Unge spørger:
Hvordan får jeg det sagt til mine forældre?
„Når jeg kommer hjem fra skole med en dårlig karakter vil jeg egentlig gerne fortælle mine forældre det, men jeg tør ikke, for hvis jeg siger det til dem begynder de at råbe op.“ — Benita, 13 år.
„MAN foretager sig noget uden at tænke særlig meget over konsekvenserne — det hører med til at være teenager. Men nogle gange løber man så ind i problemer, og man vil gerne have sine forældre til at klare skærene for en,“ skriver forfatteren Ruth Bell. Men det er ikke altid rart at skulle bekende noget for sine forældre — hvad enten det drejer sig om dårlige karakterer, om noget der er gået skævt, om et alvorligt moralsk problem eller om at man har undladt at gøre noget ens forældre har bedt en om.
Du frygter måske for at komme med dårlige nyheder til dine forældre — især hvis det drejer sig om noget du har gjort forkert. Du føler dig sikkert dårligt tilpas ved tanken om at skulle krydsforhøres. Willa på 18 siger: „De bliver ved med at stille spørgsmål hvis jeg fortæller dem noget. Det er som at åbne for Pandoras æske.“ Det kan også være du gerne vil slippe for den uundgåelige — og måske pinlige — tugt. Men værst af alt er tanken om at skuffe sine forældre. Vince siger det på denne måde: „Jeg har altid følt at mine forældre har haft stor tillid til mig, og det har gjort det svært for mig at betro dem noget fordi jeg så nødigt vil såre dem.“
Imidlertid spredes dårlige nyheder hurtigt, og dine forældre kender dig sikkert så godt at de ofte kan regne ud når noget er galt, også selv om du gør dit bedste for at skjule det. Ved at undlade at fortælle dine forældre hvad der er sket udskyder du blot det uundgåelige. (Jævnfør Ordsprogene 28:13.) Spørgsmålet er derfor: Hvordan får man det sagt?
Ingen er fuldkommen
Husk først og fremmest på hvad Bibelen siger om det at begå fejl: „Alle har syndet og mangler Guds herlighed.“ (Romerne 3:23; 5:12) Nogle fejl begås fordi man ikke ved bedre, andre fordi man ikke tænker sig om. Men det må også indrømmes at nogle nu og da gør noget de ved er forkert. Under alle omstændigheder kommer vi alle ud for at begå fejl.
Hvordan betragter du en der aldrig vil indrømme at han har begået en fejl? Ville du ikke få et meget bedre indtryk af ham på længere sigt hvis han en dag kom og sagde ligeud: „Undskyld — jeg kan se at jeg gjorde noget galt“? Det er det samme med dine forældre. Det kan godt være de bliver vrede over det du har gjort, men hvis du er ydmyg nok til at indrømme det forkerte, vil det måske lægge en dæmper på deres vrede.
Vælg det rette tidspunkt
Dine forældres reaktion vil desuden i høj grad bero på hvornår og hvordan du betror dig til dem. Bibelen taler om „et ord som er talt i rette tid“. (Ordsprogene 25:11; jævnfør Prædikeren 3:1, 7.) Sandt nok ønsker man ikke at trække det ud i det uendelige. Som Vince siger: „Jeg har fundet ud af at tingene blot bliver værre når man venter.“ Hvis det er muligt, tal så med dine forældre på et tidspunkt hvor de er i humør til det. Latia på 16 udtrykker det på denne måde: „Jeg betror mig aldrig til min moder når hun har travlt, for så bliver hun enten vred eller lukker helt af.“ Kelly på 15 giver dette råd: „Vent til et tidspunkt hvor dine forældre ikke synes at have alt for mange problemer. Ellers kommer du jo bare og lægger flere oveni.“
Hvilket tidspunkt er så bedst? Chris på 18 siger: „Jeg venter til efter aftensmaden og siger så til far at jeg gerne vil tale med ham.“ En dreng der er alene med sin moder har prøvet et andet tidspunkt: „Normalt vælger jeg at tale med mor lige inden vi skal i seng; på det tidspunkt er hun mest afslappet. Når hun lige kommer hjem fra arbejde er hun helt udkørt.“
Når det rette tidspunkt er inde, bring så emnet på bane over for dine forældre. Måske kunne du sige noget i retning af: „Far og mor, der er noget jeg spekulerer på.“ Hvad så hvis det rette øjeblik ikke lader til at dukke op, eller hvis dine forældre synes at have for travlt til at lytte? Vær forstående. At de har for travlt til at bemærke at du har et problem, betyder ikke at de er ligeglade. Så kan du måske sige noget i retning af: „Jeg ved at I har travlt, men der er noget der virkelig bekymrer mig. Kan vi ikke snakke om det?“ Når du så har fået deres opmærksomhed kan du spørge: „Har I nogen sinde gjort noget som I var for flove til at tale om?“ Det vil fortælle dine forældre: (1) At du mener det alvorligt, (2) at det er vanskeligt for dig at tale om det, og (3) at du oprigtigt fortryder det der er sket.
