„Fra krigsflyver til fredsdue“

DEN monotone brummen lød alt for velkendt. En B-17 bombeflyvemaskine hævede sig op mod den blå himmel, som et minde fra den anden verdenskrig. Dengang var jeg selv pilot i sådan en. Den opgave den nu skulle udføre, var imidlertid noget helt andet end at kaste bomber. Lasten udgjordes af nyttige, brandbestandige kemikalier til beskyttelse af skoven. Alligevel tog synet og lyden af den gamle „flyvende fæstning“ mig om hjertet, og fik minderne fra min tid som krigsflyver til at vælde op i mig — både gode og dårlige minder.

Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg altid haft et stort ønske om at flyve. Da vi som børn voksede op i den nordvestlige del af Wisconsin i 1930rne, kunne min broder Robert og jeg tilbringe flere timer med at bygge modelflyvere af balsatræ og kunststof. Når det blev lørdag, kunne vi næsten ikke vente til vore huslige pligter var overstået, før vi cyklede ud til den lokale lufthavn og så hvordan de gamle todækkere gik i luften og landede.

Ønsket om at flyve var der stadig da jeg blev voksen, og da den anden verdenskrig begyndte, meldte jeg mig i november 1942 til hærens flyvekorps. Nu kunne jeg tjene mit fædreland og samtidig nå mit mål i livet — at flyve.

Den 4. august 1944 modtog jeg det eftertragtede flyvercertifikat og blev sekondløjtnant. Ti dage senere giftede jeg mig med Mary Ann. Eftersom det var i krigstid varede vore hvedebrødsdage kun kort tid. Vi tilbragte dem i bussen på vej tilbage til flyvebasen.

Jeg blev udkommanderet til Sebring i Florida for at lære at flyve den berømte B-17. Dette fly var spækket med skydetårne — på bagpartiet, under bugen, i og under næsepartiet, samt i halen — 13 maskingeværer i alt — og kunne samtidig medføre tre tons bomber. Intet under at det fik øgenavnet „den flyvende fæstning“!

Tidligt i foråret 1945 blev jeg udskrevet til den 8. luftstyrke og fik overdraget en splinterny B-17. Jeg blev udstationeret til kamptjeneste i England. Med stolthed gav jeg min flyvemaskine navnet Mary Ann II. Jeg elskede det fly så højt at min kone i sjov beskyldte mig for bigami.

Alligevel var der noget der nagede mig, når jeg som katolik tænkte på at jeg skulle bombe byer fyldt med katolikker. „Den katolske præst der er på basen må kunne hjælpe mig,“ sagde jeg til mig selv.

„Hvis jeg kaster en bombe over en by i den sydlige del af Tyskland og der bliver dræbt tusind mennesker,“ spurgte jeg feltpræsten, „hvor mange af dem vil så være katolikker?“

„Omkring 95 procent,“ svarede han.

„Hvilken ret har jeg da til at tage 950 menneskers liv, mennesker der har den samme tro som vi har?“

Præsten svarede: „Vi udkæmper en retfærdig krig.“

„Hvad er det der gør en krig retfærdig?“ spurgte jeg.

„Dét at du forsvarer dit land,“ sagde han.

„Vi invaderer Italien og Tyskland,“ sagde jeg forbløffet. „Vil det ikke være dem der tror at de udkæmper en retfærdig krig eftersom det er dem der forsvarer deres fædreland?“

„Nej,“ svarede han. „Det er os der udkæmper en retfærdig krig.“

Det svar gjorde mig endnu mere forvirret. Jeg spurgte feltpræsten: „Hvorfor gav paven og de italienske biskopper og præster de italienske tropper deres velsignelse til at kæmpe imod os, og hvorfor gør de tyske præster nu det samme over for deres tropper?“ Så klappede han mig venligt på skulderen, og svarede: „Du må have tro, min søn. Ansvaret ligger ikke på vore skuldre.“

Det gjorde mig syg om hjertet. Den smule tro på den katolske kirke jeg havde tilbage, mindskedes hastigt. Men jeg kom hurtigt ud af mit dilemma. Blot en uge før jeg skulle af sted til England, overgav Tyskland sig, og Mary Ann (B-17 flyet, ikke min kone) blev leveret tilbage til regeringen. Jeg tog fat på en ny slags arbejde i en detailtømmerhandel og blev til sidst medejer. Det var omkring dette tidspunkt vores søn blev født, og vi slog os ned som en familie.

