Kan fremtiden læses i stjernerne?

Det er en oktobermorgen i det gamle Babylon. Fra toppen af en høj ziggurat får en præst øje på et betydningsfuldt tegn over horisonten mod øst. Stjernebilledet Skorpionen har vist sig en kort tid før den gryende dag langsomt får det til at blegne.

DE OVERTROISKE babyloniere tillagde dette meget stor betydning. Deres stjernekiggere havde længe været opmærksomme på at en bestemt konstellation af stjerner syntes at ligne en skorpion med en lang, krum bagkrop. Stjernebilledet fik derfor navnet girtab, Skorpionen. De forestillede sig at denne gruppe stjerner havde de samme egenskaber som en skorpion. Da skorpionen er et natdyr, syntes stjernebilledet af samme navn at være et godt symbol på mørke. Dets kortvarige tilsynekomst ved daggry i oktober var et tegn på at vinteren nærmede sig.

I bogen The Truth About Astrology (Sandheden om astrologien) forklarer dr. Michel Gauquelin: „De overførte den jordiske skorpion til himmelen, og mente at den havde indflydelse på dem der blev født under dette stjernetegn. Sådanne astrologiske fordrejelser sker den dag i dag. Der udgives i dag lærebøger som fortæller at når solen går ind i skorpionens tegn ved tidspunktet for et menneskes fødsel giver den det nyfødte barn nogle af de egenskaber som kendetegner skorpionen — et farligt, aggressivt og frygtløst insekt [spindler] med et skrækindjagende stik.“

Er astrologien videnskabelig?

Skorpionen viser sig ikke længere ved solopgang i oktober måned. I århundredernes løb har jordens stilling i forhold til stjernebillederne gradvis ændret sig. I oktober går solen nu i stedet ind i stjernebilledet Libra (latin for „Vægten“), der siges at give egenskaber som charme og frimodighed. Nogle ganske andre egenskaber end dem der kendetegner skorpionen!

Østens astrologer har holdt sig à jour med disse ændringer, men det har de fleste af deres kolleger i vesten ikke. De baserer altså deres forudsigelser på en plan over himmellegemernes placering som er omtrent 2000 år gammel! Herom siger dr. H. J. Eysenck og dr. D. K. B. Nias: „Hvis astrologerne i vesten har ret i en bestemt fortolkning, tager astrologerne i østen fejl, og omvendt. Alligevel hævder begge parter at have glimrende resultater!“

Alene dette drager i høj grad astrologiens pålidelighed i tvivl. En psykolog har betragtet ægteskabsindgåelser og skilsmisser blandt 3456 par. Er der nogen sammenhæng mellem foreneligheden af deres stjernetegn og deres ægteskabs stabilitet? Tidsskriftet Science 84 beretter: „Uforenelige stjernetegn giftede sig — og blev skilt — lige så ofte som forenelige stjernetegn.“

Astrologerne siger som svar på dette at solens tegn i sig selv ikke er af større betydning, men skal ses i sammenhæng med planeternes indflydelse. Dette skaber dog også problemer, for babylonierne troede at kun fem planetguder — Merkur, Venus, Mars, Jupiter og Saturn — øvede indflydelse på menneskene. Teleskopet har imidlertid vist at der findes yderligere tre planeter — Uranus, Neptun og Pluto. Dette har skabt forvirring blandt astrologerne. „Nogle astrologer,“ skriver Louis MacNeice i bogen Astrology, „brugte disse [planeter] som en undskyldning for deres forgængeres unøjagtige forudsigelser, mens andre . . . hævdede at de nye planeter ikke kunne øve indflydelse på mennesker fordi de ikke kunne ses med det blotte øje.“ De fleste af østens astrologer ignorerer derfor de fjerne planeter. Astrologerne i vesten tillægger dem imidlertid stor betydning.

