Et møde med verdens mindste hjort
EN DAG i 1935 var en chilensk bonde i færd med at bearbejde sin jord i det smukke, bjergrige Curicódistrikt. Pludselig hørte han nogle hunde jage hvad han troede var en kanin. Han blev imidlertid ikke så lidt overrasket da et dyr på størrelse med en lille hund, med et udseende som en ged, kom løbende ud af skoven og søgte tilflugt mellem hans ben. Bonden kiggede ned på dyret, der rystede af skræk, og så da at det var en pudu, verdens mindste hjort.
Man får sjældent denne fredelige lille hjort at se, eftersom den lever i øde højlandsområder. Den vover sig kun ud for at spise frugt, blade og andet grønt, og søger hurtigt skjul når dens følsomme hørelse og lugtesans vejrer fare. Puduen foretrækker tæt bevoksede områder, da den kan dø af blot at opholde sig tre timer i direkte sollys.
Det er ikke meget man ved om dette sky dyr. Først omkring århundredskiftet fandt zoologerne ud af at det hverken er en ged eller et får. Da handyret, eller bukken, taber sine 6-9 centimeter lange takker en gang om året måtte der være tale om et medlem af hjortefamilien. Der findes to arter i puduslægten. Den ene forekom tidligere almindeligt i det sydlige Chile og Argentina. Dens nordlige fætter lever i jungleområderne i Colombia, Peru og Ecuador. Pudubukkens pels er rødbrun, dog er den nordlige art en smule mørkere end den sydlige. En pudu når en højde ved skuldrene på omkring 40 centimeter, er fra 70 til 80 centimeter lang og vejer omkring 10 kilo som fuldvoksen. I profil har dyret en karakteristisk kileform fordi dets forben er en smule kortere end dets bagben.
Klarer sig trods vanskeligheder
Selv om puduen er usædvanlig sky kan den ikke desto mindre få tillid til mennesker, som den tilsyneladende synes om. Mange puduer har slået følgeskab med får eller kvæg der var på vej hjem fra græsning, blot for at blive jaget bort af landmændenes hunde. Det sker ofte at forskere der har vundet en pudus tillid bliver belønnet ved at deres nye ven slikker deres hænder og ansigt. En dyrlæge var blevet ven med en hunpudu der sprang op i hans skød, slikkede ham i ansigtet og derefter med sit hoved skubbede ham hen mod sin rede, øjensynlig for at vise ham sit nyfødte afkom.
Selv om puduen har naturlige fjender som for eksempel ræven, pumaen, vildkatten og uglen, er dens største fjende dog mennesket. Tidligere kunne den lille hjort bevæge sig mere frit omkring, og undvige sine fjender takket være sin hurtighed og ’intelligens’. Man ved at puduen har gået baglæns i sine egne spor eller er svømmet op ad en flod for at narre en ræv eller en puma. Men nu hvor mennesket er i færd med at ødelægge skovene bliver puduens naturlige levesteder stadig mere begrænsede. Derfor har den søgt tilflugt i gange i den tætte underskov. Puduen er meget renlig og har bestemte steder i sine gange hvor den enten sover, spiser eller lægger sin afføring; og denne opdeling bevarer den hele livet. Dyrets evne til at klare sig og overleve hænger sammen med at det er godt kendt med sine gange. Selv om puduen kan løbe hurtigt og svømmer rimelig godt, er den et let bytte i åbne områder. Men sådan er det ikke når den befinder sig i sine egne gange hvor den, som en forsker udtrykker det, „farer af sted som skudt ud af en kanon“ så den er umulig at indhente.
Selv om det er forbudt at drive jagt på puduen har nogle samvittighedsløse mænd lært sig at fange eller dræbe dette fredsommelige lille dyr. Disse jægere drives af et stærkt ønske om at få fat i dyrets flotte skind, dets velsmagende kød eller de penge som udenlandske zoologiske haver er villige til at betale for et sundt eksemplar. De har optrænet små hunde til at jage puduerne ud af deres gange. Da puduerne er bedre svømmere end hundene, søger de til de nærmeste floder eller vandløb, hvor jægerne venter i både for at fange dem. Dyrene kommer ofte til skade, og ifølge en forsker dør op til 80 procent simpelt hen af angst.
Puduens skyhed er således også dens svaghed. Når den bliver bange, synes dens øjne at blive fyldt med tårer, den ryster over det hele, hårene i pelsen rejser sig, og dyret dør ofte af et hjerteslag. Det er grunden til at disse dyr ikke lever ret længe i fangenskab — selv om nogle universiteter og familier på landet har søgt at holde dem som husdyr. De dør ofte uden nogen umiddelbar årsag, som ofre for fangenskabets stresspåvirkning. Puduen elsker frihed.
Man frygtede at puduen i løbet af kort tid ville blive føjet til listen over de 68 pattedyrarter der er blevet udslettet i dette århundrede. Nyere undersøgelser, foretaget af en forsker i samarbejde med Verdensnaturfonden, lader imidlertid formode at puduen overlever — trods alt! Men hvordan? Ved at tilpasse sig de nye omstændigheder og benytte sig af sit system af gange. Så lyse er udsigterne imidlertid ikke for den chilenske skovløve, pumaen, der er i stor fare for at blive udslettet. Ja, som på mange andre områder af livet viser det sig ofte at det under stressende eller skiftende omstændigheder er bedre at være føjelig og venlig end heftig og aggressiv!
Lad os håbe at puduen kan overleve indtil den fredelige nye ordning bliver en realitet, hvor disse dyr vil kunne forlade deres beskyttende gange uden frygt. Vil du også være til stede dér så du kan lære verdens mindste hjort at kende?
[Kildeangivelse på side 26]
Foto: New York Zoological Society