I 1947 lærte vi Al Ellquist at kende. Han var heltidsforkynder for Jehovas Vidner i Wisconsin. Da nogle i min kones familie begyndte at studere Bibelen med Al, sluttede Mary Ann sig til dem.

Jeg brød mig ikke spor om det. Bibelen var en fremmed bog for mig. Præsten havde aldrig opmuntret mig til at læse Bibelen, og jeg var vred over at min kone prøvede at bringe en ny religion ind i vort hjem. Jeg blev jaloux på både forkynderne og deres Gud, Jehova. Jeg havde altid ment at manden indtog førstepladsen i hjemmet, og hvis hustruen ønskede at vide noget, selv angående Bibelen, skulle hun henvende sig til sin mand for at få besked.

Da Al fornemmede min fjendtlige indstilling, opfordrede han Mary Ann til at skaffe en katolsk bibel til mig. Så foreslog han at hun skulle stille mig nogle ukontroversielle spørgsmål, som for eksempel: „Hvor mange dyr af hver slags tog Noa med i arken?“ „Hvad spiste mennesker og dyr i Edens have?“ Jeg kendte ikke svarene, men det skærpede faktisk min interesse for at få yderligere kendskab til Bibelen.

Dernæst forsøgte min kone sig med denne fremgangsmåde: „Ray, jeg har tænkt på om du vil hjælpe mig med de her nye ting jeg er ved at lære ud fra Bibelen. Du tænker meget mere logisk end jeg, og du vil aldrig gå med til at jeg begynder at tro på noget hvis det ikke er sandt, vel?“

Jeg havde overhovedet intet grundlag for at afgøre hvorvidt noget af det var sandt eller usandt. Så da hun begyndte at spørge mig hvor hun kunne finde skriftsteder der behandlede læren om skærsilden og helvede i min katolske bibel, blev jeg klar over at jeg havde brug for hjælp. Jeg telefonerede til præsten og bad ham om nogle skriftsteder der kunne bevise de ting vi som katolikker troede på. Præsten indrømmede at disse læresætninger ikke kunne findes direkte i Bibelen, men snarere var opstået på et tidligt tidspunkt i den katolske kirkes teologi.

Det svar var ikke tilfredsstillende for mig, og det kunne heller ikke modstå min kones bombardement af bibelske spørgsmål. Skuffet beordrede jeg Mary Ann til at holde op med at studere med Jehovas vidner.

Nu foreslog Al imidlertid at hun, inden hun holdt op med sine bibeltimer, skulle prøve at overtale mig til at læse Bibelen sammen med hende i en måned. Hvis jeg efter den måned ikke forstod hvad jeg læste, ville Al gerne studere Bibelen med mig.

Jeg kan godt lide udfordringer, og jeg havde ikke i sinde at bakke ud af denne her. Selvfølgelig kunne jeg sagtens læse denne verdensberømte bog og forstå den. Sammen med Mary Ann begyndte jeg derfor at læse fra Første Mosebog til og med Bibelens femte bog, Femte Mosebog.

Da de tredive dage var gået og Mary Ann spurgte: „Forstår du det du læser?“ gav jeg hende det samme svar som ætioperen gav den kristne evangelieforkynder Filip: „Nej. Jeg har brug for vejledning.“ (Apostelgerninger 8:30, 31) Da jeg er en mand der holder ord, indvilligede jeg i at studere Bibelen sammen med Al — men med et skjult motiv. Jeg ville sable ham ned og vise Mary Ann hvor forkert afmarcheret Al og disse Jehovas vidner var.

Forud for Als ugentlige besøg kunne jeg sidde til langt ud på de små timer og gruble over hvordan jeg kunne sætte ham til vægs. Men det lykkedes aldrig. Når jeg stillede Al et udfordrende spørgsmål besvarede han det på følgende måde: Først roste han mig for at tænke dybt over tingene. Dernæst sagde han: „Jeg ved at du ikke er interesseret i blot at høre min mening. Lad os se hvad Bibelen siger om spørgsmålet.“ På få minutter kunne Al ved at ræsonnere med mig ud fra Bibelen på en venlig og overbevisende måde nedbryde hvad jeg i timevis havde arbejdet hårdt på at få stillet op.

Efter at jeg i omkring ni måneder havde tabt alle disse slag, overgav jeg mig og tog fat på et seriøst bibelstudium. Jeg gjorde hurtigt fremskridt, og Mary Ann og jeg blev døbt den 19. november 1950.