Også det tidspunkt man har valgt som udgangspunkt for horoskoperne rejser visse spørgsmål. De fleste astrologer går ud fra fødselsøjeblikket. Men ifølge genetikkens love fastlægges et menneskes nedarvede egenskaber ikke ved fødselen, men ved undfangelsen. Bogen Astrology: Science or Superstition? (Astrologi — videnskab eller overtro?) oplyser at astrologen Ptolemæus „behændigt veg uden om dette spørgsmål ved at påstå at fødselen sker under den samme konstellation som herskede ved undfangelsestidspunktet, skønt der ikke er nogen som helst grund til at antage at det forholder sig sådan“.

Videnskabsmænd tager til orde

Denne voksende accept af astrologien har foruroliget mange videnskabsmænd. I 1975 udgav en gruppe videnskabsmænd, deriblandt 19 nobelpristagere, en afhandling med titlen: „Indvendinger mod astrologien — en erklæring fra 192 førende videnskabsmænd.“ I den stod der:

„I fortiden betragtede folk . . . himmellegemerne som gudernes boliger eller som varsler fra dem, og mente derfor at der var en nær forbindelse mellem dem og begivenhederne her på Jorden; de havde ingen forestilling om de umådelige afstande fra Jorden til planeterne og stjernerne. Nu da disse afstande kan beregnes og er blevet det, har vi indset at den tyngdevirkning og anden påvirkning som de fjerne planeter og de endnu fjernere stjerner kan øve, er uendeligt lille. Det er ganske enkelt en misforståelse at tro at de kræfter der udøves af stjerner og planeter i en persons fødselsøjeblik, på nogen måde kan forme den pågældendes fremtid.“

Interessant nok eksisterede der i fortiden en gruppe mennesker som ikke havde brug for den moderne videnskab for at forstå at astrologien intet har på sig. For over 2500 år siden sagde Jehova Gud til Israels folk: „Lær ikke nationernes vej, og frygt ikke himmelens tegn fordi nationerne frygter dem; for nationernes skikke er overtro.“ (Jeremias 10:2, 3, Byington) Ny Verden-oversættelsen udtrykker det på denne måde: „Himmelens tegn . . . er kun et pust.“ Der er med andre ord lige så lidt ’stof’ i astrologien som der er i den luft man udånder.

’Jamen, har det så meget at sige om astrologien er uvidenskabelig?’ indvender nogle. ’Kan man ikke bare betragte den som en harmløs fornøjelse?’

[Tekstcitat på side 5]

„Der udgives i dag lærebøger som fortæller at når solen går ind i skorpionens tegn ved tidspunktet for et menneskes fødsel, giver den det nyfødte barn nogle af de egenskaber som kendetegner skorpionen — et farligt, aggressivt og frygtløst insekt med et skrækindjagende stik.“

[Ramme på side 5]

Hvor langt borte er stjernerne?

Fortidens stjernekiggere troede at stjernerne øvede en kraftig indflydelse på menneskenes liv, og mente derfor at de måtte befinde sig meget nær ved Jorden — højst nogle få kilometer borte. Men da man udviklede teleskopet viste det sig at dette næppe kunne være tilfældet. Selv når man betragter stjernerne gennem et kraftigt teleskop, ser de nemlig ud som små lysprikker.

I 1830rne lykkedes det imidlertid den tyske astronom Friedrich Bessel at udregne den nøjagtige afstand til nogle af stjernerne. Ved hjælp af simpel trigonometri beregnede han at den stjerne der kaldes 61 Cygni befinder sig over 10 lysår borte! (Lyset bevæger sig med en hastighed af 300.000 kilometer i sekundet.) Ikke desto mindre er 61 Cygni en af de stjerner der befinder sig nærmest Jorden!

Skønt stjernerne i en konstellation ser ud til at befinde sig tæt ved hinanden, kan afstanden mellem dem være hundreder af lysår! „Det er kun et rent tilfælde,“ hedder det i bogen Astrology: Science or Superstition?, „at de set her fra Jorden synes at befinde sig i klynger.“ I betragtning af dette, er det da rimeligt at tro at et stjernebillede som Skorpionen kan øve indflydelse på vort liv?

[Illustration på side 4]

Babylonisk stele fra Frankrigs nationalmuseum. Den viser stjernebilledet Skorpionen