmærket af den katolske forfatter Peter Hebblethwaite: „Hvilke budskaber fik folk så fra denne spændende nye pave? . . . Midt i al den folkelige begejstring Johannes Paul II’s rejser vakte, glemte eller undlod folk ganske enkelt at lægge mærke til hvad han faktisk sagde. . . . Grunden til at han har kunnet slippe godt fra næsten alting har været at det nye ved hans embedsførelse og udstrålingen ved hans tilstedeværelse har bortledt tankerne fra hvad han faktisk sagde.“ Ja, mens folkemængden nyder forestillingen, forbigår det dens opmærksomhed hvad der virkelig ligger i pavens ligefremme taler. Men for mange frisindede katolikker er hans prædikener meget vanskelige at kapere; de er for skrappe og for konservative.
’Ligemand med statsmænd og politikere’
Endnu en grund til pavens popularitet er at vor generation er blevet vænnet til tanken om idoldyrkelse og til selv at deltage i den. Overalt i verden har folk deres foretrukne skuespillerstjerner, sportsidoler og politiske ’frelsere’. Hvorfor så ikke også et religiøst idol? Hvis protestanterne har deres Billy Graham og „pastor“ Moon, hvorfor skulle katolikkerne så ikke have deres Johannes Paul II? Hvis nogen synes dette er en overdrivelse, læg da mærke til hvad den katolske skribent Hebblethwaite udtaler i sin bog The Year of the Three Popes [Trepaveåret]: „Når en mand bliver pave, indledes der en mytologiseringsproces som det er vanskeligt at modstå. Man tillemper billedet af den måde hans liv hidtil er forløbet på for at vise at han længe har været bestemt til det embede han til sidst besatte [paveværdigheden]. Fra den ene dag til den anden bliver han en verdensskikkelse, en ligemand i dialog med statsmænd og politikere og med kirkeledere af enhver art.“ — Kursiveret af os.
I den nutidige sammenhæng vil det sige at paven skaffer sig vej ind i rampelyset ved sin stadige kontakt og sine drøftelser med „statsmænd og politikere“. Han bliver endnu en mediepersonlighed. Da han også er overhoved for en verdslig stat, Vatikanstaten, modtages han med fuld honnør af statsoverhoveder og politiske magthavere — endda af kommunisterne! Ja, „trods sin ubetydelige størrelse er det om Vatikanstaten blevet sagt at den besidder en indflydelse større end selve Italiens,“ fortæller opslagsværket Encyclopædia Britannica.
Men også andre omstændigheder har haft indvirkning på den opfattelse folk i almindelighed har af den nuværende pave. Den katolske redaktør Rowanne Pascoe giver et fingerpeg herom med disse ord: „Til trods for, eller måske på grund af, at han står uden væbnede divisioner, er paven ene af alle den skikkelse som kan kaldes en verdensleder. I en tidsalder med politiske pygmæer har han overtaget det moralske førerskab i verden.“ Dette skal åbenbart forstås sådan at de politiske skikkelser i verden nu gør en så ynkelig moralsk figur at det får paven til at tage sig ud som en kæmpe!
Paven, politikken og Polen
Noget der også har gjort paven folkeligt afholdt er at han åbenlyst slår på nationalisme og tager stilling i politiske og sociale spørgsmål. Han har krydset klinger med adskillige regeringer og politiske ledere. Der ligger en iøjnefaldende modsigelse mellem hans befaling til gejstligheden om at holde sig ude af politik og hans egne taler der har gjort ham til part i politiske spørgsmål.
For eksempel har lord Longford bemærket at paven under sit besøg på Filippinerne „advarede den regeringsfjendtlige fløj inden for den stedlige kirke om at undgå at blande sig i politik, idet han mindede kirkefolkene om deres opgave i samfundet: ’I er præster og tilhører en religion. I er ikke sociale eller politiske ledere eller en verdslig magts embedsmænd.’“ Men i sin tale ved den brasilianske bispekonference citeres han for at have sagt at ’skønt man kan kæde kirken sammen med revolutionær socialreform, kan politisk vold ikke billiges’. Longford siger at paven i løbet af de 13 dage han opholdt sig i Brasilien „tilskyndede de fattige til at gøre alt hvad der stod i deres magt for at sikre sig at de virkelig nød de rettigheder øvrigheden var skyldig at give dem. Ifølge tidsskriftet The Universe var hans besøg ’en anklage mod den brasilianske regering for forbryderisk forsømmelighed’.“
Pavens politiske magt belyses glimrende af hans besøg sidste år i Polen, som ifølge presseforlydender var omhyggeligt tilrettelagt med det for øje at løse Polens faretruende politiske og økonomiske problemer. The New York Times’ medarbejder William Safire skrev: „Kirke og stat er kommet til en stiltiende overenskomst, og den politiske velsignelse som Moskvas udkårne polske leder så ivrigt har søgt, er blevet givet. . . . For at kunne bestå må kirken somme tider slå en handel af med totalitære herskere.“
At pavens besøg i Polen også havde politiske bevæggrunde understøttes af den kendsgerning at præsident Reagan bagefter havde en samtale med Philadelphias kardinal Krol, der havde ledsaget paven under besøget. Hvorfor? Fordi „Mr. Reagan ønskede at få kardinalens indtryk af forholdene i Polen efter det pavelige besøg med dets tydelige politiske forgreninger“. (Kursiveret af os.) Er der nogen der kan nægte at pavens rejser har politiske overtoner, noget der netop gør ham populær hos de brede masser, om end ikke altid hos magthaverne?
Én ting er at forstå årsagerne til hans øjeblikkelige popularitet, noget andet — og væsentligere — er at få klarlagt følgende: Hvorfor er hans mange og lange rejser nødvendige netop nu? Hvilket budskab har han fremholdt? Hvor dybtgående har det virket? De følgende artikler vil tage disse emner op.
[Illustration på side 5]
’Paven bliver en ligemand i dialog med statsmænd og politikere’