Da min moder fandt ud af dette, sagde hun jamrende til præsten: „De forlader kirken!“ og bad ham indtrængende om at „frelse“ mig og min broder Robert, der også var begyndt at vise interesse. Der blev arrangeret et møde med præsten, min moder og broder, vore hustruer og mig selv i mine forældres hjem.

„I har begået en dødssynd ved at forlade jeres forældres religion,“ lød anklagen fra præsten. Jeg spurgte ham så: „Hvilken religion havde jomfru Maria da hun voksede op?“ „Den jødiske,“ svarede han. „Døde Maria i den jødiske tro eller døde hun som kristen?“ spurgte jeg. „Hun var kristen,“ lød svaret. „Begik Maria så også en dødssynd ved at forlade sine forældres religion?“

Dette og andre spørgsmål vedrørende menneskesjælen, treenigheden og det brændende helvede gjorde præsten svar skyldig. Fra da af gjorde min moder samt min broder og hans kone fremskridt i deres bibelstudium og blev til sidst døbt som Jehovas vidner. Min moder døde som et trofast vidne for Jehova for syv år siden.

Min hustru følte snart at hun burde tjene som heltidsforkynder, og i januar 1956, da vores søn på syv år var begyndt i skolen, begyndte Mary Ann i heltidstjenesten. Men jeg var bundet af mit arbejde i tømmerhandelen. Jeg ræsonnerede som så, at jeg var nødt til at forsørge min familie. Men i virkeligheden ønskede jeg et større hus ved en søbred, så jeg kunne have et fly med pontoner og ski og få mit eget lille paradis. Husk, jeg holdt stadig meget af at flyve.

Så jeg brugte ti timer om dagen på tømmerhandelen og dens kunder og alle deres problemer og kom udkørt hjem. Min kone kunne derimod komme hjem fra pionertjenesten, helt overstrømmende af begejstring — forfrisket af de fremskridt der skete med dem hun studerede Bibelen med og af den interesse hun havde mødt.

Min samvittighed begyndte at nage mig. Jeg fandt ud af at jeg godt kunne forkynde på heltidsbasis og stadig forsørge min familie. Jeg indså også at arbejdet i tømmerhandelen kvalte min åndelighed. Det endte med at jeg fastsatte den 1. juni 1957 som mål for hvornår jeg ville begynde min heltidstjeneste som en forkynder for Jehovas Vidner.

Jeg fik travlt med at lave min tilværelse om. Jeg solgte min anpart i tømmerhandelen. Jeg solgte også vort hus og købte en beboelsesvogn. Men den ville aldrig kunne rumme vore ejendele! Vi fandt imidlertid hurtigt ud af at vi kunne leve med meget mindre end vi troede!

I 1962 døde min fader, og efter fire år i heltidstjenesten i den sydvestlige del af Minnesota vendte vi tilbage til Wisconsin for at hjælpe min moder. For at forsørge min familie begyndte jeg en lille rengøringsforretning. Hvor fik jeg så mit første arbejde? Hos det tømmerfirma hvor jeg tidligere havde været underdirektør! Det var rigtignok en lektion i ydmyghed!

I 1969 var vores søn så blevet gift, og min moders pleje var der sørget for. Mary Ann og jeg udvidede vor tjeneste. Vi blev rejsende repræsentanter for Vagttårnsselskabet. Min første distriktstildeling som kredstilsynsmand var kreds 1 i North Dakota. Min broder og hans hustru, Robert og Lee, kom også ud i kredstjenesten.

Vi er nu i vor syvende kreds og kan regne ud at vi har truffet omkring 10.350 brødre og søstre. Hvor mange af dem ville vi have kendt hvis vi havde afslået dette tjenesteprivilegium?

[Tekstcitat på side 26]

Der var noget der nagede mig, når jeg som katolik tænkte på at jeg skulle bombe byer fyldt med katolikker

[Tekstcitat på side 26]

Det gjorde mig syg om hjertet. Den smule tro på den katolske kirke jeg havde tilbage, mindskedes hastigt

[Tekstcitat på side 27]

Jeg beordrede Mary Ann til at holde op med at studere med Jehovas vidner

[Tekstcitat på side 27]

Jeg begyndte at læse med Jehovas vidner for at bevise at de tog fejl, men efter at have tabt alle slag, overgav jeg mig og tog fat på et seriøst bibelstudium

[Illustration på side 28]

Raymond Hurst.