„Tal sandhed“
Nu kommer det vanskeligste: at fortælle dine forældre om selve problemet. En af Jesu billedtaler lærer os meget om hvordan man kan bære sig ad. I Lukas 15:11-32 læser vi om hvordan en søn en dag forlod sin fader og sit hjem for at blive uafhængig. Den ødsle unge mand satte imidlertid sine økonomiske midler over styr og kom ud i en umoralsk livsførelse. Da han havde nået bunden kom han til fornuft og besluttede at vende tilbage til sin fader i håb om at han ville tage imod ham. Men hvordan bar han sig ad? Prøvede han behændigt at skjule sin forkerte handlemåde for sin fader eller at bagatellisere alvoren af sin synd? Nej, tværtimod. Det første han sagde til sin fader var: „Fader, jeg har syndet imod himmelen og imod dig. Jeg er ikke længere værd at kaldes din søn.“ Han foregav ikke at være noget han ikke var, men talte med ydmyghed. Han bad ikke om at måtte undgå straf; han bad blot om tilgivelse.
Hvordan reagerede faderen? Til den unge mands overraskelse fik han ikke den reprimande han havde ventet. Faderen var åbenbart så overbevist om sin søns oprigtige anger at det ikke syntes nødvendigt med nogen yderligere afstraffelse! Hvis du på samme måde ærligt og ydmygt fortæller dine forældre hvad der er sket, vil det måske få dem til at indse at du har lært af din fejltagelse. Men det vil ikke nødvendigvis betyde at du slipper for straf. I nogle tilfælde vil en alvorlig afstraffelse være velfortjent! „Kæp og retledning giver visdom,“ siger Bibelen. (Ordsprogene 29:15) Hav derfor den rette indstilling til tugt: „Sandt nok synes ingen tugt i øjeblikket at være til glæde, men til sorg; men bagefter skænker den dem som er blevet opøvet ved den, en frugt som fører til fred, nemlig retfærdighed.“ — Hebræerne 12:11.
Endvidere formaner Bibelen os til at ’tale sandhed’. (Efeserne 4:25) Selv om du måske fristes til at undlade at fortælle de mere ubehagelige detaljer, lad så alligevel dine forældre få hele historien at vide. Brug nogle ord dine forældre forstår, ikke udtryk der kun forstås blandt unge. Vis dine forældre at du stoler på dem. At du er alvorligt opsat på at få sagen ud af verden, vil uden tvivl gøre et dybt indtryk på dem. — Jævnfør Andet Korintherbrev 7:11.
’Hvordan kunne du gøre det mod os!’
Nu er det selvfølgelig ikke alle unge der er så heldige at de har kristne forældre. Men selv om du har forældre der har opdyrket åndens frugter, såsom mildhed og selvbeherskelse, vil de måske alligevel reagere lidt voldsomt på det du siger. (Galaterne 5:22, 23) Det kan være med rette de føler sig sårede eller skuffede, især hvis det drejer sig om en alvorlig forseelse. Bliv derfor ikke overrasket eller harmfuld hvis du oplever et følelsesladet udbrud! Hvis du havde rettet dig efter de advarsler de tidligere havde givet dig, ville du ikke have befundet dig i denne situation. Nathan på 21 har gjort denne interessante betragtning: „Dine forældres følelsesudbrud kan være et tegn på at de holder meget af dig.“
Hvad der end sker, så bliv ikke ophidset. (Ordsprogene 17:27) Lyt til dine forældre og besvar deres spørgsmål, uanset hvordan de stiller dem. Tag imod den tugt de finder nødvendig, uanset hvori den består, idet du husker på det salmisten David skrev: „Slår den retfærdige mig, er det loyal hengivenhed.“ (Salme 141:5) Beslut dig til at du aldrig vil begå den samme fejl igen!
Dog vil det ikke være sidste gang du får brug for dine forældres hjælp og modne råd. Gør det til en vane at betro dig til dem om små problemer — så vil du ikke, når de store problemer dukker op, være bange for at henvende dig til dem og fortælle hvad der tynger dig.
[Illustration på side 23]
Vælg et tidspunkt hvor dine forældre er i humør til en samtale